det er jo en svær situation.... jeg kan kun sige lidt om jeg jeg ville gøre hvis mig og manden gik fra hinanden...

mine børn har alletiders far, jo han har sine fejl, har jeg også, men vi er der begge 200% for vores børn....

skulle det utænkelige ske at vi gik hvert til sit, har vi også snakket om at blive boende tæt på hinanden, og så have dem en uge af gangen, dur dette ikke, står vi begge sådan at børnene ikke skal deles(har 3), får jeg dem, jamen så må manden se dem så tit han vil, og omvent får han dem, må jeg se dem så tit jeg vil.... og vil børnene han til den forældre de ikke er hos, kan det også lade sig gøre....

jeg er selv skilsmisse barn, og en af de ting der står tydligst i min hukommelse er at jeg som 7 årig bliver spurgt i retten om jeg vil se min far igen.... mit svar var ja vil gerne se ham en sidste gang, for jeg forstod det ikke, troede han skulle dø eller lignende, virkelig frygteligt... jeg husker også at politiet kom og hentede mig hos min far fordi han nægtede at udlevere mig.... eller at jeg stod ude på vejen og ventede flere timer på ham, og han kom aldrig..... disse ting vil jeg aldrig udsætte mine egne børn for, og skal det betyde at jeg kun ser dem hver anden weekend, jamen så er det bedre end at trække dem ind i en kamp.... skal lige siges at min mor har kæmpet en kamp for mig, og jeg er hende evigt taknemmelig, for hun tænkte lige netop på mig da hun tog kampen som varede 18 år.

I er gode venner, og det lyder til at i nok også skal finde en løsning, uden kamp, og nej du er ikke vattet hvis du "opgiver" og lader dem bo hos faren, du er en mor med føelser for dine børn, og du vil lige netop ikke trække din søn ind i en kamp, du tænker jo på hans ve og vel....håber i finder en løsning...

Det er en svær situation du står i. Jeg er selv skilsmissebarn og mine forældre var da heldigvis rimeligt enige om det meste. Jeg boede fast ved min mor og havde hver anden weekend ved min far og ellers når jeg havde lyst. De boede i samme by, så det var nemt.

Jeg er glad for at jeg havde et fast sted at bo. Det må være svært for et barn at bo to steder. To forskellige huse, med forskellige regler og rutiner. Så jeg synes måske at i skulle overveje hvordan i kan gøre det anderledes. For jeres søns skyld. Selvfølgelig er det svært, fordi den ene af jer pludselig skal se ham mindre end før, men det må man altså se bort fra på en eller anden måde.

Desuden tror jeg næppe børnehaven vil være ude med riven, blot fordi du er enlig mor. Så ville de dælme have travlt med riven, for der er efterhånden mange enlige mødre. De har blot observeret at din søn ikke trives og vil gøre noget ved dette problem i samarbejde med dig, så vær du glad for det.

Jeg synes det er fornuftigt at du gør dig nogle tanker om hvad de vil tale med dig om, sådan at du forbereder dig.

Når det så er sagt, så synes jeg du skal prøve at tage tingene som de kommer. Du kan ikke have alle svar klar til dem imorgen alligevel. Måske vil de tale med dig om noget, som du i din vildeste fantasi ikke kan forestille dig.

Jeg kender godt lysten til at have styr på alt på forhånd, og det kan bare sjældent lade sig gøre.

Værdsæt at pædagogerne har øje for at din søn ikke trives, og de har sandsynligvis foreslag til hvad der kan gøres på deres område, dvs. i børnehaven.

Pøj pøj med samtalen

Er selv bonusmor til en Dreng på 6 år .. Han er afgjort også hvad man kalder en Dreng med STORT D ..

Han havde i børnehaven ekstra støtte på, især pga hans temperament, manglende koncentration og ringe evne til at "vente på de andre".. Og nu i 0. klasse har han også ekstra støtte på, hvilket fungerer rigtigt godt for alle parter..

Junior bor fast her hos os, hans far og jeg.. Mor ser han omtrent 1 gang hver måned, efter hendes ønske.. Han blev her efter skilsmissen både pga pladsen (hus på 250 kvm, værksted plus masser af udenomsplads) og pga forløbet i BH

Hos os betyder faste rammer også meget, men om man spiser i sofaen eller ved bordet, det kan jeg ved gud ikke se skulle gøre himmelråbende forskel ...

Det der er vigtigt er at barnet altid ved hvor det står og hvor det har sine forældre.. At man er konsekvent og ikke den ene dag tillader stort set alt og næste dag skælder ud over samme ting ..

Mødre kan til tider have svært ved denne konsekvense opdragelse, uden de rigtigt opdager det... Man vil jo helst at ens barn syntes man er den bedste forældre i verden, og siger man nej for tit er man måske bange for barnet trækker væk ...

