Ja jeg var heller ikke "klar" og ved at fortryde det meget da jeg smed p pillerne. Men da testen vist positiv blev jeg så glad, men med blandede følelser, for det er da meget at taget ansvar for en anden persons liv! Men du "vokser" med følelsen... Jeg er i uge 20 snart, og kunne ikke tænke mig et liv uden min graviditet og om små 5 mdr, en lille en at dele min hverdag med... Man bliver mere og mere skruk i graviditeten og mere bange for at miste det lille liv inden i dig, specielt når man ser junior på første scanning, begynder så småt at købe børnetøj osv osv. For ikke at tale om når du begynder at kunne mærke den lille sparke og bevæge sig derinde...

Jeg tror aldrig man bliver helt klar, men man skal være forberedet på hvad man gpr ind til, da det er en brslutning for livet!! For mig at se, lyder det dog til i sagtens kunne komme igang...

... man bliver ikke klar. For når alle de ting, du nævner der er på plads, så er der noget andet. (I øvrigt er der jo en produktionstid på sådan et barn, du har da i hvert fald ni måneder, hvor du kan nå nogle af de ting dér).

Men tag da testen for dig selv "hvis jeg blev gravid nu ved et uheld, ville det så være en stor katastrofe? eller ville jeg glæde mig en lille smule?"

jeg har hele tiden haft en panik knap baghovedet..forstået på den måde at hvis jeg skulle blive gravid ved et uheld var der altid den mulighed at få en abort hvis jeg synes at de to streger var forfærdelige. Dog har jeg hele tiden vidst at dette ikke var en realistisk mulighed for når jeg først vidste at jeg var gravid ville jeg ikke kunne gøre det alligevel, men det har været min sikkerhedsventil hvis jeg gik i total panik.

Men det er jo på ingen måde en mulighed hvis jeg selv har valgt at blive gravid, så er der ingen vej tilbage.

Håber det giver bare lidt mening, ellers skal jeg prøve at uddybe hvis der er nogen der efterspørger det.

Mht til det med at der altid vil komme nye ting "i vejen" er jeg helt enig, og det er jo også det der gør det så svært.

aldrig helt klar.

For små 2 år siden smed vi p-pillerne da vi nu havde ok jobs, hus, hund osv. Så det praktiske var på plads... Blev gravid efter små 2 mdr. men graviditeten endte i en SA, hvilket jo nærmest rev tæppet helt væk under mig, da graviditeten jo ellers var planlagt en del.

Derefter var jeg slet ikke klar til at forsøge mig med en ny graviditet (var jo bange for om det ville gå galt igen ), så vi passede på. For nu ca. 28 uger siden kom jeg pludselig til at spekulere på at jeg syntes at min mens var lidt længe undervejs... Tog en test, som viste 2 streger Jeg gik nærmest i panik og alle "løsninger" blev vendt og drejet, både fordi jeg jo var vildt nervøs osv. og jeg havde skiftet job 15. maj 2007 så jeg havde ikke været på mit nye arbejde ret længe. Men hvor om alting er, så er jeg nu 32 +2 for jeg kunne under ingen omstændigheder få mig selv til at skulle have det fjernet. Men gu´ har jeg/vi da været nervøse undervejs osv. Men hvorfor skulle vi ikke kunne klare det - vi glæder os helt vildt til omkring d. 21. april 2008 hvor den lille forhåbentlig melder sin ankomst.

Men i lyder da som om i kunne være klar, med det du skriver.

Mvh. Ditte

jeghavde også 1000 undskyldninger og så til sidst sagde jeg at det kunne blive når jeg kom hjem fra min skydekonkurrence i USA.. men da det så var tid efter jeg kom hjem.. så tudede jeg for vildt og sagde "det kan jeg ikke og jeg vil slet ikke være mor osv" men vi var sammen den ene gang inden næste mens og så var jeg sgu gravid.. det endte så med 3 aborter og en hulens masse undersøgelser og scanninger hver uge fra uge 5 til 13 med Jonas men så blev han også hængende.

Tina

Det er også det jeg tit synes at man hører der sker hvis folk venter...altså at det desværre tit ender i en SA eller at folk ikke kan på den naturlige facon.

Ditte og Tina: mange gange tillykke med at det er lykkedes til sidst. Og tina hvor er det en køn lille dreng du har dig nu

Må jeg have lov at spørge hvor gamle i var da i blev gravide?

Min mor fik mig da hun var 19, min mormor var 20 da hun fik den første og min oldemor var 21. Jeg er selv 23 nu, og er den første i ræken med en uddannelse. Min mor er meget nervøs for at jeg får nået alt det hun ikke gjorde inden jeg beslutter at få børn, og har af sammen grund også presset noget på ang. uddannelse, hvilket jeg faktisk er glad for. Jeg ved at min mor ville støtte mig og min kæreste 200% når jeg først bliver gravid, men tror hun vil prøve at få mig til at udsætte det hvis jeg snakker med hende om vores overvejelser inden. (i hendes øjne er jeg nok altid en lille pige )

Man skal ikke tænke SÅ praktisk, når man overvejer at få børn, for så vil der ALTID være et eller andet i vejen for det. Man kan sagtens betale gæld af, flytte og lærer hesten at galopperer selvom man har børn .

