må da være en fødselsdepression, den kan jo vise sig fra mange sider, hvis jeg var dig tog jeg en tur til lægen og satte ham/hende ind i sagen og se om der ikke er lidt hjælp at hente der. Held og lykke,

Tina

Det kan være en fødselsdepression, men behøver bestemt ikke være det. Du har stadig mange hormoner i kroppen et par måneder efter fødslen og der har man altså let til tårer og dårligt humør. Jeg ville tale med min læge eller sp, men tror altså det er meget normalt. I skal selvfølgelig have fundet en løsning, det er heller ikke rart for baby at mor og far ikke er ok. Jeg havde det lidt på samme måde, det er også en stor omvæltning at få et barn, og din krop er gået meget igennem det sidste års tid.

Held og lykke og skriv hvordan det går..

også først at det var, men så læste jeg om fødselsdepressioner og der står bla. således:

Kvinden kan ikke føle glæde ved sit lille barn, og bebrejder sig selv, at hun ikke er en god nok mor. Hun er plaget af dårlig appetit samt problemer med at sove, selv når barnet ikke vækker hende. Hertil kan komme angstanfald og tanker om at gøre skade.

og sån har jeg det jo slet ikke, elsker mine børn og er virkelig glade for dem... ved jeg er en god mor... spiser meget(uhhmmm elsker mad), har ikke angstanfald eller lignende, så synes ikke at det passer på mig.

Jeg føler mig kun ked af det og sur "snerre af folk", har lyst til at stortude, men kender ikke grunden...

kunne være at jeg skulle prøve at snakke med lægen senere på ugen når daniella aligevel skal til 5 ugers kontrol.

...du skriver. I et par måneder efter fødslen gik jeg også rundt og var trist og havde lyst til at tude. Jeg kunne ikke forklare den følelse for andre, det var bare som om noget slet ikke stemte. Og så fik jeg så dårlig samvittighed over at jeg ikke var så glad og jublende lykkelig, som jeg syntes jeg burde være. Om jeg havde en fødselsdepression ved jeg ikke, hvad det end var medførte det ihvertfald et vægttab på grusomt mange kg (hvoraf nogle af dem ku ha pyntet i dag ), og så det her tudehumør. Men det gik i sig selv igen efter nogen tid, så måske var det bare noget hormonrelateret?? Jeg håber for dig, at det blot er en overgang, for jeg kan godt huske at det var noget af en belastning af være sådan "ved siden af sig selv" hele tiden.

på mit lægehus skal man bestille tid til alt i hvert fald... De bliver skidesure, hvis man pludselig skal mere, end man har bestilt tid til - og det er vist ikke ligefrem det, du har brug for.

Lyder som en god idé at snakke med lægen, i øvrigt. Håber du får det bedre.

Hej Stella,

Det er gode råd du får her på tråden og som Katja skriver behøver det ikke være en fødselsdepression, MEN når det er sagt, så KAN det godt være en mildere form for fødselsdepression, du beskriver, så det er bare om at komme til at snakke med din læge om det. Det er også vigtigt for freden i det lille hjem, at din mand bakker op og forstår, hvorfor du ikke selv er herre over dine følelser i denne tid. En god ide, vil måske være, at han går med op til lægen.

For nogle starter symptomerne lang tid før fødslen og fødselsdepressioner viser sig at være langt mere udbredt end først antaget - også hos nybagte fædre.

God bedring med dig og held og lykke med jeres lille familie

Mvh

Louise G

(læge)