Er kun for folk der så absolut kan enes om alt..

Og det kan man jo i de fleste tilfælde ikke.

Der er jo en årsag til man gik fra hinanden for start af,og det var nok ikke at man kunne enes..

Så jeg vil absolut ikke anbefale den fællesforældremyndighed.

Men spørgsmålet er om de ikke allerede har det..

Hvis de ikke allerede har det,et det ikke muligt for ham at få det,for det kræver morens underskrift.

Så i yderste tilfælde skal han ansøge om den fuldeforældremyndighed,hvis han vil have "noget at skulle have sagdt" ang. barnet.

hejsa

unden at kloge for meget så mener jeg bestemt ikke at det kræver moderens underskrift det ville da heller være ret for alle hverken mor eller far...

jeg kan egentlig ikke se hvad problemet er med forældremyndigheden han siger jo ikke han vil have den fulde og at barnet skal bo hos ham osv...

hvad er problemet i at de får fælles myndighed og at han kommer og ser sin far hver 2. weekend og lign... (at jeg udfra din beskrivelse syntes han virker som et fjols det er så en anden sag)

i dag har mænd faktisk ret til meget medmindre vi taler misrøgt, vold osv. så hvis han søger om fælles forældremyndighed og der ikke er tale om at han er ugnet som far (vold, misrøgt, stoffer alkohol osv) så vil jeg faktisk mene at statsamtet/retten vil foreslå det.

Tror i/din veninde skal sætte sig ind i reglerne omkring fællesforældremyndighed, for så vidt jeg ved kan moderen sagtens flytte til den anden ende af landet alligevel, så længe det ikke vil skade barnet eller få dårligere tarv.. faderen vil dog stadig have krav på at se sit barn.

umiddelbart syntes jeg din veninde står temmelig godt idet han (som jeg læser det mellem linierne) egentlig bare vil skade hende, altså at han ikke vil hjælpe i hverdag osv...

måske det ender med ham bliver klogere og tager sit ansvar når han bliver mere sikker eller også ender det måske med han opgiver fuldstændigt og sjældent vil se sit barn...

uanset hvad så håber jeg det kommer til at gå mindst ud over barnet, hvilket jeg desværre syntes gør i mange tilfælde..

håber din veninde finder ud af det

mange hilsner Mette

Sådan som loven er idag,kan man ikke dømmes til fælles forældremyndighed,så det vil altid kræve moderens underskrift..

Faderen kan ansøge om den fælles forældremyndighed hos statsamtet,som så vil sende ansøgning vidre til moderen.

Men afviser hun,er der ikke noget han kan gøre.

Det ville da også være forfærdeligt for børnene,hvis man bare kunne dømme to mennesker,til at skulle kunne enes om alt.

For sådan hænger verden jo bare ikke sammen.

Så ville der jo ikke være skillesmisse børn,eller ihvertfald ikke i det omfang vi ser idag.

Ved fælles forældremyndighed,må moder faktisk ikke bare flytte,skifte skole osv. unden faderens godkendelse.

Så det vil om noget blive noget mere kompliceret..

snart mange år siden blev alenemor, der havde vi også fælles forældremyndighed.

Det havde vi egentlig ingen planer om at ændre.

Jeg flyttede til en anden kommune. Det mener jeg nu stadig at hun godt må uden hans accept.

Men efter et par år begyndte han at lave ballade da jeg fandt en kæreste, og han kom ikke og hentede børnene som aftalt, eller også kom han med dem lørdag i stedet for søndag, hvis han fandt ud af, at jeg havde gæster eller bare andre planer end at side hjemme.

Så derfor ville jeg have forældremyndigheden alene, når han jo alligevel ikke deltog i deres liv, skulle han heller ikke have ret til at bestemme ret meget.

Jeg kontaktede statsamtet. Der sagde de at det nemmeste var jo at han skrev under frivilligt. Det gjorde han så, men derfor skulle vi stadig i amtet, og skrive under en gang til, det var pga af at de skulle være sikre på at han gjorde det friviulligt.

Der blev han rimelig vred over at de spurgte ind til hvorfor jeg ville have den alene, og han måtte se / høre på hvad jeg fortalte om han knap så charmerende sider.

Så han meddelte at han ikke ville se sine børn mere.

Han fortrød dog efter et halvt års tid, men det holdt kun en eftermiddag, så har de ikke set deres far siden.

