På Skejby lader de kun en gå 9 dage over tid...

Jeg er også ved at være utålmodig på trods af at jeg har små 4 uger tilbage Men man glæder sig jo og jeg er ret ramt af gener (en del plukkeveer og bækkenløsning) så jeg vil virkelig gerne have den gamle krop tilbage!

det er skam ikke mindre anden gang ;o) nøj hvor var jeg utålmodig da jeg ventede Melissa ;o)

kender det, jeg skal dog først føde i starten af februar men glæder mig nu også til hun kommer ud.

Med hensyn til slimprop så kan den jo gå op til 6 uger før, og tit lægger man ikke mærke til at den er gået, men slimmet skulle eftersigende trække tråde.

hilsen helen

Jeg er ved at dø.... NU vil jeg have den her baby ud...

Inden nogen sender ve-støv, så er jeg blot i uge 21 og har termin 1. maj... GAB der er længe til..

Egner mig slet ikke til at være gravid, især ikke her 2. gang, der er så meget jeg skal/vil med Magnus, hestene, arbejdet osv.

når tid er. Men kan godt forstå, at det kan være rart, at få "den" ud før juleaften? (Ved du hvad det bliver?)

På den anden side får man nok at se til, når man får en lille en. Så hvis du får chancen, så nyyyyyyyyyyyyd juleaften i fulde drag. Det kan jo være du slet ikke kan få tid til at pakke gaver op, hvis du har et barn hængende i brystet. Okay... overdrivelse fremmer forståelse, ik...

Mht slimproppen, så lyder det fuldstændig som da min slimprop gik. Det var også ligesom udflåd.... åh, hader det ord... der var meget, men det trak ikke tråde eller noget.

Og nej, lad være med at gå på trapper eller lignende. Det tærer på dine krafter og dem skal du gerne bruge når det virkelig sker.

Hvis de begynder at ringe i morgen, så lad være med at tage telefonen. Du kan evt. sætte en telefonsvare på, som oplyser om, at du endnu ikke har født. Bare husk på, at folk ringer fordi de vil det jer godt og glæder sig på jeres vegne.

Godt at høre det ikke kun er mig, der har svært ved at vente

Det er en lille pige, og det ved vi med sikkerhed, da jeg var inde for tre uger siden for at blive tjek scannet pga. kløe

Jeg nyder nu også at have hende i maven, kommer da sikkert til at mangle at mærke hende tumle rundt derinde, men man er jo også spændt på at se det lille væsen der boltrer sig rundt

Har nu også tænkt på at det ikke ville gøre noget hvis hun blev derinde til efter juleaften - også fordi vi gerne vil bruge tilbuddet om at blive på patienthospitalet, og på den måde få de fleste besøg overstået derinde. Jeg nyder ikke ligefrem tanken om at skulle have massevis af gæster - som jo kun er lige så spændte som os, I know - derhjemme hvor der efterflg. skal ryddes op, gøres rent etc ect, oveni at vi har et dampbarn af en kæmpe hund da slet ikke kan magte at få gæster pga. overdreven glæde

Men men, jeg må indrømme at skulle jeg nu føde imorgen eller inden juleaften, så har jeg svært ved at se hvordan jeg skal overskue juleaften, 1. og 2. juledag i byen, og da det ikke er hos samme side af familien, så ville nogen jo helt klart føle sig skuffet hvis vi kun dukkede op et eller to ud af de tre steder

Hele dagen i dag er så gået med ligament smerter, masser af plukveer (hård, hård mavse), og en spænden over lænden - så lige dage som i dag, der må det altså gerne snart være

Og jeg er naturligvis godt klar over at familie og venner kun er lige så spændte som os, men nøj hvor er det irriterende med en kommende mormor der slet ikke kan styre sig (det er hendes første barnebarn, så jeg forstår hende skam godt ) men i dag da jeg ringede var det første hun udbrød "er i på vej?!?!", og i søndags var hun nær gået i panik da hun ikke kunne få fat i mig mens vi var til juletamta, hos min svigerfamilie Det er såmend derfor jeg lidt frygter hvordan det bliver de næste dage, men super ide med telefonsvareren

at mht gæster og besøg, så er det jeres totale ret at sige fra.

Jeg var fuldstændig ved at knække sammen over det den første uge. Der var en dag, der var 19 besøgende fordelt ud over hele dagen. Da de sidste var gået brød jeg grædende sammen. Jeg kan huske, at jeg ca. efter en uge sad og kikkede på min datter og så græd jeg igen som pisket. Synes simpelthen ikke der var tid til at lære hende at kende pga alle de besøg. Og det gjorde mig så ondt.

Selvom jeg selvfølgelig sætter enorm pris på at alle ville hilse på hende, så er det faktisk den del, som jeg husker som den hårdeste ved at skulle have en lille ny. Og vi formåede desværre ikke at sige fra.

Og det tager jo lidt tid at få amningen op at køre og det gør det ikke nemmere, at alle sidder og kigger på en.

Men oplevede også at mine grænser blev overskredet. Man bliver jo lidt træt i en periode, så sov af og til sammen med min datter inde i vores soveværelse (som var lidt rodet af og til. ). Selvom jeg lå og sov kunne min svigermor finde på, at komme ind og sætte sig på sengen for hun ville jo så gerne se hendes barnebarn. Ved godt det måske ikke lyser så galt, men det var hele oplevelsen. Og så er vores soveværelse altså et privat sted. Det er der hvor vi føler, at vi kan lukke af.

Det jeg vil sige er: MÆRK EFTER hvordan du har det og sig fra hvor der er behov for det. Du skal sige det til din mand og så han sørge for at kommunikere det ud til omverdenen. Og hvis ikke han er mand nok til det, så må han blive det. DET ER KUN JER 3 DET HANDLER OM. Og i skal lære hinanden at kende og i skal have amningen op at køre. (Hvis du skal amme).

