Puha den er svær, og jeg kan godt forstå, at du og resten af familien er bekymrede for hende. Men når alt kommer til alt er beslutningen om endnu et barn din søster og svogers alene. I kan jo ikke gøre fra eller til, og I kan tænke, hvad i vil.

Når din søster udtrykker, at hun ikke har lyst til at snakke med nogen af jer, mener jeg ikke I kan være bekendt at kime hende ned. Det ville jeg selv blive træt af. I bliver nødt til at gå ud fra, at de har tænkt konsekvenserne omkring endnu et barn igennem og ved hvad de går ind til. Der skal jo to til tango så den der med at skyde "skylden" over på din svoger holder altså ikke!

Skriv en besked til hende om, at det glæder jer at høre, at hun venter sig...det vil alle gravide sgu gerne høre. Bekymringerne fra jer skulle jo ikke så gerne fjerne glæden fra hende vel?! I må også lade hende vide, at I gerne vil hjælpe alt det, der er behov for, men at hun selv må sige til...

Sådan ser jeg sagen...

Vi er også stoppet med at skrive til hende og ringe.

Og ja, det er deres valg, men det er bare så sært at lade stå til..

Jeg tror I skal forkæle hende... Giv hende fx nogle behandlinger hos en akupunktør, dette kan måske lette hende både fysisk og psykisk.

Lok hende med forskellige ting, hvor I også kan have hendes lille datter med (fx. svømmehal, zoo, legepladser osv.). I tager jer at datteren men din søster er med og kan dermed have følelsen af at lave gode ting med sin datter (føle at hun er en god nok mor) Gør alt hvad I kan for at få hende til at få det bedre...

Bekymringer omkring graviditeten tror jeg ikke I skal tage op med hende, medmindre hun selv tager fat i emnet.

Kh. Anja

Hmmm... har I nogensinde givet udtryk for at I synes det er en dårlig ide med endnu en graviditet samt at en abort måske er en god ide? Det ville få mig til at holde afstand, hvis jeg havde fået det at vide.

Ja hun er sikkert bange, men det kræver støtte og ikke bebrejdelser. Hun bliver vel fulgt af jordemor og læge, så hvis graviditeten tager for meget på hende skrider de vel ind???

Selvfølgelig er I bekymrede, men sørg istedet for en god dialog med parret i stedet for bebrejdelser og hjælp dem så godt I kan.

Det Anja foreslår er en god ide... men hvis hun er for afkræftet er det nærmere i hjemmet hun skal forkæles.

Måske går denne graviditet også bedre... mine har været vidt forskellige.

Nogen gange er det skidesvært at tage telefonen når folk ringer, hvis de derimod dukker op med et tillykke og en stor buket blomster, så gå snakken nemmere .

Ja, vi har også tænkt os at dukke op og vil selvfølgelig slet ikke vil nævne graviditeten.

Vi har ikke snakket med hende om at få et barn mere i laaang tid, fordi vi vidste, at det havde hun ikke lyst til. Og hvis det er kommet på bane, har vi altid sagt, at det kunne jo blive bedre denne gang, men det selvfølgelig var deres valg.

Vi har ALDRIG nævnt at hun kunne få det fjernet, og vil heller ikke gøre det.

Jeg synes det er nogle gode råd, I er kommet med, tak.

Man er bare så frustreret over at være så langt væk, og intet kan gøre. Hvis man så hende ville det nok hjælpe, og man kunne se, hvor slemt det egentlig er.

Hun var til jordemor og læge i mandags, og skal til læge på tirsdag, og hvis det ikke er blevet bedre skal hun indlægges, for hun spiser jo ingenting næsten, og har tabt sig rigtig meget.

Her vil jeg gerne lige "forsvare" din søster lidt. Jeg forstår hende så udmærket, har lige (er stadig lidt i det) været det samme igennem.

Jeg er 10 uger henne, og ca. fra 7. uge fik jeg voldsom kvalme og kastede op konstant i en uge. Jeg var så træt og orkede ingenting andet end at ligge på sofaen. Næring blev det heller ikke rigtig til, det hele kom op igen hvis jeg fik taget mig sammen til at få lidt ned. Efter den uge havde jeg et par dage hvor det gik nogenlunde, jeg kastede ikke op, men havde den slemmeste kvalme og fik heller ikke her så meget at spise. Så begyndte opkastningerne igen!

Havde fået nogle piller hos min egen læge mod kvalme, som ikke gjorde andet end at gøre mig endnu mere træt. Ville ikke gå til læge da han jo nok ikke kunne gøre noget, tænkte at sådan er det jo at være gravid.

Dog havde jeg så en tid hos lægen til at få skrevet papirer, men da lægesekretæren kom hen til mig i venteværelset og spurgte om jeg havde det dårligt, begyndte tårerne bare at trille ned af kinderne, jeg orkede bare ikke mere.

