Vi er virkelig komme i klemme herhjemme. Sallie har det sidste ½ år været en drøm at putte, og har sovet ok om natten. Hun har siden hun var 4 måneder gammel sovet på sit eget værelse, og der har ikke været de store problemer i dét. Hun sov i vores seng de to første uger af hendes liv, og så har vi ellers ikke dyrket det.
De sidst 3-4 uger er hun så gået fuldstændig agurk. Hun skriger når hun skal i seng i om aftenen, og vil overhovedet ikke ind i sit værelse. Det eneste sted hun vil ligge - det er hos mor og far. Det er jo hvad det er, og det ville egentlig være fint nok, hvis hun så sov hele natten i vores seng. Men!! Hun vågner op om natten, og så tror hun, at hun der skal leges, snakkes osv. Hun vælter rundt i sengen, snakker og går fuldstændig i banjo, hvis vi tager fat i hende, og lægger hende ned.
Det sceneshow har stået på i små 4 uger nu, og vi er, mildt sagt, røvtrætte af det. Lørdag til søndag sov hun hos sin mormor og morfar - og hun sov alene i gæstesengen. Fra kl 20-6 uden at vågne én eneste gang!!!!!!! Da hun sov hos farmor og farfar i efterårsferien var det samme procedure - blot blev hun ked kl. 2 om natten, de tog hende over i sengen, og hun lagde sig ned og sov videre - uden nogle dikkedarer.
Vi har været enormt frustreret over at vi ikke kan trøste hende, så hun kan sove i egen seng, og har ikke brudt os om, at hun lå på sit værelse og skreg/græd sig i søvn. Derfor har vi taget hende ind hos os, fordi jeg ikke ville give hende time out i hendes seng om natten, da sengen skal være et trygt og godt dted at være - kan I følge mig?
Men efter at have hørt, at hun sagtens kan sove i egen seng andre steder, så er jeg blevet i tvivl om, om det vi gør er rigtigt?! I nat har det været helt sindssygt. Hun hamrede i hæl i øjet på mig, og kastede sig rundt i sengen. Hun skreg og vrælede, når vi tog fat i hende, og lagde hende ned. Til sidst lagde jeg hende ind i sin egen seng, og så gik hun agurk. Hun græd/skreg sig selv i søvn - og jeg havde det så dårligt med det. Hun er fuldstændig hysterisk, og det eneste der hjælper er hvis hun kan ligge i mine arme og sove. Men det holder jo heller ikke!
Hun har ikke ondt i ørerne, og hun er begyndt i Spirocort behandling, så hendes hosteri er forsvundet.
HVad tænker I omdet hele, og har I nogle forslag til hvad dælen vi kan gøre?? Jeg skal ha' ringet til vores sundhedsplejerske idag og høre hende ad, om hun har nogle ideer... Jeg tænker selv, at hun er ved at blive så bevidst om sig selv, at det er en slags seperationsangst?!
HILFE BITTE!!!!
ind til hun falder i søvn. På den måde lader I hende ikke græde sig i søvn alene, men anerkender hendes angst, samtidig med at I holder fast i, at det er bedst for hende (og jer) at hun sover i sin egen seng og at I er ved siden af og passer på hende. Det tager lidt tid at (gen)skabe rutiner, så det er en periode I skal holde ud og gøre det samme hver aften. Vi har brugt denne metode i de perioder vores datter har haft modstand på at falde i søvn, og det har virkelig virket, efter et par dage, har vi været tilbage i rutinen. Rutiner giver tryghed. At hun sagtens kan sove alene ude, tror jeg ikke du kan sammenligne med hjemmesituationen, da alt jo er helt anderledes ude, og nu hun er rykket ind til jer, bliver det jo en ny rutine for hende derhjemme.