Så hvis hun ved at han måske vil blive lidt af en tyran, ja så ville jeg nok bare få det overstået i amtet med det samme. Og når de spørger om grunden, ja så skal hun bare fortælle det du skrev her.

Du må hilse og ønske hende held og lykke videre frem.

...heller ikke helt gennemskue konsekvensen af den fælles forældremyndighed kontra den fulde forældremyndighed. Men der er ingen tvivl om, at de har været to til at ødelægge forholdet og der er kun én til at betale og det er deres datter. I bund og grund må de selv rode med det, men de (eller jeg) har jo ingen erfaring med at gå fra hinanden, så det er jo lige med at finde ud af hvordan tingene fungerer i praksis og det er rart at høre nogle forskellige meninger om det.

Camilla

forældre myndighed vil jeg anbefale.. de må bare finde ud af tingene, de er begge voksne, og må sætte sig ud over deres egne behov.

egentlig så er fælles forældremyndighed faktisk slet ikke fælles som sådan, den barnet bor hos bestemmer så og sige det hele, da de skal finde ud af tingene i fællesskab, statsamtet blander sig ikke.. det gør de derimod hvis den en har myndigheden, så bliver der fastsat bestemte besøgsdage som bare skal overholdes på minuttet..

og for barnets skyld håber jeg da de får fælles..

Mette

begge to - hvad f*nden i hede hule h*lvede tænker folk på!

Der er kun EN taber i det her spil og det er barnet - barnet - barnet! Han bliver brugt som gidsel og det burde to voksne mennesker sgu holde sig for gode til!

Arme barn - og fy og føj til forældrene!

De skal se at få lært at sætte sig ned og snakke sammen om tingene og få det til at glide for barnets skyld i stedet for at have egne interesser i første række.

Ack - ja jeg ved godt at det ikke er det du spørger om men tag det fra en der har oplevet ovenstående situation - det STINKER!

At hun får fuld forældremyndighed betyder jo i øvrigt ikke nødvendigvis at han aldrig ser sine børn igen - da han jo kan få samkvemsret.

Der finder du alle de svar du ønsker..

Nu har jeg "snuset" lidt til lovgivningen omkring fælesforældremyndighed og blev lidt klogere... (må jeg anbefale din veninde at gøre dette)

jeg syntes skam stadigvæk at de skal have fællesforældremyndighed faderen virker jo ikke som en der ikke vil blande sig i alt og forlange at se barnet hver 2 dag osv.. skulle de ikke kunne blive enige om beslutninger omkring barnet ja så ka hun jo søge om den fulde forældremyndighed senere.

Glamour: jeg er vist ikke helt enig ... selvfølgelig er der da masser af skilsmisse børn hvis forældre stadig har fællesforældremyndighed og som kan finde ud af det.. måske er jeg gammeldags men jeg mener at man er to om at sætte et barn i verden og derfor også bør samarbejde udfra barnets bedste, også selv om man ikke længere bor sammen mere. desværrre har du ret i at nogle/mange bare ikke gør det og bruger barnet til at skade hinanden istedet for og derfor bliver det enten moderen eller faderen som får forældremyndigheden.

nå men jeg har kopiret lidt fra nettet hvis nogen skulle være interesseret:

Hvad indebærer en aftale om fælles forældremyndighed?
En aftale om fælles forældremyndighed indebærer bl.a.,
at forældrene får fælles medbestemmelsesret/beslutningsret over deres fælles børn, som gifte forældre i øvrigt har det,
at forældrene skal kunne tale sig til enighed om de fleste forhold vedrørende barnet, f.eks. om opholdssted, skolegang og opdragelse,
at den forælder, der har barnet boende hos sig i det daglige, nødvendigvis må træffe de fleste daglige afgørelser omkring barnet, men pågældende kan f.eks. ikke flytte barnet til en anden skole, uden at der er opnået enighed med den anden forælder,
at begge forældre har ret til alle oplysninger (i form af aktindsigt) om barnet - om karakterbøger, skoleudtalelser, skolepsykologiske undersøgelser, indlæggelse på hospital m.v.
Bemærk, at forældrene ikke behøver at være enige om, hvor meget samvær og anden kontakt den forælder, der ikke har barnet boende hos sig, skal have med barnet (det kan forældrene få statsamtet til at træffe afgørelse om).

