snakker lige ud af posen...

Men helt ærligt lyder det ikke som om din mand (og for den sags skyld hans familie) egentlig gider dig - hvis ikke det havde været for børnene. Det hjælper jo ikke noget at du skal rette 100% ind efter hans humør og andre luner.

Jeg er selv skilsmissebarn (tja... barn er jeg vel ikke mere) og har ingen skade taget af det. Efter min mening hellere have to forældre der er glade hver for sig end samboende forældre som ikke kan sammen.

Jeg synes du skylder dig selv og dine børn at kunne stå inde for dit (jeres) liv - og det lyder ikke som om du kan det nu... Ret mig hvis jeg tager fejl.

Og hvorfor skulle du ikke kunne klare at være alene? det lyder da alligevel som om du nærmest er alene om det hele nu.

Og du har jo også både veninder og kammraten til at støtte dig.

Mvh. Ditte

Der er nogle ting jeg slet ikke forstår, i det du fortæller.

Da i lånte svigermors hus og hun kværulerede som du fortæller, hvor var din mand henne i dette? Hvorfor sagde hverken du eller han stop over for svigermor?

Jeg forstår heller ikke, at du ser det som din opgave, at overbevise din kæreste om, at du ikke har noget kørende med underboen. SELVFØLGELIG har du ikke det - og hvis han mistror dig for den slags, så vil jeg vove den påstand, at i virkelig mangler tillid og respekt over for hinanden.

At han direkte har sagt, at han kun er sammen med dig på grund af børnene har, jeg meget svært ved at forholde mig til. Er kommentaren faldet under et overophedet skænderi, *kan* det være ren galde, som han burde give dig en undskyldning for. Er det sagt roligt og kontrolleret, så burde du tage dit gode tøj og gå din vej. Den slags siger man bare ikke - så skal du leve sammen med en mand, som egentlig ikke vil være sammen med dig i 18 år, "for børnenes skyld"?

Man kan godt fornemme, at din mand har problemer med selvværdet, siden han er så bange for, at du har noget kørende med underboen.

Men derfra og så til at opføre sig som din mand gør, der er langt. Rigtig langt.

Hvis jeres forhold er begyndt at gå ud over børnene, med "misvisende" opdragelse, dårlig og trykket stemning osv. så skal du reagere. Et eller andet skal der ske, for stemningen bliver ikke bedre, så længe dine svigerforældre får lov til at sige og gøre hvad de vil og så længe din mands deltagelse i familien er lig nul.

Jeg synes du skal finde ud af om han virkelig mente den kommentar han gav dig. Hvis ikke, så bed om en undskyldning. Og så skal i tage fat i de svigerforældre. De skal overhovedet slet ikke blande sig i noget som helst, medmindre i beder om det.

Din mand skal løsrive sig, blive voksen og tage sin del af ansvaret. Giv ham halvdelen af opgaverne derhjemme og informer ham om, at i fra nu af opdrager børnene SAMMEN. Bed ham om at deltage i børnene - i sociale begivenheder. Han må tage med på skovtur, tur i sommerland, legeland, handleture - ja, alt der kan laves en hyggestund ud af sammen med børnene og så må han frem for alt MANDE SIG OP, hvis han har nogen som helst interesse i jeres forhold.

Ellers må du "tage ansvaret" og gøre op med dig selv hvad der skal ske. Hvis han fraskriver sig noget som helst ansvar, så tager du børnene og finder et andet sted at bo - medmindre han

godt selv kan se alt det her rod og frivilligt fordufter.

Gu er det hamrende ærgeligt, at ens drømme og visioner brister - og man vil næsten altid gøre et forsøg mere - det er bare ikke altid det er den bedste løsning og slet ikke når der er små børn blandet ind i det. De er udemærket klar over, at alt ikke er som det skal være, og jeg tror den slags skader dem 100 gange mere end hvis man bor hver for sig.

