Ja, jeg er også klar på at høre AaaaLT

Jeg vil bare høre helt fra den første MISTRO til graviditet og til de første dage/uger efter fødsel...

Kom så fortæl, hvordan oplevede du graviditeten?

Hvordan vidste du hvordan du skulle forholde dig?

Første lægebesøg?

Jordemoder?

Osv. osv. osv...

...min første graviditet som meget svingende. Jeg havde fået at vide, at jeg aldrig ville få børn, så en positiv test var noget af et chok! Og ikke ønsket, når jeg nu havde affundet mig med at være steril! Jeg skiftevis hadede og elskede barnet i min mave. Men mest hadede, må jeg indrømme! Indtil hun blev født! Hun er mit mirakel og selv om jeg har to børn mere, så er deres fødsler og tilstedeværelse i verden ikke nær så mirakuløs som Birkas. De er til gengæld ønskebørn. Men jeg elsker dem alle 3 lige meget og usigeligt højt.

Efter fødslen af Birka var alt i starten lykke og idyl. Jeg kunne helt svømme væk i det lille underskønne ansigt. Bare sidde og beundre hende. Så fik hun kolik... I 3-4 uger skreg hun 16 timer i døgnet! Skreg, så jeg troede, at både mit hjerte og mine trommehinder skulle briste! Jeg oplevede, at jeg rent faktisk fik lyst til at smadre hende ind i væggen bare for at få RO! MEGET skræmmende at opleve det hos sig selv! Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, men afleverede Birka til far - stortudende og følende mig som verdens værste mor fordi jeg havde tænkt sådan!

Men det gik over og hun voksede og trivedes. Og jeg fandt ud af, at der er MANGE, der har de samme "onde" tanker. Man tør bare ikke sige det fordi man er bange for at blive dømt af andre. Men jeg synes det er vigtigt at sige, for bare dét, at man ved, at man ikke er den eneste, der har det sådan, gør at man hentr lidt mere overskud og får lidt mindre dårlig samvittighed.

Jeg havde ingen forestillinger om at det ville være ren lykke og idyl at blive mor, men jeg var alligevel overrasket over så meget hormonerne spiller ind i starten. Og hvor mange mærkelige tanker og følelser man kan få, når man går alene hjemme sammen med baby. Men heldigvis er de gode dage flere end de dårlige (og hvis ikke, så bør man sakke med sin læge om eftrfødselsdepression - endnu et tabu, men meget almindeligt. Og man skal have hjælp.) og man oplever en helt nu form for kærligehd og ansvar og samhørighed med et andet menneske. At have et lille bitte væsen, som man selv har skabt og som er 100% totalt afhængig af én - det er en ret overvældende, men også vidunderlig følelse.

Camilla

Jeg er førstegangsmor til Victoria på 3 mdr.

Vi havde planlagt det hele og jeg vidste faktisk godt jeg var gravid inden jeg tog testen... Vidste det bare...

Det var bare en kæmpe lykke! Jeg havde ikke nogen grimme gener som kvalme og div. jeg var bare ekstrem sulten hele tiden.

Jeg havde lidt svært ved i starten at vænne mig til at der var noget der voksede derinde i maven... Det hjalp selvfølgelig heller ikke at min kæreste kladte "den" for en alien!

Det var først da jeg mærkede hende sparke derinde så faldt det hele ligesom på plads i mit sind

Veerne meldte sin ankomst og vi var så spændte, under fødslen var min mor der også og hun var bare en kæmpe hjælp, det var min kæreste selvfølgelig også

Synes godt nok det var hårdt, men nu når jeg tænker tilbage ville jeg gøre det igen imorgen, hvis det var (har nok fortrængt en del )

Det sværeste var nok da hun kom ud, jeg troede med 100% sikkerhed at det blev en dreng og dér på min mave lå en velskabt pige Det tog mig godt nok nogle dage at vænne mig til!!

Det varede ikke længe før frustrationerne kom væltende... Jeg kunne ikke selv lægge hende til brystet og måtte have hjælp hver enste gang, hvilket betød at jeg blev en dag længere på barselsgangen.

Følelserne sad mildeste talt uden på tøjet, havde hun rød numse græd jeg, græd hun græd jeg, bebrejdede mig selv alt... Jeg brugte min mor meget, spurgte hende om alt muligt... Sådan har jeg det slet ikke mere, tager det hele mere roligt og i stiv arm

Jeg havde ret tidligt en forestilling om, at jeg skulle ud og spadsere med barnevognen og rigtig vise hende frem til alle og enhver. Men hver gang jeg lagde hende i barnevognen for at gå en tur så skreg hun... Faldt hun endelig i søvn så vågnede hun når vi kom hjem og den stod stille... Så ret hurtigt blev den forventning skudt i jorden.

Hun fik ved fødslen trøske og smittede mine bryster med det... samtidig med at hun havde suget et "kæmpe" hul i min ene brystvorte... Hun er 3 mdr. nu og jeg har svamp igen og det gør bare så sindsygt ondt... I alt har jeg nok haft 1 mdr. hvor det ikke gjorde ondt at amme... Troede det hele ville gå så nemt...

Men alt hvad der sker er det hele værd... at se hende smile til en for første gang, høre hende pludre varmer ens hjerte SÅ meget og får alt det "dårlige" til at forsvinde

Nå, men jeg når ikke længere for prinsessen er ved at stå op. Hun har nu sovet i 4 dejlige timer ude på terassen...

Jamen jeg vil da gerne dele min "historie" med jer.

Sidste år i december måned begyndte jeg at få det sært. Havde kvalme lige når vi skulle til at spise aftensmad. Jeg slog det lidt hen i et par uger. Lille Juleaften havde jeg ikke fået min menses, så tog en graviditets test, og den var positiv. Ringede fluks til Henrik min mand, og fortalte ham den glædelige nyhed, og han blev bare så glad. Vi valgte så at fortælle vores famillier nyheden om aftenen, da vi havde dem alle til middag. Det var lidt svært for Henriks søster og hendes mand har MEGET svært ved at få børn, og de har været igennem 1000 forsøg, uden held. Vi valgte så at de først fik det afvide efter jul(de var der ikke om aftenen). Jeg fik de følgende dage i julen en masse ligamentsmerter, og jeg blev mere og mere træt.

I Starten af februar begyndte jeg at få nogle kraftige blødninger når jeg havde været ude og ride. Jeg skyndte mig at lægge mig og slappe af, men sidste gang stoppede blødningen ikke, og jeg blev hantet af en ambulance og kørt på skadestuen. Lægen der undersøgte mig kunne intet sige. Hun mente bare vi måtte se tiden an, og da jeg alligevel skulle skannes dagen efter, så var der intet at gøre.

