Jeg syntes helt sikkert du skulle tage en god snak med din JM til det første besøg om din angst for fødslen så du kan få bearbejdet det, og så kan du altså få et pks hvis du stadig ikke har mod på naturlig fødsel.

Måske det kan trøste dig at man under fødslen pludselig finder utrolige ressourcer frem som man ikke anede man havde, og så føler man sig som et overmenneske bagefter når det er overstået.

Har det akkurat på samme måde som dig

Kan slet ikke overskue det og vågner om natten og ikke kan sove i flere timer fordi jeg spekulerer på at jeg skal føde.

Jeg vil også helst have PK, jeg har sloges meget med endometriose og hver gang de har skulle lave noget i mit underliv (keglesnit, oplægning af spiral) har de måtte lægge mig i fuld narkose. Dels pga de smerter jeg har hver gang de roder dernede og dels pga. min psyke.

Jeg frygter at hvis jeg skal føde normalt at der sker så meget skade på mig at jeg får endnu flere problemer med underlivet og hvad der ellers ryger med, end jeg har i forvejen og det kan jeg slet ikke rumme i mit hoved

Skal snakke med en fødselslæge om et par måneder, så må vi se, frygter bare at jeg får et nej Er pt. 14 uger henne.

little-horsie:

Har man krav på at få PK hvis man ønsker det?

Jeg ved ikke ligefrem om man har krav på det, tror det kommer an på hvilken region man bor i.

Man skal osse lige huske på at et KS er en operation og ikke kun går ud over moren men osse barnet, det får jo ikke tømt lungerne for fostervand ligesom det ville under naturlig fødsel og det tager længere tid at komme sig over et KS end naturlig fødsel.

Men måske det ville være godt for dig Karina hvis de allerede har været igang med at operere på din livmoder.

Mange tak for begge jeres svar - brugbart, og er "glad" for jeg ikke er den eneste der har det sådan.

Nej, PK er desværre ikke et krav, men en vurderingssag alt efter hvor i landet man bor.

Jeg skal i øvrigt også tale med en læge om det, senere i forløbet.

jeg havde selv samme angst som dig indtil jeg lå der.. desværre udviede jeg mig ikke mere end 3cm på 13timer så fik "aks" som foregik stille og roligt og kom hjem efter 1½dag gik tur med barnevogn for at handle på 3dagen og red min hest i 2timer 11dage efter.. så det er meget forskelligt om hvor hurtigt man kommer sig.. synes slet ikke det var smertefuld.. og tog INGEN smertestillende efter jeg kom hjem.. mine 2 næste børn har jeg fået pks ved da jeg ønskede det og sagde at det ville jeg bare have.. senere nævnte lægerne os at mit bækken bare ikke var til at føde med.. jeg har haft 3 gode kejsersnit og kan dårligt se de 3 ar der er oven i hinanden..

så hvis du er sikker på du vil have kejsersnit så ville jeg slå i bordet..

Jeg gik også rundt og frygtede fødslen nærmest under hele min graviditet. Men når man står midt i det, har man faktisk ikke "tid" til at være bange.

Jeg fik en epidural blokade under udvidelsen, og ja, det gjorde da ondt både før og efter, men der er så mange ting, man skal koncentrere sig om, så man tænker slet ikke på død og ødelæggelse, som jeg faktisk troede man ville med alle de smerter

Man trækker sig ligesom ind i sig selv og arbejder sammen med kroppen.

Inden jeg fik epiduralen stod jeg under bruseren, indtil jeg ikke kunne holde det ud mere. Det varme vand ned over lænden lindrede så dejlig meget. Det brugte jeg også hjemme, inden vi tog ind på sygehuset.

Jeg må sige, at selvom jeg frygtede fødslen, så ville jeg under ingen omstændigheder have kejsersnit med mindre det var yderst nødvendigt. For DET tør jeg da slet ikke... Tænk at skulle skæres op i maven... nej puha da. Men der er vi jo så forskellige

det er en stor oplevelse. Ja postitivt ment. Jeg er ellers typen som dårligt kan trække et plaster af mig selv, men to fødsler ingen problem.

Fødte begge gange uden bedøvelse eller anden brug. Kroppen er bare så fantastisk. Den kører bare derudaf og ja du mister kontrollen - der er kun én vej - og det er at følge med. Du kan intet stille op. Du er lidt i en anden verden under veer mv, så du er ret kold overfor om du skider på gulvet, blod snask mv.