Alle siger Junior har ændret sig enormt i positivt retning efter jeg er flyttet ind.. Min teori går på at det er fordi jeg kan være langt mere konsekvent ens hans forældre .. Og sjovt nok er det mig han søger lige så snart der er noget- han ved nemlig præcis hvor han har mig ..

Vi har indført en række konsekvenser som Junior kender.. F eks ville han ikke spise morgenmad i en periode, fordi han så havde mindre tid til sit elskede TV inden han skulle i skole .. Nu er reglen så - der er ingen tv før man har spist sin morgenmad .. Og vupti - problem løst.. ..

Om din søn trives bedst hos den ene eller den anden, det skal være mig umuligt at sige ... Men at en fast base er det optimale, det er der slet slet ingen tvivl om ..

BH kan ikke blande sig i hvorvidt han bor hos dig eller far... Uanset hvad de kommer med af forslag så husk at de kun gør det fordi de vil ham det bedste og de vil hjælpe med at finde den løsning alle trives bedst med..

Pøj pøj med det hele, det er godt der bliver taget hånd om det allerede nu..

Først må jeg give dig et kæmpe knus. Jeg bliver meget rørt over dine overvejelser, fordi de netop IKKE er vattede. Det kræver da mod og hjerte, at tilgodese sit barns behov, fremfor egne.

Hvorvidt dit barn bedst trives hos dig, eller hos din exmand og hvad dertil hører, skal jeg ikke udtale mig om.

Hvad mere ligger der i at din søns far, mener du lever et mere uregelmæssigt liv end de gør. For hvor man spiser er i min verden ligefedt. Jeg er vokset op med base hos min mor, og vi spiste da nogle gange i sofaen. Smadder hyggeligt og super afslappet = måltid, ikke spisesituation. De store rammerne for måltidet var stadig de samme; mad, bestik, tallerken, spise, snakke lidt. Ligesom vi kunne hygge os i køkkenet når vi spiste. Som reglen sofa, hvis vi var trætte og trængte til at koble fra inden sengetid, og køkken hvis vi (børn) var friske m.m..

Problemet opstår vel først, hvis der altid tv-kigges under måltidet og der aldrig er rum til at sludre og tale sammen. Tv-måltider behøver jo ikke være det samme som at tilside samværet.

Ellers syntes jeg "maneater" har sagt det hele, så vil ikke gentage mere end jeg allerede har gjort .

Det er faktisk et stort skift for et barn og tit.

Har I overvejet om, det er bedre med hver 14. dag?

Ville du kunne føle dig hjemme på de vilkår? Næppe.

Han lyder som en god dreng, der reagerer ud- fremfor at æde undskyld udtrykket- lorten. Det er værre, når man vender problemerne indad.

Børn er gode til alt andet, de elsker deres forældre, som de er. Men I kræver MEGET af Jeres dreng. For meget, for mig at se.

Ja, så har jeg været til møde idag og har været meget glad for at læse jeres svar. De gav mig stor støtte og kunne godt høre på børnehaven, at de har stor omsorg for vores søn og bare vil ham det bedste.

Jeres svar gav også mig et bedre overblik og ro indeni. Ja alt i alt var jeg i stand til at sidde og bevare et åbent syn på hvad de havde at sige og de havde mange gode og kloge betragtninger omkring vores søn.

De mente, at han havde brug for mere forudsigelighed i hverdagen, dvs. at vide hvornår der sker hvad, hvordan det sker og hvor længe det sker. De mente også, at han havde brug for samme struktur i begge hjem så som faste sengetider, spisetider. Det synes jeg så, at han har i forvejen.

Efter mødet talte far og jeg om vi skulle ændre samværet i en periode og jeg sagde, at jeg havde besluttet at han måtte bestemme det, da jeg ikke ville stå i vejen for at min søn kunne prøve at få en fast base og jeg vidste, at det ville far ikke umiddelbart give sig på. Så ville det fortsætte med en uge hver sted, men jeg vil godt se om det andet kan give vores søn ro.

Jeg vil lige sige at fars kone har kendt vores søn siden han var et år og hun er en rigtig god bonus mor for ham og sætter ikke hendes egne først. Tvært imod gør hun meget ud af at Nicolai er større og "må" mere og er en god dreng. Hun har virkelig hjertet på rette sted.

Enden på det blev at far blev meget rørt og glad og vi har givet håndeslag og forælderkram på, at ved at prøve denne model, så skal det efter 2 måneder evt. vise sig om Nicolai har mere ro indeni (det har han haft før) og hvis ikke der er bedring eller det er det samme, så skal han prøve at være hos mig i den omvendte model. Vi har også aftalt at det Nicolai siger tæller, dvs. ingen af os skal sidde overhørigt hvis hans savn efter mig fx bliver for stort.

Jeg er bare lykkelig og lettet nu; det her føles Så rigtigt men også meget vemodigt for han er jo min lille dreng, men som han far sagde så handler det om ham og ikke os.

