Jeg fødte her den 20.maj, og havde en forholdsvis lang fødsel ( 8 timer på fødestuen) og jeg gør det gerne igen ( og det sagde jeg altså også lige efter )

Selvfølgelig gør det da p*sseondt, men når jeg var i det, var jeg så koncentreret, at det på en eller anden måde var ok...

Lige fra den allerførste ve kom, tænkte jeg for mig selv " det gør ondt, men det bliver meget værre.." og som tiden gik, og veerne blev værre, blev det et helt mantra for mig, som jeg gentog inde i hovedet igen og igen - og pludselig er det jo overstået Så på en eller anden måde psykede jeg mig selv, til at forvente noget endnu værre!!

Jeg fik lattergas og akkupunktur! Inden jeg fødte, troede jeg, at jeg ville i kar, men da jeg lå der, kunne jeg slet ikke overskue det

Tror ikke du skal bekymre dig så meget på forhånd (selvom det klart nok er svært), men ingen (ikke engang dig selv) ved, hvordan du vil reagere, og hvad du har brug for, når tiden kommer.

Jeg var på ingen ¨måde imod epidural osv hvis det havde været nødvendigt, havde jeg gladeligt takket ja, men det blev det bare aldrig.

Jeg fødte på roskilde, og til fødselsforberdelse, havde jordemoderen fortalt, at de på sygehuset havde den holdning, at alle skulle have den smertelindring de ønskede... Så jeg var aldrig bekymret for, om jeg evt skulle tigge om "noget".

Måske kunne du spørge din jordemoder om, hvordan det er på dit sygehus?? Det kunne jo være, at hun kunne berolige dig

Held og lykke - det er helt fantastisk. Kroppen er bare indrettet så smart, at den "tager over"

Jeg både panikkede og gakkede ud Jeg var på fødestuen i 16 timer og havde en meget lang fødsel. Jeg synes det gjorde ondt (det gør det jo) men nok mest fordi jeg blev bange. Idag når jeg tænker på det (det er 17 mdr siden) husker jeg ikke smerten men panikken.

Mit råd til dig vil være at du ligeså godt kan forberede dig på at det kan være overvældende og voldsomt at få veer. Det havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke! Prøv at koncentrere dig om barnet som er på vej ned gennem bækkenet og ud, og ikke så meget på at det gør ondt. Jeg glemte på et tidspunkt at jeg var ved at føde, og det er altså underligt.

Husk at slappe af og arbejde MED veerne, gå lidt rundt hvis du kan og træk vejret dybt ned i maven. Tænk gode tanker og tænk på at så snart det er overstået ser du dit barn for første gang osv. Pointen er at det nok er bedst at se det fra den gode side.

Jeg skal føde igen om 8 uger og glæder mig på trods af en træls fødsel tidligere. Jeg glæder mig til at jeg forhåbentligt ikke bliver så overvældet da jeg jo har prøvet det før og glæder mig til forhåbentligt at slappe mere af når jeg får en ve. Nu må vi se

Jeg tror altid man får smertelindring hvis man vil, nogengange er man bare så langt at det ikke kan betale sig. De siger ikke nej for at være onde, men for at det er til dit eget bedste.

Vi fik en dreng den 13 september 2005, og som terminen kom tætter på jo flere ideer fik jeg om fødslen... men blev ved med at tænke på alle de kvinder der havde født før mig... hvis de kunne ja så kunne jeg selvfølgelig også. Jeg vil sige for mig var det veerne som var værst, synes de var meget meget strenge.. selvom jeg nok er en af dem som ikke har noget at klage over. Mine veere tog først rigtig til omkring kl 12, kl 15 ankom vi til sygehuset og kl 16.05 kom vores lille dreng til verden.. jeg fik ikke noget mod smerter, og mener heller ikke at jeg tænkte på det da jeg lå der. Nu er jeg i uge 24, og er mere nervøs denne gang, hvorfor ved jeg ikke.. jo tætter det kommer på jo flere tanker får jeg... er det normalt ?