Den bedste løsning vil nok være, at han har børnene hver 2. weekend, men den slags må i jo finde ud af senere hen - det vigtigste er at de får en tryg og positiv hverdag i en fart.

Fortæl hvordan det går

Kram herfra

Det er jo klart, at du ikke er 100% inde i forholdet, for med det du beskriver, så er du jo halvvejs alenemor til 3. Havde du haft et mandligt modstykke som tog ansvar,- også når det måske var hårdt og surt, så havde du nok set anderledes på det.

Så havde du stadig været haft energi og overskud til at være kvinde og kæreste ved siden af - ligenu har du ikke et modspil og det tapper jo alle dine kræfter, alt det her.

Håber virkelig i får det snakket igennem.

den er altså grum...

At have svigermor/-far tæt på frem for ens egen mor/far - det er bare ikke at foretrække; slet ikke hvis man har behov for hjælp. De har en tendens til at overtage hele showet.

Efter vi er flyttet tilbage til svigermekanikkens "område", går tingene altså også oftere i hårknude her... (man længes lige tilbage til Skive en gang)

Kan I ikke bede dem om en ferie - en måneds tid med telefonsamtaler max en gang om ugen, med mindre himlen falder ned.

På sin vis kan man undre sig over, at din mand ikke indser, at hvis du engang skulle finde på at have noget kørende med nogen som helst, så var det måske fordi din kære gemal ikke giver dig det, du har brug for (hvilket både består i kærlighed, omsorg, glæde og hjælp)? For det er jo det, der er hele humlen.

Ikke at det skulle retfærdiggøre et sidespring; men det er aldrig KUN den, der har sidespringet, der er skyld i det.

Hvorfor spørger han, om I skal gå fra hinanden? Han lægger hele ansvaret og hele beslutningen på dine skuldre - og det kan han sq ikke være bekendt! Hvis du er fræk, spørger du "hvad synes du?", næste gang han spørger - og så er det altså ham, der har udspillet - det er jo alligevel ham der tager initiativet til snakken.

Og hvis han alligevel bare sidder foran en skærm 24/7, så må han vel have haft masser af tid til at tænke over og til at tage den beslutning?

Om I skal fortsætte eller ej skal jo være op til jer; men for jeres børns skyld skal I heller ikke trække den for langt.

Som de andre siger, så skal du altså heller ikke være sammen med én, der alligevel ikke har lyst til at være sammen med dig, hvis det er dét, der er tilfældet. Hvis han virkelig elsker dig - så har han også lyst til at være sammen med dig - bom basta! Og så må han altså få "fingeren ud" og gøre noget (andet end at sidde foran sin PC)!

Og blev du nu klogere? (jeg er ikke sikker på, at jeg gjorde...)

Men hvor føler jeg med dig. Jeg har også den slags tanker ind imellem. Men heldigvis ikke så tit - det falder som regel samtidig med, at vi har været sammen med svigerfamilen, og det er bare surt.

Som jeg læser det, ser det i øjeblikket ud til at du er enlig mor til 3, så at gå derfra og til at være enlig mor til 2, kan kun blive bedre.

Vær glad for at I ikke har hus, som først skal sælges. Det er nemmere når det er en lejlighed, så skal i kun dele inventaret.

At du udviser bekymring for din nabo, er kun et tegn på, at du er ansvarsbevidst og omsorgsfuld.

Det er vanskelig at råde folk til at gå fra hinanden, når der er børn involveret, men i dit tilfælde, tror jeg det vil være det bedste for dig og dine børn, desværre. Det er jo ikke nok at sige at han elsker dig, der skal ligge vægt bag de ord. Han kan ikke bare forlange at du skal sidde og holde ham i hånden hele dagen. Han skulle være blevet hjemme hos moar, hvis det var en selskabspapegøje han ville have.

Held og lykke med samtalen

Mvh Helle

Kan godt se at jeres forhold ikke rigtig fungerer for tiden. Og ved at det er hårdt for dig, og det tror jeg også det er for Tonny. I har haft nogle svære perioder og i har sikkert begge mistet den store gejst for at kæmpe videre. Men min holdning er så også at så længe i elsker hinanden er det værd at kæmpe for.

