Føler med dig
Har selv en møg belastende svigerfamilie

Det er faktisk hårdt for ens forhold + selvfølgelig manden selv .. Man prøver at stille alle tilfredse, men det lykkes ikke helt.

I stedet for at fortælle farfar hvordan han har det, så er det jo mig der skal høre på skuffelserne, jeg er ved at være nået dertil, at hvis ikke snart Morten fortæller ham hvordan vi har det med hans opførsel, så må jeg.

Puha, det er en sur situation.

Desværre er de kære mænd ofte dårlige til at sige når de synes noget er galt. Jeg forstår da også godt at det er svært for dem. Men det ødelægger bare så meget når en i familien opfører sig som han gør. Om det så vil ødelægge mere hvis det bliver sagt er ikke til at vide, men forhåbentligt vil det hele ændre sig til det bedre. Jeg synes i hvert fald ikke at i bare skal lade som ingenting for at bevare "fred".

Måske du skulle snakke med din mand om hvad han synes hvis det er dig der starter med at sige det? Han skal selvfølgelig være der og bakke dig op i situationen, så du ikke bare er den sure svigerdatter, men så farfar kan se at i begge er trætte af som det er nu.

Jeg har stået lidt i modsatte situation med en kæreste der ikke altid var lige glad for min mor. Jeg kan da sagtens se at hun kan være irriterende af og til, men for mig var det bare ikke så stort et problem som det var for ham. Dog var det ikke med de samme ting som du nævner, men noget helt andet. Jeg vidste da heller ikke hvad jeg skulle gøre, for dette her var ting der nok ikke var til at ændre på, så jeg kunne ikke rigtig se hvad det skulle hjælpe at sige det.

Men det er godt nok ødelæggende for et forhold når dette sker, for familien kan man altså ikke bare slippe for. Jeg håber i finder en løsning på det, så i forhåbentligt kan få nogle hyggelige familie besøg

ham... selvom jeg ville dog respektere, at han ikke har lyst til at holde sit barnebarn.

Vi har heller ikke altid det bedste forhold til noget af min mands familie og det er faktisk ikke særlig rart, når det er tilfældet og vi prøver at løse problemerne ved at tale med dem om det, men det virker ikke altid efter hensigten.

en gammel sur havenisse!!

Nu er ungen jo da ligesom heller ikke hans- i har jo ikke bedt manden om at passe ham i flere dage el noget.

Tænk sig at han ikk engang gider lave mad efter i kommer - når han samtidigt brokker sig over i ikke kommer nok Det kan man da kalde dobbeltmorale!

Og gylp- hvor herre til hest for pokker - det går da af i vask.

Ej det kan jeg abr slet ikke tåle at hører sådan noget. Det avr ligesom da min graviditet ikk var velkommen i starten hos vores - strengen blev simpelthen kappet- færdig slut! Det gik dog over da svigerfar blev syg. De begyndte at glæde sig... men de fik osse at vide hva vi mente - og manden behøver ikk gøre det selv. Jeg er den første til at gøre det hvis det er det!

Er min trold ikke velkommen - så er vi heller ikke. Ergo blir vi væk - HELT væk.

Var jeg dig ville jeg forklarerm anden at man ikk kan tillade sig og brokke sig over i ikke kommer nok, når i så endda selv skal handle ind og lave maden når i kommer - at det slet ikke hænger sammen nogen steder. Jeg ville fortælle ham at det er direkte modbyeligt og sårende at sige om jeres søn som han har gjort- og at det er det samme som at sige i ikke er velkomne nærmest. Jeg ville fortælle ham han virker YDERST egoistisk som om det KUN er ham der kan, må og skal være i fokus.