Men jeg blev overrumplet af smerten og forsøgte at trække vejret dybt... men endte i at blive meget svimmel og komme til at kaste op... jeg vil til næste gang have lært nogle vejrtrækningsteknikker - det kan betyde meget. Jeg åbnede mig utroligt langsomt... af flere årsager, men nok også fordi kroppens naturlige reaktion på smerte er at spænde musklerne. Det er jo modarbejde og det mindsker ve-effekten. Da en jordemoder tog sig tid - det tog vel 5 minutter - til at coache mig gennem to veer med vejrtrækningen, begyndte det at gå stærkt. jeg havde ellers åbnet mig med 1/2 cm i timen, men nu tog jeg de sidste 5 cm på knap 4 timer.

Jeg oplevede at skulle have vedrop, og syntes veerne derefter blev meget stygge. Jeg bad om smertelindring. Det husker jeg ikke rigtigt, jeg var lidt ude af mig selv på det tidspunkt. Men jeg kan se af mine papirer, at jeg har fået en panodil. EEN! For hovedpine eller ledsmerter tager jeg normalt to, når det en sjælden gang sker.

Jeg oplevede at bede om epi-blokade. Og få lovet, at den kunne jeg få kl 15. Så kom der ny jordemoder, der mente at det helst skulle vente. Så skulle det være kl 17. Ny jordemoder... kl 20:30 fik jeg blokaden... som jeg bad om til middag. Jeg er ikke narkosespecialist, så om der kan være for mange ulemper ved at lægge den tidligt ved jeg ikke. Men jeg ved, at det andre steder er rutine at tilbyde den samtidig med at vedrop lægges. Så jeg forstår det ikke rigtigt. Jeg følte, at jeg ikke blev hørt, men også at der var dårlig overlevering mellem jordemødrene. Den ene vidste ikke hvad den anden havde lovet, eller hvad der var foregået forud osv.

Du har tid endnu... hvis jeg kunne gøre mit forløb om, så ville jeg ønske, at jeg havde haft en aftale på forhånd. En meget enkel een. Bare indeholdende tre punkter egentlig.
1) hvis jeg udtrykker ønske om epi-blokade, vil jeg gerne have den hurtigt.
2) jeg ønsker vejledning i smertehåndtering gennem vejrtrækning og kropsholdning.
3) hvis forløbet stagnerer i x antal timer vil jeg gerne have kejsersnit.
Jeg ville være blevet sparet for et forløb, som var unødigt langt og pinefuldt, hvis jeg havde haft de aftaler i orden og skrevet i min journal, det er jeg overbevist om.

Jeg fik steriltvandspapler i løbet af eftermiddagen og de hjalp rigtig rigtig godt. Ved at mange synes de gør ondt at få lagt og tror heller ikke, de er brugt ret meget. Men nøj, de hjalp mig.

Vil så lige tilføje, at min fødsel var en lortefødsel og sådan går det heldigvis ikke for ret mange. MEN... det sker dog at smerterne er overrumplende eller forløbet går skævt, og så kan man hjælpe sig selv ved at have taget stilling til nogle ting på forhånd. Jeg ser det lidt som en rejseforsikring. Du brækker sikkert ikke benet på skituren, og så er aftalen spildt. Men hvis det skulle ske, er aftalen god at have.

pøj pøj!

hvis jeg sagde at det ikke gjorde ondt. Men det er til at overleve, og jeg siger også nu, at jeg gladeligt gør det igen!