Jeg sprang køen over og kom ind til lægen, der indlagde mig med det samme. Jeg kom ind og fik lagt drop, taget blodprøver og blev scannet. Så lå jeg der nogle dage hvor jeg fik en masse væske i droppet, fik noget andet medicin mod kvalmen og langsomt gik det fremad. Jeg har også fået akupunktur, der hjalp nogle dage, og skal ud på fødegangen idag og have en gang mere.

Jeg er nu hjemme igen og har det mange gange bedre. Helt godt er det dog ikke. Jeg tager en pille hver morgen mod kvalmen, så får den lov at virke inden jeg får et stykke brød inden jeg står op, og så går det nogenlunde. Jeg kan i løbet af dagen mærke at kvalmen ligger og lurer under overfladen, men kan holde den nede, og bliver også hurtigt træt, men det er bedre end konstant kvalme.

Det jeg vil sige med denne lange smøre er at der er ting der kan forsøges, for at din søster kan komme en lille smule ovenpå. Håber for hende at noget kan hjælpe, for det er virkelig ikke til at holde ud.

Jeg er sikker på, at det er de piller min søster også får mod kvalme, som vist også har hjulpet en slmule.

Så måske vi bare skal slå koldt vand i blodet, og tage en dag af gangen, og se hvad lægen siger på tirsdag.

Man bliver bare så bange og bekymret, når man ikke selv kan snakke med hende, og se hende.
Og vi ved hvordan det endte sidste gang.

Så jeg tror, at vi vil prøve bare at støtte dem, og lade være med at blande os. De er trods alt også voksne mennesker J

Jeg forstår godt i er bekymrede, men men men jeg forstår godt din søster - måske er det bedste at lade hende få lidt fred, fortælle hende at uanset om hun ligger syg nu, så vil hun altid være den bedste mor for hendes børn, og hun kan ikke fyres pga. sygdom. Slå bekymringerne ud af hovedet på hende og vær dem der hjælper hende med at se virkeligheden som den er.

Støt hende og vær glade på hendes vegne over det nye liv der kommer i huset. Normalt ville jeg ikke være så bekymret for at hun ligger i sengen hele dagen, det er bedre at hun slapper godt af og får hvilet sig - hun er jo HELT VILDT træt i starten af graviditeten , det er også det bedste for lille baby.

Når hun kommer sig over det punkt hvor hun bliver træt af at ligge i sengen og hvor hun er sikker på at i alle er glade for det nye familiemedlem hun bærer så vil der også komme lidt lyst til at komme lidt ud i luften.

Det er uanset også hårdt for hendes mand at se hende sådan så vær rar mod ham også og hjælp så meget i hverdagen i kan.

Hun går jo til lægen og jordemoder og kan her vende nogle ting som hun måske ikke orker at tale med jer om, så hun behøver ikke at være alene - Håber det løser sig for jer alle

...de er voksne mennesker og man skal ikke blande sig.

Men havde det været min søster, så havde jeg - ud fra det, du har fortalt - mødt op på adressen, tiltvunget mig adgang ved egen hjælp og forlangt en forklaring på hvad der foregår, hvordan hun har det, om hun ønsker det barn eller ej. Og uanset HVAD hun så siger, så ville jeg ikke gå, før jeg havde fået nogle svar og selv set, hvordan hun havde det. Og så ville jeg samtidig støtte hende 100% uanset hvad hendes følelser og beslutninger er.

Men det er jo så baseret på det forhold, jeg har til min egen søster. Hvordan jeres indbyrdes forhold er, aner jeg jo ikke, og der kan være mange grunde til at holde lav profil.

Men fornemmede jeg, at min søster var på vej ned i et hul, så skulle jeg minsandten sørge for at være der til at fiske hende op igen. Eller i hvert fald prøve på det, og sikre mig, at manden gjorde en indsats.

Håber hun får det bedre.

Camilla

Først vil jeg sige har ikke læst de andre indlæg, og jeg er allerde forberedt på en masse skæld ud over det jeg nu skriver.

Men gud hvor jeg føler med din søster og hendes mand og ej at glemme deres lille barn.

At læse det du har skrevet er som at læse om hvad jeg selv lige har gennemgået, dog er min mand ikke som du beskriver og jeg har selv valgt at få et barn mere.

Men det har din søster nok også, har har vel næppe holdt hende?

Din søster har haft en hård graviditet, jeg har selv været der og ingen kan snakke med om hvad man gennemgår i sådan et forløb når de ikke selv har været der.

Hun er nu i lykkelige omstændigheder igen, trods den hårde tid, ved hun nu frem for sidste gang, hvad der er i vente, en lille ny skabelse af liv..

Jeg kan ikke beskrive hendes følelsesmæssige situation, men jeg kan forklare min egen, der er mange ting der læner sig op af det du skriver om din søster.

Midt i januar fik vi endelig svaret hos lægen, vi skulle være forældre igen, jeg var kun 7 uger henne, men det så lovende ud, for i min første graviditet var jeg allerede indlagt da jeg var fem uger henne og jeg var sygemeldt resten af graviditeten.

