.. at du vil have glæde af at læse disse to tråde:

www.heste-nettet.dk/forum/27/119650/ 119650/

www.heste-nettet.dk/forum/27/121087/ 121087/

Jeg tror også du vil have glæde af at læse de to tråde Louise har hevet frem.

Gang på gang er der nogen der skriver herinde om at de er blevet gravide, men ikke ved hvad de skal gøre. De, der vælger en abort, skriver dog ofte efter, at de har fået aborten, at de fortryder.

Det skal tænkes igennem! Meget endda før du vælger. Ja, det er let at blive mor, men ikke let bagefter. Jeg tror dog ikke det bliver lettere fordi du en dag er 30. Vi er blot mødre og vi kan alle lave fejl. Vi ønsker alle det bedste for vores børn, men vi kan ikke være perfekte.

Du kan finde mange der har haft en svær barndom. Endda på trods af at de havde forældre der fuldt ud klarede opgaven, men alligevel kan der være små ting der engang imellem gør det svært.

Jeg vil ikke prøve at overtale dog til at beholde barnet. