I din situation er det vigtigste spørgsmål nok - hvad er vigtigt. Børn eller den mand??

I mit tilfælde.
Jeg er 35 år.
Kender du vittigheden "har du hørt om dender trang til at være gravid og få børn? - Ja, jeg har HØRT om den". Hæhæ, det er mig. Jeg har ikke baby instinkt.
For mig svarer "jeg vil have en baby" til at sige "jeg vil lave menneske i str x small". Hvad er det med babyer (udover afhængighed af pleje) der gør dem anderledes og så attroværdige sammenlignet med andre mennesker? Når jeg ser en baby, ser jeg ikke nuttet men bare et voksende menneske...

Jeg er overbevist om, at vi mennesker bærer rundt på forskellige instinkter, og hos hver person har de instinkter forskellig styrke.
Beskytter instinkt, baby instinkt, @!#$ trang, trang til at være sammen med andre osv.
På en skala på 1-10, scorer jeg 0 I trang til babyer.
Jeg kan se, at det betyder meget for mine søskende, venner osv - der er bare noget jeg ikke helt fatter?? Hvorfor er det fascinerende at bære noget i sin mave, som ikke kan leve udenfor din mave, men måske kommer til det? Hvad er det ved den kæmpe opgave, som ansvaret for et barns opvækst jo er, der tiltrækker folk?
Jeps, der er et instinkt hvor min kvote er givet videre!Men for dem der har det instinkt, så fylder det en hel del...


- Hvis du har det som mig - så gå efter manden.
- Men, hvis det med børn bare ER vigtigt, så forklar manden at du elsker ham. Men stå ved, hvis dine instinker kræver at du får nogle børn. Og så kan han jo tænke over det. Og vælge dig med baby - eller I kan vælge at være sammen en tid, men du vil søge videre senere efter en der vil opfostre børn.
I dit sted - find ud af hvad du vil og gå efter det med åbne øjne.

ved godt det er mit valg... og noget jeg virkelig skal gøre op med mig selv...

mig med baby og ham er ikke en mulighed, det er enten mig og baby uden ham, eller mig og ham og en flok dyr.

kan godt lide børn, men som jeg har det lige nu så elsker jeg og se mine nevøer, og mine veninders børn, men er også glade for at give dem tilbage...

må gå i tænkeboks og mærke godt efter i kroppen.. bare rart og høre andres erfaringer

Det må jo altid ende med hvad DU personligt føler, DU ønsker.

 

Du må lave en plus/minus liste for at få lidt afklaring.

 

Hvis du virkelige ikke kan undvære at få barn, så må du tage en alvorlig snak med kærsten, hvis han stadig ikke ønsker flere børn, så må du handle ud fra hvad DU ønsker.

 

At jeg ikke har børn, er mit/ vores personlige valg. Jeg har aldrig haft "babytrang", ej heller kunne se det skønne i babyer.

MEN det er sådan jeg har det, om jeg kommer til at fortryde, ja, hvem ved. Men det er forsent at ændre på, for mit vedkommende, plus 50 og uden livmoder

er helt fuldstædndig klar over det er helt og addels mit eget valg og hvad jeg følger.. men jeg syntes bare det er rart og høre hvad andre har gjort sig af tanker da de tog beslutningen, og om de nogensinde har fortrudt deres valg..

bare rart og høre andres erfaringer med deres eget valg..

ingen tvinger mig til noget valg

Jeg vil stemme i kor med de andre. Du skal lytte til den dybe mavefornemmelse. Den fornemmelse som stikker dybt i bunden af maven.
Hvis den sætter en tvivl om du kan leve livet uden at få børn, så er det fordi du er i tvivl. Hvis den givet et ok sus når du tænker "skidt med børn, jeg har manden og alt det andet" så er der nok ikke et problem med at fortsætte som nu.

Jeg har ALDRIG haft babytrang. Man kan spørge alle, lige fra jeg gik i folkeskole og alle vil svare at Ane får ikke børn.