Jeg havde ellers en ret lang og "træls" fødsel - 27 timer, vedrop (med deraf ret slemme veer) og ingen smertelindring (jo en smule pethidin som gjorde at jeg kunne slappe af mellem veerne, men jeg havde stadig lige ondt). Alligevel var det en "god" oplevelse - for jordmoderen var der når jeg havde behov for hende, og Jonas var ved min side hele vejen igennem. Og så fik jeg jo Freja ud af anstrengelserne

Det værste var udvidelsesveerne, og det er jo dem man får smertelindring mod. Presseveerne og det at få hende ud synes jeg overhovedet ikke var slemt. Følte at det slet ikke gjorde ondt. Men nu var Freja heller ikke ligefrem stor - 3050 gram og 51 cm.

Jeg panikkede vist lidt ind imellem hehe. Men efterhånden som jeg fik styr på vejrtrækningen så hjalp det rigtig meget. Det er guld værd at kunne trække vejret rigtigt.

Du skal nok få en god fødsel

Linda.

Jeg havde det næsten omvendt, jeg var meget nervøs for om jeg skulle have en epidural. Bare tanken om at skulle stikkes i kan gøre mig helt blød i knæene. Jeg var ikke nervøs for selve fødslen for det var, som jordemoderen sagde:".. det er jo bare et spørgsmål om at ungen skal ud.." hihi og ja det har hun jo evigt ret i.

Min "fødsel" var også lang, den startede en lørdag morgen med sivende fostervand, men ingen veer. Søndag morgen blev jeg sat igang med en stikpille, som gav nogle kraftige menstruationsagtige smerter, men de gav ingenting i forhold til udvidelse. Mandag middag fik jeg en fødestue, da jeg for 717. gang skulle have kørt en strimmel og have antibiotika i drop. Der blev jeg spurgt om jeg ville blive til jeg havde født og det sagde jeg ja til. Jeg fik først rigtige veer, da vandet blev taget og det blev desuden stimuleret med ve-drop. Veerne ved ve-drop var noget bissede da de kom i stimer uden pause. Tilde blev født til midnat (mellem mandag og tirsdag)

Jeg måtte ikke komme i vand, da jeg havde haft sivende fostervand, så jeg fik tilbud akupunktur i lænden og i fødderne, og det virkede bare helt super. Man bliver selvfølgelig ikke helt smertefri, men det er noget nemmere at koncentrere sig om at arbejde med veerne når det kun gør ondt "et" sted. Lænde-akupunkturen gøre at smerterne i ryggen helt forsvandt. Det kan anbefales.

mvh Helle

...jeg havde det ligesom dig! min største skræk var, at de ville insistere på at lægge en epidural! Jeg skal altså ikke have nogen til at stikke nåle ind i min rygsøjle, ellers tak!

Jeg var ikke nervøs før min fødsel - da først tiden var til det. Men jeg havde været meget bange/nervøs en stor del af min graviditet, indtil jeg besluttede mig for at se det som noget positivt og naturligt og ikke lytte til folks skrækhistorier!

Jeg havde snakket med Richard om forløbet inden og sagt til ham, at han jo kendte mig, så hvis han kunne høre, at jeg mente det, hvis jeg bad om noget, så måtte han være den, der tog en evt. diskussion med jordmoderen. Og han var en stor hjælp. Da jeg på et tidspunkt bad om at få "En dobbelt vodka, noget morfin eller en kugle for panden" kunne han berolige jordmoderen med at jeg kun sagde det i sjov! Og da de blev ved med at tilbyde smertestillende og jeg havde sagt nej, så var det også ham der sagde "Jeg tror I skal stoppe med at spørge nu. Hun har sagt nej. Vi siger selv til hvis det bliver nødvendigt." Så jeg havde fri til at koncentrere mig om det, der skete med mig selv og min krop.

Så jeg synes det er en rigtig god idé at snakke med manden/kæresten inden man føder om hvad man vil og ikke vil. Og hvis du gerne vil have smertestillende, så må det være din kærestes opgave at træde i karakter, hvis jordmoderen ikke hører efter!

