Jeg tror som du selv er inde på, lad det ligge for nu og i får jeres udredning og kan bedre herefter genoptage samtalen på dette lettere ømtålelige emne.

Pøj, pøj med det

løsningen kan evt være et adoptivbarn og et barn med generne fra en af jer.

Kan godt følge begges tankegang.

Hilsen Birgitte

Jeg synes i skal lade den snak ligge lidt endnu - måske det slet ikke bliver en problemstilling for jer alligevel

Min mand og jeg er selv i fertilitetsbehandling og jeg kan godt huske usikkerheden omkring hele forløbet lige da vi var blevet henivist og havde været til den første samtale på kliniken.

Her er det manden som den er gal med, både med kvalitet og så en kromonfejl oveni, så det bevirkede at lægen automatisk gav os muligheden for at vælge donorsæd fra staren af.

Vi blev dog hurtigt enige om, at vi ønsker at forsøge med hans soldater og går nu i IVF behandling og der er altså ca. 30 % chance for graviditet for hvert forsøg, så chancen er altså rimelig og selv hvis det skulle være din kærestes soldater den er gal med, så behøver der altså ikke være så fandens mange af dem, før denne behandlingsform kan benyttes.

lidt endnu.

Når man er i fertilitetsbehandling flyttes ens grænser noget mere end, hvad man selv troede var muligt. Min mand holdte i en periode stærkt på hans mening, men det blev med tiden heldigvis ændret.

Ved i, hvor problemet ligger?

Vi har været til alle undersøgelserne, og min kærestes kvalitet er tip top - det er mig der kun har ægløsning 2-3 gange om året.

Jeg ved jo slet ikke hvad der skal ske når vi kommer på fertilitetsklinikken, men man går jo og tænker over tingene.

Men når min kæreste er tip top, skal han jo ikke frygte at det engentlig skulle blive til donorsæd - men han er ligeglad hvem af os der ikke kan "bruges" - han vil have et fælles barn, eller et adoptivbarn.

Men ja, må jo lade det ligge for nu, og krydse alt hvad jeg kan, for at det lykkedes med insiminering, som gynækologen var inde på.

Tak for jeres svar

Hejsa

Jeg har selv været på fertilitetsklinik - og har idag en datter som følge af IVF behandling.

Her var det mig, som havde meget svært at acceptere at vi skulle have hjælp. - Fx var jeg PANISK ved tanken om alle de hormaner!!! - Inde i mit hovede var der et mareridt ala "Så tager jeg hormoner og bliver gravid - og så får jeg sikkert cancer (pga hormonerne) og dør inden mit barn bliver 10 år!

- Så jeg havde allerede da vi startede med at blive udredt en ide om, at inseminering og IKKe længere!!

Min mand var af den mening at lad os nu se hvad de finder ud af og så lad os se....

Heldigvis mødte vi en læge med det samme, som lyttede til mig! Han sagde, at det jo var os - og dermed mig selv, der bestemte hvad vi ville være med til - de ville kun vejlede/råde os!

Men han ville råde mig til en til. Gå hjem og tænk over hvad du vil være med til og snak så med din mand om det. - Og lav så en aftale fx om et halvt år, hvor I taler igen. Osv - For rigtig tit så flytter ens grænser sig, sagde han. - Og så havde han mødt par, som ikke havde turde sige til hinanden, at de nu gerne ville prøve noget mere - for de havde jo aftalt. Og det mente han var rigtig øv! Ikke sikkert man omstemmer sig, men så har man muligheden.

- Og ja jeg flyttede jo mine egne grænser! - Efter mange overvejelser/tanker/snakke med min mand + læger!!!

Men samtidig vil jeg også sige, at det er super vigtigt, at man respektere hinandens grænser. - Jeg var ihvertfald gået helt i baglås, hvis min mand havde forsøgt at presse mig længere end jeg ville gå.

Held og lykke!!!

... ikke at jeg ville gå så langt, at jeg ville bruge donorsæd/æg. Så hellere adoptere.

Jeg tror, at grænserne for, hvad man vil være med til, bliver flyttet efterhånden som man er i gang. Det var i hvert fald, hvad jeg kunne høre på de andre deltagere, da jeg var på adoptionskursus Det kommmer efterhånden med erkendelsen - så længe man er sikker på, at man kan selv, er der jo ikke nogen grund til at overveje donation, sådan helt seriøst. Og så virker det måske lettere at sige, at "så kan vi lige så godt adoptere".