En aftale om fælles forældremyndighed indebærer ikke, at begge forældre skal inddrages i alle beslutninger, der træffes vedrørende et fælles barn. Bor forældrene sammen, vil begge parter selvfølgelig blive inddraget i de daglige beslutninger, der træffes. Men bor forældrene ikke sammen, vil det være den forældre, der har barnet boende mest, som kommer til at træffe de fleste daglige beslutninger vedrørende barnet.
Forældre med fælles forældremyndighed kan ikke få myndighederne til i tide og utide at blande sig i deres forhold. Hermed er det også sagt, at de to parter ved mindre eller støre tvister (bortset fra samværstvister) ikke kan få f.eks. statsamtet til at afgøre sagen for dem. Det er netop kernen i aftaler om fælles forældremyndighed, at der kræves enighed mellem parterne. Er parterne uenige, kan de selvfølgelig få rådgivning og vejledning hos f.eks. kommunen eller hos statsamtet, men en afgørelse om eksempelvis et barns skolegang må forældrene selv finde ud af at træffe. Det gælder, uanset hvilket problem det måtte dreje sig om.
Bemærk endelig, at en aftale om fælles forældremyndighed ikke er til hinder for, at statsamtet efter anmodning kan pålægge en af forældrene pligt til at betale børnebidrag til den af forældrene, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse.

mange hilsner Mette uge 23/24

...Tak for linket. Jeg har læst alt om forældremyndighed inde på statsamt.dk og anbefalet veninden at gøre det samme.

***

Men én ting er jo den lovmæssige og juridiske side, noget andet er den personlige. Sådan som jeg ser det, så ville jeg - hvis jeg var i hendes sko - ansøge om den fulde forældremyndighed. Og det ville jeg fordi: hendes familie bor i østjylland. Hun bor p.t. i vestjylland. Men hun vil gerne til østjylland til sin familie - og hun vil gerne læse på universitetet i Århus. Så hvis hun kommer ind på Universitetet, så vil hun jo skulle flytte. Og kæresten vil med garanti modsætte sig det med næb og klør. Han har flere gange givet udtryk for, at han aldrig vil give tilladelse til at hun fjerner datteren fra den by de bor i nu. Dét, han vil, med den fælles forældremyndighed er at kontrollere veninden. Hun vil på ingen måde sætte grænser for hans ret til samkvem. Hun har flere gange sagt til ham, at han er mere end velkommen til altid at se deres datter - også udenfor de fastsatte samkvemsaftaler, der nu bliver udarbejdet. Hun vil gerne have, at datteren får et tæt og godt forhold til sin far. Til det siger han, at fandme nej! Han har hende hver anden weekend, for han vil sq ikke lege barnepige, så veninden kan komme ud og "føjte rundt med fyre", som han udtrykker det.

Selvfølgelig siger han sådan fordi han er såret, men så kunne han jo have indvilliget i at arbejde med deres problemer tidligere i stedet for at gå ud og drikke sig fuld! - siger jeg, som selvfølgelig er helt objektiv i sagen!

Trine T>> Ja, det er barnet, der kommer i klemme. Men det var det jo også, hvis de blev sammen og barnet hver evige eneste dag skulle leve med en mor og far, der skændes og råber og en evig dårlig stemning i huset. Jeg tror i virkeligheden, at det er mere ødelæggende. Jeg er sikker på, at ingen af de to vil snakke ondt om den anden foran barnet. SÅ voksne er de dog. Og de ønsker ikke at ødelægge den andens forhold til datteren, tværtimod. Det er deres indbyrdes forhold, der er helt skævt. De gør det så godt de kan selvom vi er enige om, at det optimale jo er en lykkelig familie med mor og far under samme tag. Men sådan kan det nu engang ikke være her. Desværre. Og samkvem er faren velkommen til. ALT det han vil. Han er bare ikke interesseret i det. han vil have forældremyndighed for at kunne styre min veninde.

Camilla

Camilla - du skriver:

Trine T>> Ja, det er barnet, der kommer i klemme. Men det var det jo også, hvis de blev sammen og barnet hver evige eneste dag skulle leve med en mor og far, der skændes og råber og en evig dårlig stemning i huset. Jeg tror i virkeligheden, at det er mere ødelæggende. Jeg er sikker på, at ingen af de to vil snakke ondt om den anden foran barnet. SÅ voksne er de dog. Og de ønsker ikke at ødelægge den andens forhold til datteren, tværtimod. Det er deres indbyrdes forhold, der er helt skævt. De gør det så godt de kan selvom vi er enige om, at det optimale jo er en lykkelig familie med mor og far under samme tag. Men sådan kan det nu engang ikke være her. Desværre. Og samkvem er faren velkommen til. ALT det han vil. Han er bare ikke interesseret i det. han vil have forældremyndighed for at kunne styre min veninde.