Og jo, jeg synes, at det gjorde tåbeligt ondt at føde...men det var en god smerte. den havde et formål og et eller andet sted nød jeg at mærke kroppen arbejde. Selve det at presse barnet ud var overhovedet ikke forbundet med smerte. Og hos mig var det kun de sidste udvidelsesvéer, der kunne kaldes smertefulde. Så det var en lille time med smerter i knap et minut ad gangen med 2 minutters pause. Smerten er jo ikke konstant og det gør den til at bære.

Jeg oplevede jordmødrene som meget lydhøre og forstående (og pisse-irriterende, når de bad mig presse og jeg meget hellere ville sove! ) og følte mig rigtig godt behandlet og hørt.

I øvrigt sagde en jordmoder til mig, at hvis jeg kunne slappe af i mine hænder under véerne, så blev smerten lettere at arbejde med. Og det var helt rigtigt. Når jeg koncentrerede mig om at slappe af i mine hænder blev véerne lettere.

I øvrigt er det de to eneste gange i mit liv hvor jeg har oplevet at være øm i selv de små muskler bag ørene af at presse så hårdt! Det synes jeg var vildt sjovt! Tænk, at man har muskler dér!

Camilla

epiblokaden lægges LANGS rygsøjlen, ikke I den... Det synes jeg er en ret væsentlig forskel. Jeg har kæmpet meget med min ryg efter en rideulykke og har nogle ødelagte nervebaner i lænden -det plager mig stadig. Blandt andet af den grund, men også andre ting var mit udgangspunkt også, at jeg ikke skulle have blokade. Men der hvor jeg skulle føde var der ikke mulighed for lattergas, det brugte de ikke. Akupunktur duede slet ikke, havde bare ingen effekt. En enkelt panodil kommer man ikke langt med. Badekar måtte jeg ikke komme i. Pethidin og morfin synes jeg er for skrappe midler. Steriltvandspaplerne hjalp godt, men ikke godt nok. Når det er et langt og sejt forløb og man oveni vesmerterne får udmattelsen, der forværre smerterne, så synes jeg en blokade er en rigtig god løsning.

Minde råd til dig vil være:

Tal igennem med din kæreste (eller hvem der nu skal være med under fødsel), om hvad du forventer, hvad du frygter, hvad du gerne vil, og hvad du absolut ikke vil.

Gemalen var en stor hjælp for mig under min fødsel, for, som Himmelfjer skriver det, så er det ham der kender mig bedst, og han kan godt både se og høre når der er noget jeg mener, også, selvom jeg var pænt ved siden af mig selv under det meste af forløbet på fødestuen

Så, det var faktisk ham der kommunikerede mest med jordemoderen under det hele

Han kunne bare se på mig når jeg samtykkede, eller hvis jeg ikke kunne tage stilling til de forskellige ting.

Jeg fortryder meget nu, at jeg dengang, ikke havde fået gjort op med mig selv, om jeg ville have smertestillende eller ej, for, så vidste han det jo heller ikke. Det resulterede så i, at jeg kun fik akupunktur (selvom jeg blev tilbudt stort set det hele), men, jeg var ikke i stand til at svare/tage beslutningen, og derfor gjorde han det heller ikke for mig.

(Og for mit vedkommende, så kan de stikke akupunktur op der hvor man er højest når man plukker jordbær - det vil jeg i hvert fald ikke spilde hverken deres eller min tid med næste gang)

Nå - men, denne gang, der er gemalen helt med på, at jeg bare skal have hvad som helst af smertelindring. Jeg håber at jeg kan nå at få en epidural, jeg har sågar skrevet med stor fed sprittusch øverst op min vandrejournal "Epidural - JA TAK", bare så der ikke er nogen der bliver i tvivl

Jeg går ud fra at du skal føde på Næstved, som jeg, og det er bestemt ikke mit indtryk at de er blege for at give smertelindring. Men, man kan jo være uheldig, at der ikke er nogle ledige læger (f. eks ved epiduralen, kan JM ikke selv lægge den), og så må man vente på at der kommer en der kan...Det KAN resultere i at man når for langt hen i fødslen, og så ikke kan nå at få den... Men, du kan jo sige det til dem så snart du ankommer, at det er noget du er interesseret i f.eks.