Men det at adoptere ikke sådan bare lige - det finder man ud af, når man går i gang. Der er mange, der gerne vil adoptere, og faktisk ikke så mange børn, så ventetiden kan være lang - flere år. Desuden får man jo et barn med en historie og en ekstra familie, som man skal forholde sig til de næste 18 år. Og så koster det jo kassen i forhold til, hvad det koster at rende på fertilitetsklinik også... Med hensyn til argumentet om at hjælpe et barn, der har brug for det, så er der rigtigt mange, der gerne vil hjælpe (deraf den lange ventetid). Og strengt taget ville man nok hjælpe børnene mere, hvis man lod dem blive, hvor de var og hjalp dem der - men det er jo ikke kun derfor, man adopterer.

Hvis man virkelig vil vil gøre en forskel ved at adoptere, kan man overveje at vælge et sygt eller handicappet barn - her er ventetiden også lille og kravene til forældrene lavere (For det kræver jo MEGET mindre at tage sig af et handicappet barn end et raskt barn... eller noget... sorry, personlig betragtning ) Men ellers er der bare så mange overvejelser omkring adoption, som - i hvert fald for mig - gjorde det til en enorm lettelse, da jeg blev gravid. Så behøvede jeg ikke at forholde mig til alle de problemer, der følger med et adoptivbarn. Dem skal I selvfølgelig også have med, når I skal snakke om, hvilken vej I skal gå.

Så jeg tror, at I bare skal starte med at blive undersøgt og så se, hvordan mulighederne er og bliver... så er det også meget lettere for ham at forholde sig til, hvis det viser sig, at det virkelig er nødvendigt med donor

mvh. tina

-og man har jo 3-4 gratis reagensglasforsøg. Vi er igang med ICSI. Er du inde på http://www.min-mave.dk? Ellers kan jeg varmt anbefale dig at melde dig til derinde. Der er en masse piger, som er i samme situation som os. Der er altid masser af støtte, motivation og vejledning at hente

Når det er sagt, så har jeg også luftet muligheden for donorsæd for min kæreste. Det er nemlig ham, der er "noget galt med". Han har ekstremt dårlig sædkvalitet. Første gang jeg nævnte det, stejlede han fuldstændig. Men her undervejs i vores efterhånden lange forløb (vi har prøvet at blive gravide 2 år i denne måned..) med 2 mislykkede reagensglasforsøg bag os - vi er igang med det 3. nu - så er han blevet meget mere åben overfor muligheden. Han kan se, hvad hormonerne gør ved mig, og hvor slemt det har været til ægudtagning. Sidste gang virkede det smertestillende åbenbart ikke på mig, sikkert pga adrenalin, så det var en hård omgang.

Efter dét, så har han indset at det ville være nemmere med insemination - og det er hans sæd bare ikke god nok til. Så hvis det ikke lykkes for os at blive gravide med ICSI, så har vi også nogle IUI i det offentlige, som vi vil prøve med donorsæd. Men det er jo også den sidste løsning.

Jeg har det 100% ligesom dig: Jeg VIL føde mit eget barn. Jeg har altid drømt om at være gravid og smuk med kæmpe mave, mærke liv inden i mig osv. Og jeg ved godt, at der er mange børn, som venter på et par gode forældre - men jeg vil bare føde mit eget barn.

Barnet vil jo også være hans, uanset om det er biologisk eller ej. Det er jo ikke sådan, at hvis manden er 190 og lyshåret, at donoren er 150 og afrikaner.

Nå, det blev en længere smøre - håber, du fik tygget dig igennem det.

knus herfra

Igen, tak for alle svar

Jeg kan jo høre på de fleste af jer, at grænserne flyttes, jo længere i forløbet man kommer.

Så jeg håber selvfølgelig det lykkedes hurtigt for os, og ellers at han måske tager det op til overvejelse en ekstra gang.

Jeg har prøvet at melde mig til på min-mave, for 1 år siden, men kunne ikke rigtig få det til at virke

starte med at anbefale dig min-mave... Prøv igen, den side har holdt mig fra en depression eller det der var værrer gennem vores behandlingsforløb.

Og så til det dit spørgsmål handler om...

Der er slet ingen mening i at SKAL blive eninge allerede nu... Der er langt overvejende sansynlighed for at i ender op med et biologisk (100%) barn af at komme i behandling.

Du ved allerede nu at der er et problem omkring dine ægløsninger. Det er noget af det de har aller størst succes med at behandle på. Det er meget let at skabe flere ægløsninger (for det meste, ingen garantier desværre)

Og som andre påpeger, så flytter grenserne sig løbende gennem behandlings forløbet. Og det gælder for jer begge. Jeg synes det er godt i snakker om det, og er afklaret om holdningerne lige nu, men lad emnet falde, og se et stykke ind i behandlingsforløbet om ikke i flytter jer. Det gjorde vi.