 

Nu har jeg alligevel fået 2 børn. Jeg fandt manden. Han ville gerne have børn. Jeg var egentlig ikke vild med tanken, men den dybe mavefornemmelse var alligevel i tvivl. Ville jeg fortryde, ville manden blive træt af mig osv osv.

 

Nå... Jeg har fået 2 børn, og jeg personligt har lyst til at skrige til alle som er i tvivl: FÅ SÅ DE BØRN.

Jeg knus elsker, elsker, elsker de unger. Jeg kan slet ikke forstå at jeg ikke har ville have børn.

 

Det har kostet det meste af mit egoliv, jeg er stadig ikke super begejstret for andres børn, min mand og jeg er forældre frem for kærester. Men jeg ville ikke bytte. De er det vigtigste i mit liv. Ingen tvivl om det.

 

Hvis nu min mand heller ikke ville have børn, så tror jeg at jeg havde haft fantastisk liv, med en masse andet indhold end lige børn. Jeg ville jo ikke vide hvad jeg var gået glip af, og jeg tror at jeg ville have ment at det var det bedste valg for mig.

Så havde det været udfaldet, havde jeg også haft et dejligt liv.

 

Så det var mit indspark. Jeg siger ikke du skal forlade din kæreste hvis du vil have et godt liv. Men jeg håber du vil lytte godt til hvad din egen værdi i livet er.

 

Hilsen Ane

 

Pavias fortælling styrker bare min holdning til, at "babytrang" overhovedet ikke er noget man kan "føle" i andres børn - som i SLET ikke..!!!

 

Jeg gider sgu heller ikke andres børn - og når jeg har haft nogle i hænderne, synes jeg da også noget af det bedste er, at de kan leveres tilbage. Men de rører heller ikke ved det allerinderste i et menneske, som ens eget afkom gør.

 

Når så det er sagt - så er det KUN dig der kan afgøre, om du vil leve livet med manden og hans barn, og give afkald på egne. Jeg bekymrer mig mest om, at du skriver, at du altid har drømt om at få børn.

Tænk nu hvis I går fra hinanden om 10 år - hvad så???

 

Den er svær - men du er nødt til at tænke på dig selv allerførst i den her...

Jeg har været meget i tvivl om jeg ville have børn, og min mand var ligeglad, så det var op til mig. Jeg besluttede at det ville jeg, for jeg ville sikkert fortryde det hvis jeg ikke fik dem.
Jeg har egentlig altid godt kunnet lide børn, men jeg elsker også friheden uden børn, kunne gøre hvad man vil, når man vil.
Vi går igang, og jeg bliver gravid lige med det samme. Det var meget overvældende. Mange af mine veninder har måttet kæmpe i årevis for det.
Vi får vores lille søn for ikke så lang tid tilbage. Og hold nu fast en omvæltning. Ens frihed bliver totalt fjernet, det hele er bare det her barn. Jeg kom seriøst igennem alle følelser i den første tid, også tanken om det nu var det rigtige jeg havde gjort. Nu sidder jeg så med min lille guldklump, og tænker at det var det helt rigtige at gøre. Men spædbarns tiden er hård, men det bliver godt på den anden side.
Jeg tror sagens jeg kunne have været lykkelig uden børn hvis min mand havde sagt nej. Jeg synes ikke man skal have børn hvis man virkelig ikke har lyst til det. Børn skal ikke presses ned over nogen, og børn skal heller ikke fødes til forældre der faktisk helst var foruden.
Jeg tror jeg vil sige som de andre, mærk efter i dig selv. Spørg dig selv om du tror du vil fortryde?

 

ville jeg aldrig fravælge det ønske til fordel for en mand, jeg ville heller aldrig indgå i et forhold til en person der ønskede børn, hvis jeg ikke kunne opfylde det ønske for den anden person (jeg taler om lyst, ikke omstændigheder hvor det viser sig umuligt at få børn).

 

Jeg har fået det barn jeg skal have, jeg er for gammel til at få flere, lysten er der ikke, jeg ville aldrig lægge det uønske over på et andet menneske uden børn med ønske om at få det.