Du kan være evigt forvisset om at jeg ikke ønsker forældrene skal blive sammen for barnets skyld - det holder nemlig ikke en disse. Det jeg mener er at lissåsnart der er ballade om hvem der skal have forældremyndighed osv så vil det blive kanaliseret ud som frustration - og det går ud over barnet. Det er meget muligt at de er i stand til at undlade at tale grimt om hinanden men det er bare ikke nødvendigvis nok.

Hvis faderen ønsker fælles forældremyndighed med den begrundelse at han vil forhindre moderen i at flytte væk så har vi allerede balladen. Det kan jo faktisk være at det ville være bedre for barnet at bo et andet sted (Af 100 forskellige årsager) - det kan være moderen ikke har råd til at bo alene i området eller hvad ved jeg men det kan hun så blive tvunget til hvis HAN ønsker det... Kan du se hvad jeg mener?

Lige så snart der er ballade om det at gå fra hinanden så vil det gå ud over barnet. Så længe forældrene ikke er i stand til at sætte sig ned og snakke sig til rette - så går det ud over børnene i en eller anden grad. Uanset om man vil det eller ej.

(Jeg er skilsmissebarn og har været udsat for en masse af ovenstående ballade - og er det stadig selv om jeg er 26 efterhånden. Min far især holder mig ofte "gidsel" når vi taler om min mor - han kan simpelthen ikke tale pænt om hende. Han sætter mig stort set altid i en situation hvor jeg skal forsvare hende eller holde med ham - SELV OM HAN ER KLAR OVER PARADOXET!! Og det er egentlig det der er humlen i både ovenstående og dette indlæg.)

...sagtens se din pointe, og jeg giver dig helt ret. Men jeg synes faktisk, at veninden og kæresten gør alt hvad de kan for at skøne deres datter. F.eks. diskuterer de kun situationen når hun sover og bestræber sig på at holde en pæn omgangstone, når hun er vågen. Men selvfølgelig kan barnet mærke, at mor og far ikke er kærlige og hengivne overfor hinanden. Men de er det trods alt overfor hende.

Men uanset om man kan snakke sig til rette eller ej, så mener jeg nu stadig, at det går ud over børnene. For et barn findes der bare ikke noget, der hedder en lykkelig skilsmisse - selvom alternativet kan være lige så ulykkeligt.

Men ja, hele problematikken i deres forhold ligger jo i, at faderen på mange områder er umoden og barnlig og hun (og jeg) er jo i tvivl om hvorvidt den fælles forældremyndighed kan give ham magt til at bestemme hvor min veninde skal bo eller ikke bo.

Din situation lyder ulykkelig. Jeg har set så mange familier, hvor forældrene taler dårligt om den anden enten for at give udtryk for en bitterhed, der ikke kommer barnet ved eller for at hævde sig selv overfor barnet. Og man opnår aldrig det man vil. Det eneste, man får ud af det er at barnet bliver såret og ulykkeligt og føler sig endnu mere splittet og frustreret. det er trist at se på.

Camilla

Er der desværre nok af i denne verden.

Det værste er bare at der er uansvarlige voksne med børn.

Når man "vælger" at få barn med en person, må man indse at den person for evigt har plads i ens liv, uanset hvordan og hvorfor.

Som forældre er en af vores fornemmeste pligter at sørge for det bedste for vores børn, og uanset om Far er dum og uansvarlig, eller Mor er en sippe så er de centrum i barnets liv.

Og så må man fandme ligge ens eget ego på hylden og indgå et samarbejde på godt og ondt.

Barnet har ret og krav på begge forældre.

I dagens Danmark har alle der bor sammen ved barnets fødsel fælles forældremyndighed, det skriver begge forældre da under på umiddelbart inden eller efter fødslen.

Vi ordnede vores papirarbejde under graviditeten.

Jeg vil da sige at din veninde og hendes x kæreste skal acceptere tingenes tilstand, og så opbygge et dejligt univers for deres fælles datter, selv om de ikke længere bor sammen.

At hun vil have forældremyndigheden alene, er da egoistisk.