Jeg ville nødig skulle have KS. Tror der er flere bivirkninger end ved alm fødsel. Selvom man skulle sprække mv, ja så læger tiden alle sår!!!!!!!!!!!Selv måtte jeg ligge ned en måned pga bristninger, men har absolut ingen gener den dag idag og det er nu 11 mdr siden.

Prøv at få nogen at snakke med, en god jordmor. Tag evt afsted til fødselsforberedelse så du ved hvad der sker, hvad der findes af bedøvelse mv.

Rigtig mange gange held og lykke. Du skal nok komme igennem det - og tro mig du glemmer alt når du ser din guldklump i armene

Jeg har altid været hunderæd for at føde og svor at jeg ville have kejsersnit hvis det nogensinde blev aktuelt.

Men, da jeg så blev gravid, så var fødslen lige som en del af det. Ikke noget jeg glædede mig til (jo ville gerne have hende ud), men bare en del af det.

Det er rigitg fint at du har fået noteret i din journal at du er angst for fødsel og det er bestemt også noget du skal snakke med din jm om. Men derudover synes jeg du skal give dig selv lidt tid og være åben for at dit barn kan komme ud på flere måder.

En løsning kan jo også være at man sætter ind med smertelindring noget tidligere end normalt (nøj hvor var jeg glad for min epidural da den endelig var lagt). Måske forberedelse kan give dig noget ro (yoga, gymnastik i vand eller lign. for gravide. Eller måske det kan hjælpe dig hvis du og jm sammen lægger en plan for din fødsel (hvornår smertelindring, hvor hurtigt aks ect.). Jeg ved godt at man ikke kan forudsige eller planlægge en fødsel og det er vel også den primære årsag til din angst og derfor tænker jeg at forberedelse og planlægning kan være en hjælp.

Under alle omstændigheder skal du finde ro i at du nu har fået det skrevet ind i din journal og snakker med jm om det når du når dertil. Du gør noget og behøver derfor ikke gå og bruge en hel masse krudt på det til hverdag.

Til Karina: Kan faktisk godt forstå dig. Det lyder da også som om der er gode medicinske argumenter for at det skal hedde pks for dig. En enkelt ting - kejsersnit laves normalt kun i delvis narkose, så det skal du også være opmærksom på at snakke med dem om.

Held og lykke til jer begge to. Jeg håber I finder ro omkring det hvad enten det så bliver vaginal fødsel eller kejsersnit.

Line

Puha først et stort tillykke med graviditeten Og derefter en velmenede krammer. Det er bestemt ikke sjovt at gå rundt i angst i den periode hvor man burde være allermest lykkelig.

Jeg fik for knapt et år siden et pks på "moders ønske" som det jo så pænt hedder (Også selv om det var lige så meget fars ønske ).

Jeg fik ks da jeg også har angst. Og min angst er altså ikke én af dem der lige forsvinder når man er i den situation der fremkalder den. Desværre.., men sådan er det. Jeg havde nogle "krav" der måtte opfyldes hvis de skulle overtale mig til at føde naturligt, men disse var ikke mulige, så jeg fik mit ks efter nøje overvejelser og en del samtaler med nogle meget søde og forstående læger på Kolding sygehus.

Jeg kunne måske nok have konfronteret min angst og brugt min graviditet på at behandle den via diverse psykologtimer, men jeg havde ikke det behov og havde det fint med et ks da min mening er, at moderskabet jo som bekendt ikke sidder i hverken brysterne eller i hvilken vej barnet er kommet ud .

Jeg havde en virkelig god oplevelse med mit ks. Alt gik roligt og planmæssigt og der var god stemning hele vejen igennem. Jeg følte mig meget tryg, og det var en smuk oplevelse. Min datter havde det fint da hun blev født og scorede 10/10 og jeg kom mig hurtigt ovenpå operationen.

Mit råd til dig er at mærke efter hvad du har brug for, hvad du magter at kæmpe mod og så følg din mavefornemmelse. Ingen kan fortælle dig hvad der er det rigtige i din situation, og ingen kan vurdere på andres angst, om den er reel eller ej.

