Hej Camilla.

Dybest set kan jeg godt forstå du er lidt skræmt, for det er jo rigtigt nok at der KAN gå en masse galt når man venter et barn...men man må jo gøre op med sig selv om det er en risiko man tør tage.

Jeg har aldrig villet have børn da jeg var yngre, men så mødte jeg min kæreste og vi snakkede børnenavne efter et par dage *GGG*.

Vi blev gift efter 5 års kæresteri og tanken om børn var lidt på stand by, men da jeg så blev færdiguddannet og fik fast job, jamen SÅ blev jeg bare skruk, og det gik bare hurtigt. Pludeslig en dag så VILLE jeg bare have børn..NU!!! Det fyldte hele min hverdag, og alle bekymringer blev lagt til side.

Det tog 3½ måned at blive gravid, ikke lang tid, men lang tid nok til at jeg blev utålmodig efter de to streger.

Så testede jeg positiv, og SÅ begyndte bekymringerene igen...hvordan ville jeg blive som mor, var barnet sundt, hvorfor havde jeg ingen symptomer, osv, osv.

Jeg var til en akut scanning i 8+0 pga. manglende symptomer, og fik at vide at jeg ikke længere var gravid...der var en fostersæk med vand, men intet foster. Jeg hylede... gudskelov fandt en tilkaldt overlæge endnu et lille foster, levende og lige som den skulle være, og vi var lykkelige, men bange for at miste den....det var jeg hele vejen igennem.

Til terminsscanning i uge 12+0 fandt man TO små levende fostre (dvs. den der var gået til var en trilling). Vi var jublende lalleglade og lykkelige...men igen, bekymrede. To betyder meget mere stres for kroppen, mange flere kontroller, mange flere risici...meget meere kunne gå galt, men det gik fint, og ud over opkast 10 gange om dagen til og med uge 16 havde jeg ingen gener.

Jeg elskede at mærke de små- og store spark og puf derinde fra, det er en fantastisk oplevelse som jeg savner stadig.

Det gik godt indtil uge 31+1. En overlæge vurderede vores piger til at være for små og jeg fik pga. rod akut ks. 4 dage efter, i uge 31+5...det var 4 forfærdelige dage i uvished og angst for at skulle miste.

Mine piger var små, men perfekte da de kom. Anne på 1780 g, og Freya på 1590 g. De kom i kuvøse og mit ks. gik rigtig, rigtig fint...god atmosfære og søde mennesker. At jeg var skuffet over ikke at kunne føde selv, det er en anden sag...

Den følgende tid var meegt blandet. meget stolte var vi, men konstant bange for at de skulle dø...de stoppede med at trække vejret mange gange, og der blev spildt mange tårer og bedt meget til Gud. Men de overlevede og har det godt...de er snart 1½ år.

Jeg tror aldrig man kan være gravid og blive mor uden at der følger angst og bekymringer med, det er naturligt og med til at udvikle en som menneske.

Kunne jeg vælge om så ville jeg ikke have valgt anderledes...men næste gang vil jeg kun have en *GGG*

Jeg håber du bliver din angst kvit. Måske var det en ide at tage en lille snak med din læge, som jo givetvis vil skulle føølge dig igennem hele graviditeten. Måske det kan give lidt ro.

Jeg ønsker dig alt held.

Hilsen Stine.

også ALTID sagt, at de enste børn jeg skulle have var de føl, min hoppe fik.

Men så blev jeg gravid og frygtede virkelig også det hele, lige fra at blive tyk og til fødslen.

Men, det har nok været den bedste tid i mit liv. Jeg havde den bedste graviditet og i og med maven voksede, så vænner man sig til det.

Fødslen er jo ikke noget nogen kommer uden om. Og når man først er i det, så er der ingen vej tilbage...

Men som du nok har hørt før, så er det altså ikke så slemt.

Jo, jeg sagde da også "aldrig mere", men nu planlægger vi, at lave en lillesøster til Mikkel i år.

Man vil altid, tror jeg, være bekymret. Men som jeg oplevde det, så vokser man med opgaven og jeg tror, at man nogen gange bare skal kaste sig ud i projekt baby

Held og lykke med det, håber du kan finde modet et sted. For det er en enestående oplevelse at være gravid og blive mor

Jeg har altid været skruk, og nu blev jeg så gravid - godtnok ved et uheld, men jeg har en fast kæreste og en god alder (26 lissom dig) så vi valgte at beholde barnet.

Men jeg kan slet ikke lægge bekymringer fra mig, frygter alle scanninger, og da især angsten for at skulle føde fylder meget for tiden.

Af min familie har jeg fået gavekort i julegave til H&M til Mamma tøj, og selvom det er ved at være meget tiltrængt, så kan jeg simpelthen ikke komme afsted og få det købt - for tænk hvis jeg mister.

Igår købte jeg 2 håndklæder med hætte (til babyer) og hele vejen hjem vejede den bærepose bare et ton.

Jeg ved simpelthen ikke hvad man gør, andet end at tiden må løse det - for der sker enten det ene eller det andet, hvadenten jeg bekymrer mig eller ej!

på PRÆCIS samme måde som dig.. Jeg viller gerne have barn men Jeg turde IKKE blive gravid og da slet ikke at føde HJÆLP !!

Jeg valgte dog at springe ud i det smed pillerne og så var der gevindst.

Jeg udskyd tanken og fødselsen rigtig rigtig længe og var da også meget bange da det hele gik igang. Heldigvis havde jeg en super nem og faktisk smertefri fødsel (måske fordi jeg nærmest gik i chock og ventede på de voldsomme smerter som så aldrig kom).

Selvom jeg nu har prøvet det så ved jeg at når vi på et tidspunkt skal have nr. 2 vil jeg være ligeså bange .

Jeg kan ikke sige så meget andet end at spring ud i det hvis det er det du gerne vil.