Selfølgelig skal det ikke gå ud over børnene, men så må i måske få noget hjælp via parterapi el. lign.

Men prøv måske at sætte jer ned når ungerne er puttet, sluk for tv, computer, tlf osv. og så snak sammen stille og roligt og frem for alt lyt på hinanden, snak om hvorfor i faldt for hinanden i sin tid, hvad det er ved hinanden i sætter pris på, hvorfor i valgte at flytte sammen og få børn. Fokuser på de positive ting. Og derefter kan i sammen prøve at finde nogle løsningsmodeller, som i begge har det godt med.

Håber i finder ud af det og får nogle gode snakke. Vil gerne skrive mere, men de små kræver lige noget opmærksomhed =0)

Mange hilsner Line

Hej stella

Jeg synes du gør det helt rigtige ved at kæmpe, for elsker man hinanden, så er man et langt styk hen ad vejen.

Det jeg ligger specielt mærke til er at du har haft en depresion og at Tonny har en som han ikke vil gøre noget ved. Jeg har selv haft et par depressioner, og det er virkelig noget der kan sætte forholdet på prøve, kan slet ikke forstille mig hvor svært det må være når det er fra begge sider, og der er små børn der skal passes også.

Jeg oplevede at jeg ikke kunne finde ud af mig selv og hvad jeg følte.

Jeg tror det er vigtigt at I får noget hjælp, så I begge kan komme væk fra depresionerne og nær hinanden.

Var det måske en ide at komme længere væk fra svigerfamilien?

-Ellers så brug dem, lad dem tage børnene en søndag, hjælp hinanden med at få overstået det huslige, og nyd så hinanden bage efter.

Jeg håber for dig at I finder ud af det og kommer videre. Men husk at lige meget hvad I vælger, så tager det tid.

Maria

Hvad med at lade ham "komme til" at læse den her tråd... ???

Her står jo alle dine tanker, om det her i..

Hvis ikke han kan få øjnene åbnet, ved at læse det, så er han direkte blind...

Sødeste ven.

Du har mit tlf nr.

Kram, Mille

Mangler ord. Føller med dig.

Jeg står selv og skal være alenemor til to. Har termin om 7 uger og håber bare jeg snart finder noget andet at bo i.

Det er jeg ked af at høre, men synes nu heller ikke at det lyder til at han støtter dig ret meget, men nu hører vi selvfølgelig også kun din version.

En ting vil jeg sige, og det er, at hvis I kun bliver sammen for børnenes skyld, så skal du flytte -det er aldrig for børnenes bedste, hvis I ikke har det godt sammen...

Håber at det hele løser sig

Uha Stella

Det er hårdt at sidde og læse, jeg kender ikke dig, men udfra hvad du skriver, så har du helt ret i at han ikke stoler på dig...

Jalusi er en forfærdentlig ting, og at han ikke stoler på hvad u siger, og på hvad alle andre siger. Det er helt galt.

Jeg kan ikke råde dig, kun håbe at alt bliver godt for dig igen. Ligemeget om du bliver, eller går for dig selv, så er det en hård tid du skal igennem.

Maria

Først må jeg sige at jeg har ondt af dig/Jer... Derefter, hvordan pokker kan du holde til det?! Manden din er jo ubeskrivelig jaloux, og intet menneske er tjent med sådan en partner, slet ikke når man tænker på du har givet ham to børn og en masse år sammen.. -Altså, det er jo også dine børn, men uden dig havde ham dem jo ikke, kan du følge mig??