Jeg håber du finder den løsning der er passende for dig og at du får ro til at nyde din graviditet .

Men ikke mere end, du kan holde til!

Jeg visualiserede en smertestige- og en meget grøn græsplæne. (For at slappe af). Den kom ikke op på mere end 8. trin.

Min kom desværre med vedrop og skidt, så det var ikke rart. Han kom hurtigt og vestorm.

Anden gang vidste, jeg, hvad der skete, og nej, man dør ikke eller revner, det føles bare sådan...

Det bliver aldrig værre end, at man kan holde til det. Normalt fungerer kroppen sådan, at man ikke engang kan huske smerten.

Det er reelt at være bange! Sig det til jordmoderen. At du er bange, det tager de hensyn til.

Jeg synes ikke, det er iorden at få kejsersnit fordi, man er bange. Det er ikke særlig godt for barnet- og moderen bliver invalid- længe efter.

Med almindelig fødsel er man oppe lige efter. (Og udforske, nye områder- fx om man TØR tisse! )

Det gør ondt, men sæt dig ind i, hvad der sker, og hvorfor.

At man brøler som en ko, tror jeg ikke er flovt, det er trods alt et stort stykke arbejde kroppen præsterer, og dem, der hjælper til, HAR hørt det før.

Jeg tror det er vigtigt at sætte sig ind i, at mange som får et pks pga angst ikke får det af angst for smerten. Jeg er helt med på at man kan smertedækkes i høj grad og at smerten er kortvarig og selvfølgelig kan holdes ud i en vis grad. Min angst, og mange andre der ønsker ks, bunder i noget andet. Ofte en udefinerbar angst for at miste kontrollen. Og reaktionen hvis man presses ud i en angstfremkaldende situation er ofte et panikanfald hvor man gør alt for at flygte fra situationen. Det er dog svært at flygte fra en fødsel, og derfor kan det blive et meget ubehageligt og traumatiserende angstanfald.

Jeg bliver derfor altid lidt forundret når folk mener at man ikke må få ks "bare fordi" man er bange. Skal folk med socialangst så tvinges på arbejde og skal folk med depressioner så bare tage sig sammen? Mange mennesker er sygemeldte pga psykiske problemer og der er da heldigvis en bred forståelse for at det skal tages alvorligt og ikke bare er et spørgsmål om at tage sig sammen.

Og nu foregår det jo heller ikke sådan at man bare meddeler sin jm at man hellere vil have ks og så får man det. Man er jo gennem nogle samtaler med læger osv og kommer herigennem frem til en beslutning.

Mht at man er invalid i lang tid efter et ks, så galdt dette i hvert fald ikke for mig. Jeg var oppe samme dag, og gu gjorde det avs, men jeg gik da rundt, og dagen efter gik jeg rimeligt normalt rundt. Var helt uden smertedækning på fjerdedagen. Man kan altid finde skræmmehistorier om frygtelige kejsersnit med stressede børn og infektioner ligesom man kan finde skræmmehistorier om alm fødsler om kvinder der sprækker og børn der får en hård medfart. Men husk nu at langt de fleste fødsler, både alm og ks, foregår stille og roligt og helt udramatisk .

sjovt du siger man bliver invalid af kejsersnit?? kender du nogen der har fået det eller er det bare en opfattelse du har?? jeg har fået 3 kejsersnit inden for 2½år og har muget alle 3 gange hos 2 heste efter 5dage.. jeg har ordnet alt herhjemme som jeg plejede osv.. og jeg er normalt pivet..

fik så osse af vide på sygehuset at på nogle punkter er ks bedre for barnet da det ikke bliver stresset, kan ikke blive kvalt i navlestrengen og man risikerer ikke de dør af iltmangel den lange vej ud..

kan godt være det er naturligt at føde men tror det er langt sikre at få ks..

Der fik samtidig med at jeg fødte, og jeg kunne da se, at jeg var langt mere mobil og aktiv.

Men jeg mener nok noget andet end I læste, så jeg vil rette det til, at man måske er mere hæmmet bagefter?

Jeg tror, det er bedre man får talt angsten godt igennem, og at man ved, hvad der sker. Viden er magt.

Angst har det medat brede sig ud i andre af livets forhold, derfor er det en meget god idé at få hjælp til at håndtere den.

