Hej Nanna,
Jeg forstår fuldt ud dine tanker omkring hvordan det mon bliver næste gang, for selvom man glemmer selve følelsen af, hvor slemt det er at have hyperemesis når først det er overstået, så ved man jo godt selv at det har været hårdt!
Jeg led også af hyperemesis graves, da jeg ventede nr. 1 og det stod på frem til 20. uge.
Jeg tabte mig en del de måneder det stod på, og var indlagt en god uges tid med drop osv. for at få kroppen i balance igen, - blev udskrevet og fik overstået den sidste tid med kvalme og opkastninger, og så fik jeg det fantastisk godt resten af tiden...
Og fik en dejlig sund lille dreng.
To år efter fik vi lyst til at få nr. 2, og alle sagde, at det ikke var sikkert at det blev ligesådan igen, så jeg bekymrede mig ikke særligt i den retning, men da jeg var nået til det tidspunkt, hvor min menstruation udeblev, vidste jeg allerede, at jeg var gravid, for kvalmen var begyndt.
Og den blev ved lige så længe som første gang, - og faktisk blev jeg endnu mere syg af det denne gang, - eller mærkede det i hvert tilfælde mere, måske fordi jeg nu havde en toårig at passe samtidig med.
Jeg blev indlagt af min jordemoder tre gange til aflastning, - fik drop med væske/føde, og alverdens gode råd blev givet, om hvordan jeg skulle gøre, men intet hjalp.
Gode råd jeg fik:
Spis en kiks lige når du vågner, spis mandler, spis bananer, spis æbler, tag en mundfuld vand hvert 10. minut (selv vand brækkede jeg mig af), gå lange ture ( ja, det er fedt når man er helt afkræftet og brækker sig på nærmeste gadehjørne og tisser i bukserne pga. mavekramper), spis mange små måltider, spis pebermyntepastiller, drik Alminox, - jeg blev medicineret med krampestillende medicin mod epelepsi, dog kun en uge, så nægtede jeg at spise mere af det da jeg døsede helt hen og ikke fik det bedre.
Jeg var træt og sov nok i forvejen...
De lavede endda specialmad med livretter til mig på hospitalet, men det hjalp lige fedt.
Min mand lavede tonsvis af havrerød til mig, det var ikke så slemt at få op igen, og han spurgte nogle gange for sjov, om han ikke bare skulle smide det direkte i lokummet:-)
Jeg var utroligt deprimeret over det hele, - fordi jeg jo gerne ville være hjemme hos min 2 årige unge, - og fordi jeg jo måtte være et pjok, når alle de gode råd jeg fik ikke hjalp, der var endda en medpatient på gynækologisk afdeling der skældte mig ud og sagde at jeg bare skulle holde op med at skabe mig og tage hjem og passe min unge, - det slog mig helt ud! Og jeg havde efterhånden tabt 12 kg...
Det er svært at få medfølelse, for der er ikke så mange der har prøvet det, og herregud, en smule graviditetskvalme, det dør man da ikke af...
Ved sidste indlæggelse blev jeg indlagt på svangreafdelingen, og der fik jeg endelig en læge der sagde, at det var en tilstand vi ikke kunne kurere, men bare få overstået, og vi blev vi enige om, at hvis jeg passede det med at kaste op, så skulle de nok sørge for at jeg fik væske og næring, og vupti omkring uge 20 var det ovre igen.
Jeg var indlagt 14 dage på svangre, og de var utroligt søde, og jeg fik et hip med på vejen hver dag, da de kom ind og lod mig høre mit barns hjertelyd, ligesom de scannede mig et par gange, hvor vi kunne se, at selvom jeg havde det træls, så havde mit barn det som blommen i et æg.
Det var dejligt, for selvfølgelig bekymrede det mig, om mit foster tog skade af hele den omgang... men det gjorde hun ikke, jeg fik en sund og velskabt lille pige.
Og ingen mennesker skal få mig til at sige at det var sjovt, men det var det hele værd, præcis lige som første gang.
Min toårige overlevede også disse i alt 5 uger uden sin mor, - vi havde en god dagplejer og bedstemødre til hjælp.
Og skal jeg så have flere børn???
Ja, jeg går faktisk pt. og overvejer at få nr. tre, - de to andre er store nu, og det kunne jo være at det bliver anderledes denne gang, - og ellers føler mig klar til at udstå de første måneder uden at lade mig jage rundt i manegen med gode råd, - for jeg ved hvad der skal til, - hvile og et drop når det er værst, - en stor dynge bøger og fred og ro.
Og så går den tid også og alt bliver normalt igen...
Og man glemmer hvor slemt det har været!
Held og lykke med at få den næste, - måske er du heldig og slipper!
Hilsen Bebs
Ps. Hyperemesis er ligesom med nattesjov når ens baby er lille, - det er hårdt mens det står på, men man kommer igennem det, og glemmer at det egentligt var hårdt, for det man får som belønning - en dejlig unge - er det hele værd!
, ved ikke hvor mange gange hun fortalte mig at jeg bare skulle spise en kiks og drikke en kop te inden jeg stod ud af sengen 
(hvad hjælper det når man ikke engang kan komme ud af sengen uden at falde om af svimmelhed), og "graviditet er jo ikke en sygdom" 
Heldigvis sagde hun ikke så meget mere da jeg blev indlagt første gang.