Øv Tina det var da træls for dig... Jeg læser det som om du har svært ved at forholde dig til det men stadig ønsker barnet ik?

Jeg tror det er meget naturligt at have svært ved at forholde sig og glæde sig til det efter det du har været igennem. Du er vel i virkeligheden bange for at glæde dig? Jeg tror også det vil blive bedre når du begynder at mærke spark og bevægelser og maven bliver rigtig gravid, så kan du i hvert fald mærke at babyen er derinde

Håber du får det bedre!

det er fordi du er bange for at der ikke er en baby, din forstand siger dig at der er en, men dine følelser siger måske at der alligevel ingen er.

når man enten tror man har mistet eller har mistet, så er man så bange, man tør ikke glæde sig overhovedet. Men du er nødt til at sige til dig selv at det nok skal gå, at der er en lille baby derinde som glæder sig til at komme ud til jer. Jeg ved det er svært, men ens sindstilstand påvirker jo også sådan en lille en i maven, og den fortjener jo at du glæder dig til den.

hvis du føler at du har mærket liv, så læg dig roligt og alene på f.eks sofaen, læg hænderne nederst på maven, træk vejret stille og roligt og fornem så om du kan mærke det spæde liv. Tænk på hvor dejligt det bliver når den kommer ud, om det er en lille pige mere, eller om i får en dreng, tænk positive tanker - jeg er overbevist om at du glæder dig, men glæden kan bare ikke tage over den angst og sorg du faktisk har følt i hele 4 uger. Men du er nødt til at forsøge.

Mette

med sumobryderen.

Jeg havde jeg en forholdsvis sen SA ikke så frygtelig længe før jeg blev gravid igen, så jeg har ikke rigtig turdet glæde mig og tro på det - oven i det hele kom komplikationerne med, at junior havde to blodkar i navlesnoren, hvor der normalt er tre, så der kunne være problemer med hjertet, med vækst osv.

Alt har været som det skulle hele vejen igennem, men hvor er det dog stressende hele tiden at have det i baghovedet - hvad nu hvis de har overset noget, hvad nu hvis væksten går i stå osv., og selv om de mange scanninger har haft til formål at sikre, at alt netop var ok, så har de altså også været negative, forstået sådan at jeg, hver eneste gang vi skulle afsted, var så forbandet nervøs, irritabel, stresset osv. i tiden op til.

Desuden er det jo "risikabelt" sådan at glæde sig, hvis man risikerer at det har været "forgæves", og jeg tror ikke fuldt på noget, før jeg står med junior i armene, på trods af, at jeg mærker MEGET liv hver evig eneste dag, og det har da også gjort, at jeg ikke sådan for alvor har glædet mig til dette her. Det jeg glæder mig mest til, er at få junior UD, så jeg (forhåbentlig snart) ved selvsyn kan konstatere, at den lille (store) drillepind er helt perfekt og i levende live, selv om mine ribbens tilstand burde være nok til at give den sikkerhed.

Det er da også for nemt at sige til dig, at du skal glæde dig - det kan man da ikke gøre på kommando...

Alt mulig held med det hele - du er jo bare helt normal, og jeg er sikker på, at det nok skal gå alt sammen, og at du nok skal blive glad for dit barn - om ikke andet, så når han eller hun kigger udenfor.

at du skal gå og have det sådan. Jeg tror - ligesom de andre - at det handler om den svære start, denne graviditet har haft for dig. Jeg håber, at det snart lysner - nu er der jo ikke så vældigt længe til, at du kan mærke liv.
Jeg blev gravid anden gang ved en "overraskelse" (vil ikke sige uheld - for det var det jo ikke - men det var heller ikke just meningen, at det skulle være nu). Og i starten kunne jeg tit være ked af det - jeg syntes det var synd for søren. og synd for mig og for os, at vi ikke skulle have ro til bare at være os. Og så fik jeg det vildt dårligt med spiren i maven, og gik og sagde undskyld til "den" fordi jeg ikke bare jublede fra første færd. Men da bevægelserne begyndte, syntes jeg båndet til babyen blev stærkere meget hurtigt.
Jeg ved godt, at det ikke er det samme, du oplever. Ville bare lige fortælle, at mange måske har det ambivalent i starten - men det er ikke noget MAN taler om, for man SKAL jo være lykkelig, når man er gravid. Men det kan altså godt være svært at få plads i følelserne til alt det, som sker.
Håber snart at det lysner for dig.

Det er rart at læse jeres svar - jeres ord for ligesom ridset mine probleme rop, med andre øjne - hvis i forstår.

Blob er et ønskebarn, akkurat som sine to storesøstre og er bestemt ønsket og planlagt.

I har fuldstændig ret i, at jeg tænker og gør som jeg nu engang gør, fordi jeg vil beskytte mig selv - ikke så meget fordi jeg er bange for at miste, men fordi jeg jo fik overbevist mig selv om at der ikke var noget derinde.

Det var den nemme (og dumme) løsning at bilde mgi selv ind, at der ikke længere var liv - så fik jeg ikke et chok og var parat til en kedelig besked. Beskeden var stik modsat, men ændrede desværre ikke min tankegang.

Min lillesøster er også gravid, 8 uger længere henne og har en skøn og perfekt graviditet. Hun strutter med maven og fx. i dag til hendes fødselsdag, så går snakken livligt om hende og hendes lille pige i maven.

Der var ikke en eneste der nævnte noget om at jeg er gravid - det er ikke fordi jeg er jaloux, men det er som om andre også har "glemt" min graviditet, fordi det ikke er noget vi snakker om selv.

Jeg er enormt glad på min søsters vegne (selv hun er enlig og 20 år), så det er på ingen måder fordi jeg føler mig tilsidesat eller misundelig.

Jeg her lige siddet med alle scanningsbillederne af Blob og pigerne - har kigget på dem, smilet og hygget mig over at de to af dem nu er hos mig og er store, sunde og smukke.

Jeg fandt et album frem og har nu lavet et album kun til Blob, som jeg har til pigerne - det hjalp faktisk lidt og jeg fik en snert af glæde i maven undervejs.

Nå, det var da et lille skridt på vejen - nu har Blob bare at have det godt derinde, for ellers aner jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.

Nu svarede jeg jo godt nok på baby.dk men det røg hurtigt om på den anden side - så jeg svarer her også

Det med at du blev nervøs allerede da de fandt ud af du ikke er så langt henne som først antaget, jeg blev jo også scannet, og der var jeg 2 uger kortere henne end forventet

Håber alt er ok med din lille baby, og ja glæd dig over de små spark, det kommer man jo at savne , men det ved du jo alt om

Alt er sikkert i orden, og du kommer jo at blive scannet et par gange