Jeg kan ikke forstå han ikke vil holde ham, omend jeg naturligvis respekterer det. Det der lidt gør situationen lidt mere træls, er at farmor døde i 2005 (rigtig ung) og farfar (på 49 år) derfor er den eneste på mortens side, og vi synes bare begge det er så brand ærgeligt, han ikke har lyst til at være farfar, det sårer jo også mig som mor rigtig meget, at mit barn bliver afvist... Morten og jeg har snakket om det tit, men er også bange for hvad en evt. reaktion ville være hvis vi fik lagt kortene på bordet så at sige...

Vi vil heller ikke sætte det sådan op, at så kommer vi bare ikke på besøg hvis du skal være sådan da Morten har en bror på 19 der bor derhjemme samt en søster på 8, og de elsker når vi kommer, og ikke mindst når Liam kommer....

Den er lidt tricky... Øv...

ikke lade manden træde på jer på den måde alligevel - han skal jo vide hva han gør galt- hva det gør ved jer og hvorfor når han gør og siger som han gør. Ellers har han heller ikke en chance for at bedre sig el tænke over det i det mindste.

Man kan da ikke forlange besøg- men så ikke ville lave mad/tag opvasken/give en kop kaffe ect Der er noget der hedder PLI.

Jeg synes i skal sige det, men lægge meget vægt på at i meget gerne vil besøge ham, men at i gerne vil have at det skal være en glæde for alle parter.

Lægger i ud med at sige får vi det ikke sådan, og sådan, og sådan, så smutter i.. ja, så risikerer i nok bare at han bliver endnu mere tvær.

Jeg synes det "lugter" af, at der stikker noget andet under, og at gylp mv. blot er blevet en (dårlig) undskyldning.

Blot som eksempel: Kan det med maden fx skyldes økonomi? Han er jo ene om at forsørge et barn og en teenager.

Jeg ville nok prøve at få en snak med ham med blød indgangsvinkel - må give Fie helt ret. Pres avler modpres.

Jeg/Vi må prøve at lægge hovederne lidt i blød med hvordan vi får snakket om det, for det skal bestemt heller ikke lyde til vi ikke vil besøge ham, det er da rart at se familien, om ikke andet så for Mortens skyld, jeg tager gerne smilet frem og lader som om

Jeg tror/håber ikke der stikker andet under, det virker bestemt ikke til de mangler noget dernede, men intet er jo sikkert i dagens danmark...

- Dette begrunder jeg egentlig med, at denne utilfredshed kom i det øjeblik graviditeten blev offentliggjort, før denne, var der ALDRIG noget, ikke en eneste ting hverken med mad/husly etc...

Hvis man sætter sig i hans sted:

"Jeg mistede min kone i en meget tidlig alder. Vi har altid talt og drømt meget om den dag vi fik vores første barnebarn. Nu er min elskede kone død og jeg har fået det dejligste barnebarn. Jeg er dog enormt bange for at holde ham, da han minder mig for meget om min kone og de mange glæder vi troede vi skulle opleve sammen..." Kunne det give mening?

det var også sådan noget, jeg tænkte på.

gisninger kan ingen bruge til noget- eneste måde at finde resultatet på regnestykket er at tale med manden.

Så kan i tag den derfra - nu kan jeg jo læse der er mulighed for der ligger andet bag end blot egoisme. Muligheden foreligger - men kun han ved det.

Ja den mulighed har vi selvf. ikke skænket en tanke, efter han fik den nye kærester for over 1 år siden, så har vi jo faktisk ikke tænkt det måske kunne være grunden...

Vi må gruble lidt over det... men tror bare jeg må acceptere at sådan ligger landet... tænke tænke.

Jeg ville nok også vente med at dømme svigerfar så hårdt ...

Hvem ved hvad der ligger til grund for hans opførsel..

Hvorfor skal man presses til at holde andre folks børn? ... Kan ikke selv fordrage spædbørn, ja undskyld det må man ikke sige, men sådan er det altså ...

Mine nevøer, niecer og venners børn har jeg ikke haft noget behov for at slæbe rundt på ... (At jeg så selv står med et spædbarn i armene om 18 uger, det må vi tage til den tid) ...