Jeg nåede at nyde min nye status som gravid i fem dage, så begyndte det hele igen og også denne gang blev jeg indlagt, en stor rutchetur startede, jeg fik angstanfald, turde ikke være alene, græd hele tiden. ( det viste sig dog at være de piller lægen havde udskrevet som havde disse bivirkninger) En dag ringede jeg til min svigermor og sagde jeg ville have det fjernet.

Gudskelov vågnede jeg op da jeg havde afsluttet sætningen, for det var jo et spirende liv jeg ville af med.

Pillerne blev afleveret hos lægen og min mand mindede dem lige om at han aldrig ville høre det navn igen.

Angstanfaldene var væk, dog var jeg stadig hunderæd for de næste mange måneder, hver gang jeg havde to gode dage så vendte det og blev være end før og jeg blev indlagt igen.

Det der pinede mig endnu mere var de folk der ingen forståelse havde, jeg ville ikke snakke i telefon og gæster var helt udelukket, men folk ville ikke respektere det.

Men når man kaster op 24 timer i døgnet,har man ingen enrgi og det kræver energi at snakke med andre, den smule gnist jeg til nøds kunne finde, var jeg nødt til at bruge på min søn.

alligevel blev folk ved med at dukke op og jeg måtte have hjælp fra min mor og min mand, til at forklare at vi kontaktede dem når jeg var klar.

Folk forstod heller ikke at vi ville have flere efter den tur med den første.

Jeg fik nogle meget sårende kommentare, mest fra folk der ikke selv har børn, men de ved jo heller ikke hvad det vil betyde at blive mor, men det er en følelse der overgår alt, uanset de hårde måneder inden.

Jeg havde dog et lille håb i denne graviditet, lægerne sagde at det ikke behøves at vare lige så længe anden gang med opkastninger.

Og efter mange indlæggelser og et vægttab på 8 kilo, er mine opkastninger næsten væk. Jeg er i uge 15 har stadig meget kvalme, men nu kan jeg stå ud af sengen og gå rundt udenfor.

Mit råd til dig vil være at respekter din søsters valg, det kan måske være svært for andre at forstå, at man ikke har brug for omsorg i sådan en situation, men i risikerer at kvæle hende, som flere gjorde ved mig, jeg har valgt fortsat at tage afstand fra nogle af dem, jeg er ikke helt ovenpå og de respekterede ikke mine valg.

Hun har sikkert også en masse følelser hun slåsser med, jeg slåssede med en enorm følelse af at være en dårlig mor. Samtidig var jeg enorm rasende på min mand, han burde ikke have ladet mig blive gravid igen. Jeg hadede min mor, hvad pokker skulle hun bekymre sig sådan for.

Men jeg er glad for det i dag og kan ikke vente med at blive mor igen.

Og lige en sidste ting, det med at barnet ikke får næring er noget vrøvl, det eneste opmuntrene lægerne gang på gang kunne fortælle mig, var at min barn skulle nok tage det den skulle bruge, det var mig der manglede, heldigvis er disse små spirer egoistiske og tager for sig.

Derudover har en undersøgelse vist at de kvinder der har meget opkast i graviditeten har en mindre abort risiko end den anden gruppe uden meget opkast.

Jeg vil ønske jer held og lykke med det hele og så håber jeg i er der for din søster på en god måde, hun har meget at kæmpe med lige nu.

Vh.Susanne.

Mange tak for alle jeres svar.

Det er et stykke tid siden jeg har læst denne tråd, og der er sket en del siden.

Min anden søster tog ind og besøgte min gravide søster den fredag, og søndag besøgte mine forældre hende. HUn spiste med dem, men havde meget kvalme.

De efterfølgende dage og indtil nu er hun heldigvis blevet lidt bedre. Hun kan stå ud af sengen, gå en lille tur og være i sofaen i stedet for sengen på gode dage! Andre dage ligger hun bare i sengen, eller kaster op.

Vi respekterede deres valg, efter jeg skrev sidst, og vi undlod at skrive og ringe.

Vi vidste godt, at vi blev nød til at respektere det de nu en gang fandt bedst for dem, men det var bare så svært, når man gerne ville have lidt svar, som Himmelfjer skriver. Og hun HAR haft depression før, og vi var så bange for, at vi aldrig fik hende op af hullet, hvis hun kom derned igen.

Men nu går det ok. Hun er på sygehuset blevet lovet kejsersnit, så det tog da en stor bekymring fra hende.

Men endnu en gang mange tak for jeres ærlige svar og erfaringer, som I ville dele med mig. Det har faktisk hjulpt mig meget. DEt har gjort det lidt nemmere at sætte mig i min søsters sted, og jeg er sikker på nu, at der er lys forude, og hun nok skal klare sig igennem graviditeten.

Jeg skal i hvert fald støtte hende så godt, som jeg overhovedet kan, uden at trænge mig på

Det er altså mig Charlotte5, som har svaret.. Det er bare et andet login jeg er kommet til at bruge, sorry forvirringen!