Dagen efter tog Henrik og jeg noget fattet ud på Hvidovre til scanning. Vi havde hele aftenen før talt om at hvis jeg aborterede var der ikke noget at gøre ved det. Så må det have været fordi fostret var sygt. Scanningen gik perfekt. Med det samme kun sygeplejersken se et fint bankende hjerte.

Jeg havde egentlig ikke så meget kvalme i forløbet, det var kun omkring aftensmadstid, og det eneste jeg havde lyst til i en lang periode var frugt, kylling og ris. Så vægten steg ikke meget. Jeg havde valgt at lægge ridningen på hylden, og det var specielt hårdt når nu det også er mit job.

Jeg havde de næste par måneder ingen problemer, realiteterne omkring at jeg skulle være mor, gik stille og roligt op for mig. Min mave voksede ikke så meget, og det frustrerede mig, for ingen kunne se at jeg var gravid. 2 scanning var vildt spændende. Jeg havde hele tiden ønsket mig en pige, og vi havde besluttet os for at vi gerne ville vide kønnet, hvis det kunne ses. Det kunne det... Men det var ikke en pige vi ventede os, det var en lille dreng, og han var stor! Jeg var paf. Jeg var vildt lykkelig, og chokket. En stor dreng... vildt.

Vi have en masse navne vi begyndte at fundere over. Hva skal han hedde??? Hurtigt blev vi enige om Frederik, og det var egentlig dejligt endelig at få et navn vi kunne kalde den lille inde i maven. Frederik voksede og voksede. Jeg havde fået tilbudt en 3. scanning da jeg under hele forløbet havde fået medicin. Jeg blev derfor også fulgt tæt af en læge med speciale i min sygdom. Da vi var til 3 scanning var jeg vel i 7 måned, og vægten blev skønnet til at være 2400g! Det er altså vildt når jeg nu stadig havde 2 måneder igen. Jeg kunne slet ikke få det til og passe.

Jeg blev større og større og livet blev rigtig vanskeligt syns jeg. Jeg tog intet på udover Frederik. Jeg var selv sikker på at jeg var længere henne end terminen sagde. 14 dage mente jeg, ¨så passede det med vægen.

Om aftenen d.3 August skulle jeg lige på toilettet, og så kom der en masse vand. Jeg spekulerede ikke over det. Der var jo stadig 14 dage til termin. Da jeg gik ud kom der mere vand, og jeg kunne ligesom konstatere at vandet var gået. Henrik stod midt i maden, og jeg ringede til Hvidovre og fortalte at vandet var gået. Vi aftalte at vi lige spiste og så kom vi derud til tjek. Jeg havde ingen veer, og da kl blev 22 tog vi på Hvidovre. Jordmoderen undersøgte mig, og jeg havde åbnet mig ca 1 1/5 cm. Stadig ingen veer, så jeg fik målt hjertelyd på den lille. Alt så fint ud, og lige pludselig mens jeg lå der og lyttede begyndte veerne. Avs,

Jeg blev sendt ud på en gåtur så der kunne komme gang i veerne. De var ikke så kraftige, så vi vandrede rundt. Kl 24 blev jeg undersøgt igen af en ny jordmord, men der var intet nyt, så jeg blev sendt hjem.

Vi nåede lige hjem og jeg skyndte mig i bad. Åhh der var dejligt at få varmet kroppen. Jeg var bare så klar til at blive mor. Mine veer tog kraftigt til da jeg kom ud, og jeg begyndte at få presse veer. Vi ringede til Hvidovre og Fluks blev jeg kørt derud. Jeg kom i noget andet tøj, og blev undersøgt. Jeg var åbnet 3 cm.¨

Så kom jeg ind på fødestuen. I en helt ny smart seng, og min jordmoder Lene var der. Min søster som skulle aflevere noget til Henrik kom, og så¨blev hun hos os. Det var vildt godt hun var der sammen med Henrik. Vi var et skide godt team. Tiden fløj, og der skete ikke det vilde, jeg åbnede mig til 9 cm omkring 5 tiden, så jeg var ved at være der. Veerne var frygtelige, og jeg bad om en epidural. Det skal lige siges at jeg undervejs fik lattergas. Den der maske var bare min ven.

Fik lagt en epidural, og det var dejligt med en pause. Det var kun en kort pause, for epiduralen var lagt meget forkert, os stoppede efter en time med at virke. Jeg kæmpede med veerne, og der ville ikke rigtig ske noget. Der kom flere læger for Frederik ville ikke komme ned. Han smuttede hele tiden op i maven. kl halv 9 om morgenen besluttede læger at jeg skulle have et akut kejsersnit. Jeg var bare mega lykkelig, det var heletiden min drøm fra starten. Vi blev kørt ind på operationsstuen, og jeg fik lagt en ny epidural. kl. 9.53 kom Frederik til verdenen. Han var perfekt, og en stor dreng. Han blev målt til 53cm, og vejede 4600g. Han havde et stort tykt mørkt hår og det rygte spredte sig til resten af fødegangen så det vrimlede med folk der skulle se ham.

Nu sidder vi her, i Slutningen af november. Frederik bliver 4 mdr. d. 4 december, og jeg er en lykkelig mor. Han har so fare været det nemmeste barn man kan forestille sig. Han sover hver nat, og han er utrolig mild. Siger aldrig et kvæk.

Lige efter fødslen fik Frede gulsot, og tabte sig ret meget, så vi måtte i flere dage ind på hvidovre til blodprøver. Hans bilirubin tal dalede, og han tog på hver dag. Jeg har dog hele tiden fra han kom ud og til nu, måtte suplere med MME, men det er ok. Bare Frede trives.

Det har været en vild oplevelse at blive mor. Det er det bedste. Det var ligesom for mig som om den brik der mangelede i mit liv kom på plads. Vi er en herlig familie nu. Vi har været heldige at han har været så nem.

Jeg håber ikke i er gået helt kold i min beretning, men det er svært at skulle skære i nogen af oplevelserne. Der var mange ting jeg har undladt.

Glæd jer, og nyd graviditeten. Det er bare så dejligt at blive mor.

Knus

Mette

Ok, i bad selv om det! Her følger min beretning:

Før graviditeten.