Hvorfor er det mødre ikke kan forstå at ikke alle finder nydelse i at holde andres afkom? ... Hvorfor skal man absolut stemples som sur, tvær og kold af den grund? ..

Hvad angår maden .. Anmelder i jeres ankomst flere dage i forvejen eller dukker i bare op efter at have ringet når i er på vej ud af døren? ...

Hvad sker der hvis i inviterer svigerfar hjem til jer? ... Eller hvis i ringer og siger i kommer på besøg og i tager pizza'er med? ..

Ærlig talt forstår jeg godt hvis han er lidt presset, han havde vel næppe forventet at stå alene med 2 børn i hans unge alder... Giv ham dog en hånd istedet for den kolde skulder.. Det er sgu ikke nemt at blive alene..

Jo, jeg synes netop godt man kan bruge gisninger til en del i denne sammenhæng. De kan nemlig medvirke til hvordan man får taget denne snak med farfaren. For ingen tvivl om der er behov for en snak med ham og der er ingen tvivl om, at det er ualmindelig dårlig opførsel (dog ville jeg holde med andre i , at man ikke kan tvinge ham til at holde barnet, men han kan da godt tale ordentligt til folk). Når det så er sagt, så er der forskel på hvordan man vil tackle snakken med ham, alt efter hvilke tanker man har gjort sig forinden.

Hvis han bare er sur og tvær, så synes jeg umiddelbart det er ok, at man tiltaler ham af samme skuffe.

Men skyldes det nu f.eks. savnet af konen, så vil det kunne ødelægge ALT, at man tiltaler ham af samme skuffe.

Så jo, jeg tror bestemt det er værd at gisne inden man tager snakken med ham.

I øvrigt så tror jeg ikke, at det at han har ny kæreste behøves at have stor betydning for ovenstående. Han kan jo sagtens lide kæmpe afsavn på trods af, at han er kommet videre i livet.

er slet ikke rart og det kan jeg sagtens følge dig i.

Jeg tror faktisk slet ikke, at Gittes forslag er tosset omend han da bare kunne åbne munden og sige, at det er sådan tingene hænger sammen.

Jeg synes, som de andre siger, få dog en snak med ham. Fortæl ham, at det gør jer kede af det og at i gerne vil vide, hvorfor han er blevet sådan efter du blev gravid. Hvis han ikke vil fortælle hvorfor, kan i jo spørge, hvad der skal til for at i kan have det hyggeligt sammen allesammen.

gisninger gør blot stakkels Line og Morten mere bekymrede og sårbare i denne situation! Det giver med garanti anledning til en masse tanker de IKKE behøver ha el få - som de KUNNE slippe for ved ganske simpelt at tale med manden selv og hører hans grundlag - HVIS han er villig til at dele ud af det.

Det kan godt være det kan være med til at tegne et billede af hvordan en samtale KAN forløbe - men det kan bestemt osse skuffe hvis ikke det forløber sådan - og det kommer andet på manden det omhandler - som er den eneste der VED hvorfor han gør som han gør.

jeg sys egentlig det er grotesk man kan undskylde dårlig opførsel med savn af tidlig mistet kone ect - det er ikke i orden at behandle andre sådan på NOGEN baggrund.

Skulle Morten osse behandle Line dårligt fordi han i en tidlig alder ahr mistet sin mor så??? Nope... Den går bare ikke. I hvert fald ikke her.

At man ahr det skidt skal man ikke lade gå ud over andre - det har jeg lært og lever jeg med. Så taler man om tingene el lader være at påvirke andre negativt.

Ingen skal da tvinges til at holde andres børn hvis ikk de vil- man behøver ikke mene andres børn er fantastiske. Men det ER sgu da underligt ikke at interesserer sig den mindste smule for sit eget barnebarn.

Well said, Gitte!

Den menneskelig psyke er meget indviklet. Vi er helt enige om, at en snak med farfar er et step på vejen. Det er ikke sikkert, at det løsner op for noget som helst - han ved måske i virkeligheden ikke selv, hvorfor han reagerer, som han gør. Men hvis ingen taler med ham om det, bliver der næppe ændret noget.