Kontroltab er noget man uudgåeligt vil opleve i sit liv, derfor kan det være godt at have de rigtige værktøjer til at håndtere det, hvis man ved med sig selv, at man er psykisk lidt sart.

Men det er jo ikke MIG, der bestemmer, hvem der skal have KS.

---

Held & lykke med den lille!

også kraftigt at bede om kejsersnit når vi skal have den næste..

Skal siges at jeg slet ikke frygtede fødslen her første gang, faktisk glædede jeg mig for smerterne betød jo at jeg ville få min prinsesse ud til mig.. og da jeg havde en fødsel bag mig (af vores engle dreng der kom i 35 uge) så følte jeg at den smerte var til at overse når vi denne gang skulle have baby med hjem..

Problemet var så bare at jeg fik voldsom ve storm som slog mig ud af kurs + jeg havde haft vandafgang 24 timer før veerne kom, så var simpelthen så træt, da jeg skulle til at presse havde jeg sovet 3-4 timer i alt på 2 døgn..

Kunne ikke presse hende ud, da mit skamben sidder temmeligt lavt (fandt så bagefter ud af at det er grunden til at min storesøster fik AKS første gang og PK anden gang) og baby denne gang var lidt større end sidst, selv om hun stadig var et lille myr (2690/49) samtidigt var hun stjerne kigger.. efter 1 times forsøg og en puls hos baby der viste stress tog de sugekop i brug og de fik hevet hende ud ved sidste forsøg(og måtte klippe), var hun ikke kommet ud ved den ve var jeg røget til AK..

Hun havde navlestrengen stramt om halsen og gulpede blod op og jeg troede virkeligt at vi skulle miste hende, indtil de fik hende fri og hun skreg i vilde sky

Heldigvis så havde hun det fint og scorede 10 med det samme..

Jeg kunne intet i 6 uger pga mit haleben var smadret og jeg mistede så meget blod at jeg lå lige på grænsen til at skulle indlægges til observation for det..

Så må indrømme at jeg frygter at skulle føde igen, selv om jeg helst vil føde.. ikke så meget pga smerterne de forsvinder jo igen og så glider de i baggrunden.. men er så bange for at baby ikke kan komme ud og måske ikke får luft nok eller som en jeg låser om bliver klemt for meget med hjerneblødning til følge..

Derfor overvejer jeg at bede om PK næste gang.. så forstår godt man kan frygte at føde..

Jeg har det lige omvendt. Min fødsel endte med AK, og jeg håber sådan at den næste bliver vaginal.

Jeg føler mig så snydt for at opleve selv at få hende ud, og det magiske øjeblik, hvor man får en helt nyfødt lillebitte baby op på maven oplevede jeg ikke .

Hvis jeg får lov til det af jordemoderen, så vil jeg føde den næste herhjemme - i ro og fred, hvor der ikke er nye mennesker at forholde sig til hele tiden.

Jeg var godt høvlet efter det kejsersnit, havde meget svært ved at komme op af sengen og stole i et par uger efterfølgende. Mavemusklerne bliver jo skåret over ved KS, så de muskler man bruger til at løfte overkroppen med fra liggende tilstand er jo noget hæmmet.

Mavebøjninger kunne jeg slet ikke de første 8 uger. Jo, jeg kunne lige få skulderbladene fri af gulvet, og så virkede jeg ikke til mere. Skulle hilse at sige, at det er pænt upraktisk ikke at kunne have baby på armen hver gang man skal rejse fra seng, sofa stol etc....

Jeg synes eller det var piece of cake de første par dage, men så blev morfinpillerne seponeret, og så kunne jeg lige pludselig mærke, hvor lidt jeg kunne.

Men ligefrem invalideret... Nej!

Ja mega upraktisk ikke at kunne rejse sig med baby, havde samme problem de første par uger pga mit hale ben, da jeg ikke kunne ligge vægten på "sædet" når jeg skulle op og mavemusklerne jo er svækket efter graviditet.. så havde også mega svært ved at komme op når jeg sad/lå med baby.. følte mig ski som en strandet hval

Jeg har på intet tidspunkt været bange eller angst for fødslen, jeg sagde til mig selv, du klare 9 måneder i helved, så klarer du også de sidste få timer..!