Jeg var sikker på at jeg ville tage alt hvad jeg kunne, offenligt IUI, IVF, derefter mindst 3 forsøg privat, og donor hvis det blev nødvendigt, og derefter adoption.

Men i dag står jeg og er stoppet, med stadig en behandling "tilgode" i det offentlige, har slet ikke forsøgt det private, donor snakken er helt væk (vi er 100% ok begge to) og adoption ønsker vi ikke trods vores tidligere holdninger.

Så min anbefaling er at slappe af, og følg strømmen, væbne jer med tålmodighed (der er mange og lange vente pas i et behandlingsforløb (hormonelt, venter på mens, ferier, helligdage m.m.)

Held og lykke med projektet... 95% ender op med et barn, så i har altså gode odds.

Jeg har meldt mig derinde - ser ud som om jeg godt kan finde ud af det nu

Synes det er synd i er stoppet, men det har man selvfølgelig sine grunde til.

Men jeg har skam ladet emnet ligge nu, også må vi se hvad der sker.

Men en lille glædelig nyhed er at jeg i dag har fået min mens på 28. dagen i min cyklus !!!!

Så måske det hele går i orden nu ??

Sidst var den på 59 dage, så den har lige lavet et dyk på en hel måned

Den har ikke på noget tidspunkt været nede på 28 dage, i de 15½ måned vi har prøvet, så det jo fantastisk

for dig med en "normal" cyklus... det er da altid dejligt når man forsøger at forøge familien...

Det er ikke synd vi er stoppet, det havde været mæget værrer for os at fortsætte. Men det er ikke noget jeg forventer andre kan sætte sig ind i, da det er ret usædvanligt det vi har gjort. Men det var den eneste mulighed vi havde for at bevare vores sunde fornuft, og vores ægteskab, og mit heldbred...

Så er det selvfølgelig det rigtige i har gjort - men du har ret, det er rigtig svært at sætte sig ind i :S

Jeg giver din kæreste ret, personligt ville jeg vælge at adoptere hvis jeg ikke selv var i stand til at få et med "vores" egne gener. Men jeg har heller aldrig haft et behov for at gennemgå en graviditet og fødsel (som jeg har haft 2 af, og ellers er forløbet fint). Til gengæld elsker jeg at være mor, og gå rundt og passe og pleje et spædbarn, så for mig ligger moderskabet i kærlighed til et barn, og ikke en graviditet, som jeg (hånden på hjertet) ikke ville have noget imod at undvære.

Men selvfølig hver vores behov.

Til Jackpot:

Dejligt at høre at du er blevet mere afklaret med tiden.

Du tilhørte min første terminsgruppe tilbage i 2007, og jeg fulgte dig fra dit første indlæg, til du forlod os, så du svæver stadig i mine tanker

Nu var det ikke så meget hvem af os der har ret - det er jo individuelt hvordan vi hver især ser på tingene, og for mig er det virkelig vigtigt at få lov at bære mit eget barn, og føde det.

Og lige præcis det du siger med at passe et spædbarn - de fleste jeg har hørt om, som har adopteret, der er det netop ikke et spædbarn de "får".

Men igen, så lader jeg det ligge for nu, og håber vi ikke kommer dertil

Du skriver, at det er nok for dig at passe et spædbarn. Så skal du måske lige have "justeret" lidt på dit billede af, hvad det er for nogle børn, man adopterer. En normal godkendelse er til et barn på 0-36 måneder, det vil sige til børn op til tre år. Og børnene kommer jo ikke lige fra moren og til adoptivforædrene - langt de fleste børn er over et år, når de ankommer, og altså ikke helt så spæde mere. Bare så du ved det

Det var en af de ting, der overraskede mig meget - jeg havde også dette her billede af en baby i mit hoved, da jeg kom på adoptionskursus - det blev ændret meget. I dag har jeg lige været sammen med min brors datter på et år og otte måneder - det er jo et barn, som allerede har udviklet sin helt egen personlighed, og så er det jo endda et forholdsvist ungt barn i forhold til de "gamle" adoptionsbørn. Det er noget HELT andet end de der små tingester, der spiser, sk*der, sover og næsten intet andet, som jeg får lige om lidt

mvh. tina

Okay, lige spædbarn var måske ikke det rette ord. Det jeg ville frem til var at moderskabet ikke nødvendigvis ligger i at føde et barn, men som før nævnt, at få muligheden for at passe og pleje et barn.