Det er muligt, at du, Stute, synes, det er grotesk, hvis tabet af hans livsledsager er årsagen til hans reaktion. Det er i mine øjne en meget primitiv tankegang, som jeg for alt i verden ikke håber, Line og Morten gør brug af. Tabet af ægtefællen er nemlig en meget plausibel årsag og ikke noget han i så fald bevidst har valgt at "irritere" sine børn, svigerbørn og børnebørn med. Nej, det er ikke nødvendigvis mærkeligt, ikke at vise interesse for sit barnebarn. Vi ved ikke, hvad der foregår i hans hovede, og han er måske slet ikke klar over, at han virker meget afvisende.

At gøre sig nogle tanker om årsagen til problemerne er ganske almindelig fornuft, som kan hjælpe til at man "angriber" situationen fra den rette vinkel. Man går måske fra at være vred og skuffet til at have et mere åbent sind og større forståelse for årsagssammenhængen, og løsningen afhænger af årsagen!

Kald det bare gisninger, jeg mener, det er forberedelse. Det gør ikke Line og Morten mere sårbare. Tværtimod bliver de langt bedre rustet til at se situationen fra flere sider og dermed komme nærmere en løsning, som alle bliver glade for - eller i hvert fald bedre kan acceptere end den nuværende situation.

læs hva jeg skriver for pokker - jeg skriver ingen steder det er grotesk at hans livsledsagers bortgang kan være grundlaget - jeg skriver det er grotesk at FOLK (her på hn) kan mene det er ok at blive modbydelig over for andre pga forskellige ting. Det er SLET ikke det samme! TYPISK at tingene blir vendt til noget helt andet end det man skriver altså.

"Læs, hvad jeg skriver for pokker. Jeg skriver INGEN steder at det er i orden at opføre sig sådan fordi man har mistet sin kone!!! Og det læser jeg faktisk INGEN steder, at der er andre her på HN der synes. Derfor kan man skiseme da godt gøre brug af mere end to hjerneceller og se sagen fra forskellige vinkler." Undre mig meget over dit angreb på Guest, da du tydeligvis også selv vender tingene til noget andet end det skrevne. Og forstår generelt ikke helt din tone i denne tråd, da jeg ikke umiddelbart synes at hverken tråd eller andres svar ligger op til, at man behøves at svare på denne måde. Derfor har jeg også sat det øverste af dette indlæg i kursiv, idet jeg bestemt ikke normalt vil svare på denne måde, men det er åbenbart det "VI" gør nu i denne tråd.

Vi er skam langt hen ad vejen enige. Gu skal der en snak til - DET vil du også kunne læse dig til i mit andet indlæg og så vidt jeg kan se er det også det Guest skriver. Men der er sgu stor forskel på hvordan man indleder sådan en samtale. Og det gør altså ikke noget at man reflektere lidt over fremgangsmåden forinden samtalen. Alt andet er for mig ret primitivt. Det kan jo næppe heller være i Line eller Mortens interesse, at deres forhold til farfaren går fuldstændig i vasken.

Når det så er sagt, så er det jo langt fra sikkert, at det omhandler konens død, det var kun en mulighed. Ligemeget hvad det er, lugter det dog for mig ret kraftigt af, at der ligger noget psykologisk bag. Og der tror jeg ikke, det er den bedste fremgangsmåde, at angribe som et vildt rovdyr. Men nærmere at sætte sig stille og roligt ned og snakke om tingene. Det kunne jo være at farfar virkelig også har brug for at få lettet hjertet.