Hvis du ønsker et barn - så spring ud i det! Jeg skal føde om 4 uger, men jeg er da lige ved at gå i panik, for jeg synes pludselig, at det er ved at være tæt på, og jeg er SLET ikke klar. Tilgengæld kan jeg huske fra sidste gang, at om ikke før, så ihvertfald når man får presseveer, SÅ er man klar . Puha, der gjaldt det bare om at få afkommet til verden.

Det kan jo også være at I ikke lige befrugter det først kommende æg, og så er man pludselig mere end klar, ja nærmest utålmodig.

God fornøjelse.

Mange hilsner Mette

var jeg nok aldrig blevet gravid, hvis ikke "skæbnen" havde klaret det for mig/os. Glemte en p-pille midt i en pakke og vupti så var/er jeg gravid - skal lige siges, jeg glæder mig helt vildt, tillige med manden.

Nå men.. jeg havde altid en undskyldning for at udskyde "projekt-barn". Så skulle jeg lige køre lidt mere lastbil, så lige en hest mere,så lige udvide hestepensionen lidt mere, så lige..... og så lige... Tror jeg var bange for, at gå glip af noget, skulle altid lige prøve noget nyt, havde svært ved at gearer ned...

Så nu er jeg gravid for 1 gang i en alder af 35 år... og hold da op, jeg glæder mig bare så meget

Hilsen Tina

Hvis du skal have alting på plads inden, så får du aldrig børn.

Der vil altid være ting, man gerne ville have nået inden, men omvendt så er det jo ikke sikkert, man når at få de børn, man gerne vil. Og det kan ihvertfald ikke gøres om.

Jeg kunne da også godt have tænkt mig, at få min studiegæld ud af verden inden, betalt noget mere af på hus og bil, skrabe penge sammen til videreuddannelsen jeg drømmer om, og tage uddannelsen, bygge ud, få nyt køkken.. Men helt ærligt, så er det bare urealistisk.

Hvad i alverden skal jeg så lave resten af mit liv?

Der er jo altid for og imod'er. Jeg var da også lidt i tvivl, da vi besluttede det, men jeg var fuldstændig klar, da jeg var blevet gravid. Og så undervejs kan man da godt kortvarigt blive ramt at en panikfølelse, men det er jo meget normalt, og det går over igen.

den lille kommer ud (bliver 29 til juni).

Og jeg har faktisk altid sagt at skulle jeg have børn, skulle den første være der (eller i hvert fald undervejs) inden jeg blev 30 år. At jeg så var villig til at strække aldersgrænsen for mig selv lidt i forbindelse med min SA (og det at jeg ikke rigtig turde springe ud i en ny graviditet) er en anden sag. Men nu når jeg jo i hvert fald fint at blive mor første gang inden jeg runder hjørnet til de 30 - så "planen" ender alligevel med at holde vand, selvom det jo mere var skæbnen der hjalp end os selv (tjo, vi gjorde jo selvfølgelig det "hårde arbejde", men det var jo ikke planlagt at der skulle følge en gevisnt med).

Men jeg kan godt forstå at din mor har skubbet dig i retningen af en uddannelse, når hverken hende selv eller din mormor har nået det. Det er unægteligt hårdere at læse/uddanne sig når der er børn, end at gøre det før de kommer.

Men pøj pøj med projektet.

Mvh. Ditte

Jeg fik bare aldrig nogen da jeg var gift (og jeg ved godt at det med at blive gift ikke er en garanti for yngel, altså, griner!) - så jeg affandt mig med at sådan skulle DET bare være.

Jeg satte pris på min frihed (.. nåja frihed og frihed... med to æsler i stalden, hund, kat osv er den jo ret begrænset, men jeg kunne da drikke det kvantum rødvin jeg ville NÅR jeg ville! Og hunden er let at have med..)

Nå, men da jeg så pludselig i min høje alder (35) en dag tænkte "jeg er gravid" (og det var jeg så!)blev alt det med friheden pludselig underordnet!! Selvom jeg får nogle ordentlige kuldegys en gang i mellem ved tanken om, hvad det egentlig er, jeg er gået ind til!

kan kun give de andre ret, man bliver vel aldrig klar for der kommer hele tiden noget nyt.

Jeg havde også altid en klar plan om at jeg skulle være færdig med at læse og vi skulle være etableret helt perfekt, med eget hus osv, som man sådan går og drømmer som "lille" pige, men så en dag besluttede vi os alligevel til at få en bette og jeg i uddannelse vi boede i lejlighed, tja altså modsat det vi havde smakket om, men vi var lige pludselig blevet enige om at vi skulle have alle vores børn inden nogen af os fyldte 30 år. Min mand var på det tidspunkt 24 år og vi kunne jo regne ud at vi skulle til at at starte hvis vi skulle have mere end 1.

Tja og det gik super fint, nu sidder jeg her og venter på at den næste plopper ud, det kan være når som helst og jeg læser satdig, er ikke forsinket eller noget, så det har gået fint at få, næsten da, to børn under uddannelse. Vi er så imellem tiden flyttet ud i et skønt hus, hvor vi har både masser af plads ude og inde til at have ungerne.

Og manden besluttede at han gerne ville læse yderligere to år, så der kom der igen noget i vejen hvis vi havde holdt planen, så selvom jeg engang imellem tænker gud hvor kunne jeg og kan jeg og syntes det hele ramler, så ja så går det faktisk super fint, selvom der hele tiden kommer nye ting, så jeg nok skal vente til jeg er en gammel kælling inden jeg er klar også erd et forsent....

Hyggehejsa
Renana