Vi har jo kørt med en uge hver sted siden han var knap 1 1/2 år og vi har altid haft en meget sund og glad dreng, men i det sidste år har der været koncentrationsproblemer og at han går rundt for sig selv og er lidt ked af det?? Plus når han kommer i gang med de vilde lege så tager det helt overhånd. Der er en ADHD specialist i hans børnehave og det er ikke de problemer vores søn har. Det har vi spurgt ind til.

Jeg tror, at det gode samarbejde under alle omstændigheder vil gavne lillemanden og så må vi se hvad han selv siger med tiden.

Det, som gør at det her valg føltes rigtigt, er at hans far selv søger efter mere ro og base for ham. Han sagde, selvom Nicolai får det bedre så kunne det også været sket selvom vi ikke prøvede med en fast base; det kunne være sket fordi nogengange har børn gode perioder og andre gange dårlige uafhængige af hvor og hvordan de bor.

Gir det mening? Alt er åbent og nu får den faste base derovre en chance. Vi vil melde vores plan ud til børnehaven og vi har tænkt os at føre en ugebog over Nicolai gøren og laden og gøre status om to måneder.

Jeg synes det vigtigste er at give vores dreng tre gode voksne, som vil ham det bedste og jeg vil ikke kæmpe for at han Skal bo her førend det andet også er prøvet.

Jeg har kun et at sige:

I er da bare de bedste forældre man kunne ønske sig. Ikke mange der formår at samarbejde så godt som i gør. Hatten af for det.

Jeg bliver bare så berørt af dine indlæg og din/jeres beslutning. I er som forældre et stort forbilled for andre forældre, både de som står i samme situation, men også mig selv, der bare får inspiration til at stoppe op og se på, hvad der bevæger sig i min egen lille familie.

Større kærlighed findes vist ikke, end den I giver jeres søn .

Jeg syntes det er en rigtig flot og ansvarsfuld beslutning du har taget - fuld respekt for det!!!

Hvor er I bare nogle gode forældre, der kan finde ud af at sætte jeres drengs behov først! Og hvor er det fantastisk at læse om din anerkendelse af drengens bonus-mor, når du ser sådan på hende, må det være helt umuligt ikke at kunne arbejde sammen med dig

mvh. tina

Jeg har gået og tænkt over dit indlæg nogle dage, over hvad jeg selv ville gøre hvis jeg var i jeres situation, og når slet ikke at svare inden i selv har fundet en løsning

Jeg kan kun være enig i de andres svar, for i har truffet den rette beslutning for jeres søn, og magtet at sætte jer selv på sidelinien. Slutteligt er det fantastisk at læse hvordan du holder af din søns bonusmor

Knus og god vind fremover.

Nanna.

findes de rvirkelig forældre som jer -fantastisk.

Tænk at I er voksne nok til at sætte jeres søn først og sikke pænt du tale rom faren og hans familie.

Virkelig "tumbs up" -sikke et forældrepar din søn er beriget med

Tak for jeres støtte; jeg bliver helt rørt.

Jeg vil så sige, at det er meget svært for mig, så lige i disse dage føler jeg mig ikke særlig overskudsagtig.

Det har taget mig nogle dage at svare, skulle lige "smide" mit bachelorprojekt afsted igår og har startet nyt job idag... puha.

Men savner lille Nicolai og hat været nød til at skubbe det lidt væk for lidt tudefjæs har jeg været, indrømmet.

Men endnu engang tak fordi I alle er så fulde af trøst og krammere. Det luner virkelig at I ikke synes jeg er helt galt på den...

Som der er en anden, der siger her i tråden, er du en inspiration. Du har inspireret mig til at kigge mig selv i kortene og se, hvad der betyder noget for mig og min familie.

Jeg kan godt forstå, hvis du har været tudefjæs. Tårerne løb ned af mine kinder, da jeg læste din beslutning og jeres samtale, og jeg kender dig ikke engang!

Med hensyn til forudsigelighed i hverdagen: Den seneste måned har jeg brugt at lave en tegning for min søn på 2½ år (din er ældre, det ved jeg, men måske kan du bruge (noget af) det alligevel) hver aften, hvor jeg viser, hvad han skal næste dag. Selvom Mads ikke skifter bolig, har det givet ham en hel anden ro om morgenen samt om eftermiddagen, hvis vi skal en aktivitet (f.eks. købe ind, til gymnastik eller andet). Tegningerne er lavet "i store træk", dvs. et billede (tændstikmand) af dagplejemor og de fire andre børn, og f.eks. et billede af ham i en indkøbsvogn. Men jeg planlægger, at jo ældre han bliver, desto mere detaljeret bliver det, f.eks. med en ugeplan på køleskabet eller lignende.

Held og lykke med bachelor projektet og det nye arbejde,

ting....

Både dig og din søns far burde indstilles til en medalje for årets bedste og mest børnevenlige forældre.

Gid alle forældre var som jer

Held og lykke med det, og jeg er sikker på at det nok skal løse sig.