Jeg havde altså en rigtig god oplevelse med personalet på fødestuen (bortset lige fra den sygeplejerske der prøvede at bilde mig ind at jeg skulle holde på det der lavement i en time) Det kan man jo ikke, og det var heldigvis også en fejl...

Ellers var de kompetente, søde og rare allesammen.

(Barselsgangen er langt fra noget at råbe hurra for, eller, det var den i hvert fald ikke sidste år, det kan jo have ændret sig.)

Måske vi ses

...oh, jamen ikke et ondt ord om epidural-blokade! Der er bare det, at jeg er sindsygt bange for nåle, så tanken om at skulle stikkes i - om det så er i låret - kan få mig til at panikke ret slemt! Hvis jeg havde gennemlevet en hård og anstrengende og meget smertefuld fødsel som din, så havde jeg sikkert også skubbet panikken til side og fået lagt en epidural. Men inden fødslen var det et rent skrækscenarie for mig hvis de begyndte at finde nåle frem og ville stikke midt i det hele!

Det var såmænd kun for at fortælle at vi hver især har vores lille frygt at slås med og at de tit er modsat.

Camilla

men mange tror at katederet lægges i rygraden, og det er altså ikke rigtigt. Det ligger bare ved siden af, så man bliver ikke lam, hvis de rammer lidt urent... så virker lortet bare ikke!

Tjooo det gjorde dælme nas i guder, jeg sagde osse til min søns far, at jeg troede jeg skulle dø

jeg fik lattergas Da jordemoderen ville tage den fra mig blev jeg tosset, jeg måtte bare holde fast i den hahaha.. Og hun fik den IKKE, nej nej den holdte jeg fast i til Tobias blev født Man må åbenbart ikke suge for meget, men det var jo min bedste ven

Nåå ja jeg fik osse akupunktur, fordi mine veer sad i lænden de gjorde jo sindsygt ond, men det hjalp utrolig meget, eller osse var det bare ønske tænkning

Smerten var "glemt" i det sekund Tobias kom ud

Med Patrik blev det jo KS så der kom smerten først da bedøvelsen forsvandt, så gjorde det altså osse ondt et par dage.

...se, det vidste jeg jo ikke, for det er jo ellers tit det man hører som modargument til epiduralen. Men jeg har nu heller aldrig hørt om nogen, der er blevet skadet af at få den, så den må da klasificeres som sikker. Men jeg synes nu alligevel at det er rart at vide, at den ikke lægges i selve rygsøjlen...det kan da tage lidt af min panik, hvis jeg skulle få brug den her tredje gang.

Camilla

ja, det er nemlig det mange tror. Nogle gange har jeg fornemmelsen af at der føres en slags anti-blokade kampagne i DK. Den er jo dyr! I Dk føder ca 20% af kvinderne med blokaden. I "de øvrige europæiske lande vi ellers sammenligner os med", er statistikken omvendt. Her føder 80% med blokaden.

De bivirkninger der kan være, er at man kan opleve hovedpine i dagene efter (noget med tryk mod nerver) det fortager sig igen. Man kan også opleve ømhed omkring indstiksstedet - forsvinder også efter et par dage. Ellers kan man opleve blodtryksfald, mens den er i brug - det kan reguleres med et drop hvis det bliver helt galt. Og man kan opleve sjældne gange at veerne aftager - hvilket også kan reguleres med drop så fødslen fortsat skrider frem.

For ca. 2 ud af 10 som får lagt blokaden har den dog ikke nogen særlig effekt. Min lå fx så lavt i ryggen at jeg mistede følelsen i mine ben, men kunne mærke hele maven stadig. Mine veer gjorde mest ondt nede forpå, over skambenet (som jeg insisterer på at kalde et kønsben, for filme nej om jeg skammer mig over nogen kropsdel!). Der hjalp så til gengæld steriltvandspaplerne.

For de fleste skal man jo være drevet ret langt ud for at takke ja til en kanyle i rygmarven! Og så længe de fleste tror, at det er sådan den virker, så beder færre fødende vel om den- så hvorfor informerer?

Det kan godt være, jeg er paranoid. Men nu fødte jeg et sted, hvor smertelindring ikke er en selvfølge og hvor de holder det tæt til kroppen. Det går igen i anmeldelser derfra.

Skal jeg føde selv, tror jeg også jeg har et stort skilt om halsen. Og min mand skal vide, at man faktisk skal hjælpes, hvis man beder om det. Sidst affandt vi os alt for meget, fordi de slog bekymringerne hen. Det er jo ikke rimeligt. Nu ved vi lidt mere om, hvad man rimeligt kan forvente, der skal foregå.

lyve vildt, hvis jeg sagde at det ikke gjorde ondt. Jeg lå på fødestuen i 8½ time, før Johanne kom til verden. Det er jo i virkligheden ikke så længe endda, men fra vandet gik og til vores prinsesse så dagens lys gik der faktisk et døgn, hvor vi blev mere og mere utålmodige for at møde hende.

Jeg fik ingen smertestillende (en time i brusebad med de varme stråler på maven...det var dejligt). Jeg kunne ikke gå rundt, men lå ned mens jeg havde veer. Vejrtrækningen gjorde alt for mig...selvom det er dødsvært at trække vejret helt "ned til smerten", så var det virkelig det, der hjalp. Jeg gik nok ligessom meget ind i mig selv og arbejdede med vejrtrækningen, hver gang der kom en slem ve.

Noget andet som hjalp mig meget var også en slags manta, som jeg kørte i hovedet, hver gang en ve plagede mig. Jeg sagde simpelthen til mig selv: " en ve mindre, før jeg ser hende". Ved godt at det måske lyder fjollet, men synes at det hjalp meget, at vide at hver gang jeg stod smerten igennem, så var jeg endnu tættere på at møde min lille pige

Jeg håber, at disse råd kan hjælpe dig lidt og jeg tror heller ikke at du skal bekymre dig så meget - man kan simpelthen ikke forudsige, hvordan man vil reagere, før man er i situationen. Det går selvfølgelig fint for dig og rigtig meget held og lykke med det hele fra mig - det er jo det største...smil

Kh Anja

Der er ingen tvivl om, at korrekt vejrtrækning kan gøre ens veer langt mere overkommelige.

Jeg vidste ikke, at jeg i al den tid jeg sad derhjemme med onde onde veer, at jeg rent faktisk modarbejdede ved hver en ve jeg havde. Hvilket også resulterede i at jeg kastede op næsten hele tiden.

Da jeg først kom på fødestuen, og JM fortalte mig at jeg modarbejdede, og viste mig hvordan jeg skulle trække vejret, så gik det faktisk meget bedre. Jo jo, selvfølgelig gjorde veerne stadig ondt, men da jeg lærte at trække vejret med dem, så gjorde de jo rent faktisk det arbejde de gerne ville, nemlig, så jeg åbnede mig meget hurtigere...

Det er jo en af ulemperne ved at man ikke får nogle former for fødselsforberedelse mere - trist, men, sådan er det bare.

Så - du kan holde det i dit baghovede, at prøve at arbejde MED veerne, istedet for at modarbejde, og evt. spørge din JM ved næste besøg, om hvordan du kan gøre det

det samme skete for mig - jeg prøvede at trække vejret, som jeg troede man skulle. Og brækkede mig og blev svimmel og åbnede mig NIKS.

