Ud fra det du beskriver synes jeg da også, at det kunne lyde som stress. Du virker som typen der bare kører på og ikke beder om hjælp og samtidig er der for alle andre. Det er hårdt at have et lille barn og det bliver ikke mindre når man har to børn at tage sig af.

Tror at du skal til at passe lidt på dig selv. Du må bede din mand om noget mere hjælp derhjemme og evt. noget familie og venner. Du bliver nok nødt til at sige nej, når veninden skal til møder og andet. Du kan ikke være noget for andre, før du får styr på dig selv.

Så er det vigtigt at du kommer lidt væk hjemmefra alene en gang i mellem. Mødes med en veninde, gå en tur i skoven. Få slappet af.

Et stort knus fra mig...

Hej Tanja.

Puha, sikken en omgang, jeg forstår godt hvorfor du ikke kan mere, det er hårdt at være på så meget som du er.

Jeg kan ikke give dig så mange råd, men et kæmpe kram, og et ønske om lidt hjælp og aflastning til dig.

Nanna.

ja og det kan da ikke gå for hurtigt. Det du har været igennem....jamen jeg kan slet ikke sætte mig ind i det. Vi har også haft en del skrigeri, især omkring dagslurerne her hjemme og jeg var ved at gå i brædderne. Jeg tudede, jeg sad og sumpede, jeg magetede ingen ting og manden måtte gang på gang overtage selvom han havde været på nattevagt.

Jeg forstår slet ikke du er nået så langt som du er nået.

Selvfølgelig kan man få stres. Når ens baby græder og græder så bliver det ikke værre. Det er så modbydeligt og det skære i ens hjerte på en måde man slet ikke forestillede sig var muligt.

Du har helt sikkert brug for noget hjælp og det er altås helt okay at have brug for, også selvom man er på barsel.

Giv dine døtre en kram og et kys og se så at få bedt om lidt hjælp. Ellers må din mand jo hjem og gå lidt så han kan aflaste dig.

... ikke altid være den stærke, og du har sørme kæmpet. Hold da op, det ville jeg slet ikke kunne holde til, det du beskriver.

Om du lige har stress, ved jeg ikke, men du lider i hvert fald af søvnmangel og det er slemt.

Berøvelse af søvn er en kendt tortur-metode, og når du tænker over det, er du altså blevet tortureret i de sidste fem måneder.

Det er altså på tide at bede om hjælp. Hvis ikke du har familie eller venner i nærheden, må du hyre en babysitter. Det optimale er selvfølgelig, at din mand finder en andet job.

Men det vigtigste er, at du har én som kan aflaste dig engang i mellem og lade dig komme til hægterne.

Det bliver også nemmere at komme igennem de søvnløse nætter, hvis du ved, at der snart kommer en pause

Din veninde må finde sig en anden bisidder i et stykke tid. Lige nu gælder det at holde dig oven vande, så det ikke er dig, der får brug for en bisidder.

Held og lykke

Jeg har ikke børn endnu, men jeg kan ikke forestille mig, at der findes NOGET i hele verden, der er mere stressende, end et ulykkeligt barn, som man ikke kan trøste, og som bare bliver ved og ved og ved med at græde. Og ja, i den situation er det da ikke spor underligt, at du får stress, imens du er på barsel!

Det ikke at kunne sove, ikke at kunne huske, panik- og angstanfald er ting, jeg genkender fra min veninde, som havde stress. Der er ikke andet for, end at erkende, at du ikke kan det hele selv og må have hjælp og i behandling. Pas rigtig godt på dig selv - hvis du ikke virker, så kan du heller ikke få det til at virke for dine unger.

mvh. tina

Hej du

Selvfølgelig kan man have stress når man er på barsel. Stress er ikke kun at have travlt på arbejdet. Din stress er et alt for stort psykisk press og alt for lidt søvn i alt for lang tid. Kort sagt. Jeg har selv været der!! Det føles som om du kun lige kan overleve.

Mit bedste råd er SOV!! Sov for pokker når den lille sover. Gør det for dig selv. Det var et råd jeg fik af min læge, et ganske simpelt råd jeg ikke selv havde overvejet, men det hjælper.

Hvad med om din mand fik noget af orloven så I kan støtte hinanden? Jeg havde orlov sammen med min mand, det var guld værd.

Du bør snakke med din læge eller SP omkring noget psykolog hjælp, det er skide godt til at takle alle de stressede situationer du står i og vil komme i, i fremtiden. Brug det evt. som sparring, det gjorde jeg selv.

Du er velkommen til at kontakte mig, som sagt har jeg selv været der, og ved også godt at du måske ikke har overskudet til at tage kontakten.

Hilsen

Jette

Puha, hvor kan jeg følge dig... Lige netop det der med nærmest at gå i panik, når babyalarmen lyder.

Mit 2. barn Peter var stort set sur hele sit første leveår, og det er kun fordi, at min kæreste i den grad tager sin tørn med børnene, at jeg ikke endte i samme situation som dig! Hvis Anders havde haft et arbejde, som din mand har, mens Peter var lille, så var jeg i den grad gået ned med flaget.

Du må simpelthen aflastes! Hvis Anders skulle være væk i flere dage, så flyttede jeg simpelthen hjem til mine forældre med begge børn. Var det måske en ide for dig at gøre, så du kunne få et par dage med fuld service?

Peter er i dag den gladeste, sjoveste og mest charmerende dreng på snart 2 år . Så der er håb forude. Pludselig er alt meget nemmere, men det ændrer ikke på, at du er kørt ned nu, og det skal der gøres noget ved!

Mange kærlige tanker.

Mette

Puha...

Først vil jeg sige tusind tak for alle jeres svar! Jeg har fulgt med hen over weekenden, men har ikke lige haft overskud til en skrive så meget, så jeg ville vente til jeg havde! mna kan jo ikke bare stikke noget ud og så ikke vende tilbage...

Jeg må indrømme at jeg ikke har energig til at svare hver enkelt, men jeg har taget alle jeres kommentarer og gode ideer til mig .

Som skrevet arbejder henrik temmelig meget. Han er lastvognsmekaniker og er stedfortræder for værkføreren, så han er nødt til at være der. Nyt arbejde er desværre ikke et alternativ, da vi bor lige udenfor Grenaa(Djursland) og det er ikke ligefrem de jobs der hænger på træerne..-og så er han også glad for sit arbejde . Min mor lider af slidgigt, så hun kan desværre ikke tage så meget over, da hendes arbejde som handicap hjæper tærer på hendes kræfter. Min svigermor arbejder temmelig meget, men kommer gerne de dage min store pige og jeg skal til gymnastik..-så det er mit åndehul i løbet af ugen.

Og som i nok har fanget, så er jeg normalt ikke typen der beder om hjælp, for jeg "plejer" jo at klare skærene. Denne gang må jeg nok alligevel lige høre hvad lægen siger, for som andre også er inde på, så skal jeg være oppe for at kunne være noget for mine piger!

Skæbnen vil så at Henrik har fået byttet sin aftentur i næste uge til dagtur og DET giver fornyet energi. Faktisk så meget, at jeg i et forvirret øjeblik overvejede om jeg kunne klare det selv og ikke involvere lægen.

Ja nogle gange forstår jeg altsp ikke mine egne tanker, for jeg ved godt det er komplet idiotisk at tro det. Det er jo ikke nogle symptomer der lige er dukket op ud af det blå, så de forsvinder jo heller ikke pga en dum dagtur!!!!!

(Og tak for din pb)