Og jo, det er hårdt, benhårdt arbejde, det gør sk*de ondt, man har ikke kontrol over noget som helst, og ved som 1. gangs ikke hvad man går indtil, eller hvordan noget som helst føles. Men, du finder hurtigt ud af, hvor meget din krop gør af helt utrolige ting, du finder kræfter, du ikke anede du havde.

Jeg kan kun anbefale en naturlig fødsel, alt er glemt i det øjeblik baby er ude, det er det mest fantastiske øjeblik. At have brugt så mange kræfter og være helt udmattet, og så er baby der, og pludselig er man bare frisk igen!

Jeg kan godt følge dig, fordi jeg havde også en lang praktik på en barselsafdeling inden jeg blev gravid.

På een uge havde vi en mor, der døde under fødslen, et foetus mors,og et ellers normalt barn, der viste sig at have en hjerneskade....

Den dag blev vores projekt-baby sat på stand-by.. jeg havde simpelthen brug for at få det bearbejdet inden jeg selv skulle være mor.

For det, man oplever på barselsgangen er jo efterhånden KS og så de komplicerede forløb. Alle dem, der bare går efter bogen kommer enten på hotel eller direkte hjem.

Fik du lov at være med til en fødsel og et KS? Det gjorde jeg og det vendte fuldstændig op og ned på min opfattelse af det. Fødslen, jeg var med til, var en lang en på 18 timer, men det var så stille og roligt.

Så blev jeg selv gravid - planlagt og det hele. Også tænkte jeg også hvad-nu-hvis.. for mine 2 søstre havde begge et AKS og en sphincterruptur bag sig med deres to børn der vejede tæt ved 4 kg..

Jeg snakkede med jdm om det men mit barn blev hele vejen igennem skønnet normal til lille i str.

Da fødslen nærmede sig blev jeg mere og mere "klar" mentalt - hvorfor skulle det dog ikke gå godt...??

Og fødslen gik bare så godt - blev sat i gang pga vandafgang og 3½ time efter var Astrid født - 4150 g...! Det var en fantastisk oplevelse! 15 mdr efter kom lillebror til ved en ligeså god fødsel.

Så tænk på at dem, du har mødt på barselsgangen er dem, hvor der af en eller anden grund ikke er gået helt efter bogen.. alle de andre ser du ikke!!

Jeg blev i øvrigt sendt hjem 7 timer efter første fødsel pga strejke/konflikt - og anden gang 3 timer efter fødslen.

Så tag det roligt - og tag tingene som de kommer. Du skal nok blive klar til fødslen.

... såmænd at det er meget sundt at prøve at miste kontrollen på den måde, som man gør i løbet af en fødsel. I øvrigt er man såååååå ligeglad, når først man ligger dér

Når det så er sagt, så er det jo en reel angst du har, men idet jeg ikke tror på, at man bevilger et PKS "bare" pga dét, så tror jeg, at du skal øve dig lidt og forsøge at forberede dig mentalt på, hvad der skal ske. Fødselsforberedelse skal du nok som udgangspunkt gå til, men dernæst er der nok også noget dybere, som du skal arbejde med, for der er jo en grund til, at du ikke vil miste kontrollen.

Og den kommer du til at miste - kejsersnit eller ej.

Jeg var eddermame også hunderæd ved tanken.

Men sindet er så smart indrettet, at man vænner sig til tanken som tiden skrider frem. Og uundgåeligt er det jo når først maven er enorm.

Jeg kan ikke trøste dig med andet end at inde de 9 måneder er gået er jeg sikker på din frygt er næsten forsvundet.

/Mia

Nu er jeg ikke abnge for at noget går galt under fødslen, heller ik at baby fejler noget i amven de tanker har ikke strejfet mig endnu denne gang og heller ik med Lucas.

Men jeg er møg møg bange for at blive klippet, sagde til dem sidst, er det noget der skal gøres så gør i det, men i siger intet for så besvimer jeg. Har det på samme måde denne gang.

Sidst lyttede de meget til mig og gjorde alt for at undgå det- det lykkedes dem også.

Jeg havde sagt jeg sku ha rygmarvs blokade, men fødte helt uden smertestillende, ku ikke overskue at de sku påføre mig ekstra smerte, selvom det måske ville hjælpe på længere sigt.

jeg tænkte meget over det i min første graviditet ang fødsel, havde goide og dårlige dage, fik så veer på en dårlig dag, kan huske veninden sagde du har sku da veer- jeg svarede pænt nej, for jeg tør ik føde i dag..

