Jeg forstår dig.... der er så mange ubearbejdet følelser inden i en efter en slem fødsel..

Jeg fik jo en lille pige som døde i 2003 og fødte så her i 2005 en dreng ved planlagt ks... hvilket var en rædsom oplevelse da jeg ikke blev bedøvet nok, jeg kunne mærke de skar, jeg mærkede hvordan min hud ploppede fra hinanden, det gjorde voldsomt ondt, jeg klagede mig og sagde avavavavvvvv, jeg kan ikke beskrive den smerte...

Jeg kunne ikke blive bedøvet om, da lægen allerede havde skæret i mig, og de kunne intet give mig pga. vores forhistorie, jeg har jo født to børn som døde, derfor blev der ingen chancher taget her.... jeg måtte udholde det indtil han var ue af min mave, derefter kunne de sprøjte morfin i mine årer, men det hjalp ikke... jeg fik sprøjter hvert 3 eller 5 min. men det gjorde lige ondt.. Lige da de viste mig min søn, tænkte jeg som det første "hvem er det" jeg forstod slet ikke at jeg havde født ham pga.- de skrækkelige smerter... Det hjalp da han kom op til mig... men når jeg ser de billeder, så ser jeg så forpint ud... det gør helt ondt ind i mig når jeg ser dem...

Jeg er også utrolig bange for at han skal dø fra mig, skal have ham inden for synsvidde konstant...

Jeg tror at jeg for så vidt er kommet videre i forhold til det kejsersnit da jeg har oplevet en fødsel som var værre, det var den af min lille pige... men det trækker stadig tårer når jeg tænker på det kejsersnit som ellers skulle have været min bedste fødsel, stille og rolig og uden panik.... det blev det så ikke..

Narkoselægen som vi talte med efterfølgende var meget ked af det, ligeledes var jdm... jeg havde simpelthen fået for lidt bedøvelse, noget som ikke ret ofte sker, det skulle så bare være mig som skulle have den oplevelse med også... selvom jeg ellers synes vi har haft nok barske ting inde i vores liv..

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med det her indlæg, jeg vil bare sige at jeg forstår dig....

Du kan læse om mit kejsersnit, min ene datters fødsel som nær var endt med endnu et dødt barn, samt fødslerne af mine to døde børn, hvis du trykker på linket her i bunden... billeder af mine børn....

Det skal nok gå, selvom du føler det helt forkert nu, du skal have den skrækkelige fødsel talt igennem igen og igen... indtil du accepterer at sådan var det bare... ¨når du kommer dertil så tror jeg du falder til ro igen..

Siden mit andet barns fødsel, ham efter mit første døde barn.... har jeg levet med den angst dagligt at mit eller mine børn skulle dø... så jeg forstår hvor forfærdelige tanker og fantasier du har....

Mette

oplevelse
Selvfølgelig er en fødsel aldrig behagelig, men at den skal være direkte grusom er jo ikke meningen.

Jeg synes, at det er flot at du fortæller om det. Mange ville bare holde det for sig selv og familien for ikke "at tabe ansigt". Det viser bestemt, at du er på rette vej

Jeg håber for dig, din datter og din kæreste at du kommer igennem dette snart og får hverdagen til at køre normalt - et stort trøstekram skal du i hvert fald have herfra.

Sikke en grim oplevelse du har og er igennem lige pt. Jeg må indrømme, at jeg nu her hvor jeg er i uge 28 + 5 ind i mellem tænker på om jeg mon får en fødselsdep. Ret irreterende tanker at have lige nu, men de kan være lidt svære at skubbe væk. Så jeg føler meget med dig.....

Mette, puha sikke en oplevelse med planlagt ks, du der fortæller, især fordi der er stor mulighed for at jeg skal have planlagt ks, pga at min moderkage ligger og spærre for udgangen. Jeg skal dog scannes i uge 32, for at se om den har flyttet sig, men har lige været til 2. jm besøg, og hun sagde, at der ikke var så stor sansynlighed for at den havde flyttet sig. Så jeg er så småt begyndt at indstille mig på ks.

Katja, jeg håber du snart får det bedre....

Mange knus herfra.

Hej Katja

Tak for du fortæller din historie. Måske har du fortalt det tidligere på siden, men hvorfor blev i indlagt efterfølende?

Jeg havde også en anderledes fødsel, og var til en samtale med jordemoderen bagefter, hvilket gav mig fantastisk meget, så glæd dig til det. Jeg talte også min fødsel utrolig meget igennem med min lillesøster, der selv er JM, og var med til fødslen. Min dreng var dog helt sund og rask da han kom ud, så det kan jo på ingen måde sammenlignes med det du har været igennem.

Kort fortalt udvidede jeg mig fuldt på 12 timer, hvorefter presseveerene startede, men da han ikke sad helt nede i bækkenet som han skulle måtte jeg ikke presse. 2 timer senere med tilbageholdte presseveer, begyndte hans hjertelyd at dykke, efter yderligere ½ time besluttede de sig for at lave kejsersnit da der ikke rigtig skete noget. Hjertelyden rettede sig, men de fastholdt jeg skulle have kejsersnit (og jeg protesterede ikke), så istedet for akut kejsersnit med fuld bedøvelse, ville de ístedet lægge en rygmarvsbedøvelse. Den unge læge kunne ikke ramme, så 1 time og 4 forsøg senere besluttede de sig endelig for at ringe efter en anden læge. 3½ time efter presseveerne startede kom min Jeppe til verden.

Det var egentlig ikke min fødsel jeg ville have fortalt dig om. Da jeg i morges læste dit indlæg satte det gang i en masse tanker hos mig, jeg har tænkt hele dagen, men jeg føler mig endnu ikke klar til at dele hele vores historie med jer. Men kort fortalt fik min dreng for ½ år siden konstateret leukæmi, vi fik ikke tilbudt nogen form for krisehjælp, og en veninde har senere fortalt mig, at da hun 14 dage efter vi havde fået diagnosen foreslog at vi søgte professionel hjælp, havde mit svar været "han er jo ikke død endnu". Nu banker alle tankerne på, vi bør nok se at få hjælp, og jeg tror dit indlæg har været med til at give mig et spark i den rigtige retning.

Jeg håber det bedste for dig og din lille familie.

Nanna.

Hej alle,
Tak for opbakningen, det betyder egentligt ret meget for mig.

Nanna: Vi blev indlagt fordi Ea gik i krampe da hun var 1 døgn gammelt. Det var ekstremt voldsomt og det var ubeskriveligt hårdt at se sin lille nye datter ligge der med det hvide ud af øjnene og krampe igen og igen. Hun er dog idag 100 % fin og har ikke taget skade af kramperne. Hvorfor hun fik dem vides ikke.

Din egen historie lyder heller ikke specielt rar, jeg har en niece som fik leukæmi da hun var 9 år (2 år siden) Det har været meget meget hårdt for familien, selvfølgelig især min storebror og svigerinde. Hun er helt rask idag.

Jeg tror virkelig det er en god ide at få noget hjælp til at få det bearbejdet, da ens hjerne automatisk skubber sådan nogle "kriseting" til side for at du kan fungere i hverdagen. Det er bare ikke særlig smart.

Mette: Ja, jeg har læst din historie og også før kommenteret det, puuuuha det er bare så hårdt for dig alt det du har været igennem! Det værste er altså bare frygten for at barnet skal dø, den æder en op og er bare så... ja ved ikke engang hvad jeg skal kalde det. Jeg har SLET ikke været det samme igennem som dig, men føler jeg kan forstå dig rigtig godt.