For dig og din mand er det en rigtig stor ting. Det er det også for dine forældre, men som du skriver er det deres første barnebarn. Så de ved simpelthen ikke hvordan de skal "opføre sig". Det er også et stort skridt i dine forældre at lige pludselig at skulle forholde sig til at blive bedsteforældre- så bliver man lige med et betegnet som "gammel". Det er måske deres måde at takle, men tro mig de er jublende lykkelige de ved bare ikke rigtig hvordan de skal vise det.

I kunne jo konfrontere dem med jeres følelser på en god måde uden nogen overfald, snakke det godt igennem. Samtidig kan det jo være lidt svært at planlægge noget da du jo sagtsen kan føde en måned før og efter termin. Men jeg kender det godt man vil gerne have de er der alle sammen. Du har måske en god svigerfamilie du kan trække lidt på? Det er også guld værd, og nu bliver i jo forbundet på en helt anden måde.

Held og lykke med det hele håber det må gå jer rigtig godt også med den lille baby der snart vil komme. STORT TILLYKKE

Jeg ville, lige som dig, være slemt skuffet og ked af det og vred!

Men desværre er der nok ikke så meget at gøre ved det, du har jo givet udtryk for din skuffelse. Men barsk er det - især bemærkningen om at de ikke vil stå til rådighed mht pasning. Puha

Prøv at tænke videre og koncentrer dig om din fødsel og dit lille nye mirakel i stedet... du må ikke lade dem ødelægge den største dag i dit liv...

HVis din mand har forældre der gerne vil være der for den lille, må I nyde det i stedet...

Her er det sådan at vores søn kun hat et sæt bedsteforældre - for mine svigerforældre er helt ligeglade med ham. "Vi har jo så mange børnebørn" (De har tre andre der bor lige ved siden af dem - mens vi bor 300 km væk)... de har ikke set ham i over et år..

Men fokuser på din fødsel, din mand og jeres ny familie, og prøv at lade være med at være alt for ked af det andet...

Mange tanker

Eva

Hej

Øv hvor jeg føler med dig. Jeg kender det alt for godt. Det gør så ondt så ondt. Vi har dog ikke prøvet at "bedsterne" ikke var her da vi fik børn, men vi kan heller ikke trække på dem. Mine forældre går på arbejde og har ikke overskud, men ALDRIG et par timer en lørdagformiddag gider de. Ja jeg skriver gider, for de har nok i dem selv!! Min mands forældre har alle mulighederne, de går hjemme, men der er så meget ballade i den familie, så her har vi trukket os.

Vi vender den bare om og siger, det er dem som går glip af noget, og så kan de se hvem der gider besøge dem når de sidder og mimre i hjørnet...

Vi forældre skal også huske at det er os som har valgt at få ungerne, ikke "bedsterne" men derfor kan jeg så godt følge dig. Det er jo det største man kan opnå, og så viser de så ringe interesse.

Jeg har flere gange undret mig over min mor, hun har tit haft brug for at mig og min bror blev passet af familien, og har trukket rigtig meget på sine søskende og "bedserne", men den dag i dag, kan hun slet ikke forstå vi nogle gange har brug for hjælp. (Som måske er max 5 gange på et år)

Nå men vi har fundet en reserve bedste, og så må familien altså nøjes med at se os når de invitere.

Op med humøret, det bliver sgu nok ikke sidste gang de skuffer.

Hilsen

Jette

Måske kan det her ikke helt sammenlignes, men ethvert spæd håd kan måske hjælpe lidt på humøret.

Min stedfar har altid været meget ufølsom (altså ikke at han har været ond) han kommer fra en familie hvor de ikke sådan giver udtryk for glæde og sorg, og en ting var sikkert, han skulle ikke have børn. Ej heller ville han have os til at kalde ham far eller stedfar. Det er jo fint nok når vi bare kan finde ud af det.