2005: Jeg er på dette tidspunkt 24 år gammel, og blev i juli gift med den dejligste mand i verden, Michael. Vi havde længe - i flere år - snakket om at vi gerne ville have børn, men da jeg gerne ville have min uddannelse overstået, havde vi ventet længe med at prøve. I juni '05 blev jeg så endelig færdig, vi blev gift i juli, jeg startede på mit nye arbejde i august, og i september blev vi så enige om, at nu var det tid til at begynde "projekt ønskebarn". September gik, og oktober og november også, uden held. I december var jeg efterhånden godt træt af at der ingenting skete, og derfor sagde jeg til Michael at nu gad jeg sgu snart ikke prøve mere. Omkring 2. juledag begyndte jeg dog at få det skidt af blot at drikke et enkelt glas vin, og det gav selvfølgelig anledning til små spekulationer. Jeg testede positiv d. 4.januar 2006, og vi var selvfølgelig jublende lykkelige. Endelig skulle vi være forældre!

Under graviditeten.

De første 8 uger mærkede jeg INTET til graviditeten… faktisk ringede jeg til lægen og beklagede mig over, at jeg synes mine graviditetssymptomer var gået helt væk. Jeg var helt grædefærdig, så min læge sendte mig til en akut scanning på Haderslev Sygehus. Jeg husker stadig dagen som var det i går. Den frygtelige fornemmelse af, at noget var helt galt. Michael havde taget fri og vi sad og ventede på at komme ind. Endelig blev det vores tur, og jeg kom op på briksen. Der var en læge og en sygeplejerske til stede. Lægen begyndte at scanne, og ledte længe. Efter et stykke tid så vi fostersækken med fostervand, men lige så snart jeg så den, vidste jeg, at noget var helt, HELT galt. Der var ikke noget foster! Lægen undersøgte den grundigt, men måtte desværre fortælle mig, at der ikke var noget foster. Jeg tudede fuldstændig uhæmmet og undskyldte til Michael for, at jeg ikke havde kunnet holde på vores barn. Michael var også rigtig ked af det, og i mange minutter ænsede vi vist ikke rigtigt, hvad der skete rundt omkring os - jeg husker dog at sygeplejersken nussede min hånd. Jeg spurgte hvad der skulle ske og de sagde, at jeg skulle have en udskrabning. For en sikkerheds skyld ringede de dog efter en overlæge, som lige kom og scannede en ekstra gang. Også hun ledte længe, men fandt intet foster. De mente, at jeg havde været gravid, men at fosteret var gået til. Jeg var jo også kun i uge 8. Så trykkede hun mig imidlertid uden på maven helt ovre i højre side, og HOVSA, så dukkede der et lillebitte foster op. Lægerne var dybt chokerede og undskyldte mange gange at de havde gjort os så bange… det foster de så passede imidlertid helt til gestationsalderen i størrelse, og vi så det lille hjerte som blinkede flot til os. Aldrig har jeg tudet så meget, først af sorg, og så af glæde…

Efter den dag nød jeg graviditeten. Godt nok fik jeg mere og mere kvalme, og jeg kastede op hver gang jeg så vores køleskab, men jeg skulle ikke klage, der var jo en fin lille blyp derinde. Jeg var i øvrigt overbevist om, at det var en pige, for det havde jeg drømt. Til 10-ugers undersøgelse ved min læge spurgte jeg om den tomme fostersæk kunne have været en tvilling, men det kunne han ikke svare på. Han mærkede på livmoderen og forsikrede mig om, at uanset hvad, så var der i hvert fald ikke to derinde nu, for det var symfyse-fundus-målet ikke stort nok til…

I uge 12 skulle vi så scannes igen, helt rutinemæssigt, som man gør i de fleste amter. Igen scannede de, og denne gang var der ingen tvivl, der var den fineste lille baby. De sagde at alt var rigtig flot og helt normalt, og Michael og jeg lå og pjattede med personalet om, at det var godt at der ikke var to derinde, for det havde min læge jo ligesom forsikret mig om.

Der gik nok ikke mere end et halvt minut fra jeg havde sagt det, før lægen udbrød: " Hov, jamen hvad er det", og så sagde hun at der rent faktisk var to derinde… Michael og jeg var helt blæste. Min reaktion var: " Er der TO??? ... Der er TO!!!", hvorefter vi bare grinede helt vildt. Begge babyerne så fine ud, men fordi vi således ventede tvillinger, så kunne vi ikke længere føde på haderslev sygehus, da de ikke tager risiko-fødsler. Enten skulle vi til Kolding eller Sønderborg.

Det blev Kolding, da vi bor tættere på.

Jeg nød stadig min graviditet, selvom kvalmen tiltog og jeg nu kastede op flere gange om dagen. I 3 uger fik jeg ikke andet ned end danskvand og appelsiner, så det var en glimrende slankekur. Jeg tabte næsten 6 kilo, og blev da også lidt nervøs for, om babyerne mon fik nok at spise derinde.

Vi tog kontakt til Kolding Sygehus, og fik en tid til misdannelsesscanning. Den gruede vi for, for vi vidste, at risikoen for misdannelser er mere udtalt, hvis man venter tvillinger. Alt var dog i den skønneste orden, og vi fik at vide, at vi ventede os to langbenede piger, det var i hvert fald jordemoderens kvalificerede gæt. Vi fik også at vide, at vi fra denne dag skulle til kontrol-scanninger hver 14. dag fra uge 18 og frem til fødslen, fordi man havde konstateret, at vores tvillinger er en-æggede.

Tiden gik, og jeg mærkede mere og mere til pigerne. Vi var som skrevet til kontrol-scanninger hver 2.uge, men hver gang så tingene godt ud, og alle var enige om, at vi skulle have to piger. Min kvalme forsvandt igen som dug for solen, og jeg ELSKEDE at være gravid. Omkring 23+0 kunne jeg se de første bevægelser udenpå, og der mærkede Michael for første gang også tydeligt sparkene… han var vildt glad.

Fra 24+4 blev jeg sygemeldt for at aflaste min krop, som fra nu af ville vokse voldsomt, (ifølge bøgerne), og for at forhindre for tidlig fødsel. Jeg nød at gå herhjemme, og kunne sagtens få tiden til at gå.

De sidste 5 dage af graviditeten.