Guest: Tak for dine indlæg. Du får beskrevet hvad jeg mener, på en mere forståelig og faglig måde. Hvis man skulle gå videre i den samme tankegang om konens død, kunne man psykologisk vel også pege på, at han kunne være vred på konen over, "at hun gik bort fra ham". Børneforøgelsen som er repræsenteret af barnebarnet, kan vel i princippet overføres denne vrede. Jeg ved ikke om det giver mening, det gør det mit hoved. Men igen, det kan jo være alt muligt.

jeg skal da gerne beklage, hvis jeg har fejlciteret dig. Vil du ikke forklare mig, hvordan jeg skulle vide, at du med "man" mente HN's bruger? Tak!

Uanset hvad, så ændrer det ikke på, at jeg mener, du tager fejl!

Det er almen psykologi,

- at tabet kan være årsagen

- at han muligvis ikke engang selv er klar over, at hans opførsel er sårende.

Tabet kan derfor godt undskylde/forklare, at han opfører sig, som han gør. Det er derfor ikke grotesk, hvis nogen mener, at tabet kan undskylde hans opførsel.

Gitte: Jeg er slet ikke med på din kursive indsatte tekst! For mig ser den godt og blandet ud - hvis det er noget jeg skulle ha skrevet kan jeg ikke mindes at ha skrevet det som du har indsat det. Jeg har lige ledt uden held - er det mit sidste indlæg du tænker på - har jeg intetskrevet om to hjerneceller.

Udråbstegn er måske ikke i orden mere el hvad??? Er spørgsmålstegn stadig i orden at bruge så??? Tror det omhandler med hvilke briller man læser om man opfatter det jeg skriver negativt. Men ok der skal vist ikke mere end udråbstegn og en uenighed til kan jeg forstå. Det er kun mit sidste indlæg der er en smule mere negativt end de andre. Det har måske noget at gøre med jeg ofte skal finde mig i at blive fejlciteret - blive lagt ord i munden på, læst mellem linierne osv osv osv ret mage gange efterhånden.

Men nåh nok om det - jeg er her ikke for at diskuterer min mening.

Nej, det kursive er ikke citeret af dig. Det er mig selv der har skrevet det. Grunden til at jeg satte det i kursiv er for at demonstrere, at det bestemt ikk er sådan jeg plejer at skrive, men her gør jeg jo så en undtagelse - grundet i at det er samme tone du bruger over for Guest. Så det jeg har skrevet med kursiv skulle forståes en smule ironisk.

Sjovt du nævner, at du tit bliver lagt ord i munden. Det er jo netop det jeg forsøger at vise (i den kursive tekst), at du ligeledes gør ved os andre. Så lige netop derfor mener jeg godt, at du måske kunne passe på din tone - og jo, jeg fortolker den som negativ. Måske fortolker jeg forkert - så tager jeg den gerne på mine skuldre.

Men ja ja, de fleste kaster gerne med sten, selvom man bor i et glashus. Det gør jeg også gerne selv - jeg erkender det bare. Det er tit nemmere end at bortforklare det.

Fint du ikke er her for at diskutere din mening - så må der være noget jeg har misforstået i dine indlæg. Det undskylder jeg da hermed.

Gitte, selv tak. Var lige på vej ud af døren og måtte lukke hurtigt ned, da jeg havde trykket send. Har derfor ikke set dine to sidste indlæg før nu.

Stute, jeg synes personligt, dit svar til mig (kl. 12:58 d.d) er meget negativt og dobbeltmoralsk. Fx kan jeg - mig bekendt - ikke sættes i denne kategori: "TYPISK at tingene blir vendt til noget helt andet end det man skriver altså." Ikke desto mindre er det faktisk det, du gør.

Jeg har på ingen måde fejlciteret dig for at genere dig. Din kraftige reaktion giver mig imidlertid indtryk af, at det er din opfattelse af situationen. Også dette er for mig dobbeltmoralsk i forhold til dit svar til mig.

Hvis du tit bliver misforstået, så vil jeg - og dette er skrevet meget velmenende - foreslå, at du prøver at finde ud af, hvad årsagen kan være (i øvrigt helt i tråd med det egentlig emne i denne tråd) og finder en løsning. Er der en fællesnævner?

