Jeg ville nævne det på forhånd og give ham muligheden for at tage med ud og klappe den en sidste gang.

Pas på med lange og uddybende forklaringer om døden, det vil han ikke forstå.

Du kan måske nævne at hesten vil komme til at ligge helt stille ligesom frøen og solsorten som i har set, og den ikke længere vil have ondt i sit ben når den er aflivet/død, og det er synd at den skal gå rundt med ondt i benet hver dag.Når den er væk fra gården er den kommet i himlen.

Håber i får sendt hyppen godt afsted.

Mvh Birgitte

Ellen, der nu er 3½ har nået at opleve 2 af mine heste er døde. Sidste sommer blev min gamle hoppe aflivet tidlig søndag morgen efter at have været syg hele weekenden (kolik), der kom hun med ud om formiddagen, og vi løftede presseningen, så hun kunne se hun lå der helt stille, og vi nussede hende på mulen og sagde farvel, og jeg forklarede at det var fordi hun havde været så syg, og at nu havde hun ikke ondt mere. Efterfølgende har hun indimellem af sig selv begyndt at snakke om, at hesten var død, men ikke ked af det, bare lidt trist.

Her i marts fik jeg så aflivet min islænder. Det var en planlagt aflivning grundet halthed, ikke en hest Ellen var specielt knyttet til, så her fortalte jeg det på vej hjem fra børnehaven efter hun var aflivet, og så gik vi ud og sagde farvel og nussede hende på mulen.

Det har været vigtigt for mig, at hun har fået sagt farvel til hestene efter de var døde, så døden ikke er blevet noget farligt mystisk noget.

Med børn i den alder tror jeg det bedste er, at forklare det som det er, at hesten har ondt, og derfor skal aflives. Og så at komme med ud og sige et sidste farvel når den er død.

Mvh

Merete

Jeg mistede min avlshoppe i november, efter hun fik et sår på benet og blevet meget syg.

Magnus på 3½ år fortalt vi at hun skulle væk/op i himlen og han fik mulighed for at sige farvel til hende (mens hun var i live). Vi mente ikke han skulle se hende efterfølgende.

Jeg havde ikke indtryk af at hun havde nogen særlig plads i hans hjerte, men jeg må have taget fejl.

Magnus har spurgt efter hende hver dag lige siden. Han siger at han savner hende og spørger meget til hvor hun er henne nu, om hun stadig har ondt i benet og hvornår hun kommer tilbage.

Uanset hvor mange gange vi snakker om det og fortæller ham at hun ikke kommer tilbage, så vender spørgsmålet tilbage.

Magnus har i januar fået sin egen pony, og her er ingen tvivl om at han elsker ham. Men han spørger stafig til min hoppe.

Grunden til jeg nok ikke havde forventet det, var at jeg har taget heste i ridning samt haft en del heste her før hende, som han aldrig har spurgt efter. Vi nåede kun at have hende et halvt år, så jeg regnede ikke med at hun havde gjort noget særligt indtryk.

Så jeg kan desværre ikke fortælle hvordan man skal gøre - jeg har åbenbart ikke gjort det rigtige.

Stald Olsen, de er jo nogle spørgelystne små børn i den alder i forvejen, så jeg tror også min søn vil snakke om det hver dag. Og det er jo også i orden, vil så bare gerne gøre det på den rigtige måde, så jeg ikke skræmmer ham eller gør situationen værre.

Jeg vil i hvert fald ikke tage ham med ud den dag det sker, og han skal heller ikke se hende ligge bagefter, for det ønsker jeg ikke selv at se på (altså bagefter)....

Jeg tror på, at det afmystificerer døden, at man ser det døde dyr, man behøver ikke se hele hesten, men kan lige løfte på presenningen og ae næsen. Jeg var 5 da min morfar døde, og var hverken med på sygehuset eller til begravelsen fordi mine forældre ville skåne mig, det tror jeg var en fejl, børn har et meget mere afslappet forhold til døden end de fleste voksne, og for at bibeholde det synes jeg det er vigtigt, at vi behandler en situation, med dyr der skal aflives, som noget naturligt, og noget vi kan snakke om, og for at børn skal kunne snakke om det, så synes jeg også de er nødt til at have set det (altså ikke selve aflivningen), hvem ved ellers hvilke billeder de får i hovedet inspireret af TV og den slags.

Jeg ved godt du ikke er enig, men jeg vælger alligevel at gentage min pointe fra ovenstående indlæg, så du tænker over det en ekstra gang, for når først DAKA har været der, er det for sent at fortryde.

Mvh

Merete

Jeg tror måske jeg ville lade ham se hende bagefter hvis jeg kunne gøre det om idag.

Magnus har jo set døde dyr før - hans far er jæger og han har set råvildt der er skudt, været med til at slagte gris m.m.