Fredag d. 14/7 2006

Vi var jo til regelmæssige vækstscanninger, og i uge 28+4 viste scanningen at tvillingerne nu vejede 1240 g. og 1250 g. Det var vi glade for, og da jeg stadig var fuldstændig ubesværet nød Michael (som nu havde ferie) og jeg livet. Jeg mærkede liv hver dag og voksede da også lidt i omfang. Så kom vi til d. 14.juli 2006, den dag glemmer vi aldrig. Jeg var nu 31+1, og vi skulle til endnu en vækstscanning. Det var denne samme læge som scannede i 28+4, men denne gang var der desværre dårligt nyt. Lægen mente, at pigerne slet ikke havde taget på siden sidste scanning - han vurderede dem til ca. 1250 og 1350 g., og han sagde meget alvorligt til os, at vi godt kunne tage hjem med det samme og pakke en taske, for vi skulle forbedrede os på akut kejsersnit allerede næste morgen. Han mente også, at pigerne havde forhøjet blodtryk. Vi blev rigtigt bange og jeg græd meget. Han forklarede ikke nærmere hvad der skulle ske, andet end at de ville køre en CTG og give mig lungemodner med det samme. Som sagt så gjort. De målte CTG som lå indenfor normalen, og jeg fik en sprøjte i ballen som skulle virke i 24 timer. Derefter tog vi hjem uden videre afklaring for hvad der skulle ske. Vi vidste, at ufødte børns chancer for overlevelse uden mén var gode ved 32 fulde uger, men jeg var ikke der endnu, så vi var meget bange. Aftenen var et mareridt. Vi græd på skift, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg bad til Gud om at alt måtte være i orden. Vi fik ikke meget søvn den nat. Vi lå og snakkede om hvilke ting vi mon kunne forvente af to så meget for tidligt fødte børn. Ville de overhovedet leve? Skulle de nød-døbes? Ville de ligne børn? Vi fik sammenlagt omkring 4 timers søvn, og næste formiddag drønede vi igen til Kolding.

Lørdag d. 15/7 2006.

Kl. 11 fik jeg endnu en indsprøjtning med Celeston (lungemodner) og jeg fik at vide, at de gerne ville have at også denne sprøjte fik lov til at virke i 24 timer, men om der skulle gå så lang tid før et eventuelt kejsersnit skulle en ny scanning afgøre. Vi ventede længe, og en ny overlæge kom og hentede os. Nu var det hans tur til at scanne. Han målte flow på den ene tvilling - den anden lå skjult, men flowet var rigtig flot. Denne læge sagde til os at han vurderede vægten til 1418 og 1511 g,, altså lidt bedre end dagen før. Lægen sagde nu at kejsersnittet måske ikke behøvede være så akut igen som vi havde fået stillet i udsigt dagen før, og vi begyndte nu at håbe, at vi i hvert fald kunne få lov til at gå en uge mere. Dog sagde denne læge også, at pigerne snart skulle ud. Det var dog ikke så meget på grund af deres vægt, men mere fordi han ikke kunne se den skillevæg, som helst skulle adskille tvillingerne (uden den var der fare for at navlestrengene kunne vikle sig ind i hinanden og lukke for ilt og næring til børnene). Vi aftalte at vi skulle komme igen dagen efter for at få en afklaring på hvornår de små skulle have fødselsdag.

Søndag d. 16/7 2006.

I dag havde Michael og jeg 1 års bryllupsdag, og vi var ret spændte på, om pigerne skulle have fødselsdag i dag, vi håbede dog stadig på, at det ville blive rykket så længe som muligt. Vi mødte op i Kolding kl. 9, men først kl. ti kom en sygeplejerske og sagde, at der måtte være sket en misforståelse. Der er stort set ikke noget personale i weekenderne, så derfor ville vores børns skæbner først blive afgjort dagen efter, om mandagen. Vi aftalte derfor med en sygeplejerske at når vi nu alligevel var her, så kunne vi lige så godt komme op og se p3, neonatalafdelingen. De havde dog meget travlt deroppe og vi måtte vente i mange timer før de havde tid til at vise os afdelingen. Vi kom endelig derop, og vi fik en superkort rundvisning, men vi fik dog lidt at vide om hvordan sådan en indlæggelse forløber, og hvilke rutiner de har. Michael og jeg fik lige lov til at skimte ind i et rum hvor der stod en kuvøse med to små tvillinger på ca. 1200 g., så vi kunne forberede os på hvilken størrelse vores ville have, og min første tanke var at de dog trods alt lignede almindelige børn, bare små! Efter besøget på p3 sad vi LÆNGE og ventede på en sygeplejerske som skulle fortælle os lidt om hvilke ting de ville drøfte på næste dags konference, og hvordan et kejsersnit foregår. Da vi havde fået det gennemgået sad vi igen bare og ventede på at vi måtte få lov til at tage hjem. Vi tog hjem og gik ud at spise for trods alt at fejre bryllupsdagen bare lidt, men det var svært at nyde dagen.

Mandag d. 17/7 2006.

I dag skulle vi møde 9.30 for at høre resultatet af lægekonferencen. Inden afgørelsen skulle vi dog endnu engang scannes og det trak ud RIGTIGT længe før der kom en læge. Denne gang var det en ny overlæge som skulle scanne. Først målte han vægten. Han skønnede jer til at veje ca. 1700 og 1800 g, så der var noget af en forskel fra vægtskønnet om fredagen som jo lød på 1250 og 1350 g. Derefter ledte lægen efter den skillevæg de andre læger ikke havde kunnet finde, og det kunne denne læge heller ikke, men til gengæld målte han flow på begge pigerne, og han sagde at det var rigtig flot. Afgørelsen blev, at pigerne skulle ud dagen efter. Jeg fik senere taget blodprøver og vi ventede igen et par timer på at få at vide om jeg skulle indlægges med det samme, eller om vi måtte tage hjem og sove. Det fik jeg lov til…

Tirsdag d. 18/7 2006 - Kejsersnittet.

I dag var jeg 31+5, og vores piger har fødselsdag. Vi skulle møde kl. 06.30, jeg fastende. Siden om fredagen havde der stået en tom stue til mig, som jeg skulle ligge på indtil operationen, men da vi kom havde vi fået selskab af en kvinde med tætte veer, som åbenbart ikke havde ondt nok til at være på fødegangen. Der blev sat en skillevæg op imellem os, men jeg kunne jo nemt høre hendes klynkende pusten og stønnen, og det var helt ærligt ikke det jeg havde mest lyst til på det tidspunkt. Jeg ville allerhelst bare glemme, at de små piger ikke kunne få lov til at være i maven længere.

Min seng blev redt og klokken lidt i halv otte blev jeg barberet og klargjort. Jeg fik målt blodtryk, taget temperatur og lagt kateter, det var heldigvis slet ikke så slemt som frygtet.

