sovet så meget den første nat, fordi man ikke kan få øjnene af det lille vidunder der ligger i vuggen ved siden af en... og at man så heller ikke får sovet så meget de næste mange måneder fordi bebsen vågner 3-4-5 gange om natten, og først sover igennem som 8-9 mdrs.

At efterveerne kan gøre så forbandet ondt...

At ens bryst skrumper når man er færdig med at amme...

Noget der kom (virkelig) bag på mig var, at i samme sekund Emma var kommet helt ud af mig stoppede samtlige veer...

Ikke noget med at de langsomt ebber ud eller noget. Nej, de er simpelthen VÆK, PIST bORTE fra samme sekund som junior er kommet ud...

Vildt...

Ja, så er der det at hvis man lige overskrider et måltid (når man ammer) så vokser ens bryster altså så det er lige før de eksploderer!!! Aaaaav.

Ja, det gjorde ondt at tisse efterfølgende... Og jeg turde næsten ikke lave "det andet"...

Jeg var bange for.. ja jeg ved ikke, om det hele revnede hvis jeg "brugte lidt kræfter" på at få det ud

Kan så oplyse at det gjorde det ikke

Og noget der også har overrasket mig er at det virkelig er muligt at elske et andet menneske SÅ højt!

Virkelig, det er helt uroligt så højt jeg elsker min Emma...

Hun er virkelig hele min verden og jeg ville forlade dem hvis der skete hende noget/hun ikke var her længere...

Hun er ALT for mig, min lille prinsesse.

Men som sagt det er vildt at man kan have så store følelser for så bette en størrelse...

Mere? Tjaeh...

mig meget første gang, at jeg fik strækmærker lige så snart jeg havde født, havde ellers ikke nogen inde

At veer gjorde så ondt!

at det gjorde rigtig ondt at tisse og fik oveni hård mave og en hermoride,

At jeg tudede over ingen ting.

At jeg så gravid ud i så lang tid efter.

At jeg kunne sidde i over en time og amme flere gang om natten .

At mine bryster blev så store og gjorde så ondt.

Og mange andre ting som man lyn hurtig glemmer igen.

Det er sku hårdt at blive mor ....Men det er det bedste der er sket i mit liv og glæder mig til næste gang (er 8 uger henne nu)

Det der kom bag på mig, var også det med at tisse.

Hold da helt K... det er da vanvittigt.

Jeg havde nær revet toilettet væk fra gulvet. Jordemor havde sagt det godt kunne svie lidt. SVIE LIDT. Hvor herre bevares,det var ti gange værre end at udvide sig fire cencimeter på syv minutter. Jeg var nær dejset ned fra tønden.

godt lige fortalt mig hvor svært det kan være at gå på toilettet og lave stort efter et kejsersnit (eller det er måske bare mig der er mærkelig).

Selv efter andet kejsersnit prøvede kroppen at undgå at lave stort på toilettet med efterfølgende mange smerter i maven pga forstoppelse (truende tarmslyng, troede kun det var heste der kunne få tarmslyng). Hold kæft hvor det gjorde nas at være på toilettet......

At efterveer anden gang, er slemme. De er vist værre efter 3. fødsel og ligeledes.

At man kan elske to vidunderlige væsener lige så højt !

At det er vidunderligt at være MOR, selvom man ikke har sovet i 18 timer, gylp over det hele, ungerne skriger og alt er kaos.

At det er skønt at amme. Det lykkedes ikke med den første, han var en doven en ! Nr. to, tøsen er bare en knag ved brystet.

At ens s*xlyst, nok futter langt væk når man har to børn.

