aldrig rart at se, at børn ikke har det godt hos deres forældre, eller den ene forælder som i dette tilfælde.

Jeg synes nu ikke det er en forkert følelse at have. Man kan sagtens holde af sin familie, dog uden at synes om alle deres sider.

Jeg synes ikke der er noget forkert i, at du tænker, at hun aldrig burde have haft børn, samt du håber hun ringer for at fortælle, at den lille skal bo hos plejefamilien. Jeg kan da også nogle gange tænke om andre, at de burde aldrig have fået børn, sådan som de behandler dem, og det mener jeg ikke er en forkert følelse.

Det eneste du kan gøre (hvis ikke du kan kontakte kommunen?), er at krydse fingre for, at han kommer til plejefamilien.

fuldstændig samme følelse.

Har selv noget familie langt ude, som jeg heller ikke mener burde have deres børn. Dog har kommunen været inde over og de har stadig børnene, så jeg kan jo ikke gøre meget andet en at have ondt af børnene.

Mvh. Ditte

at kommunen har det fuldstændig ligesom dig. Når hun kan bruge aflastningsfamilien som hun ønsker, er den nok laver rent juridisk som en rådighedsfamilie. Det vil sige, at de skal tage ham, når din søster gerne vil have det. Når man laver sådan en foranstaltning er for at lave en blid overgang til en anbringelse, når kommunen ikke har nok til en tvangsanbringelse.

Kommunen er meget obs på din søsters dreng, tror jeg, så det ender nok med, at han lige så stille og roligt er mere og mere i aflastningsfamilien.

Hvis du taler med din søster, selvom det er svært, så prøv at rose hende for, at hun bruger familien så tit. For det er jo også omsorg overfor børnene, at hun lader andre tage over når hun ikke selv kan.

Dejligt at de to store har gode fædre, og alle tre har en god moster, det har de brug for gennem deres opvækst.

For de svar der nu er kommet.

Det gør at jeg har det lidt bedre med de følelser.

For jeg ønsker jo kun det bedste for børnene for de er min familie, og jeg ønsker ike de skal have en skidt opvækst.

pony-mor:

Det du skriver lyder da meget rigtig (sådan har jeg slet ikke tænkt på det), at de gør det så blidt så muligt for alle parter, så Lukas ikke bare bliver smidt ud i en plejefamilien, men vænner sig til dem.

Jeg håber som sagt at det ender med at han kommer i pleje, for for mig, vil det være det bedste, bare det at vide at han er ved en familie der er glade for ham.

din søster har givet op...

Prøv at se det på en anden måde:

Hun føler måske, at hun ikke duer som mor (måske har nogen antydet det for hende...?) - og når Daniel er ked af det, når han er hos hende; ja, så duer hun jo ikke.

Når børnene er kede af det hele tiden og kræver en masse opmærksomhed af hende, som hun ikke føler, at hun kan give dem - ja, så tror hun måske på, at de har det meget bedre uden hende. Og eftersom alle forventer af hende, at hun skal se sine børn (og ellers er et enormt dårligt menneske), så gør hun det, men undlader at knytte sig for meget til dem, for at undgå at de knytter sig for meget til hende - for så bliver de jo bare skuffet (tror hun). Desuden undgår hun at vise følelser af nogen art, fordi hendes omgivelser hele tiden vurderer hende på, hvordan hun agerer... Det er da hårdt...

Jeg har set noget, der ligner en del, men som alligevel ikke er helt så langt ude - en sød knægt, der manglede grænser allerede som lille (forældrene blev skilt da han var 1 år, og han boede hos moren) - bedsteforældrene (mormor og morfar) irettesatte knægten, selv om moren var til stede; og "over-rulede" hende næsten altid, og fortalte hende tit og ofte, hvad hun gjorde forkert.

Nok var der problemer, da han var lille, men de blev faktisk bare værre af dette. Hun har aldrig kunnet gøre noget, som hun har fået ros for - og når man indser det og stadig tror på alt hvad ens forældre siger - ja, så ender det med at man giver op. Og den pågældende knægt, der nu er knap 10, ja, han bliver aldrig irettesat af sin mor.

Han har truet ad min datter (der er 10½ måned gammel og dermed måske ikke lige VED, at hun irriterer ham), klemt hendes hånd hårdt, og heldigvis har jeg da set det og har så selv taget affære - for moren gør ingenting.