Min mor havde længe gerne ville have hund efter min søster og jeg så småt fløj fra reden. Min stedfar gik modvilligt med til det, men så skulle den også gå til hundetræning og den skulle ikke i sofaen, den skulle ikke i sengen o.s.v.

Da så hunden kom var han blød som et lam. Jo mere tid der gik jo mere holder han af hunden. Nu er den i sengen og sofaen og det er ikke min mor der har lært den det. Hunden skal op og putte under hans dyne hver morgen inden han står op af sengen og han bliver slemt skuffet hvis hunden ikke lige gider. Nu har de haft den i to år og sørme om ikke min mor den anden dag sagde: "Ja nu er Søren (min stedfar) skruk, han vil have at Mille skal have hvalpe. Jeg har sagt at han selv må undersøge alt det med avlsgodkendelse o.s.v." Jeg var ved at knække sammen af grin. Min "kolde" stedfar som aldrig har vist interesse over for mine dyr vil nu pludselig have hvalpe.

Den hund er virkelig blevet det barn han aldrig fik og jeg går og ser meget frem til hvordan han reagere når engang vi skal have børn. Jeg har sagt til ham, at han bliver morfar for mine børn skal ikke have en mormor og stedmorfar (jeg har ikke meget kontakt til min egen far), da jeg sagde det ville han jo ikke vise at han blev glad, men det ved jeg han gjorde. Jeg mobber dem også tit med hvordan deres børnebørn mon bliver forkælet sådan som den hund bliver det og så rømmer han sig bare lidt. Men jeg ved godt at han smelter når der kommer en baby i familien (engang om lang tid)

Det jeg bare ville sige er at måske de ikke kan overskue at blive bedsteforældre lige nu, men når den bette er der så skal de nok ændre sig. Så kan de sikkert slet ikke lade den bette være. Jeg har hørt om det før med førstegangs bedsteforældre.

Jeg håber for jer at i finder ud af det i familien, for der er da ikke noget bedre at glædes over de store begivenheder som sker.

Men ind til da så nyd din mand og din skønne mave.

Tak for ejres tilbagemeldinger, det er rart at vide at det ikke er mig der er helt hysterisk

Jeg prøver også at lade være med at fokusere på det og i stedet glæde mig over min søde mand samt at skulle være mor.

Heldigvis er mine svigerforældre meget interesserede og glæder sig meget. De vil give deres højre arm for at få lov til at passe bare en gang imellem, ja folk er forskellige.

Jeg tror bare altid det er svært når det er ens EGNE forældre der vælger at sige fra på denne måde.

Hanne: Det var da en positiv historie med din stedfar. Har godt hørt det før, at nogle gange kan de ændre sig radikalt de "gamle mænd"...

Karina

godt din skuffelse. Det ville jeg nok også være.

Men jeg forstår ikke at nogen kan være skuffet over at bedsteforældre ikke vil passe deres børnebørn. Jeg syntes ikke at de skal være forpligtet til den tjans og jeg syntes ikke at man kan have den forventning.

Men det at få et barn er en kæmpe stor begivenhed og klart at man gerne vil dele denne dejlige begivenhed med dem man holder af, så på det punkt kan jeg sagtens følge skuffelsen

...næsten da. Mine forældre tog også afsted til Egypten i to uger 14 dage efter min fødsel (gik dog også en uge over tid). Jeg tænkte slet ikke over det inden de tog afsted, selvom de selv syntes, det var et dårligt valgt tidspunkt. De havde jo været hos os flere gange for at se den lille. Jeg savnede dem (særligt min mor til at læsse af på og få gode råd ), mens de var væk. Men jeg synes stadigvæk at de har lov til at fortsætte deres liv Og det gik alligevel hurtigt, så var de hjemme igen.

Jeg forstår dog godt, at du er ked af din fars udmelding om at de dels ikke vil tage hensyn men heller ikke vil babysitte. Kunne dog godt forestille mig, at de gerne gør det, når de først møder deres lille barnebarn.

Jeg ved ikke om du kan bruge mit indlæg til noget, men uanset hvad, så rigtig god fødsel til dig