Vi ventede og ventede, og fik endelig at vide at vi var nummer to på programmet, med mindre der kom akutte tilfælde. Senere kom en anæstesilæge (bedøvelse) og forklarede lidt om bedøvelsen og dens bivirkninger. Også lægen som skulle operere kom og hilste på, det var desværre den samme som scannede os fredag d. 1477, med andre ord den samme læge som havde sat alt dette i værk. Han kunne ikke sætte noget tidspunkt for operationen, men mente, at det ville blive før middag.

Da klokken blev ca. 11.40 kom en portør ned til os - så var det nu! Michael fik operationstøj på, og jeg fik også grøn hue på. Så blev vi kørt op på operationsgangen. Her hilste en masse folk på os, og jeg kom op at sidde på en briks. Jeg skulle sidde med afslappede skuldre og hovedet ned mod brystte, men anæstesilægen mærkede og tegnede på mig. Så sprittede hun mig af 2 gange, og jeg fik lokalbedøvelse, kun et lillebitte prik mærkede jeg. Derefter lagde hun spinalblokaden, og der gik ikke mere end 2-3 minutter, så var jeg lammet fra brystet og ned.

Jeg blev lagt op på briksen, og de satte en skærm op foran Michael og jeg, så vi ikke kunne se noget. Lægen sagde, at han på et tidspunkt ville nive mig i tæerne med en tang for at se om jeg kunne mærke noget, og at han ville sige til når han gjorde det, det gjorde han bare aldrig, og pludselig mærkede jeg en masse trykken, skubben, trækken og rykken rundt på min mave, og jeg anede ikke hvad de lavede, jeg troede faktisk at de mærkede udenpå, så jeg blev temmelig overrasket da jeg spurgte hvad fanden de havde gang i og anæstesisygeplejersken sagde, at de havde skåret mig op, og at det ikke ville vare længe før jeg kunne kalde mig mor. Pludselig blev jeg meget svimmel, og sygeplejersken spurgte hvordan jeg havde det. Det viste sig at mit blodtryk og puls var styrtdykket ned til 60/43, og derfor fik jeg et skud "et eller andet" - jeg gætter på det var adrenalin, som satte hjertet op i fart igen. Så fik jeg det til gengæld godt igen på 2 sekunder. Michael sagde bagefter, at det havde været rigtig grimt at se tallene dykke på den måde, men at de havde været gode til at forklare ham hvad de gjorde. Det har jeg ikke fået med, jeg var mere interesseret i, hvad der foregik på den anden side af forhænget.

Cirka 1 minut efter at jeg havde spurgt hvad de lavede, klokken 12.08, blev Anne taget ud. Jeg kunne høre en gurglende lyd da de sugede fostervandet, og jeg synes det tog en evighed før jeg endelig hørte lyden af lav barnegråd. Der fik jeg tårer i øjnene, det var bare den mest fantastiske lyd i verden. Tænk at et så lille barn kunne trække vejret selv, jeg var SÅ lettet og stolt, tænk, du LEVER!!! Jeg hørte en sige: "Det blev en pige", og ét minut efter, klokken 12.09, blev Freya taget ud. Også Freya satte i gråd med det samme, lav, men vedholdende. Michael gik med det samme ud sammen med jer, og jeg lå der på briksen og kunne høre pigerne græde i baggrunden. Jeg nåede ikke at hverken se eller røre pigerne, da de skulle undersøges. Jeg var meget overvældet, for jeg havde været så bange for, at de ikke kunne leve, når de nu var blevet taget ud så tidligt.

Der gik dog ikke lang tid før jeg fik fortalt, at alt så vældig flot ud. Pigerne skulle lige suges, men trak ellers vejret helt af sig selv. De havde begge fået fuld apgar efter både 1 og 5 minutter, hvilket er sjældent ved for tidligt fødte, og endnu mere ved for tidligt fødte tvillinger. Med andre ord synes alle at vi roligt kunne være stolte… det var vi også.

Efter lidt tid kom Michael igen ind til mig, og han fortalte at Anne var 43 cm. lang og vejede 1780 g. Freya var 44 cm. lang og vejede 1590 g. Altså et par flotte, "store" piger, fik jeg at vide. Imens de gik i gang med at sy og clipse mig sammen kom Michael lige hurtigt ind med pigerne på skift, men de var pakket så godt ind, at jeg kun lige kunne se en næsetip. Derefter kom pigerne over på p3 (neonatal), og Michael gik med dem, det havde vi aftalt forinden, for jeg ville ikke have at de skulle være alene. Jeg lå så alene tilbage på briksen, uden hverken rigtig at have rørt eller set mine to piger…

Personalet arbejdede stadig på såret og pludselig sagde lægen. "Jamen, det synker jo slet ikke"… "@!#$", tænkte jeg, "jeg er ved at forbløde". Det viste sig, at de måtte suge mig for en del væske, både fostervand og blod, men de kunne ikke rigtigt blive enige om hvor meget der var blod. Lægen mente kun det var ½ liter, hvilket er helt normalt, men det er jeg ikke enig med ham i (jeg er nemlig bloddonor, og vant til at give ½ l. blod ad gangen, og i dagene efter operationen var jeg helt kridhvid overalt, selv på læberne, og jeg blev svimmel af bare at sidde op, og det gør man altså normalt ikke efter tabet af ½ liter blod).

Da de var færdige gik lægen, og jeg spurgte om jeg måtte se moderkagen. Den var der imidlertid en der var rendt med, så de måtte ringe efter en som kunne komme med den igen. Den var stor, vejede 785 g, og jeg så tydeligt de to navlestrenge. Den skillevæg de tre læger ikke havde kunnet se på scanningerne, og som var årsdagen til at de ville have pigerne ud så tidligt, var der imidlertid, og man sendte igen bud efter den opererende læge, så han også lige kunne tage et kig på den. Han kunne bare konstatere, at ja, der var en skillevæg, men at den sad så langt ovre i den ene side, at den uanset hvad havde været vanskelig at få øje på…

Efter operationen kom portøren igen og hentede mig, de var 6 mand om at få mig over i sengen, for jeg kunne kun bevæge armene. Jeg blev så kørt over på intensiv til opvågning. Jeg fik med det samme et snapseglas fuldt af piller, men da de efter 1½ times tid stadig ikke virkede helt optimalt, så bad jeg om at få noget intravenøst (i droppet), og det hjalp efter 5 minutter (det var morfin).