Jo, og meget mere

Beagle.

at som så mange andre siger....

det gjorde ekstremt ondt at tisse bagefter, og lave stort ja det prøvede man at undgå, selvom det ikke var så smertefuldt som at tisse....

at det lille væsen var så dybt afhængigt af en.

jeg havde et problem med at jeg lugtede pga. at jeg ammede og når jeg siger lugtede mener jeg at jeg stank, jeg gik i bad flere gange om dagen men lige lidt hjalp det, for 5 min efter lugtede jeg igen...

at man kunne få brystbetændelse af at skralle kartofler i koldt vand.... avvvvv

at man ikke havde overskud til ret meget mere...

ens s*xlyst forsvandt, det første lange stykke tid (min gjorde ihvertfald), og med 2 små... hvad er så s*xlyst?

alle de ting man havde købt til den lille var tit overflødig, eller også havde man købt for lidt af noget (f.eks stofbleer, havde ikke selv vaskemaskine, og med en lille på armen og i vaskehal... ja overskudet til det skete kun 1-2 gange om ugen)

hvor meget gylp der kan komme ud af sådan en lille en, første gang oliver fik en stor stråle, blev jeg virkelig forskrækket....

men det bedste er hvor meget man kan elske sine børn....

på mig, hvor klam man føler sig med en BLE der er vædet i blod 5 min man har skiftt den. Troede ik man blødte SÅ meget efter en fødsel.

Så er der det med toiletbesøg.... AV

Men det værste var nok, den følelse af, at man var ved at skide en fodboldt ud, når man får presseveer. Det mærker vitterligt som om, at baby kommer ud det forkerte sted.

ja, det er faktisk rigtigt - det føles sådan lige i det man føder.. Men heldigvis kommer de ikke ud der *ggg*

Jeg ved ikke om tingen overraskede mig. V er jo alle forskellige og min venindes, der fødte ½ år før mig, og min graviditet kan slet ikke sammenlignes. Hun havde en elendig graviditet, kastede op konstant og alt ramte hende: Bækkenløsning, strækmærker overalt osv.

Jeg havde en supernem graviditet, ingen kvlame, smerter, strækmærker eller andet. Til gengæld brugte jeg et par måneder på at komme mig over fødslen. Blødte i 8 uger, havde smerter osv så jeg overvejede om jeg nogensinde skulle have flere børn, hvorimod min veninde havde været parat til at føde igen, så snart hende pige var kommet ud! Hun havde det fint efter fødslen, havde ikke nævneværdige smerter og var hurtigt frisk igen.

Så grunden til at folk ikke fortæller om det, er vel fordi det er så forskelligt fra person til person ligesom graviditeten er...

Den største overraskelse for mig var nok efterveerne

Jeg var overhoved ikke forberedt og var nær gået i gulvet

Måske skyldes det at jeg fik akut kejsersnit og derfor aldrig fik fornøjelsen af rigtige veer....

Men efterveer... bare ordet... gyyys

... jo syet i langt tid efter fødslen og mente bestemt at der var rigeligt med folk der havde rodet i de regioner, da jordemoderen begyndte at tale om at jeg skulle tisse, og hvis ikke jeg kunne selv, så skulle der kateter op

Så jeg blev overrasket over, hvor stor vilje jeg egentlig har. For jeg kunne sgu egentlig ikke rigtigt tisse selv, men det ville jeg, og det gjorde jeg. Det gjorde ondt, men det var nu kun første gang. De senere gik noget nemmere.

Jeg var også overrasket over at veerne bare forsvandt. Og at man var så følelesesløs syd for navlen efterfølgende. Men ellers var jeg rimeligt med på, hvad der skulle ske. Har nemlig slugt en del litteratur om emnet frem mod fødslen for ligesom at være forberedt. Derfor blev jeg heller ikke overrasket, da jeg bare tudede de første to dage efter, at vi var kommet hjem fra sygehuset.

Jeg mærkede i øvrigt ikke efterveerne og havde heller ikke ondt i syningen i mellemkødet bagefter.

bag på mig var de enorme følelser, jeg fik for mine børn efter at jeg havde fået dem. Jeg elskede dem så højt fra første øjekast og så fik jeg en frygtelig angst for hvis jeg en dag skulle miste dem!! Tanken om at de skulle dø fra mig pga. sygdom eller en ulykke. Det er jo selvfølgelig ikke noget, jeg går og grubler over til hverdag og konstant og hele tiden, men den var der. Ved ikke om nogen kan genkende denne følelse??

Og, ja, så kom det bag på mig, at jeg lækkede så meget fra brysterne. Synes der var et konstant flow og det var dødirriterende. Det tog også længere tid at komme mig efter fødslen end jeg havde troet.