Men han kan altså ikke forstå at Tina er død. Måske det var en hjælp hvis han havde set hende. Jeg har selv et ret afslappet forhold til det, men det er jo heller ikke den første hest jeg mister.

Jeg tror nogen gange at forestillinger kan være værre end virkeligheden, omvendt syntes jeg til tider at virkeligheden kan være ret voldsom.

Det kan selvfølgelig godt være i har ret, har gået og tænkt lidt over det. Men det er ikke rigtig muligt at have ham med uden at han så skal være med under hele agten, så det går ikke. Jeg er stadig interesseret i at høre om hvad andre har gjort, eller hvis der sidder en klog derude (pædagog, familievejleder eller hvad sådan nogle nu kan hedde). Er der grænser for hvor meget man skal inddrage en på 2 år og 10 mdr???

Vi står foran at skulle tage afsked med børnenes shetlænder hoppe, som vi har haft i al deres levetid.

De elsker hende meget højt - men forfangenhed gør nu, at hun har kroniske smerter, er på smertestillende, og nu er det tid!

Hvordan forbereder man en pige på 4 år og ern dreng på 3 år, at det er sådan livet er??

Skal vi vente til bagefter, og ikke gå for meget op i aflivningen, men mere "at hun er død.."??

Er det vigtigt at nævne aflivning?!?

Jeg kan se ud fra ovenstående, at det er vigtigt at de kan sige farvel bagefter og det tilslutter jeg mig.

Men kan jeg forberede dem inden..?!?

De elsker hende som sagt meget højt - moren her sidder jo og tuder bare ved tanken .

Gode råd modtages med tak.

Først - trøstekram til jer der skal af med jeres heste.

Når det drejer sig om så små børn ville jeg ikke fortælle dem noget på forhånd. Det kan nemt blive noget abstrakt og fantasien kan få frit spil.

Jeg ville fortælle det når hesten var død. Fortælle at den var blevet meget syg og døde, - og så ville jeg bruge den gamle og meget søde forklaring om, at den var blevet en stjerne.

Når "savnet" så kom, kan man sammen gå ud og sende et fingerkys/sige godnat/godmorgen/ eller ...... op mod himlen.

På den måde fik vi sagt godnat til 3 katte og en Bedstefar mange gange, da vores datter var lille.

Ofte var det ved sengetid, at hun kom i tanke om dem, og så gik vi ud foran huset - sendte et fingerkys og sagde godnat. Det var nok for hende, så hun kunne falde i søvn uden triste tanker.

det på forhånd. For præcis to uger siden, tog jeg til dyrlægen med Katho min grand danois, mens min søn lå syg og sov. Han skulle egentlig ha været vacc, men det endte ud med en aflivning.

Da jeg sagde det i første omgang ville han ik accepterer at han ik var her mere. han fik agurk og slog og sparkede mig mens han råbte NEJ (han blir 3 d 9/12)...

Jeg ved ik om det ville ha hjulpet hvis han havde vidst det på forh¨nd. Men en ting er sikkert - vov vov var her da han kom op og sove, og var væk da han kom tilbage, og det var ikke rigtigt!

Der går stadig ikke en dag uden han nævner ham tusind gange fraj eg henter ham til han kommer i seng.

jeg ahr forklaret ham at han var syg/dårlig, og at han nu er i himmelen. Så pegerh an på sin næse og siger vov vov... Fordi Katho plejede at snuse forsigtigt til hans næse. Han kan osse pege op på himmelen og sige vov vov... Ja endda kan man ind i mellem se at han prøver om han ik kan se ham oppe på himmelen (@!#$ nu hyler jeg!)

jeg ville egentlig ha forstørret et billede af ham og hængt op på væggen. men jeg tør ik endnu, fordi jeg ved at han godt ved at det er ham, og det ik er sikkert han forstår at han "bare" hænger på væggen så.

Jeg synes der er kæmpe forskel på, om man har hesten hjemme eller den er opstaldet ude.

- Og endnu større forskel på,om det er en hund eller kat der indgår i familiens dagligdag.

Stute i dit tilfælde havde jeg forberedt barnet på, at hunden ikke skulle bo hjemme mere, fordi den var syg og skulle bo oppe i himlen, hvor alle havde det godt.

At lægge sig til at sove og så vågne op, og så er et familiemedlem forsvundet, må og skal kræve mange forklaringer pumpet med tryghed om, at det aldrig kan ske for mor og far og andre nære familiemedlemmer. (Det kan jo godt ske, men i sådan et tilfælde, må man gerne lyve, til barnet stort nok til at forstå noget mere)

at dte ik var meningen de skulle ha været sådant- men at det var sådant det endte trods alt. Men at jeg osse derfor anbefalerm an taler om det inden.

For mig er der ik forskel så længe det er en kæmpe del af barnets dagligdag som man kan se TS skriver hesten er for barnet.