En (vist nok klog ) mand, har engang sagt, at kommunikation er afsenderens ansvar.

Stute: Hvor ville HN dog være meget dejligere at besøge, hvis du lærte at formulere dig med bare en lille smule høflighed og forståelse for andre mennesker end dig selv.... Eller i det mindste lod være med at kommentere i alle tråde

Og til det tråden handler om:

Min egen far skiftede til en lignende opførsel efter min mors død. Det er ofte meget svært for ældre mænd at blive alene, og de aner ikke hvordan de skal gebærde sig og takle deres omverden.

Det at han er skuffet over, at I ikke kommer til hans fødselsdag er en rigtig god indgangsvinkel til en fair snak med ham. Så kan I ligesom starte samtalen ud fra det grundlag, at han jo faktisk rigtig gerne vil have besøg af jer, men at I er forvirrede over hans opførsel...

Altså, jeg må sige at ligemeget hvilke briller jeg tager på og ser på sagen, så kan jeg ikke se hvordan det er helt iorden at farfar ikke er interesseret i sit barnebarn, og opfører sig somom det ikke eksisterer, om end jeg kan respektere at det er hans synspunkt, så forstår jeg det slet ikke, det er da helt fair man ikke vil holde et barn, eller synes det er grimt, jeg synes dog ikke det er iorden ikke at ville erkende det faktisk eksisterer..

For at svare på spørgsmål, så kommer vi aldrig uanmeldt, det er aftalt, uger sommetider måneder på forhånd.

Jeg føler mig en smule angrebet i et enkelt eller 2 af indlægene, på den måde jeg føler forholdet/opførslen påvirker mig/os... Men lad nu det ligge...

Vi har bestemt indtil videre at lade sagen ligge, for det er noget der virkelig går mig på, og det må derfor blive henlagt til jeg kan tage det lidt mere med ro omkring det...

Hvis dette "Jeg føler mig en smule angrebet i et enkelt eller 2 af indlægene, på den måde jeg føler forholdet/opførslen påvirker mig/os." henviser til noget, jeg har skrevet, så vil jeg gerne undskylde. Udover mine allerførste to indlæg har resten være tænkt generelt.

Jeg håber for jer, at I finder såvel en indgangsvinkel som en løsning, som I har det godt med, og jeg ønsker jer alt vel. Kan kun forsøge at sætte mig ind i, hvor hårdt og frustrende det må være.

nu kan jeg egentlig ikk se det er op til dig at blande dig - du aner ikk hva der ligger bag mine udtalelser. En anden ting er igen osse, at det er jo med de briller man læser.

Jeg kan abr ikk helt se hvor jeg ligger ord i munden på nogen - jeg skriver direkte ud fra den tekst der står- jeg ændrer ikke på den. Er det tilfældet er det en fejl i hver tfald.

Ja jeg erkender skam gerne når jeg fejler - det ahr jeg reelt lige gjort hvis jeg ahr fejlet altså. Men nok om det.

Jeg mener du ligger ord i munden på folk med følgende: "jeg skriver det er grotesk at FOLK (her på hn) kan mene det er ok at blive modbydelig over for andre pga forskellige ting." Som tidligere skrevet er der ingen der mener det er ok, at opføre sig som han gør. Men de ovenover skrevne eksempler kan anvendes som forklaringsgrundlag for, hvorfor han opføre sig som han gør. Så jo, jeg mener ikke du skriver direkte ud fra det skrevne, men fortolker. Fortolkning er i øvrigt uundgåeligt af ethvert menneskeligt individ.

Øhhh og hvad er det lige jeg ikke må blande mig??? Det kunne være rart med et regulativ for hvad man må blande sig i og ikke må blande sig i på et offentligt debatforum. Her må jeg indrømme at jeg er godt og grundig forvirret.