Men det ku jeg jo ikke rigtig bremse, så blev enig med mig selv at nu tog jeg det roligt og hele verden ku bare komme an- det hele ville være overstået om et døgn. Men nej det tog 33,5 timer, men forløb uden problemer.

Det der med smerten er glemt lige efter, oplevede jeg så ik. Folk sku bare sige fødsel så krympede hele min krop sammen... avav

Men altså som sagt, var jeg på et andet plan også bange for at føde og er det stadig, men man kommer igennem det med sig selv og jeg følte ik at jeg mistede nogen kontrol. Jeg er meget blufærdig særligt førhen, men alle de hæmninger der forsvinder som dug for solen mens det står på, lige så snart lucas var ude vendte det tilbage, så sku jeg være tildækket igen osv.

Men tro på selv og din krop og din baby. I kan sagtens klare det hvis du har lyst.

jeg var "angst" for både at føde naturligt og skal IKKE stikkes i på nogen måde el lig!

Da jeg nærmede mig fødslen gik det lidt i sig selv mht den alm fødsel. Stik af alle arter mm var der stadig så jeg fødte ganske uden - jeg havde nu heller ik nået noget som helst.

Som little horsie siger, så tag en god og ordentlig snak med din JM

jeg havde det som dig, jeg har altid været bange for at skulle føde !

Da jeg så blev gravid kom det af sig selv at jeg muligvis skulle ha kejsersnit pga mit helbred, en dag til tjek på skejby blev jeg spurgt hvad jeg helst selv ville, (her spillede for mig flere ting ind) men det blev kejsersnit

jeg kunne godt tænke mig at ha født alm. for oplevelsens skyld ! men det er også en oplevelse at føde med Ks

en anden ting er så at ks kan gøre rigtig nas bagefter ( gjorde mit) og så lige en anden ting... jeg var så skide nervøs for 2 ting ved at skulle ha lagt bedøvelsen.. og at være vågen mens de skar i mig

begge ting gik fint og bedøvelsen er absolut ikke slemt, det er værre at få lagt drop

.. får man kun kejsersnit, hvis der er medicinske årsager til dette.. Jeg er imod, at man selv kan vælge det, fordi "det gør ondt at føde"..

Ja, det gør ondt at føde, men sådan er det.. En fødsel hører jo (desværre) med til det at få børn men det er jo også en helt fantastisk ting! Og når man nærmer sig terminen, vil man bare gerne have baby ud..

Åh - jeg har ikke læst alle de andre svar.

Men jeg havde det præcist som dig - jeg var simpelthen så bange for det, først brugte jeg en uge på at glæde mig over jeg var gravid, så gik det pludselig op for mig, at jeg også skulle føde den her unge der var inden i, og jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg var en af dem der ikke kunne. Alt ville gå galt for netop mig, og jeg kunne lige så godt bare få kejsersnit med det samme, for det ville ikke lykkedes. Jeg ville sprække, den ville sætte sig fast osv osv - pludselig havde jeg slet ikke lyst tila t være gravid alligevel, for jeg vidste jo godt hvad enden var på det.

Men lige så stille med tiden lærte jeg at der var jo ingen anden udvej - og messede inden i mit hovede, at der var fyldt med proffesionelle folk - og det skal jeg lige love dig for de var, er du gal hvor er de dygtige på sådan en fødegang. Jeg havde 4 forskellige pga vagtskifter osv, og alle 4 var bare så dygtige, og hjalp og beroligede.

Da min fødsel gik igang, var jeg stadig bange - men mest fordi jeg blev nødt til at slippe kontrollen.
Og ved du hvad? Da jeg gjorde det, så var det hele meget nemmere - og man har pludselig bare alle kræfter i hele verden at bruge af, og man bliver stædig, man bliver stærk, man giver op og kommer igen - og man har slet ikke tid til at være panisk, for man vil bare føde den unge og få det overstået, så man kan have den lille klump i armene.

Jordemoderen fortæller, forklare og vejleder dig hele tiden, og du kan ikke gøre noget forkert - og alt hvad der sker er naturligt, du skider ikke - du bliver tømt inden med en stikpille, der er ikke ret meget blod, næsten ingen sprækker synderlig meget og sjældent sker det at man får farlige komplikationer.