Denne gang har jeg købt et fire lektioners FOF kursus. Det er også alment om graviditet, hvordan man undgår rygsmerter og hvordan man træner sig op bagefter osv. Men håber da også at det rummer træning i vejrtrækning! Og ja, skodagtigt at fødselsforberedelse er bortfejet. Eller - det findes endnu. Hos os er det hver anden søndag. Man samles hos jordemoderen. Hun sætter en film på og går. Når filmen er slut går man hjem. Den viser nogle damer der føder... så man lige kan blive lidt bange, men uden egentlig at få brugbar info.

Klara: ang epidural. Jeg har en veninde hvis kollega blev lam efter en epidural. Det endte heldigvis med, at det ikke var permanent.. men puha en forskrækkelse. Jeg kender ikke til detaljer/særlige omstændigher, så kan ikke komme med fakta. Andet end det, min veninde har fortalt.

Men det er meget meget sjældent!!

I Roskilde hvor jeg bor, får man tilbudt 3 gange fødselsforberedelse.

Den ene af gangene omhandler smertelindring, og der kom vi også ind på eventulle risici ved epidural, og jordemoderen nævnte det. Hun gjorde dog også meget tydeligt opmærksom på, at det skete uhyre sjældent, men at det var en beslutning man selv skulle tage.

Hun var ikke specielt imod epidural. Sagde at hvis man ønskede en, ville man få det.

Jeg ville ikke selv have noget imod at få en epidural, hvis det blev nødvendigt.

af dem som fik megalavt blodtryk af epiduralbedøvelse. Mit blodtryk faldt sådan at det ikke kunne måles, mens blev jeg meget dårlig og fik 100% ilt med beskeden om at jeg skulle trække vejret dybt. Svært nok når man står næsten på grænsen til at kradse af. Mens skaffede JM overlægen til vores fødestue og sætte et blodtryksmedicin-drop op til de 5 andre poser der hang i forvejen. Da overlægen kom, gik der 5 sekunder mens han kiggede på computeren (STAN, en ny maskine som overvåger baby under fødslen), blev der sagt kejsersnit. I løbet af 12 minutter fik de skruet mere op for min epidural, mit blodtryksmedicin, mingeleret mig over på operationsgangen, klargøre mig og snuppe Albert ud fra kl. 21.00 til 21.12 Det gik vist nok meget stærkt !

Jeg synes ikke det var ubehageligt at få lagt epiduralbedøvelsen. Jeg havde veer styrke 3 på det tidspunkt med 3 minutters mellemrum, narkoselægen holdt inde med at rode omme på ryggen mens veen trak over maven på mig. Mens der var vepause rodede hun og det var meget hurtigt overstået.

Jeg var ikke øm eller andet bagefter, det eneste jeg synes var ubehageligt var da de sprøjtede mere bedøvelse i ryggen da de kørte mig til kejsersnit. Det føltes som det løb meget koldt ned af ryggen af mig. Det værste var så blodtryksfaldet... puha !

Det er korrekt at hvis man koncenterer sig om vejrtrækningen letter det ens ve-arbejde meget. Jeg fik ros for min vejrtrækning under hele forløbet. Havde også været på et fødselsforberedelse i FOF i Lyngby og det var pengene værd ! Hvis jeg ikke havde været på det havde jeg nok gået i panik under fødslen.

Beagle.

Jeg havde en forholdsvis lang fødsel (knap 33 timer), og var derhjemme det meste af tiden. Efter ca. 30 timer tog vi på fødegangen fordi jeg håbede på at få noget smertestillende.

Da vi kom derind fik jeg kørt en kurve og blev undersøgt. Jeg var nu 3-4 cm åben. Jeg spurgte efter smertestillende, men jeg følte ikke at jeg blev hørt, så jeg spurgte om jeg kunne komme i badekar. Det hjalp en del, men efter en time kunne jeg ikke ligge der mere, og jeg kom op og spurgte igen efter smertestillende. JM sagde, at jeg kunne få en epi-blokade. Men da hun var igang med forberedelserne til den, fik jeg presseveer, så jeg nåede aldrig at få den. Fik i stedet lattergas, som tog det værste af smerten.