Ellers den manglende søvn (det blev bedre med nr. 2), hyppig gylpen (også dødirriterende), hvor tidskrævende det egentlig var at have børn, og at forholdet til manden er lidt anderledes end før.

Noget der kom rigtig bag på mig, da jeg fik mit første barn.

Jeg havde gået til fødselforberedelse og der var selvfølgelig blevet snakket mig om amning, men i min naive verden troede jeg helt sikker på at det var bare at ligge det der barn til sit bryst og så suttede det......

Men hvor blev jeg klogere, jeg syntes det var så svært og det fyldte bare rigtig meget for mit vedkommen.

Jeg var og blev aldrig nogen super ammer, jeg vil faktisk heller føde 10 børn end amme.

Det syntes jeg helt sikker det var det der kom mest bag på mig..

Kan faktisk også huske at da jeg kom hjem fra sygehuset, sagde jeg til min mor "jeg tror aldrig jeg kommer nogen steder mere, det kunne jeg slet ikke overskue, med det ligge barn alle de ting man skulle havde med osv..."

Min mor mente selvfølgelig at det skulle jeg nu nok komme...

I dag kan jeg ikke lade være med at grine af det, men jeg havde virkelig den føelse....

Jeg kan nikke genkendende til det meste af det I skriver - havde lykkeligt glemt det meste inden jeg fødte vores 3 barn for en måned siden.

Jeg havde helt glemt:

Hvor mange bumser jeg får over hele kroppen - arme, ben, ryg og denne gang også en lige på venusbjerget (skønt)

At jeg presser så kraftigt, at jeg vinder en hæmoride og ikke mindst hvor ONDT det gør at have sådan en!

At jeg ikke kan finde den muskel der skal presse "stort" ud i flere dage efter fødslen - virkelig underlig fornemmelse, at sidde på toilettet og ikke kunne presse noget ud.

Det føles ligesom når jeg prøver at rokke med ørerne, den muskel kan jeg heller ikke finde og øret bevæger sig ikke en cm.

Og så havde jeg fuldstændig glemt at man kan være SÅ træt - men nu kan jeg godt huske hvordan det føles at leve i en anden verden, ved siden at resten af familien der lever et helt andet liv i nogen tid.

Puha og nu fik jeg lige kigget mig i spejlet og havde da også glemt hvor HVID jeg bliver - har et billede af mig og Bertram hvor han er et par dage gammel og han er 5 gange så mørj i huden som jeg er (sådan er det for øvrigt stadig og jeg er normalt ikke bleg af natur).

Sidst men ikke mindst, så havde jeg glemt hvor lidt jeg gider manden i et par måneder efter fødslen - gider ikke engang kysse og kramme, føler mig omklamret og indespærret når han kommer for tæt på (stakkels mand!).

for jeg syntes ikke at der var så meget slemt... Og jeg er ellers et pjevs

Ok afføring var jeg bange for, men det var jo ikke slemt til trods for at jeg fik hæmmorider.

Tudeture over et par uger. Mærkeligt for det var ikke til at styre.

Det at miste sin frihed - det har været det allerværste lige fra graviditet og til nu - barn 9 mdr. Vidste godt det ville blive hårdt men alligevel kan man ikke forestille sig det. Barnet var og er et ønskebarn, så jeg var jo mentalt indstillet på det.

et spændt bryst kan tage livet af enhver.

Ellers var det ok. kun 9 kg på maven - væk lige efter fødsel, Ingen mærker, blødte kun 2 uger. Har haft en super nem graviditet - kun lidt uvenner med tandbørsten i de første tre måneder.

Håber ikke vi skræmmer nogen væk fra tanken om at få børn. Det er stort og man kan faktisk gå gennem ild og vand for sådanne nogle størrelser.

total griner *sss* - den havde jeg lykkeligt glemt igen. For 7 sa... hvor gjore den ondt! Fik engang læst et råd om at man skulle "stoppe den tilbage" og så ville den gå i sig selv. Det virkede på mig med Tera og med Lian...

bare hyggelige beretninger om alt det man næsten aldrig hører om. Ideen fik jeg fra min mødregruppe da en sagde "hvorfor har jeg aldrig hørt om det før"...