JEg vil ikke stå og sige, lad være med at få det kejsersnit, du fortryder. For det ved jeg ikke om du gør.

Men til en angst kommende mor, fra en tidligere angst mor - så fød for hulan det barn!! Jeg ville gøre det 10 gange mere, den oplevelse er så vild - smertefuld, og man gør det aldrig mere sige man et par uger efter, men så er alt det andet bare så fantastisk at man helt har glemt de ubehagelig ting ved sådan en fødsel.

Pas nu på hvad du lover jeg blev nu ikke tømt ud med nogen stikpille og nej var ikke fordi jeg sagde nej, fik ikke tilbudet, tror ikke der var tid, de havde nemlig glemt mig under vagtskifte og da de kom i tanke om mig efter 1½ timer var jeg gået fra 4 cm til 9½ cm åben og så var der ikke tid til ret meget.. så jeg sked på jordmoderen men ved du hvad i situatione syntes jeg lidt hun havde fortjent det og hun tog det som det mest naturlige i verden..

Og hvor meget blod der er er nu forskelligt.. men man ser det jo ikke og tænker heller ikke over det i situationen..

Tænker bare at TS trods alt skal vide hvad der kan ske, for tror man fx næsten ikke der er blod og man så er en af dem der bløder en del (uden at der er farer) så bliver man måske netop bange..

Jeg kan godt forstå dine tanker. Jeg har selv haft den i en periode i midten af min graviditet.

Jeg havde hør så mange historier om ubehagelig hospitaltsfødsler og klip, og kop og fastspændelse i sengen på ryggen, at man ingen jordemoder havde når man havde brug for det, fordi der er nedskæringer osv.

Jeg har dog været med til min lillebrors fødsel da jeg var 11 år gammel og ja det var en voldsomt oplevelse at se sin mor føde. Men jeg var ikke skræmt. Min mor var ret sej. Så det var ikke den oplevelse som gjorde mig bange.

Jeg overvejede også i en periode kejsersnit. Jeg var bange for at jeg for altid ville være skamferet forneden og aldrig ville kunne have @!#$ eller nyde det.

Men så læste hørte jeg pludselig om hjemmefødsler og jeg ved godt lyder totalt underligt at man kan gå fra at være angst for sin fødsel og være på randen til PKS. Men jeg fik bare en oplevelse af at der var tid til en når man valgte at føde hjemme. Man havde sin jordemoder 100% man skulle ikke dele hende med andre fødende undervejs. Og netop hvis ens fødsel forløber ukompliceret kan jordemoderen hvis der er travlt godt finde på at gå for at tilse andre som har et knapt så nem fødsel. Det skræmte mig, for der SKULLE bare være en jordemoder som var 100% for mig med 100% fokus på mig og mit barn!

Da jeg kom til jordemoder fik jeg at vide at hun skulle på barsel senere så jeg ville ikke have hende hele min graviditet, kun til jeg var 6 måneder henne og jeg ville med garanti heller ikke komme til at føde med hende, og chancen for at føde med den anden jordemoder jeg fik var også lille.

Men de der hjemmefødsler drog mig. Jeg blev tryg ved at læse om folks hjemmefødsler. Det var så roligt alt sammen. Selv de få oplevelser jeg læste om hvor der var sket noget var turen til hospital midt i fødslen eller efter fødslen altid forløbet helt roligt og uden dramatik. Faren kunne være med på en helt anden måde og fødslerne forløb 99% af gangene uden komplikationer. Statistisk var risikoen for indgreb og komplikationer lavere end ved fødsel på hospitalet. Altså risikoen for kejsersnit, klip, at jeg sprang, fik en infektion, blødte osv var mindre end hvis jeg valgte en hospitals fødsel.

Dertil fik jeg 10 jordemoder besøg i EGET HJEM! Det gjorde mig tryg at kende min jordemoder ud og ind at de kendte mig så godt og mit hjem.

Hvis jeg valgte at føde hjemme havde jeg godt nok ikke mulighed for at f.eks få en epidoral ASAP. Det ville jeg heller ikke have på hospitalet. For hvis narkoslægen ikke havde tid til en fødende kvinde ville man alligevel ikke få den med det samme.