Min fødsel gik lige pludselig stærkt...nok også for stærkt. For Anna blev trods sin størrelse (4400g) presset ud på 12 minutter. Og jeg gik meget i stykker - revnede nærmest alt inkl. ringmuskel og noget af tarmen. Men det gjorde altså ikke mere ondt, end at jeg faktisk ikke troede at jeg var gået i stykker.

Jeg fødte på Næstved, og havde ikke den bedste oplevelse med det. Men Marlene Tandrup herinde fra fødte med samme jm og havde en rigtig god oplevelse med hende. Jeg tror dog, at det er en rigtig god idé at lave en aftale med manden/kæresten om, hvad du vil og ikke vil, så han kan agere talerør. Og så være bestemt, når du/han beder om smertestillende, hvis det bliver nødvendigt.

Til sidst vil jeg sige, at da Anna var ude, var smerten glemt og væk. Og jeg tænkte, at det kunne jeg da godt gøre igen inden for en overskuelig fremtid.

Jeg håber, at du får en god fødsel, når du når dertil.

Mvh. Christel

Det er nu 4½ måned siden jeg lå på Skejby med tøsen i armene efter 27 timer med veer og en jordmor som var i fuld gang med at sy mit 6 cm lange revne . Den gang sagde jeg nul s6x frem over i tilfælde af at jeg skulle blive gravid igen, troede slet ikke mit underliv ville kunne bruges til noget fremover. Og troede jeg ville gå i stykker næste gang jeg skulle på toilettet for at lave stort. Nu er jeg klar til at gøre det hele en gang mere, og har været det de sidste par måneder.

.

Jeg var hele møllen igennem hvad angår div bedøvelser. Endte med en epidualblokade, og det var som at komme i himlen... Gud var det fedt.

.

Mit problem var at jeg havde de vildeste veer men lige lidt hjalp det. Men blokaden hjalp min krop til at slappe af, og det ve stimulerende drop fik mig til at åbne mig.

.

Jeg startede med panodiler, ja da kunne lige så godt tage en vitaminpille for smerter. Så fik jeg akupunktur, som skulle hjælpe både mod smerter men også på at jeg ville åbne mig mere, jo da, men ikke i mit tilfælde. Så var det tur til varmt karbad. Det tager ikke smerter, men man slapper mere af imellem veerne, og det er korrekt, men jeg havde jo veer hele tiden. Så tog de vandet, og så kom veerne først væltende oven i hinanden. Så fik jeg ilt, fik klaus af masken, og så ville lattergas jo heller ikke hjælpe. Nu kom veerne hver 1½. minut og var der i 1 minut ad gangen og jeg åbnede mig ½ cm i timen max. Puha det var hårdt. Men så bankede min mand også i bordet, og frem kom blokaden. Det var nu ikke fordi min jordmor ikke ville give mig en, det var mere min stædighed om at det er naturligt at føde og lidt smerte kan man vel klare. Men jeg var ved både at besvime og kaste op for hver ve.

.

Det skal dog lige siges at der kan være vente tid på en blokkade. Det skal man lige tage med i sine beregninger. Jeg ventede i 45 minutter, og det er lang tid når man har så mange smerter. Det tager jo også tid inden den virker.

.

Det skal også siges at den kun virker på smerter under udvidnings veerne ikke på presse veerne. Men presse veer er gode veer, der kan man nemlig gøre noget ikke bare sidde og vente. Og så skal det også siges at jeg oplevede at være lam i mit højre ben i 2 dage efter, men det var altså bare fordi jeg havde fået så meget bedøvelse. Man kan få en x-tra portion hvis man beder om det

.

Min historie kan måske virke lidt skræmmende, men det er jo de færreste gange det tager så lang tid.

.

Vh Lena

på min hjemmeside. pøj pøj