Vi flytter fra Jylland og tilbage til Sjælland, hvor al vores familie og dermed også hjælp til hverdagen er. Men for pokker, hvor er det svært at rive sit barn væk fra den hverdag her i Jylland, som hun er så vant til.
Hun er knap 2 år og super glad for at komme hos sin dagplejemor.
Og jeg kan skam godt forstå lillepigen, for Louise er det mest hjertevarme menneske, som jeg nogensinde har mødt.
Hele ugen har jeg fortalt hende, at nu skal hun sige farvel til Louise og at nu skal vi snart flytte(vi flytter imorgen, lørdag). Lillepigen ved jo godt at noget foregår, og som svar på de ting jeg fortæller har hun hele ugen sagt: "Ise(her mener hun Louise) græder". Jeg har selvfølgelig spurgt Louise, om hun kender noget til de ting vores datter siger og hun mener, at vores datter har overhørt hende snakke med en anden dagplejemor, hvor hun har sagt, at hun er ked af at vores datter flytter.
Men altså, puha...hvad gør jeg på mandag, når lillepigen vil hen til "Ise og lege".
. Hvad gør jeg, når hun spørger efter de andre børn hos Louise. 
Jeg har nu den grimmeste knude i maven og er så bange for, at hun ikke kan falde ordentligt til på Sjælland. 
Så kære hn´er...jeg har brug for opmuntrene ord, trøst, kram, knus...og gode historier ang. flytninger som er gået godt. Måske jeg kan få nogle råd til, hvordan jeg takler vores datter, når reaktionen på flytningen sætter ind.
Maj