Men jeg havde jo stadig muligheden for at vælge at komme på hospitalet under min fødsel hvis jeg fortrød undervejs og min "private" jordemoder ville følge med mig på hospitalet.

Jeg talte med mine jordmødre. Der var 2 som på skift besøgte mig og en af dem skulle jeg så føde med. De var så søde begge to. Forstående og gjorde mig bare SÅ afslappet.

Jeg havde et ønske om at føde i vand og hvis man vil være 100% sikker på at få lov til det (så fremt alt forløber normalt) skal man vælge at føde hjemme. En vand fødsel hjælper barnet med at komme godt ned i bæknet, det mindsker risikoen for at barnet kommer forkert ned eller kommer for hurtigt ud under presseveerne. Det mindsker risikoen for at man springer eller brister da vandet yder en smule modstand.

Men jeg gik fra at være bange for min fødsel til at være SÅ cool med det. Jeg købte et fødekar og indrettede rummet til føde"stue". Og da det hele gik igang var det vildt smertefuldt. Men jeg var SÅ rolig og min mand var der og min mor kom og min jordemoder kom og havde endda en anden jordemoder med som var i praktisk i hjemmefødsler. Så jeg havde 2 jordemødre til at hjælpe mig! Det var fantastisk!

Jeg var godt nok flere gange ved at dø undervejs og havde lyst til at drukne mig i fødekarret. For jeg havde ikke sovet ret meget da det hele gik igang. Jeg havde veer i 12 timer, var i fødsel i 7 timer, pressede i 15 minutter. Jeg bristede KUN fordi min søn kom ud med en hånd ved ansigtet og blev syet med 2 sølle sting.

Jeg var SÅ glad for at være hjemme og kunne ligge mig i min egen seng og modtage besøg i eget hjem. Min svigermor var hos os 2-3 dage efter fødslen og hjalp med at rydde op, gøre rent og lave mad.

Jeg havde en fantastisk fødsel og jeg er SÅ glad for jeg ikke valgte at tage på hospitalet. Skulle jeg føde igen ville jeg gøre det hjemme.

Jeg fik 1 skud saltvandspapler og det hjalp mig meget da jeg var meget udmattet til sidst. Men det var det eneste jeg havde brug for. Ud over mit fødekar med varmt vand og min yogabold som jeg rullede rundt på for at få min søn godt og rigtig ned i mit bækken.

Ang om man kommer til at skide, så nej! Jeg fik en klyx da mine veer startede og tømte min tarm totalt. Så selv om jeg troede jeg skulle skide en styrthjelm så var der intet prut overhovedet! Kun en baby.

Husk på at jordemoderen har set ALT! Hun har set massere af @!#$ og tis og bræk og blod. Hun er ligeglad. For hende er det naturligt at det sker. Og når du ligger der og skal føde er du også ligeglad.

Det var tanken og viden om hjemmefødsel som gjorde mig tryg ved min fødsel og at jeg havde 2 faste jordemødre som havde 100% fokus på mig. Dertil havde jeg besøg af mine jordemødre efter fødslen. De kom og snakkede med mig og hjalp med amningen. Havde jeg haft brug for dem hver dag i 14 dage var de kommet og til set mig dagligt i 14 dage. Efter de 14 dage tager sundhedsplejersken over. Så jeg manglede heller ingen omsorg efter min fødsel som man kunne frygte når man ikke ligger på et hospital med sygeplejsker om sig. Man kan nemlig risikere at de overhovedet ikke har tid til en, samt at de har travlt med at vippe en ud af døren. Det har et par af mine veninder prøver og de valgte 2. gange de skulle føde at føde hjemme og havde fantastiske opleveler.

Selv om mange tror hjemmefødsler er farlige og ulækre og at der er blod alle steder så er det ikke sandt. Det er lige så sikkert, faktisk mere sikkert. Der er ikke noget blodbad. Og der er en kraftig stigning i hjemmefødsler da folk er ved at få øjnene op for hvor godt det er for mor, barn og far og evt søskende.

Jeg var rigtig glad for at jeg kunne tage min lille nye baby og ligge mig i vores egen seng, egen dyne og hyggelige trygge omgivelser også bare blive opvartet af familien.

Tal med din jordemoder om det. Hun bør lytte til dig!