Men jeg forstår hende på en måde godt; for uanset om hun reagerer eller ej, så gør hun det ikke på den helt rigtige måde - og det skal hun nok få at vide. Og vil man ikke sige sine forældre (eller familie generelt) imod, ja, så er det altså den eneste anden løsning...

Jeg kan selvfølgelig ikke sidde her og sige, at sådan ér det bare - men eftersom du jo selv virker meget fornuftig og som en god mor; så kan jeg dårligt sætte mig ind i, at din søster skulle være meget anderledes - på bunden.

Jeg tror i stedet, hun har brug for både (rigtig meget) hjælp og opbakning.

Jeg tror på enhver gør sit bedste, ud fra de forudsætninger man nu har. Jeg tvivler på din søster ikke har interessen, hun mangler nærmere evnen, og har måske givet op? Har i virkeligheden brug for hjælp og opbakning?! Et barn der er opgivet af sin mor, kan måske i virkeligheden have det dårligere, end et barn hvor moderen har kæmpet en kamp for det og har vundet?! Jeg siger ikke barnet skal være prøveklud, og har jo intet kendskab til hvor dårlig stillet drengen er.

Jeg siger ikke dine tanker er dårlige, for enhver vil ønske det bedste for et barn.

Jeg husker du på et tidspunkt har fortalt at du og Alex også havde behov for hjælp til at få organiseret jeres liv da i fik Andreas, og det slog mig da jeg læste dit indlæg. Hvad har du og din søster med i bagagen hjemmefra, der måske gør hun ikke magter opgaven?

Mvh. Nanna.

Tja..

Jeg kan da godt se det fra jeres side med at hun måske har opgivet.

Det er jo ikke fordi jeg øsnker at irrettesætte (<- staves?!) hende, men når jeg prøver at spørge hvordan og hvorledes, så er det hun lukker af, og jeg kan lige så godt opgive det.

Men hvad vi har med i bagagen?

Tjo, vores mor er blevet erklæret skizofren her for godt 9-10 år siden.

Da lægerne erklærede det, sagde de også at hun kunne have været syg i mange år før dette blev opdaget, og jeg tror, at hun har været syg i al den tid jeg har levet - eller ihvertfald fra at jeg kan huske.

Hun begyndte så at kigge temmelig dybt i flasken, og dette resulterede så til sisdt i at min mormor og morfar fik hende indlag på den lukkede, da de var bekymret, hvor sygsommen så så dagens lys for første gang.

Men når jeg kigger tilbage, så kan jeg godt se et mønster mellem min mor og min søster.

Jeg har da ikke lige tænkt det på den måde, og jeg er da glad for at jeg lige får frisket det op.

Ja, hun har nok brug for hjælp, men at forslå det for hende, det bliver svært, da hun så bare tror at jeg tror hun har pip i papkassen - for det forbinder hun det psykiske med.

Men det bekymre mig...

Om din søster er syg, har opgivet, trænger til forståelse og hjælp så er det altsammen noget som tager tid, før hun får det så godt at hun kan tage sig fuldtids af sin søn.

Han har ikke tiden, han kan ikke vente på at mor, får så meget overskud, at hun evner/bliver rask/får interessen/eller hvad det nu er hun skal hjælpes med.

Imens hun får gjort noget ved sit eget liv, kan hun jo være en god mor på deltid, hvis hun orker det. Hun kan jo ikke stille sønnen på stand by så længe, det tar han skade af.

med at børnene ikke skal sættes på stand-by.

At kommunen griber ind skal der da heller ikke pilles ved, så vidt jeg kan høre. Det er jo en aflastning - og når hun bruger den mere end hun behøver, kan hun jo "trappe ned" hvis hun får det bedre med det hele.

Men de nærmeste kan måske ændre deres måde at observere hende på, tænker jeg.

Lade være med at tænke, at hun er en dårlig mor, at hun ikke bekymrer sig nok (og overvåge) - og i stedet lægge mærke til, hvad hun gør godt og gerne også kommentere det uden at det virker påtaget (svært, men ikke umuligt)... Det synes jeg også er en måde at hjælpe hende på.

Jeg er heller ikke sikker på, at det nødvendigvis bedrer tingene, at foreslå eksempelvis psykologhjælp - det lyder ikke som om hun er en, der gerne betror sig til andre eller direkte søger den slags hjælp; og så kan man nok nemmere komme til at gøre mere skade end gavn.