Så kom Michael igen over til mig, efter at have ledt sygehuset tyndt - ingen havde nemlig fortalt ham at jeg var på intensiv…Han havde digitalkameraet med og viste mig billeder af pigerne. ENDELIG fik jeg lov at se dem. Mørkt hår og meget lighed med Michael. Jeg var lige på tudegrænsen og synes at de er de smukkeste skabninger på denne jord. Tænk engang at vi har lavet noget så smukt, det fatter jeg
- stadig - ikke!

Michael blev hos mig til bedøvelsen i mine ben havde fortaget sig så meget at jeg kunne køres væk fra intensiv - det tog næsten 3 timer. Jeg blev kørt direkte over til pigerne, hvor jeg så dem rigtigt for første gang.

Tiden efter kejsersnittet.

Pigerne lå i hver deres kuvøse, og jeg kunne lige stikke en hånd ind og nusse Freya. Hvor var de små… Annes kuvøse stod for langt væk, så hun blev nusset af Michael. Efter lidt tid, hvor personalet fortalte at pigerne bare var så dygtige, så blev jeg igen kørt ned på barselsgangen, hvor jeg havde selskab af to andre mødre hvis børn også ligger på p3.

Aftenens højdepunkt var, at vi i 2 timer måtte sidde med pigerne uden for kuvøsen. Jeg sad med Anne, og Michael sad med Freya. Da jeg skulle i seng skulle jeg på toilet, og sygeplejerskerne havde sagt at en skulle gå med mig, men der kom ingen, og til sidst måtte jeg selv stå ud af sengen og med hjælp fra Michael vakle ud og tisse. Alt sejlede for mig, og jeg var seriøst bange for at besvime.

Natten kom, og det var sindssygt hårdt at ligge på en stue uden sine børn (de lå en etage over mig), og natten gik ikke uden gråd, for Michael måtte ikke overnatte hos mig. Jeg følte mig meget alene, og arret begyndte desuden at gøre rigtig ondt, så jeg var lidt træt af det hele.

Dagene derefter var hektiske og følelsesladede. Jeg havde ondt overalt, var stadig hvid som et lagen og svimmel, og jeg havde mange mavesmerter pga. forstoppelse, som jeg ikke måtte få medicin for, fordi maven selv skulle komme i gang - det tog næsten 14 dage, før den bare begyndte at fungere lidt normalt igen. Dagen efter kom den læge som havde foretaget scanningen om fredagen (ham der også havde opereret) og sagde at han "beklagede" at han havde gjort os bange, men at han ikke mente at han kunne have handlet anderledes. Han afsluttede med at sige: "nå, ja, og for resten så er dit ar blevet lidt skævt"… det kunne jeg jo ikke straks se, fordi det hele var dækket af tape, men da jeg fik det af efter 4 dage, ja, så var det ganske rigtigt temmelig asymmetrisk. Det fik vi ikke nogen beklagelser for, "det kunne jo ske"…

Pigerne klarede sig rigtig flot, jeg fik at vide, at de kun havde fået c-pap (ilt) i 9 timer, og at alt var som det skulle være. Vi fik os dog noget af en nedtur d. 20/7, da vi oplevede at Anne holdt op med at trække vejret for en stund og måtte have hjælp til at komme i gang igen. Det skete i løbet af de næste par uger gentagne gange for begge piger, men vi fik at vide at det var helt normalt for præmaturbørn, fordi hjernen simpelthen ikke havde vænnet sig til de ydre forhold endnu. Desuden havde man fundet mislyd på begge pigers hjerter, og vi havde tudeture igen, fordi vi nu var bange for at de begge havde en hjertefejl. Igen var det dog bare fordi hjerterne ikke var fuldt modnet- den dag i dag er der ingenting i vejen…

Pigerne fik også gulsot og kom i lys et par dage, men selvom de blev ved med at have et gult skær i lang tid, så var der ikke noget alarmerende ved det. (Det er først her i de sidste dage inden termin, at de for alvor har fået en helt flot lyserød farve).

Et par uger efter kejsersnittet fik jeg en kraftig efterfødselsreaktion, jeg var udmattet og kunne hverken tage stilling til hverken det ene eller det andet. Jeg blev ligeglad med alt, hvis jeg blev spurgt om noget svarede jeg "det ved jeg ikke…". Jeg kunne simpelthen ikke rumme flere bekymringer, og jeg blev mere og mere bitter på den læge, som havde sat det hele i gang. Det var en frygtelig tid. Jeg havde knap nok overskud til at nyde de små piger, jeg græd bare hele tiden. Jeg følte mig som en ekstremt dårlig mor for jeg havde slet ikke lyst til at sidde med pigerne, det eneste jeg havde lyst til var at sove, for så kunne jeg glemme alt. Til sidst foreslog en sygeplejerske at jeg skulle tale med en psykolog, og det gjorde Michael og jeg så.

Den 1. august kom pigerne ud af kuvøse, og blev lagt over i en varmeseng sammen. Dagen efter sov vi sammen med dem for første gang, og omkring d. 14.august blev alle overvågningsapparaterne taget væk. Fredag d. 1. september kunne vi endelig pakke pigerne og alt vores skrammel sammen og forlade sygehuset efter 6½ lange uger.

Den dag i dag går vi stadig til kontrol på sygehuset og det skal vi blive ved med et godt stykke tid endnu, men pigerne trives godt og vejer dags dato 5800 g .(Freya) og 5600 g.(Anne). Nu skal vi bare have lidt mere sul på kroppen af dem, men ellers nyder vi bare at være hjemme. Jeg er blevet glad igen og nyder vores unger, som er det dejligste i verden.

Noget jeg dog stadig er (og altid vil være) ked af er, at jeg, på grund af en læges grove fejlvurdering af mine pigers trivsel blev berøvet de sidste to måneder af min ellers dejlige og ukomplicerede graviditet og blev frataget muligheden for selv at føde (hvilket jeg havde glædet mig meget til). Desuden mente min egen læge ved 8-ugers undersøgelsen efter kejsersnittet, at mit sår godt kunne være set flottere (han spurgte om lyset havde været slukket i den ene side af lokalet under operationen)… Derfor har vi valgt at skrive til patientklagenævnet, hvor vi håber at få medhold i, at lægen simpelthen ikke har gjort sit arbejde godt nok. Vi gør det for - forhåbentlig- at undgå, at andre kommer i samme situation som os med samme læge.

