Hvor længe har din kæreste været fra drengens mor? Hvordan var deres brud, og kan de tale sammen og samarbejde nu?

De vanskeligheder, du beskriver, behøver nemlig på ingen måde være ADHD, men kan lige så vel (og det synes jeg faktisk er mere sandsynligt) drengens måde at vise sin frustration på.

Måske synes han, at det der med at mor og far ikke bor sammen mere er rigtig svært. Det at fars "nye" kæreste er gravid, så han skal være storebror, er altså også en temmelig stor mundfuld for sådan en lille purk.

Har I talt med drengen selv om det? Spurgt ham, om han er ked af det eller vred? Når han er 4, burde han kunne sætte ord på sine følelser, hvis man hjælper lidt ved at spørge ind til det, og samtidig fortælle ham, at det er ok at være vred på mor og far, fordi de ikke bor sammen, at det er ok at være nervøs for hvordan det bliver, når lillebror eller lillesøster kommer til verden osv.

Ja det er jo svært at sige...

Pædagogerne ville nok, hvis de ellers er kompetente nok indstille ham til yderligere undersøgelser hvis de mente der var belæg for en diagnose.

Jeg kan så sige at 4 år er en svær alder.. Min egen (helt normale) datter har lige været igennem en længere periode hvor jeg overvejede samtlige diagnoser jeg kendte til... Nøj hun var strid. Men nu er jeg nok også miljøskadet. Har arbejdet med både ADHD og tidligt skadede børn.

Til dit spørgsmål kan jeg fortælle at den sidste dreng jeg var støtte på (der blev færdig udredt fra børnepsyk, da han var 6), fuldstændig umotiveret kunne sparke et barn i hovedet der sad på gulvet og bandt snørrebånd (og det ligemeget hvad "min" dreng havde på fødderne), kunne gå fordi en af de små piger og uden at tænke over det skubbe hendes hovede ind i væggen. Det hjalp ham helt fantastisk at få konstant voksenkontakt, og senere kom han på medicin også.

Dér håber jeg ikke dit barn er.

Jeg tror du skal se nærmere på jeres familie liv. Er der klare rammer for hvad man må og ikke må? Er de krav I stiller om bordskik passende for en rask 4årig dreng med krudt i r*ven? Tager I kun de kampe I ikke kan acceptere ikke at vinde?

Et af de bedste råd jeg har fået af min mor er at lade være med at sige nej, hvis jeg egentlig er ligeglad med om det er et ja.. Altså lad være med at sige nej til at hun må få en slikkepind, hvis jeg egentlig syntes at det kan hun da godt. Klare linjer. Hvis I er dårlige til at sætte grænser han kan se og forstå (og "fordi jeg siger det!" skal helst stadig være gyldig grund ), vil han prøve og prøve indtil han finder dem.

En af de ting man bruger ved ADHD børn er klarhed i hverdagen.. Rutiner... (hver dag gør vi sådan på den måde i den rækkefølge) Det tror jeg også der er mange almindelige børn der kan nyde godt af, men jeg er glad for, at min datter godt kan acceptere mine pludselige indskydelser uden at hendes verden vælter.. Eller at der er ting vi ikke lige når den dag.

Sidste ting fordi du siger du hele tiden skal være efter ham.. Børn er tit og ofte som de tror vi vil ha dem.. Hvis du forventer han siger B til dit A, så gør han det også. Så husker du at få gode oplevelser med ham? Børn på 4 piller næse, tørrer fingrene af i blusen/dugen/gulvtæppet/hundenn osv... Husk at møde ham hvor han er og ikke hvor du syntes han skal være, hvis du forstår hvad jeg mener

Det blev lidt langt og sikkert uforståligt.

Maria: De gik fra hinanden da drengen var 1 år, og moren har fået et barn med en ny mand efterfølgende..

Mette: Jeg synes vi har ret faste regler, og jeg synes ikke vi forventer for meget af ham. At han hører efter er simpelthen et must, ellers kan vi ikke tage ham med nogle steder, og det ved han. Når vi beder om noget (Fx at han ikke skal pille ved samtlige frugter i supermarkedet el.lign. skal han høre efter.) Jeg beder ikke om at han ved ALT på forhånd, men efterhånden har man sagt visse ting RIGTIG mange gange burde han efterhånden kunne huske det...

Ang bordskik så synes jeg ikke det er for meget forlangt at han ikke sidder og slår efter os eller fægter med bestik. Jeg skal bare kigge på ham, så ved han hvad det er han har gjort, og det er rigtig træls at alle måltider skal blive til skænderier. Vi bruger ikke særlig lang tid ved spisebordet, så det er ikke fordi vi trækker tiden eller han bliver udfordret til det yderste og skal sidde der længe.

Generelt har han ikke voldsomme regler, men lige den med bordskik er meget vigtigt fordi det jo også handler om hvordan han opfører sig hos andre..

Vil ikke sige at det nødvendigvis lyder som ADHD. Mere som et barn der er frustreret. Som de andre siger kan det være svært for et barn når forældrene går fra hinanden, og man pludselig står med to familier. Men det er også svært at bedømme ud fra det du skriver.