Nå, men fint for mig, hvis diskutionen lukkes her - jeg fornemmer alligevel ikke at jeg kommer nogen vegne. Men det kan selvfølgelig skyldes mine dårlige kommunikationsevner, hvilket jeg hermed erkender.

Line: Jeg skal ikke kunne sige om det er et af mine indlæg du føler dig trådt over. I så fald, vil jeg gerne undskylde, for det har bestemt ikke været hensigten. Jeg håber i snarest finder ud af noget, for det er da fuldstændig ulideligt for alle parter, den situation i står i. Og jeg vil give både dig og Stute fuldstændig ret i, at selv om man ikke kan tvinge folk til at holde og holde af de små kære, så virker det ret uforståeligt, at man kan have det sådan over for ens barnebarn. Der er vist ingen tvivl om, at der skal en snak til. Der er bare forskellige måder at gribe samtalen an på, men det er jeg sikker på at i også tænker over.

for der er ingen der skriver det er gyldigt grundlag efter jeg har skrevet at det mener jeg ikke at der er vel

hmmm det er så din mening - men nu deltager jeg ikke i alle tråde - men overdrivelse fremmer sikkert forståelse og ja jeg taler da så grimt hele tiden uha uha hvis det var så dejligt udeg - så undgå mig dog og så er jeg skam høflig - men ikk når jeg får grund til andet!

Det er sjovt som visse mennesker - enkelte altid tolker mig negativt uanset hvad og hvordan jeg skriver mine ord. Det kunne jo osse være de der er forudindtaget...

Det var ikke jeres tekst som sådan, det var faktisk mest det ManEater skriver med hvorfor nogle mødre har et sygeligt behov for at folk holder ens barn - eller hvordan det var det blev formuleret...

Jeg synes bestemt ikke jeg har et sygeligt behov for det, men jeg har et behov for at en farfar erkender det er det han er... Og i det mindste bare gad vise lidt interesse for et lille barns liv...

forståeligt Line. Mange gange refererer man det skrevne til ens egen virkelighed, så hvis man har oplevet lignende mange gange, så vil man måske være hurtigere til at "dømme" ud fra det. Tror ikke det var ment så hårdt, men det kan jeg jo selvfølgelig ikke vide.

Det kunne være fedt med en opfølning på denne tråd, når i har fundet ud af, hvad i gør og hvad problemerne evt. skyldes. held og lykke med det.

Som flere har skrevet, synes jeg også at det er en god ide, at du og din mand taler om, hvad kan grunden muligvis være. Få kastet nogle bolde op og se om der er noget der passer på/til svigerfar/farfar.

Jeg har mødt forskellige årsager og dem får du lige her. Det er bare ideer, IKKE svar på jeres situation.

Nogle bedstefædre har det fint med at være det, når der er en bedstemor, som kan tage sig af alt det babyhalløj. Nogle har aldrig deltaget i pasningen af de helt små børn. Min egen far ville ikke have taget sine børnebørn ret meget da de var små, hvis ikke min mor havde været der.

Andre (og det også være min egen svigerfar) bliver pludselig gamle og det er de i hvert fald ikke. Min svigerfar kunne slet ikke forholde sig til den rolle, da han altid er gået efter at være ung. Dette her kunne han ikke løbe fra.

Jeg kan desværre også fortælle om 2 vennepar, hvor de hver har et hold bedsteforældre, som ganske enkelt ikke er interesseret i børnebørn. De skal leve livet, nu hvor børnene er voksne og vil ikke hæmmes af børnebørn, ej heller tvinges.

Uanset hvad, så lyder han jo ikke til at have det godt. Tænker der må være nogle stærke følelser, siden han reagerer så voldsomt, men han sikkert ikke engang selv er klar over hvad det er, der gør det. Det lyder heller ikke som om, at i snakker så tæt sammen. Altså i ikke vant til at snakke om svære eller alvorlige emner. Hvis det er sådan, gør det også sværere at tage hul på sådan en samtale.