Nu sidder vi så herhjemme og nyder vores dejlige små piger. De har i de sidste par dage fået smag for rismelsgrød, og kan iøvrigt bruge timer på at ligge og se og røre hinanden, pludre, smile og så elsker de at sidde i skråstole og se TV. Vi takker Gud for at alt i sidste ende kom til at gå så godt, og at vores piger var stærkere end hvad forventes kan.

Det skal tilføjes, at jeg ELSKER moderrollen, selvom den for mit vedkommende har givet mange bekymringer, og jeg nyder at være på barsel.

Lige et billede af mine piger (4 måneder):

Mange hilsener, stine.

Da jeg i starten af juli sidste år blev syg og kastede op hele tiden, var jeg 22 år og havde været sammen med min kæreste i 2½ år. Jeg gik til lægen om fredagen. Da hun mente, jeg var gravid, var jeg sikker på, at hun tog fejl, for jeg havde taget mine p-piller uden forglemmelse. Men desværre viste graviditetstesten, at jeg var gravid, og efter at have undersøgt mig mente lægen, at jeg var i 6. uge.

Jeg græd og græd, min kæreste gjorde alt for at trøste mig, men ingen af os kunne forstå det. Vi fik en tid til at komme og snakke med en anden læge om det den følgende mandag.

Hele weekenden snakkede vi om, hvordan både en abort eller et kommende barn ville ændre vore liv. Jeg græd hele tiden, kunne ikke spise og kastede op, bare jeg så mad. Vi var 99 % sikre på, at vi ikke ville have et barn nu, og at jeg skulle have foretaget en kirurgisk abort. Vi aftalte, at det skulle ske hurtigst muligt, inden fosteret havde udviklet sig.

Om mandagen kom vi så op til lægen og fik svar på vore spørgsmål ang. abort, og jeg skrev under på, at jeg ville til en undersøgelse før aborten. Derefter ville lægen undersøge mig, da hun ikke stolede på andre lægers ord for graviditetstidspunktet. Hun fortalte, at jeg var i 8. uge, og jeg blev igen knust. Jeg havde ønsket, at det ikke skulle komme så langt. Min kæreste spurgte, om det kunne risikere at nærme sig det kritiske tidspunkt for at nå at få abort. Hun lovede os 110 %, at jeg i hvert fald ikke var mere end 8-9 uger henne. Vi bad hende om en hastetid til abortundersøgelse, så vi kunne få det overstået, og jeg fik en tid på sygehuset om fredagen.

Vi ankom til undersøgelsen og snakkede med lægen om vort valg. Vi sagde, at vi ønskede aborten hurtigst muligt, da vi ikke ville have, at fosteret udviklede sig yderligere, og vi ikke kunne holde til flere chok. Lægen ville lige scanne mig for at være sikker på, hvor langt jeg var henne. Da han var færdig, vendte han ryggen til og kiggede ud af vinduet. Derefter tog han ved mig og sagde, at han var nødt til at give os et endnu større chok. Jeg var i 13. uge. Hvordan kunne læger tage så meget fejl? Både min kæreste og jeg knækkede fuldstændig sammen. Vi græd og græd og kom ind i et værelse for os selv, hvor vi kunne snakke. Derefter gik vi tilbage til lægen, som fortalte, at vi kunne søge om tilladelse til abort. Men at det i så fald ville foregå som en fødsel. Vi fik så en tid til en samtale ved amtet om mandagen.

Vi havde altså 48 timer til at træffe et valg, som uanset udfaldet ville ændre resten af vore liv. Vi snakkede om det i ca. 40 af timerne (ingen af os kunne sove). Det var de samme ting, vi blev ved med at sige og komme frem til, da det hele var så stor en mundfuld, og vi var begge fuldstændig udkørte. Tankerne fløj rundt i hovederne af os. Især tanken om at skulle tage 2 piller, som ville dræbe fosteret og få et lille hjerte til at holde op med at slå. Tanken om at skulle føde et dødt foster. Tanken om at skulle se os selv i øjnene bagefter. Tankerne om de mange konsekvenser, både psykiske og fysiske. Lægen sagde, at det ville være det værste, jeg nogensinde ville blive udsat for. Men var det et år frem eller resten af livet, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene? Vi var bange for, at det ville give store psykiske konsekvenser at få en abort. Men samtidig kunne vi ikke se os selv som forældre nu. Vi hældte ikke mest til nogle af valgene, men ønskede tværtimod ingen af delene. Derudover var der samtalen i amtet. Hvis vi ikke havde bestemt os inden da, var det ikke vort eget valg mere. Og hvad hvis vi valgte abort, men fik et nej?

Vi snakkede med begge hold forældre, og de støttede os alle sammen 100 % uanset, hvad vi ville vælge, men de syntes, vi skulle beholde barnet. Mine forældre mente ikke, jeg ville kunne klare det psykisk, hvis jeg skulle føde et foster, men ikke havde noget bagefter.

Søndag middag var vi stadig ikke kommet frem til noget. Vi måtte se det på en anden måde. Vi kunne ikke træffe det valg, vi helst ville, da vi stadig ikke vidste det. Men derimod vælge det fra, vi ikke kunne klare. Og så var beslutningen truffet.

Vi skulle have et barn! Vi skulle være forældre! Det ville ændre vore liv for altid! Ingen af os følte os sikre i vort valg, og der gik da også et par uger, før den resterende familie samt vennerne fik det at vide.

Men få dage efter blev vi scannet igen, og da det lille udviklede barn vinkede til os, vidste vi, at vi havde truffet det rigtige valg.

Da der var gået lidt tid, glædede vi os helt vildt til at skulle have et barn. En lille prinsesse, der blev sat til at komme til verden midt i januar. Vi købte drømmehuset og kunne næsten ikke vente, til vi alle 3 skulle flytte derud.

Den 1. januar 2006 blev vi forældre til den smukkeste lille prinsesse. Nytårsaften havde vi 20 mennesker til spisning, men måtte forlade selskabet da kl. blev 02, og kl. 06.39 fødte jeg en velskabt og perfekt datter på 48 cm. og 2475 gram uden de mindste komplikationer.

Efter fødslen har vi snakket meget om vores beslutning om at fravælge abort, da det er så uvirkeligt for os, at hun ikke skulle have været til. Nu føler vi jo, at hun "altid" har været her, og at det ikke kunne være anderledes. Og tanken om hvad der kunne være sket, får tårerne til at løbe ned ad kinderne. Vi er så taknemmelige for, at alt gik galt dengang, for hun er virkelig det bedste, der er sket os. Vi vil ikke undvære hende for noget i verden.