Min niece har ADHD i svær grad, og det har vist sig som en næsten uudholdelig uro i hovedet på hende. Fra morgen til aften var hun så fuld af energi, at hun var absolut ustyrlig. Hun var ikke tilstede sindsmæssigt, når hun fik et hyperanfald, hun var helt væk.

Hun har en lillesøster, der ikke har ADHD, og hun opfører sig faktisk meget som det du beskriver. Vil ikke koncentrere sig om maden, er voldelig over for børnene i skolen og er helt igennem hysterisk til tider. Og det skyldes at hun har en masse frustrationer.

Men ADHD er meget mere end en opmærksomhedsforstyrrelse. Der er for det første to forskellige typer. Opmærksomhedsforstyrrelse og hyperaktivitet/impulsivitet. Har fundet de diagnostiske kriterier på adhd.dk:

Opmærksomhedsforstyrrelse:

a) Er ofte uopmærksom over for detaljer

eller laver sjuskefejl i skolearbejdet,

arbejdslivet eller andre aktiviteter.

b) Har ofte svært ved at fastholde opm

ærksomheden ved opgaver eller leg.

c) Synes ofte ikke at høre efter ved

direkte henvendt tale.

d) Følger ofte ikke instruktioner til ende

og gør ikke skolearbejde, hjemlige pligter

eller arbejdsopgaver færdige (skyldes

ikke trods eller manglende forstå-

else af instruktionen).

e) Har ofte svært ved at organisere

opgaver og aktiviteter.

f) Undgår ofte, bryder sig ikke om eller

gør modstand mod at engagere sig i

opgaver, som kræver vedvarende mental

vedholdenhed (fx opgaver i skolen

eller lektier).

g) Mister eller forlægger ofte ting, der

er nødvendige for opgaver eller aktiviteter

(legetøj, bøger eller skriveredskaber).

h) Distraheres ofte let af ydre stimuli.

i) Er ofte glemsom i daglige aktiviteter.

Mindst 6 af følgende symptomer på

hyperaktivitet/impulsivitet er forekommet

i mindst 6 måneder i en grad, der

er utilpasset og i uoverensstemmelse

med barnets udviklingsniveau.

Hyperaktivitet:

a) Har ofte svært ved at holde hænder

og fødder i ro, snor og vrider sig rundt

på stolen.

b) Forlader ofte sin plads i klasselokalet

eller i andre situationer, hvor det forventes,

at man bliver siddende på sin

plads.

c) Kravler ofte op og løber omkring

i situationer, hvor det er upassende

(hos unge og voksne kan dette være

begrænset til en subjektiv følelse af

rastløshed).

d) Har ofte svært ved at lege og engagere

sig i fritidsaktiviteter på en stille

og rolig måde.

e) Er ofte .i gang hele tiden. eller virker

som en, der er drevet af en motor.

f) Er ofte meget snakkende.

Impulsivitet:

g) Buser ofte ud med svar, før spørgsm

ålet er formuleret til ende.

h) Har ofte svært ved at vente på sin

tur.

i) Afbryder ofte andre eller overskrider

andres grænser (fx trænger sig på i

andres samtale, leg eller spil).

B.

hyperaktivitet/impulsivitet og uopmærksomhed, som har medført funktionsnedsættelse, har været til stede før7-års alderen.

C. arbejde og hjemme).

D. Signifikant funktionsnedsættelse socialt,uddannelsesmæssigt eller beskæftigelsesm

æssigt.

E.

forstyrrelse (fx angstforstyrrelser,

affektive forstyrrelser,

dissociative forstyrrelser eller

personlighedsforstyrrelser).

Du kan læse mere på adhd.dk

Symptomerne optræder ikke som et udslag af en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, skizofreni eller andre psykotiske forstyrrelser, og det skal udelukkes, at symptomerne på bedre måde forklares ud fra anden psykisk

Jeg synes jeg kan nikke genkendende til rigtig mange af de ting du skriver, og det er ikke kun momentvis. Jeg har ikke kendt ham hele hans liv, men han virker udover det ovenskrevne, som om han er glad og tilfreds både hos sin mor og far, og jeg tror ikke han kan huske at de har været sammen...

Jeg tænker lidt om I har fået tjekket hans øre.

Min papbror opførte sig også lidt ligesom din kæretes søn, da han var 4 år. Det viste sig han havde problemer med ørene. Derfor lukkede han verden ude (kunne ikke hører den). Sad og fægtede med bestik, svarede i øst når man spurgte i vest. Slog de andre børn fordi han ikke kunne høre hvad de sagde, og dermed havde svært ved at lege med de andre (simpelthen af frustration over egentlig ikke at vide hvad der foregik, for det havde han jo ikke hørt).

I mit arbejde med børn gennem de sidste 10 år og nu som uddannet pædagog, oplever jeg tit at disse ting du beskriver, kan udspringe af øre-problemer.

Tænker dog også at problemerne kan udspringe af at han har to familier, mor har allerede et barn med ny mand og far venter med ny kone. Måske han ikke helt ved hvor han står i alt dette. Prøv at snak med ham omkring det at have to familier med nye søskende.

Hvor længe har hans opførsel stået på?

Har i snakket med moren om det i oplever. Hvad mener hun?

Hvis der virkelig er noget med ham, håber jeg pædagogerne i hans børnehave er obs på det og griber ind så han kan blive undersøgt.