Hvis jeg ikke havde kunne få børn var mine muligheder ikke så store.

Grundet min tro er det ikke muligt at adopter. Det får man simpelthen ikke lov til.

Så var det grunden her, måtte jeg stjæle andres børn, og desværre leve med det.
Men heldigvis kunne jeg få..

KEnder et par som har været sammen i 9 år, de kan ikke få børn. Så skrækkeligt. Har så ondt af dem, ville ønske man kunne gøre noget Om de med tiden vælger adoption ved jeg ikke

MiniBailay: Hvorfor pokker skulle du ikke kunne have adopteret? Det kan en bestemt trosretning da ikke afgøre??

Det, ikke at kunne få børn, er nok den største sorg (uden dødsfald), som et menneske eller par kan komme ud for. Heldigvis er der jo et hav af muligheder til at hjælpe f.eks. infertile par til forældreskab, men der er stadig par, som gennemgår disse behandlinger uden et barn til slut. Og det må være noget af det skrækkeligste.

Hvis jeg ikke kunne få børn naturligt, så ville jeg nok tømme mulighederne efterhånden, som det hele skred frem.

Jeg tror, at folks grænser ændrer sig, efterhånden som deres muligheder udtømmes. Men jeg ved jo ikke, hvor langt folk ville gå.

Jeg ville nok gå til adoption, hvis jeg ikke kunne få børn. Men først ville jeg prøve alm. fertilitetsbehandling.

Men der er jo folk som starter med inseminering, så IVF, så donorsæd eller donoræg, eller måske både donorsæd og donoræg, så måske surrogatskab og til slut adoption.

jeg ved ikke rigtigt.

Jeg ville personligt ikke gennemgå fertilitetsbehandlinger og jeg ville aldrig overveje reagensglas.

Adoption ville være mit første valg, men det er jo ikke sikkert at man har økonomien til det, det er jo meget dyrt.

Jeg ville nok ende med at acceptere det faktum at jeg ikke ville få børn, men leve med at låne andres.

Jeg har selv overvejet det rigtig meget, da vi har forsøgt i over 4 år før det lykkedes. Min størtse frygt siden jeg var teenager var at jeg ikke ville kunne få børn, men de år vi har forsøgt og jeg efterhånden fik mig vænnet til et voksenliv uden børn, nåede jeg faktisk at vænne mig til tanken om at det ville være okay hvis det ikke kunne lykkedes os at få børn selv. Ikke at jeg ikke ville adoptere, men jeg er ikke sikker på at vi ville kunne få råd, og manden var klart imod det.

Der var slet ingen tvivl om at vi ville tage imod hjælp i form af fertilitetsbehandling, hvilket vi også fik behov for da jeg nu er gravid efter 2 reagensglas forsøg. Jo man kan da ikke lade være med at tænke på det etiske i det, da vi ved fra de fleste dyrearter at fertilitet er arveligt, så man kan overveje om det er rimeligt for vores kommende børn, som man ikke kan lade være med at tænke på om de har øget risiko for nedsat fertilitet ligesom os. Men for både min og mandens vedkommende har vores forældre haft meget let ved at blive gravide, så det er jeg faktisk ikke så bekymret for.

Det har dog betydet at hvor jeg før drømte om 3-4 børn, var jeg nu nået frem til at 2 var nok, dels fordi jeg er nået at blive så gammel som jeg er før det lykkedes at blive gravid (ved godt at der er meget delte meninger om dette, men det er min holdning), og dels fordi det nok betyder behandling for hvert barn, og det kan jeg ikke klare at skal igennem mange gange. Nu er jeg så så heldig at jeg får 2 her første gang, så nu er jeg tilbage ved at jeg gerne vil have 3 børn, men det bliver nok kun hvis det lykkedes med et af de 3 æg vi har på frost, 2. forsøg var ret hård ved mig, og jeg tror ikke jeg vil gå igennem det med to små børn.

jo så heldig at jeg har en, men vejen der til var slem med 3 spontane aborter.. og i 4 forsøg så virkede heldigvis..

jeg ville på ingen måde adobterer det var bare ikke en mulighed for mig, men vi havde nok valgt at blive plejeforældre da, der er så mange børn der har brug for hjælp..

Tina

jeg har faktisk aldrig tænkt tanken, nok fordi at jeg aldrig helt havde gjort mig tanker om børn, ikke før en af dem meldte sin ankomst, alt alt for tidlig that is, men enyhoo,

Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort, måske nok ikke noget, har set mine kusine kæmpe og blive gravid og tabe og blive gravid og tabe med kunstig og det har taget så hårdt på¨hende, og min fætter og hans kone, alt det som de gik igennem og alligevel ikke få et barn, og de måtte ikke adoptere til en start, men så blev reglerne lempet lidt og så måtte de godt, og de har nu 3 vidunderlige børn fra brasillien mener jeg ... men om jeg selv kunne gå det igennem ved jeg ikke. har faktisk mine tvivl, så jeg er nok heldig nok at jeg bliver gravid bare jeg kigger på en fertil mand

jegk kan fortælle hvad vi gjorde.

i første omgang da jeg var sidst i tyverne og graviditet ligsom ikke dukkede op blev vi begge tjekket på kryds og tværs.alle prøver var normale og der burde ingen hindring være for at vi kunne få børn.

derefter lod vi naturen gå sin gang, og da jeg var 35 blev jeg gravid. naturen lod mig ikke gennemføre min graviditet der gik til grunde, men det havde tændt et fornyet håb og vi gennemgik de følgende 2-3 år 10 fertillitets behandlinger. dog uden en eneste graviditet til følge.

derefter skrinlagde vi ønsket om børn og lever nu lykkeligt sammen uden børn. jeg er nu 41 år

... vidst at hvis jeg ikke kunne få barn, ville jeg ikke gå i behandling men snarere adoptere.

Nu har jeg så uhyggeligt nemt ved at blive gravid, til trods for at jeg faktisk har konstateret PCO, så problemstillingen har aldrig været reel.

... du skal lade svigerne passe jeres dreng, nu hvor de har sagt ja. Virker de stadig ligeglade derefter, så spørger du bare nogle andre fremover.

Men at begynde at lyve om hvor I er, og at de ikke behøver passe alligevel er en meget dårlig løsning, som helt sikkert ender i voldsom konflikt, hvis I skulle ende med at blive opdaget.

Jeg synes, at du skal flytte dit sidste indlæg til den tråd, det hører til i Og synes i øvrigt også, at du har en rigtig god pointe!

mvh. tina