Mandag kom dagen hvor prinsessen skulle starte i dagpleje.. Godt 9 mdr gammel- ret tidligt men da hun er en dame med ualmindeligt meget gang i (og alle dage har været det) havde jeg vurderet det var der det passede bedst for hende..
Selv skal jeg først starte på jobbet igen i juli, så god tid til at køre hende ind ganske stille og roligt..
Mandag skulle vi bare lige lege med de andre børn en times tid- men prinsessen mente både vi skulle spise frugt, frokost og køre tur i barnevognen inden vi skulle hjem.. 4 timer tog det før hun lignede en der ville med hjem ..
Tirsdag samme plan - og samme mønster.. Prinsessen havde mere travlt med de andre end hvor mor nu lige var.. Da det blev lur-tid, spurgte DPmor om hun ikke skulle prøve at sove der, så skulle hun nok skrive så snart hun vågnede..
Som sagt så gjort, jeg puttede prinsessen og kørte med bævende hjerte hjem..
.. 2 timer senere skriver DPmor at nu er prinsessen vågen.. Jeg springer i bilen og forventer at møde et totalt opløst barn.. Men nej mor, snydt igen.. Prinsessen møver rundt i legeværelset, storsnakkende og storsmilende.. Mor var i chok..
.. Måtte vente næsten en halv time før jeg kunne lokke hende med mig hjem.. 
Vi er derfor blevet enige om at i dag afleverer jeg hende når hun vågner fra sin formiddagslur (forhåbentlig lige om lidt) og så skriver DPmor bare til mig når hun mener hun skal hentes igen..
Hold da helt op, jeg syntes det går alt alt alt for stærkt... Havde forventet mindst 2 ugers indkøring med langsom optrapning af alenetid... Og bliver hun ked fordi det går for stærkt, så tager vi den også bare med ro igen, det må og skal altså foregå på hendes præmisser..
Hun havde en lang periode hvor hun græd så snart en fremmed (eller andre end mor og far) så meget som kiggede på hende.. Mange rystede på hovedet af mig og sagde at hun bare skulle over til dem og have lov at skrige til hun faldt til ro.. Nej gu skulle hun da ej- hun skulle være ved mor til hun var tryg ved de andre og så skulle hun stadig kun være ved dem så længe hun selv syntes..
Det var en kamp altid at skulle forklare og forsvare... Men nu kan jeg jo se det var en rigtig vurdering- hun er tryg og glad og kravler i dag gladeligt i armene på fremmede mennesker.. Mor ved bedst- og sådan er det altså bare.. 