Åååh for hulen hvor det trækker tænder ud! Carl startede i onsdags med 2 timer sammen med mig hos dagplejemor (som i øvrigt er rigtig sød). Torsdag: hele 5 timer fordi han pludselig blev meget træt, og jeg enedes med dp-mor om at hun skulle lægge ham til at sove, og dermed også være den der tog ham op, når han vågnede. Han sov næsten 3 timer, og havde altså 2 vågne timer dernede. Fredag: 9.00-11.30, hvor det lige brændte lidt sammen hos dp-mor med 4 sultne børn og en anden lille dreng der skriger meget højt når han er sulten - hvilket Carl virkelig bliver bange for, og derfor græd og græd, så dp-mor ringede til mig. Da jeg kom derned var der lidt kaotisk med en skrigende dreng, en grædende Carl og 2 større børn der sad og spiste. Carl var fuldstændig gasblå i hovedet og græd som en pisket, og jeg fik ham over til mig, så han kunne falde lidt ned. Puuuh hvor det skærer i hjertet 
I går snakkede vi så om, at han skulle prøve at sove til middag dernede, men dp-mor ringede 11.30 igen og sagde "du må hellere hente ham", så jeg blev helt nervøs og ræsede derned. Der sad hun så med de to små der hyggede sig og legede, og dp-pædagogen sad der også (hun var på tilsyn). Vi snakkede lidt frem og tilbage, og dp-mor sagde at Carl igen var blevet meget meget bange for den anden drengs skrigeri. Åh altså...
Jeg er muligvis en pylret hønemor, men jeg kan næsten ikke klare det her. Det er meget sværere end jeg troede, jeg har virkelig prøvet at stive mig selv af og ikke være for pylret, men er nu virkelig bange for at det har givet bagslag. Måske skulle han slet ikke have sovet dernede allerede anden dag?! Jeg vil ham jo kun det allerbedste, men alligevel er han så ulykkelig... 
Det skal så siges, at det kun er når den anden dreng skriger, han bliver ked af det. Ellers har det gået supergodt, han har leget, elsker at se på de andre børn og jeg kan allerede nu se at han er tryg ved dp-mor. I dag fx pev han da hun rejste sig fra tæppet hvor han sad, selvom jeg sad overfor ham
Av mit hjerte - men godt at han er glad ved hende.
Jeg er helt forvirret... Og så utrolig ked af det.
Hvordan har i andre klaret disse situationer, hvor man bare mest af alt har lyst til at hive ham med hjem igen?!