Mht at være alenemor, kan jeg kun sige: Det er da nemmere, end det liv du har nu!!! Jeg har været alene med Janick fra dag 1 af og først nu, hvor han er 2½ år, har jeg en kæreste der tar en del af "slæbet" og endda på den fede måde, så vi alle tre er sammen, som "far, mor og barn" skal være. Han er helt klart med til at gøre min hverdag nemmere, men igen, jeg klarede det længe alene. Rent økonomisk er jeg sikker på du klare dig og giver dig helt ret, børn bør ikke deles!! Uha, min bror og jeg blev delt, og det kom der absolut ikke noget godt ud af!! Jeg ville hellere "opgive" mine børn, lade faderen få dem, så jeg havde dem hver 14. dag plus det løse, end dele dem! men det er jo kun fordi jeg har oplevet på min egen krop hvad det gør ved et barn..

Jeg håber du får styrken til dit valg, hvad det så end er! Pas på dig selv, Stella og dine børn!

Venlige tanker, Helene

minder mig meget om min søster's, hun er netop blevet skilt fra sin kæreste/mand gennem 15 år.

De tjekkede dog hinanden gensidigt og det drev dem til sidst ud over kanten med efterfølgende skilsmisse, det skal lige siges at de blev gift sidste år i juli.

Har du tænkt over om han evt. har noget at skjule ? hans sygelige trang til at skyde dig utroskab i skoene kan jo meget vel være fordi han selv går rundt med en dårlig smag i munden, sådan viste det sig nemlig at være hos min søster, og den dag idag mener han at det er hendes egen skyld at de ikke er sammen ! Halloo det var dig der flyttede ind hos en anden 3 dage efter du flyttede væk for at klare tankerne mand.

Bare en tanke herfra, håber i finder den rette løsning for jer alle men man skal ikke blive sammen for enhver pris, det går ud over jer alle i det lange løb. Går din mand til psykolog, det lyder for mig somom han har nogen ting som kun en professionel kan hjælpe ham med.

God vind fremover Jeanne

Hvordan går det nu?

Er ting blevet bedre, eller er i så småt ved at pakke og gå hver til sit?

Mange tanker Eva

...herfra: Hvis du ved, at din kæreste bliver ked og mistroisk over at du ser så meget til naboen, Jesper, hvorfor bliver du så ved med at dyrke det venskab? På den måde fortæller du jo din kæreste, at han betyder mindre end Jesper...?

Jeg ved godt, at man kan sige, at han ikke skal bestemme hvem du skal være venner med eller ej, og det skal han heller ikke. Men der er også noget, der hedder at tænke sig om og vise hensyn. Hvis mit forhold til min kæreste gik ad h... til, så ville jeg dælen dytme godt nok også være mere end almindelig mistænksom og jaloux hvis han konstant hang ud og sms'ede med den søde singlepige ved siden af! Det ville med garanti ikke hjælpe på situationen.

Der er mange ting i din beretning, der ikke rimer. Jeg kan ikke tro, at han er alene omat ødelægge det - ham og hans familie. Du bærer også en del af ansvaret. Når et forhold går i stykker, aå kan man ikke give den ene part skylden. Man er altid to om at ødelægge det. Og uanset hvordan det sker, så er det drøn hårdt. Så det du skal, det er at finde ud af om du vil ofre det, der skal ofres og kæmpe det, der skal kæmpes for at få dit og kærestens forhold til at fungere eller om du ikke vil. Vælger du ham, så betyder det, at du må vælge nogle ting fra. Bl. a. dit venskab med Jesper. Surt, men sandt.

Sådan ser jeg det. Men det betyder ikke, at du ikke har min dybeste medfølelse, for det har du. den situation du står i er opslidende og ødelæggende og der er ikke mange alternativer.

Camilla

det er da bare så dejligt for dig!

Men vi må jo give Tonny lidt ret i sin jalouxi så, for Jesper har jo været ude efter dig...

Det er en lang kamp I skal igennem, men forsøg at komme tæt på hinanden igen, og vær ærlige over for hinanden.

Det er da ikke småting du bliver udsat for.

Må sige at ham Jesper da vidst har vendt 180 grader. Håber I finder et godt sted at bo, og kommer væk fra problemerne.

Men vi kan da håbe at dette knytter dig og Tonny mere sammen.

Knus Maria