Appropos amning. Tera suttede kun meget lidt hvorimod Lian bare hang sig fast i en hel weekend.

Kan slet ikke have at "hjælpen" på fødegangen er at klemme babyens kinder sammen så de åbner munden og så tage mors babs og stoppe ind i den optvungne lille bitte mund.. Så NEJ tak til hjælp fra fødegangen!

Det kom bag på mig at jeg ikke var i stand til at gå særligt langt efter jeg havde født. Og det varede i et par uger. Husker stadig vi skulle vise vidunderet frem for min mands kollegaer på vej hjem fra sygehuset. Jeg rystede over hele kroppen efter at have gået 200 meter.

.

Og så er der de ting der er blevet nævnt oven over.

At det svier når man "trykker" babyen ud.. Det vidste jeg ikke..

Mettebo - Weeeeeeeeeeeee!!!! du er den første der siger at det "svier"!!!!

LÆKKERT, mange har grinet af mig fordi jeg sagde det da jeg pressede hovedet ud.

kommentarer som "nå, hvis det bare svier lidt skal du sgu da ikke pive"

Det sve sgu da hovedet og kroppen kom!

Men inden da og imens gjorde det da også skide ondt, men den der sivende fornemmelse husker jeg tydeligt.

Lækkert at læse andre ogs¨å har oplevet det.

Jeg tror dog det sve fordi jeg revnede (ikke meget men lidt...)

Mon det kan passe?

... er rigtigt. Det sved (sviede??) også på mig under pressefasen. Den var jo så hurtigt slut, for Emma kom jo flyvende i et hug.

Jeg troede også at det sved på den måde, fordi jeg sprak, men siden har jeg læst i en bog at det er meget almindeligt. Så meget for den teori.

I øvrigt er det ret vildt at læse sådan et fødselsforløb igennem som det er beskrivet i en saglig bog. Jeg fik i hvert fald mere ud af det efter jeg havde født, end jeg gjorde de mange gange jeg læste det samme afsnit inden fødslen.

Ser I i øvrigt DR2s udsendelse "Sådan er mødre"?

Fantastisk hyggelig tråd.

Jeg er glad for jeg IKKE vidste hvor dårligt jeg ville få det under graviditeten. Jeg er bestemt ikke pivet, men min mor har fortalt jeg ringede til hende og sagde jeg troede jeg skulle dø. Jeg kastede også op 50 gange dagligt og måtte indlægges da jeg ikke længere kunne rejse mig fra sengen for at gå på toilettet.... Det var SLEMT! Hellere føde mange gange end gennemgå det mareridt.

At man i den grad kan blive så fascineret af et lille væsen, at man ligger hele den første nat bare og kigger på den lille skabning, man kan hverken forstå det eller blive mæt af synet!

Ville gerne ha' vidst at det er forholdsvist normalt ikke bare at elske barnet fra første øjeblik, at det faktisk kan tage måneder inden den ubetingede kærlighed kommer.

At man kan ønske det barn var inde i maven endnu, så man ikke var så pokkers forhindret i at leve et liv (læs, passe sin hest).

Hvor fantastisk det er at være mor, den ufattelige kærlighed man får til at andet menneske, det er UTROLIGT.

At det er svært at blive forældre, og man skal omdefinere sine roller og sluge et par kameler undervejs inden man finder ud af det igen. At ens kærlighed til ens partner ændrer sig, man er pludselig stærkt bundet sammen, en hel ny fantstisk samhørighed, forholdet får en ekstra dimention.

Jeg blødte ikke andet end en uge, fik så også akut kejsersnit, så måske hænger det sammen. Hører også til den del der ikke synes fødslen var så slem, smerterne var produktive og anderledes (vil lige tilføje at på trods af akut kejsersnit, havde jeg udvidet mig helt, været i fødsel næsten et døgn da de tog ham, og havde haft presseveer i 2 stive timer uden at måtte presse, så det eneste jeg ikke har prøvet er at presse ham ud, så jeg har været næsten hele vejen).