Jeg er i øvrigt ganske klar over hvilken aldersgruppe børn der bliver adopteret. Jeg har personligt siddet 14 timer i et fly med 20-30 børnehjems børn (= konstant barnegråd) som skandinaviske par havde hentet i Kina. En blandet fornøjelse efter 2 døgn uden søvn, skulle jeg hilse og sige

Hej

Vi har netop selv været hele møllen igennem med fertilitetsbehandling. For vores vedkommenden var kærestens soldater også tiptop, hvor i mod jeg heller ikke havde ægløsning pga. min PCOS. Selv om jeg altid havde haft det på fornemmelsen at der var noget galt syntes jeg stadig det var utrolig svært at få "stemplet" PCOS. Jeg brugte rigtig meget tid og tårer på at acceptere det. U"Heldigvis" havde jeg ingen antistoffer mod rødehunde og skulle derfor først vacineres og i karantæne i tre måneder inden den egentlige behandling måtte starte. Det var tre MEGET lange måneder, men set i bakspejlet var det sundt for mit hovede og mine tanker at skulle vente så det hele faldt på plads inden behanlingen startede.

Vi startede også ud med at snakke om hvor langt vi ville gå for at få et barn, og vores grænser var også meget forskellige. Men efter udredningen (vi blev tilbudt at starte med insimineringsforsøg IUI og hvis det ikke gik skulle vi videre til IVF.) besluttede vi og for at vi til at starte med kun ville koncentere os om de førts tre IUI forsøg før vi ville diskutere videre forløb. Alligevel oplevede vi hen af vejen at vores grænser flyttede sig meget. Både i takt med at vi blev mere informeret, men også fordi håbet og ønsket om et barn voksede.

Så rådet herfra er at snakken omkring grænserne er god at have, men endnu vigtigere er nok at man tager de snakke, tårer og den ærlighed som I har lyst til og behov for. Det får man brug for. og vær forberedt på at ikke alle har samme forståelse for jeres problemstilling som I ønsker.

Som mange af de andre er minmave.dk en rigtig god side hvor du kan skrive med andre i samme situation og få luft for føleser som vil komme under behandlingen.

Til sidst (mit indlæg blev vist lidt langt) vil jeg fortælle dig at ikke alle behøver at bruge flere år med lange og hårde fertilitetsbehandlinger. For vores vedkommende blev jeg gravid ved først IUI forsøg og venter nu en pige til juli.

Held og lykke med behandlingen og skrive endlig hvis du har behov for lidt luft.

Vil engentlig bare sige rigtig mange tak for dit svar, og rigtig mange gange tillykke med graviditeten

grænserne flyttes sandsynligvis som man er i gang - og man kan skifte mening ligeledes. Og ingen siger det overhovedet er aktuelt endnu...

Jeg håber dog i har fundet ud af du ved nok hvad siden i er i gang...

Det har vi - heldigvis

Vi har en aftale med hinanden om de 3 forsøg i det offentlige og så må vi se hvordan verden derefter ser ud.

Nu har insemenering slet ikke været en mulighed for os pga. soldaternes kvalitet og pga. min sygdom, så vi har ikke skullet forholde os til den del.

Vi er ligenu enige om ikke at ville adoptere, hvis ikke vi kan selv, men er også enige om at snakken skal tages op igen senere.

Som jeg har skrevet tidligere har jeg haft stor gavn af at læse barnløshed og parforhold - da den giver mange gode tips til hele spektret af ting man gennemgår i og udenfor behandling.

I vil som andre skriver måske også ændre mening efterhånden som I får mere viden om forskellige ting og får tænkt mere over hvad der er rigtigt for Jer og hvad der føles rigtigt at gøre i de forskellige situationer.

Pt. går jeg og lader op til forsøg nr. 2 og er så småt ved at finde motivationen og overskuddet frem til runde 2, men er alligevel spændt på om jeg tør fortsætte "ræsset" med behandlingen.

Det gør det ikke nemmere at min svigerinde netop er konstateret gravid efter "kun" at have forsøgt i 2 måneder og når man så selv sidder med 2 år og 4 mdrs forsøg bag sig, så synes man nok det er en smule fejt og sætningen med at det "nok skal lykkes" trøster ikke det helt store - hun ved jo ingenting om hvad jeg gennemgår.

Noget der til gengæld kan glæde mig er at min veninde som efter 4 års behandling for at få nr.2 nu er blevet gravid helt uden hjælp - noget som hun har ønsket rigtig meget og jeg under hende det så meget.

Der er mange tanker og følelser af forskellig art involveret, når man er i behandling - ting som folk "udenfor" ikke er berørt af og har svært ved at forholde sig til, men de er der og kræver en masse af en - desværre, så mit råd er at tage tingene som de kommer og tale det igennem der er vigtigt for Jer. Sæt nogle grænser, men vær også villige til at ændre dem, hvis I har behov for dette.

Også held og lykke med behandlingen