Ja så fik jeg (desværre) lov til at opleve min datter få et anfald af feberkrampe = ikke en oplevelse man ville ønske for sin værste fjende 
I torsdags (ti dage efter Freja havde fået sin MFR-vaccine) vågnede hun med høj feber om morgenen (38,5). Hun blev derfor hjemme fra dagpleje og vi skulle rigtig hygge... Og det gjorde vi oså til at starte med, for allerede kl 10 var hendes temperatur faldet til 37,2 så vi tog ud og handle og sluttede indkøbsturen af med at besøge dyrehandleren. Her susede hun rundt og kiggede fascineret på kaninerne, fuglene, slangerne, fisk (og miniature aber - WTF?? Det anede jeg ikke man kunne købe, lidt foragret blev jeg da over det, men det er vist en helt anden historie i et andet forum 
)
Og da vi kom hjem legede hun videre og var i strålende humør. Hun var ikke specielt sulten, men fik lidt is og så blev hun lige pludselig drøntræt - så af med noget af tøjet og så ud og sove i barnevognen i skyggen... her sover hun så 90 min (plejer at sove 120-160 min) og vågner dybt ulykkelig og MEGET varm og blussende...
Jeg tager temperaturen og den siger 39,4!! Avs, så forstår jeg godt man er ked af det... Vi hygger os en times tid med bøger, Duplo mm og humøret er igen vældig fint så alt ånder fred og idyl. Indtil hun omkring kl 15 begynder at trække vejret meget overfladisk - det gør hun til tider når hun pjatter, så jeg tillægger det ikke den store værdi. Men det fortsætter i en lille time og hun bliver mere og mere mat. Kl 16 (på minuttet!!) ringer jeg til vagtlægen og forklarer ham situationen og han sukker lidt og siger vi så kan komme på skadestuen kl 17 hvis det ikke er aftaget. Jeg tager hende så med det samme ind for at skifte ble og tøj, da jeg ville køre en stooooor omvej til skadestuen i håb om at hun så kan sove lidt. Men jeg får knap lagt hende på puslepuden førend det værste øjeblik i mit liv som mor starter... Freja har fået min mobil i hånden så hun kan ligge og se "Bamses billedbog" mens jeg pusler hende, men lige pludselig slipper hun mobilen og sender mig et blik jeg aldrig(!!!) glemmer - hun stirrer lige igennem mig og jeg når lige at spørge "Hvad så Freja-mus, hvad er der med dig min skat?" (kan huske det fuldstændig ordret) og så vender hun det hvide ud af øjenene og går i kramper. Jeg ligger hende med det samme om på siden og takker de højere magter for jeg nu har telefonen lige ved hånden... Jeg ringer 1-1-2 og får tudende fremstammet jeg står med at barn der er gået i feberkrampe og nu er helt askegrå på hele kroppen og er fuldstændig blå om munden og øjenene En fantastisk læge guider mig gennem hele krampeanfaldet (som egentlig var i flere faser - bare for at gøre det endnu grimmere...puha) og som er så sød og forstående... Da hun langt om lænnge kommer til sig selv efter verdens længste to minutter, er hun heeeeeelt slap og der går lige ti sekunder førend jeg kan se hun begynder at bevæge mellemgulvet - altså trækker vejret tydeligt igen... Og så tudede jeg jo endnu mere. Men det var der ikke tid til - ambulancen var lige på trapperne og jeg skulle lukke hunden i soveværelset, låse hoveddøren op til redderne og skifte bleen på Freja (som havde lavet den VILDE l-o-r-t under anfaldet) og jeg er lige færdig med det hele da tre reddere kommer ind ad døren med alverdens udstyr... Freja fik elektroder på kroppen og en lille iltmaske og så blev vi ellers fulgt ud i ambulancen og derpå kørt til kontrol på Hvidovre.
Efter en time var vi udskrevet igen med en TRÆT pige, men efter noget søvn i bilen på vej hjem (min mand indhentede ambulancen på motorvejen i myldretiden på vej ud af København - imponerende når man tænker på at det normalt kan tage ham 25 min at køre de 5 km hjem har normalt har fra arbejde ) så var prinsessen kampklar igen - hun storspiste to kæmpeportioner youghurt med havregrød og så skulle terassen ellers kridtes helt til med de nye farvekridt...
Hvor er det fantastisk at de små kan klare sådan en omgang og så være fuldstændig feberfri næste morgen og være sprængfyldt med energi - når moren stadig er helt træt og får ondt i hovedet når jeg tænker for meget på episoden 
Håber I bærer over med min lange beretning - havde vist bare behov for at komme ud med det til andre "artsfæller" (læs: mødre).
til lægen der fik talt mig lidt til ro. Jeg troede jo Gustav var ved at dø, jeg anede ikke en disse om feberkramper, og panikkede ærlig talt lidt ved synet af sin søn med det hvide ud af øjnene, skum om munden og så være hel blå, fordi han ikke trak vejret.