Det var vist det hele

Nanna

lige 4 mdr til,at vende mig mentalt til "alle" disse ting. Har ikke tænkt tanken til fulde, omkring disse emner endnu - bliver lige en anelse rystet (eller snarer piveskid:-)

Men spændende tråd, med mange input, fortællinger, erfaringer mm. Klart noget en førstegangs fødende som mig, har glæde af og læse..

Men lidt gys.....

Hilsen Tina

husk på at flere af os, har selvom vi har været dette igennem, alligevel valgt at få flere børn.... dette er en side af fødslen som man egentligt nemt kommer sig over.... *S*

Tina, jeg forstår godt at du bliver lidt rystet over alle de følger, vi fortæller om her. Men du vil synes, at det hele har været det værd! Jeg tror ikke at nogen af os mødre kan forestille os et liv uden vores barn/børn. Man husker ikke helt hvordan det var ikke at have dem og mit liv er i hvert fald i høj grad beriget efter at jeg har fået mine unger.

Ved godt, at det er nemt nok for os at sige nu, hvor det er overstået for de fleste af os. Men husk på at graviditet og fødsel og det, at have et spædbarn er helt individuelt og kan forløbe på mange forskellige måder. Så ingen ved, om du oplever bare halvdelen af de ubehageligheder beskrevet her.

Fat mod, det skal nok gå alt sammen.

Hold da op en tråd... Ja som førstegangsfødende, der i forvejen er lidt nervøs for selve fødslen, er den spændende og læse, men lidt "skræmmende"... Men rart at nogle melder klart ud om de ikke så rare ting, for her var da en del, jeg ikke var klar over...

de opmuntrende ord efterfølgende.

Men som Gliese skriver, har man jo nok lidt "nerver" på, da man ingen anelse har vedr. fødsel mm. Og yderst dejligt i har lyst til at dele ud af jeres viden, erfaringer mm, det er guld værd for os " 1 gangs-snart-mødre"

Men lidt usikker og lidt skræmt kan jeg godt blive - men det skulle ikke undre mig, at disse tanker er pist væk den dag, hvor "det går løs" og jeg bliver mor

Hilsen Tina, som glæder sig meget, til at blive mor.

• Hvor meget vand der er inde i en... sikke mange bleer jeg fyldte op.
• At man bløder så længe.
• At jeg næsten ikke kunne gå i to/tre uger og måtte sidde på bløde puder.
• At ens liv ændre sig helt vildt utroligt meget og man fatter det først når man står der med den lille i armene.
• At de første tre måneder hvor den lille ingen rytme har og hvor man lærer hinanden at kende er viiiildt hårde.
• Efterveer når man ammer.... avs.
• Hvor ondt det gør at amme hvis der er sår/revner.... puha ville hellere føde 10 gange.
• Jeg frygtede den kommende amning, forsøgte at udskyde den eller bruge det "gode" bryst 2 gange i træk.... av av av.
• Ja og de der slemme nogen i endetarmen.... øv hvor det gjorde ondt.
• At farmand måske først fatter, hvad han har skabt når han står med det i armene, inden da er det uvirkeligt for ham.

Men det man får igen gør alt dette til støvkorn.....

med denne tråd - selv kunne jeg have haft glæde af at læse den før jeg fik Tera, for jeg tænkte faktisk på, om jeg var den eneste der havde det som jeg nu havde det efterfølgende hvor man ellers ser alle de der overskuds mødre med håret og makeup sat, trille rundt med babyen i den "rigtige" barnevogn og med det "rigtige" udstyr og tøj m.v.

Selv havde jeg det sådan at bare det at tage et bad var et HIT af rang at have overskud til de første 8 uger *s*

Og igen - alle disse "sidegevinster" er hurtigt glemt når først de er overstået. Lad dig ikke afskrække!

jeg havde ikke læst ret meget inden og nåede ikke fødselsforberedelserne, da jeg fødte for tidligt.

Men det eneste der rigtig kom bag på mig var at veerne ikke gjorde mere ondt (jo jeg fik da epidural) og så at det sved når hovede og skulder kom ud (jeg revnede ikke) ikke at det gjorde vanvittig ondt, men det kom bag på mig.