Det er jo deres fælles sikkerhed, og betyder faktisk så lidt.

jo det kan godt lade sig gøre

Mine forældre blev skilt da jeg var 5 år og jeg flyttede med min mor. Min far blev boende i samme by som os de første 6-7 år, indtil jeg var gammel nok til at blive smidt på toget, så flyttede han til en by ca. 15 km væk.

Mine forældre har altid holdt en pæn tone overfor hinanden, de har aldrig snakket ondt om hinanden overfor mig, og når jeg skulle hentes/bringes var der altid tid til en kop kaffe og en sludder.

Til min konfirmation var både min mor + hendes kæreste, min far + farmor/farfar med.

Altså - ingen problemer af nogen art på noget tidspunkt

Men det kræver nok også sit af forældrene, specielt den forælder der "vrages".

Jeg håber din veninde og hendes ex finder ud af tingene, det er en sur situation at stå i

...Nu har veninden i hvert fald tilkendegivet overfor kæresten at det er ok med fælles forældremyndighed, for hun kan godt fornemme, at han ellers vil føle sig for meget uden for datterens liv. Kærestens respons var "Fedt! Nu kommer du aldrig til at flytte herfra!"

Ja...hvad fanden gør man, når man som mor bare vil gøre det godt som muligt, men har en kæreste (eks), som bare ikke vil forstå, at det ikke er HAM, det drejer sig om, men barnet?!

Jeg holder nu stadig på, at hun skal søge om ene forældremyndighed og så kan han få fælles forældremyndighed, når han har vist, at han kan håndtere det. Når han ikke er interesseret i at have datteren, hans eneste mål er at forhindre veninden i at søge arbejde udenbys og flytte væk fra ham, for han vil ikke acceptere, at hun får en ny kæreste! Og det er det, diskutionen ender med hver gang "Du skal sq ikke regne med at jeg vil hjælpe dig med hverken det ene eller det andet, så du kan få fri til at score!"

Og ret utroligt, at det er dét, der fylder hos ham, for nu er veninden jo ikke sådan ligefrem en "scor-scor-slap af!"-type. Hun vil bare gerne have et job, nu hvor hun er færdig med sin uddannelse, og så opbygge et liv for hende og datteren. Mænd er nok det sidste hun er interesseret i lige nu... Men det er altså det eneste han kan tænke på.

Men som det ser ud nu, så ender de på fælles forældremyndighed. Jeg er meget spændt på at se hvordan det kommer til at gå...

Camilla

...Malu>> da du var 5 år, var du da glad for, at dine forældre flyttede fra hinanden? Jeg tror, at selvom forældrene senere formår at få tingene til at fungere til UG, så er det ALTID traumatisk og trist for barnet, når forældrene vælger at blive skilt. Også selvom man som skilsmisse barn senere lærer at forstå hvorfor og finder ud af, at det er ok.

Camilla

Jeg er også skilsmisse barn med fælles forældremuyndighed, og her har vi altid holdt jul, fødselsdage og højtider sammen, selvom de var skilt, og den dag i dag, efter 25 år, så er de stadig gode venner. SÅ det kan lade sig gøre. Men mht at hun ikke kan flytte, så er det lidt forkert. Hun må gerne flytte til en anden by, men så skal HUN så betale en vis del af transporten for at han kan se hende.

Det kan jeg faktisk ikke huske .. jeg har da sikkert nok savnet at have min far i hverdagen, men han boede jo mindre end 1 km derfra så jeg kunne snildt smutte derover.

Men du har nok ret - lige gyldigt hvor smertefrit forældrene prøver at gøre det, er det en omvæltning, men (som andre også skriver) hellere 2 glade forældre hver for sig, en 2 sure sammen

er det sådan at man kan spille de kort man har fået - eller man kan vælge at passe

Med det mener jeg at jeg altså ikke føler mig særligt ramt af "min hårde barndom" (Ej heller af mobning og den slags andre grimme småting jeg har været ude for) - for det har jeg simpelthen valgt ikke skulle definere mig.

Der er naturligvis situationer hvor det sparker en i måsen (Som når min far fx. fortæller mig at han godt ved at jeg blir til gidslet i situationen - men alligevel bliver ved med at svine min mor til) men generelt set så er det altså ikke noget jeg sådan går og tænker på - eller lader mig definere af Jeg har lært at der kun er en til at skabe min lykke - og det er mig selv. Men det har taget LANG tid at komme hertil ...