Nå da da, så er mor her sat under pres, og jeg trænger til at dele mine tanker med I andre, og høre hvad
I tænker samt labre jeres erfaringer i mig.
Stillingen er den, at vi har et stk. barn... en super lækker pige på 2 år og knap 3 mdr.
-Men det er for lidt! -Vi er ganske enkelt bagud, siger manden.
-Ergo skal der ifølge ham, til at produkseres endnu et barn, og gernu NU.
Det er så her problemet kommer, for det har jeg slet slet ikke lyst til.
-Nu får jeg ham måske til at lyde meget kynisk, men det er han bestemt ikke. Han er alletiders far, og indlever sig 100% i sit barn. Han er verdens bedste ægtemand og far, så hvad skulle holde mig tilbage?!?
-Jo såmænd min magelighed.
Jeg nyder livet som det er nu. Jeg nyder at have en dejlig datter på 2 år, som efterhånden er rigtig meget selvhjulpen, og som man kan kommunikere med. En som ikke skriger når hun ikke får sin vilje, men en som rent faktisk er i stand til at kunne udtrykke sig på normalt dansk, og bede pænt om tingene.
Jeg nyder at kunne tage på restaurant med mand og barn, og bare nyde at ungen sidder pænt og spiser med sin gaffel, og ikke kster rundt med maden, og aktivere sine forældre i sådan en grad, at de ikke får noget indenbords.
Jeg nyder min genvundende frihed! -Der er ikke det jeg ikke kan foretage mig, for jeg tager bare barnet med, og turen bliver ekstra hyggelig.
-Ingen sure babyskrig, ingen vågne nætter, ingen lang forberedelses tid inden man skal ud af døren, for har man nu husket bleer og babymad, mælk, rene flasker, flaskeopvarmer, stofbleer osv osv.
-Barnet kan nu spise det vi skal spise, og hun kan sige inden hun skal tisse.
Kort sagt, jeg nyder ikke at have "småbørn" mere. små hjælpeløse babyer/friheds-berøvere 
.
Men gud hjælpe mig om nu ikke mandens højeste ønske, er at få endnu en lille tyran.
-Og jeg vil ikke. Eller jo, det vil jeg gerne. Jeg vil rent faktisk gerne have en lillebror eller søster til Malin.
Jeg vil gerne have i hvert fald 2 børn, for gud hvor er de dejlige, og beriger end liv helt fantastisk.
Men tanken om at skulle bombes tilbage til stenalderen en gang til, kan jeg næsten ikke overskue.
-Jeg nød ikke at være gravid, jeg synes det var en belastning.
-Jeg "nød" ikke at have et spædbarn... jeg synes det var hårdt og langt mere krævende end forventet.
-Jeg er ikke til alt det der baby-pussenusse, men mere til når de er 1 år og opefter.
Jeg er ikke kold og kynisk, men alt det der babyhalløj, tiltaler mig bare ikke.
Kunne man da bare få sine børn, når de var fyldt to år, så ville jeg såmænd gerne have et helt fodbolds hold, men tanken om at skulle starte helt forfra med en lille ny, virker bare helt uoverskuelig og skræmmende.
-Hvad gjorde I andre af overvejelser, inden nr. to blev sat i verden?
-Kan I slet ikke nikke genkendende til overnævnte, og hvordan forholdt I jer til det?
-Hvilke tanker gjorde I jer, inden I besluttede at få en til.
Kort sagt, fortæl om I deler mine tanker eller om I er helt pjattet med graviditet og spædbørn.
Til slut skal jeg måske lige indskyde, at jeg virkelig elsker vores datter ubeskriveligt højt, og hun er uden sammenligning det bedste der er sket os.
-Jeg er bare ikke så pjattet med at være gravid, og nyder ikke spæd-stadiet.
-Derfor er det også med blandede følelser, at skulle blive gravid og have et spædbarn.
1 år og 9 mdr. er lang tid, men det er trods alt den tid det tager at være gravid, og gøre sit afkom så nogenlunde "styrbar".
Hun var saa 3 aar og 9 mdr. da Frida kom til verden. Hun kan kan rigtig meget selv (tage t'j og sko paa og af, selv tage noget at drikke, smoere mad, spise paent osv), det goer jo det hele meget nemmere med en lille ny, som saa ogsaa er en rigtig nem baby og Freya elsker hende og "leger" med hende, synger for hende osv. Kan give sutten hvis jeg lige staar med haenderne i opvasken ol.
.