Var forberedt på det med toilet besøg, så havde taget bruseren med, mener det for mit vedkommende var nødvendigt i ca 1 uge. Det 'store' kom helt selv 1. gang på 2. dagen efter fødsel og var ikke et problem siden.

Efter veer har jeg vist aldrig haft - kan det passe ?

Ja førstegangsfødende har oftest ikke efterveer....

Efter hvad jeg har ladet mig fortælle bliver de efterveer værre for hver fødsel

blive hyppigere og kraftigere jo flere børn man får sig...

Synes ikke det var noget særligt med mine efterveer og kunne sagtens fungere 100% normalt med dem.

at efterveerne bliver stærkere for hver fødsel man har haft. Det skyldes at livmoderen er større og mere slap.

Jeg havde heller ingen efterveer med den første. Men med den anden havde jeg den konstant i næsten 3 dage. Førstedagen besvimede jeg pga dem og vred mig konstant fordi jeg ikke kunne finde ro for dem. På anden dagen var de lige efter hinanden, som perler på en snor. Jeg kunne hverken trække vejret eller andet, og ondt gjorde de !!! Måtte op i dosis med ketogan for at holde det ud ikke sjovt.

Havde en 3. gangs mor ved siden af mig, hun våndede sig mere end mig rart med en lidelsesfælle

Vil også tilføje at det ville være rart at vide at det er altså sværere at lave knibeøvelser efter 2. fødsel. Hold da op hvor er det svært at få fat i den damn muskel, eller husker jeg bare dårligt ?

Beagle.

Sikke da en tråd.

Jeg sidder og er ved at besvime bare af at læse den. Gad vide hvad der sker, den dag jeg oplever det

Nej, nu tør jeg ikke at få børn...

mærket efterveerne...

Ingen efterveer efter den første og kun få efter nummer to. Intet probelm for mig.

dælme efterveer, dem havde jeg lykkeligt glemt

Men er jeg så den eneste, der har oplevet at det er svært at "holde på" en tampax, når man begynder at bruge dem igen?

jeg synes den "falder" lidt til den ene side..... mystisk!

Jeg kan huske et par ting der kom sådan lidt bag på mig som førstegangsfødende:

• Hvor ubehageligt det var da hovedet var ude og inden den næste presseve kom - det spænder for vildt!
• Hvor rart det til gængæld var at føde moderkagen.
• Hvor møj-hamrende ubehageligt fødselsafdelingens "amme-hjælp" er...fingrene væk fra mig!
• Hvor svag jeg var, godt jeg havde kæresten, jeg kunne dårlig stå og gå og han sørgede for fuld pleje til Terese de første par dage.
• Hvor aws tisseri kan gøre når man er fuldstændig hudløs
• Hvor forskrækket jeg blev ca en uge efter da jeg var hjemme og "fødte" en klump størknet blod på 5x8 cm.
• Hvor meget man skal forklare hvis man vælger at give flaske efter 14 dage fordi ammning ikke kan lykkes..
• Hvor forvirrende baby-blues kan være...man har det godt og er glad og alligevel sidder man og tuder.
• Hvor små alm always er ift hospitals-bleerne.

Og så er der jo 1000 andre småting jeg har glemt...

Malle

ret i. Den føles helt rar at "føde" *S*

jeg er godt nok kun 10 uger henne, men tror jeg er på ferie når jeg skal føde og så "glemme" min krop på fødegange, for med alt det smerte så springer jeg lige over....

sys godt mænd kunne få hvert 2. barn det er ligesom mere fair fordelt !!

Nej, for jeg har læst et sted at mænd besvimer ved en smerte der er X antal gange MINDRE end den kvinder oplever når de føder...

Sååå, pivskider er de

Jeg blev meget overrasket over at det ikke gjorde mere ondt. Så det behøver ikke at være et smertehelvede.

Det kom virkelig bagpå mig hvordan det svier at tisse efterfølgende. Kan huske at jeg gloede underligt på sygeplejersken, da hun sagde, at jeg skulle bruge bruseren når jeg skulle på toilettet , må nærmest have lignet en, der mente hun var retarderet - men hold op jeg fik hurtigt den bruser tændt første gang jeg skulle tisse Det andet havde jeg ingen problemer med.