Nu ved jeg jo ikke hvordan i plejer at snakke sammen, men nogle gange kan man også kaste sig ud i det og tage det op i nuet. Hvis han eks. siger nej til at holde Liam, så spørge er det fordi han er baby eller er det svært. Eller snakke om sin afdøde kone, at hun ville være stolt. Eller hvis han ikke gider lave mad (og du har overskuet til det), tage mad med hjemmefra eks. fryseret. Jo flere af disse ting der er taget hånd, jo før løber han "tør" for undskyldninger og måske ad den vej, komme nærmere ind i hans hjerte. Ikke at jeg på nogen måde synes hans opførsel er OK, men hvis han ikke er vant til at snakke, er det heller ikke sikkert han ved hvad han egentlig føler og hvad det skyldes.

Jeg forstår godt, at du er ked af det og skuffet, for det er jo jeres øjesten og det er svært, men i må heller ikke vente med at snakke med ham til du eller i eksploderer. Så er det endnu sværere at "få ham med".

LineogPiv (Line Ditlevsen): Det kan jo være, at manden ikke er klar til at blive farfar. At blive farfar, mormor osv. er jo en titel man får, ingen spørger om man har lyst til at få den titel.

Barnets farfar er jo forholdsvis ung, han har stadig et barn (hende på 8) og magter måske bare ikke lige at skulle til at forholde sig til en baby, nu når det ikke er så mange år siden, han sidst har haft en selv.

Selv har jeg heller ikke lyst til at sidde med babyer, jeg synes ikke de er specielt nuttet osv. og siger faktisk også altid nej til at holde, selv om det er nært familie. Jeg gider bare ikke små børn, så hvorfor skulle jeg slæbe rundt med dem? Måske farfar bare har det på samme måde lige pt.?

Selvfølgelig er det da træls for Jer, men i bliver nødt til at respektere at det er JER som har valgt at få et barn og ikke ham. Lad være med at blive sur på ham og lad være mere at presse ham. Når han føler sig klar, så skal han nok være der. Og så er det jo jeres beslutning, om I vil lade ham få den enestående chance at være med i hans barnebarns liv eller ej.

Jeg bider altså lidt fast i to ting du skriver...

"hvorfor vælger man ikke selv familien "

"men jeg har et behov for at en farfar erkender det er det han er"

Håber du kan forstå, hvorfor jeg sådan lidt, tænker over de to sætninger

Jeg håber I finder en løsning på det, - er ikke rart når der er problemer, og man kan se hvordan svigerforældrenes opførsel, påvirker ens mand/kæreste.

- Har selv en svigermor jeg efterhånden finder noget, uhm, speciel.

Men lyder som noget af en omgang han er igennem, tiltrods for ny kæreste, så måske han bare ikke kan forholde sig til et barnebarn også.

Vi reagerer alle på underlige måder, og tit ligger der jo en grund bag - er jo bare med at finde en løsning der kan passe jer alle, så I ikke skal føle jer uvelkommen.

Rollo: Det jeg mener med de 2 sætninger er, at jeg til tider virkelig er ked af man ikke selv kan vælge familien, men at det kan man jo ikke og at jeg derfor er ked af det "forhold" hvis man kan kalde det det, vi har med farfar.

Kunne jeg selv vælge, så havde vi da nogle super engagerede bedster - Men det har vi så ikke, og så må man jo få det til at fungere derud fra...

Øvrige: Jeg gider ikke videre kommentere på hvorvidt jeg må synes sådan om farfar, uanset hvad der ligger til grund for opførslen, starter indlæget var blot nogle meget få ting af problemerne ud af den store sammenhæng, men ikke alt hører til på nettet.

Nu er farfar sådan, og sådan vil han sikkert være til han bestemmer sig for noget andet, jeg har bestemt mig for ikke at snakke med ham om noget, han kan være som han er, og bliver det ved at gå Morten på, ja så må Morten snakke med ham, han kender ham bedst, og skulle det have noget med tabet at gøre, så er det også noget Morten kender langt mere til end jeg.