Hvis det er en hjælp så sig til folk allerede nu, at i muligvis kan have behov for at sige fra. Så kommer det ikke som en overraskelse og du kan få sagt det på en mere pæn måde end når man står i kampens hede. Det tror jeg da de fleste vil have respekt for.

Det bliver den mest fantastiske tid i går ind i på trods af smerter, hyleture, bleskift m.m. Giv jer plads til at nyde de små øjeblikke. Det er dem der giver overskud.

Håber vi holdes opdateret. Det er altid spændene hvornår det bliver. Også for os.

Og så ved jeg ikke helt om jeg tør sende vestøv, for det lyder faktisk som om at du er lidt i tvivl om du ikke helst vil vente til efter jul.

Vores jordemoder rådede os til fødselsforberelsen, om at allerede da fortælle familie og venner at de skulle ringe inden besøg, samt at vi nok ville blive glade for kun at "nøjes" med at få besøg af bedsteforældre den første dag..

Hun rådede os også til at få så mange besøg overstået som muligt derinde, for ikke at skulle stå med alle de mennesker når vi kom hjem.

Jeg har allerede nu sagt til min side af familien, at de skal ringe inden besøg, og at det kun er mig og min kæreste der løfter lillepigen den første uge (også råd fra jordemoderen, der fortalte at den lille kunne blive meget stresset af at blive mødt af alle de nye indtryk som det var med nye mennesker der hele tiden skulle løfte) - dette har min kære moder dog lidt svært ved at kapere

Jeg synes faktisk det har været rigtigt rart at være til fødselsforberedelse og få de her råd med på vejen, og at allerede i god tid kunne sige at sådan og sådan bliver det - slut færdig. For jeg er nok den type, det samme gælder den kære kommende far, der måske har lidt svært ved at sige fra når man står i situationen, og det ville jeg være ked af at skulle opleve gang på gang når først hun er kommet og det hele er nyt og meget følelsesladet.

Jeg har bestemt også planer om at amme - håber ihvertfald alt på at det bare kan lykkedes, og derfor synes jeg det er vigtigt at vi får den tid til at lære det i starten, så må de vigtigste i familien komme (tarvelig måde at dele på, men men) og så må resten vente! Samtidig har jeg det sådan nu, at jeg tvivler på at jeg kan amme foran andre (end lige min mand måske ), og har derfor taget beslutningen om at når vi ammer, så går vi ind på lillepigens værelse, og så må resten af verdenen blive udenfor - det synes jeg er en rigtig betryggende tanke

Hej

Jeg har for længst meldt ud, at jeg ikke ønsker opkald vedr. om jeg har født eller ej. Vi skal nok give besked...

Jeg har også fortalt familien, at vi "forbeholder" os ret til at aflyse evt. besøg i sidste øjeblik...

Som andre skriver, så er man i sin fulde ret til at være komplet egocentreret. Det er en helt ny verden og den skal man have ro til at finde rytme i...

Den der tålmodighed har vi til fælles Jeg havde termin i søndags, men den lille dame derinde lader vente på sig og nu kan hun lige så godt vente til efter jul, så jeg kan få andesteg

Pøj pøj med det hele

Hilsen Hanne

Jeg havde besøgende der selv havde brød og kaffe med...

Det kunne være en idé at sige til dem.

At hvis de kommer på besøg, skal de ikke forvente at du står med fornødenheder, så det må de selv medbringe...

Så er det ikke nu, jeg skal fortælle, at jeg gik 18 dage over med den første og 14 dage med den sidste

Mellemste-mand kom dog 1 dag før tid

Selvom det kan virke hårdt og uoverskueligt, med alle de besøg og strabasser der følger i kølvandet, så er det også en tid, man vil kigge tilbage på, som den bedste...

Da jeg fødte min nr. 3 startede fødslen kl. 5 om morgnen. Og vi var hjemme fra sygehuset igen kl 14. Havde lige 1 time, inden der begyndte, at komme gæster og de sidste gik først kl 23!!!!

Der var jeg lettere brugt og på selve dagen, syntes jeg det var strengt. Men set i bakspejlet, var det da også dejligt, at folk tænkte på os og gerne ville se barnet.

Syntes det er blevet en anelse omstændigt, med alle de spekulationer og bekymringer der er, om hvorvidt nu dit og dat, går op i en højere enhed.

Men det er nok også fordi jeg sidder med erfaringen om, at når de først er der, er der absolut ingenting, resten af ens liv, der går op i en højere enhed

Min erfaring har faktisk været, at det er bedst at få div. besøg overstået den første uges tid. Man er lidt i en anden verden, og kan klare meget mere, end man giver sig selv kredit for.

Men når først der kommer lidt rytme på og man indser, at nattesøvn er en by i Rusland - syntes jeg det var mere hårdt og "ubelejligt", at blive ved med, at få barselgæster.

Ellers syntes jeg faktisk også mange var søde til, at ringe og spørge om det var belejligt og om vi var "klar" til besøg.

Ved min første, nåede min mor frem til barselsgangen, inden jeg var kommet ud fra fødestuen - hun ringede på og spurgte om hun måtte komme ind - hvilket hun selvfølgelig ikke måtte så hun måtte slukøret sætte sig over og vente til vi kom over og fik tildelt en stur

Det er en dejlig historie, som vi tit griner af, her 13 år efter. Og nu hvor jeg selv er mor - kan jeg da levende forestille mig, at jeg vil blive ligeså spændt, irriterende og påtrængende den dag min første datter, skal have sit første barn

Så mit bedste råd er, nyd det og sug alt ind Lad være med, at gå op i om der er rent og pænt...