... lyder til at være natteskræk. Det lider Emma også af, og hun får de der anfald, når hun er "over-loaded" af indtryk.

Hun er stikhysterisk men slet ikke til at komme i kontakt med og umulig at trøste, for forsøg på trøst gør bare det hele værre.

De øvrige ting du beskriver er vist bare selvstændighedsfasen, som viser sig. Vi er også midt i den lige nu (suk) og der er vist ikke så meget andet at gøre end at holde ud. Jeg læste en artikel for nylig, hvor der stod, at man som forældre kunne trøste sig med, at det går over på et tidspunkt, for der er trods alt ikke så mange voksne, der skaber sig på den måde, når de ikke får deres vilje.

Min søn havde det også i den alder og varede 1-2 år, det var vildt frustrerende. Men ja det går over, det bedste at gøre i den tid, er at holde på regler og lade dig tage beslutningerne og stå ved dem.

Dit barn er i en fase hvor det vil selv, men det er svært at få det kommunikeret og også at beslutte sig, det er derfor vigtigt at du som voksen tager beslutninger for barnet. Sæt evt. barnet et sted hvor det selv kan rase ud og du kan gå til side i mellemtiden. Hvis du bliver ved barnet hver gang, så tror barnet at det er den rigtige måde at kommunikere på og fandt selv ud af at det bliver værre og værre, indtil jeg sagde stop og gik til side og derefter fandt han ud af at raseri er den forkerte måde at snakke sammen. Struktur på dagen, rutiner og regler giver barnet faste holdepunkter og balance i livet.

Pøj...Pøj...Vi er nu så nået de 11 år og nye problemer opstår...små børn små problemer store børn og større problemer...hi, men vi mødre løser jo alt vi kan.

Det minder mig om en historie, min faster fortalte mig. Jeg har vel været omkring to år, og hun passede mig. Der skete et eller andet, og jeg fik sådan et hysterisk anfald og smed mig ude i haven og skreg. En nabo, der kom på besøg, kunne ikke forstå, at min faster ikke hentede mig, så han gik hen og samlede mig op og tog mig med hen til dem. Lige så snart jeg fik vredet mig løs, løb jeg tilbage til samme sted, smed mig ned og skreg videre. Så forstod naboen det vist godt

Nu var det jo et helt klart valg fra min side dengang, at jeg ikke ville trøstes. Men ellers bryder jeg mig ikke om, at man går fra sine børn, når de bliver rasende. Jeg synes, det er en måde at fortælle sine børn på, at nogle følelser er forkerte, og at mor ikke vil dem, når de har de følelser. Jeg tænker på, at man måske skal starte med at glemme, at man er på vej til at komme for sent, så man kan være der sammen med barnet og hjælpe det med at tackle de følelser. Hvis man ikke kan snakke med barnet, kan man måske holde ham? Eller have en hånd på ham, så han kan mærke, at du er der? Det er min tanke om, hvad jeg vil forsøge mig med, når vi når dertil. Men jeg er der ikke endnu, så jeg har ingen erfaringer på området

Jeg ville også overveje, om der kan ligge en fysisk årsag bagved? Min Kathrine (5 måneder) bliver skruphysterisk, når hun skal have armene i ærmer. Det er vist meget normalt for børn i den alder, men Frederik (tvilling) er det altså ikke. Jeg var afsted med dem til deres behandler til tjek i går, og han sagde, at Kathrine var lidt låst - ikke så meget, at han vurderede, at det gjorde ondt, men at det godt kunne give lidt ubehag. Hvis man har sådan en lillebitte smule ubehag i kroppen, kan det måske godt blive træls, når man rykker rundt i dem for at få arme i ærmer. Eller det kan måske forstærke en irritation over at skulle i seng, hvis man allerede har lidt ubehag i kroppen? Jeg ved det ikke, og det kan også sagtens være, at det bare er selvstændighedsfasen, du bliver udsat for, men jeg er nu en stærk fortaler for at starte med at udelukke noget fysisk, inden man konkluderer, at det er normalt

I øvrigt skreg Kathrine, da hun skulle have tøj på i dag, så indtil nu har det i hvert fald ikke haft nogen effekt...

mvh. tina

Og min dreng bliver også 2 i næste måned...

Har læst lidt i min "fortså dit barn 0-8 år" bog og det er vist ikke helt ualmindeligt.

Jeg har fundet ud af at det bedste jeg kan gøre, er at sætte mig på gulvet ved siden af ham og læse højt fra en bog. Så går der for det meste kun ganske kort tid, før han kommer og vil være med.

Ved ikke om det er det pædagogiske rigtige at gøre

Det er også eskaleret indenfor de sidste par uger her.

Ja, er det ikke dejligt.

Jeg elsker især, når det kommer til udtryk på offentlige steder. Der er ikke noget sjovere end at slæbe afsted med en skrigende unge under armen, fordi hun ikke vil holde en i hånden men hellere løbe ud på vejen.

"Gider ik'" er også sådan et hyggeligt svar at få på alting. Efterfulgt af "geeerne", når man så siger, at hun da heller ikke behøver.

Så er der autostolen. Der er ikke noget nemmere end at spænde et flitsbueformet barn fast i sådan en stol.

Vi har været forudseende, så vi har klinker i køkken/stue. De er ikke så rare at kaste sig ned på.

Heldigvis synes jeg ikke, Karla er så slem, men der er da nogen dage, hvor hun er ret meget på tværs. Så trøster jeg mig med, at det går over igen. For det gør det jo - også med din dreng.

At sætte sig ned og læse en bog fx, lyder som en glimrende løsning. De glemmer jo ret hurtigt igen, de små. Så det handler "bare" om at finde en god måde at takle det på.

at jo mere de rykker sprogligt, jo lettere bliver hysanfaldene at komme over - og jo mere regulært er det, NÅR de bliver hys!! Fx kan man godt forstå at en toårig synes det sucks at man først må få vingummi EFTER aftensmad - det er ok at blive gal over (i min verden!).

Johanne har, om nogen, taget de der hysture - de startede allerede sidste vinter, altså kort efter hun blev et år. Tilgengæld er der længere og længere imellem de helt store nu og de er som sagt lettere at forstå, fordi ungen kan sige lidt om hvad der er træls - urimeligt - ærgeligt etc!!!

...spænde et flitsbuebarn fast i autostol, hvor jeg dog kender det.

Rart at høre, at jeg ikke er den eneste, der har den slags udfordringer.

(Jeg bliver ved med at forundres over, hvor stærk sådan en lille krop i virkeligheden er)

flitsbueformet barn...

Men kender det alt for godt, Liam bliver 2 i Februar.

Og nøj, hvor kan han brænde af, hvis legetøjet ikke vil som han vil, eller mor siger nej.

Jeg plejer at lade ham rase lidt af, og så snakker jeg enten lidt med ham, eller tager ham op og krammer ham lidt.

Så holder han som regel op og snakker lidt med mig, inden han vil ned og lege videre.

Puha, tror vi er kommet helskindet igennem perioden. Min søn er igen den lille søde dreng han plejer at være Lige pludselig vendte det bare igen.