Når jeg ser tilbage på de dage, vi var igennem, ved jeg, at vi stadig ikke kunne have gjort det anderledes. Vi fortryder intet, men er derimod glade for, at vi fik snakket det hele igennem, og sammen fandt frem til en beslutning. Og ved med sikkerhed, at vi ikke havde klaret det uden vore venners og familiers opbakning. Og jeg havde personligt ikke klaret de dage uden min kærestes støtte. Det vil jeg aldrig glemme ham for!

Vi vil råde andre, som overvejer en abort, til at prøve at vende tankerne. Tænk over om det kan fungere med et lille barn i hverdagen, og på hvor mange glæder det kan give dig.

Du må ikke kun tænke negativt på alt det, der hører med. Al den tid et barn vil tage, alle de penge det vil koste, alle dine drømme, der vil gå spildt. Men prøv at vende det om. Den tid vil du hellere end gerne bruge på dit barn. Og hvad vil du gerne nå, som du ikke kan med et barn? Dine drømme må du måske bare skubbe lidt ud i fremtiden.
Og den dag du har dit barn i armene, er der intet højere, du vil ønske dig.

Jeg stod selv og skulle i gang med en videregående uddannelse som finansøkonom. Det skal jeg stadig, bare et år senere. Mine drømme var at få en uddannelse og så ellers ud og opleve en masse. Og børn - NEJ TAK! Havde da rigeligt i min nevø og niece. Og nu strømmer oplevelserne ind hver eneste dag. Måske ikke de oplevelser, jeg havde i tankerne, for jeg vidste ikke så store oplevelser fandtes.

Nogle gange bliver jeg i tvivl om min holdning til fri abort. Førhen synes jeg det var meget fint, at folk selv kunne vælge. Men nu hvor jeg selv har skulle træffe det valg, dukker der nye meninger op. Det er simpelthen blevet for nemt! "Ja ja, bliver jeg gravid kan jeg jo bare få DET fjernet". DET er altså et lille foster, et foster der kan blive et selvstændigt menneske. Et menneske som bliver dit ét og alt. På det tidspunkt jeg skulle have haft aborten, lå min datter og vinkede og suttede på tommelfinger, mens hjertet bankede hurtigt. Så glem den sætning "det er jo bare et foster. Det er jo ikke udviklet endnu". Jo, det er. Det er ikke en fuldtudviklet baby.

Én ting har vi i hvert fald lært. Nogen gange skal man træffe en beslutning mod alle odds. Netop det, har givet os den største oplevelse nogensinde. At se et lille menneske udvikle sig dag for dag. At mærke det bånd mellem forældre og barn. Et bånd, man ikke kan forestille sig, før man har prøvet det. At elske et menneske så højt og betingelsesløst fra første sekund, du ser det.

Vi var bange for, at alt ville forandre sig, og at vi ikke var klar til den forandring. Og fra det sekund man har barnet i armene, er alting forandret. Fremover vil vi vågne op hver dag til nye udfordringer og oplevelser. Vågne op og takke os selv for at være ved siden af vores datter.

Dette er min beretning da jeg blev gravid (kopieret fra abortlinien.dk hvor vores historoe er).

Og til alle jer der skal være mor for 1. gang - GLÆD JER - det er det største og bedste du nogensinde vil opleve!!! Det kan slet ikke beskrives med ord.

Vores datter er nu snart 1 år og vi nyder stadig hver eneste dag med hende og kan stadig begynde at græde når jeg tænker tilbage hvor galt det kunne have været gået...

Jeg har aldrig kunnet se mig selv som mor og har egentlig heller ikke brudt mig særligt meget om børn. Men da den rette mand kom ind i mit liv og rammerne var til det begyndte vi at snakke om børn. Jeg vidste, at jeg nok aldrig ville føle mig helt klar så vi sprang bare ud i det.

Jeg smed p-pillerne og blev gravid i første forsøg. Meget skræmmende! Så kontaktede jeg som det første min læge og fik en tid. Lægen undersøgte mig og konkluderede at jeg var gravid og at alt var ok. Det foregik ved en gynækologisk undersøgelse, hvilket jeg ikke var meget for, men det var dog hurtigt overstået. Ubehageligt, men ikke så slemt, som jeg havde troet. Så ringede jeg til sygehuset og fik en tid hos en jordemoder.

Selv efter positiv tests og lægebesøg tvivlede jeg stadig på om det nu var rigtigt at jeg var gravid. Det gik først rigtig op for mig da vi var til den første scanning (Nakkefoldsscanning). Der lå et meget tydeligt lille væsen og vinkede og vred sig som en orm.

Der var mange tanker og følelser, både gode og dårlige, men for det meste glædede jeg mig og kunne ikke helt fatte at det var virkeligt.

Jeg var så heldig at have meget få gener i graviditeten. Ingen kvalme eller blødninger. De sidste par måneder fik jeg ofte kramper i benene, sov dårligt, var forpustet, fik næseblod tit, blev svimmel i ny og næ og var til sidst bare så stor og tung og ville gerne have det overstået.

Fødslen startede med at vandet begyndte at sive langsomt, men der kom ingen veer. Efter mange timer uden veer blev fødslen sat i gang først med to stikpiller, som ikke virkede nok. Derefter vedrop, som satte gang i tingene. Jeg fik en epiduralbedøvelse, som virkelig kan anbefales! Jeg var koblet til en maskine, hvor man på en skærm kunne se hvornår veerne kom og hvor store de var. Jeg mærkede dem ikke pga. bedøvelsen. Så min kæreste og jeg kunne kun se at nu kom der en ve på skærmen og så kunne vi sidde og grine og pjatte og sige: "Nøj, det var en stor ve, den dér!" Jeg mærkede dem ikke. Dejligt!

Men presseveerne kunne jeg mærke meget tydeligt. Men de varede kun 12 minutter; så kom min datter til verden! Det var et stort øjeblik og jeg lå hele natten og bare kiggede på Filippa og kyssede hende.

For mig gik amningen fint og jeg tog derfor hjem efter kun 21 timer på sygehuset. Det var meget hårdt i starten, jeg fik kun sovet et par timer om natten, forsøgte at indhente i løbet af dagen. Filippa vågnede hver 3. time og skulle have bryst. Derudover er man jo vanvittig øm og bløder og der er tusind tanker, som kører rundt i ens hovede.

Men tro mig, det er det hele værd! Man kommer til at elske det barn højere end man tror er muligt.

Filippa er i dag 8½ måned og helt fantastisk!

Marina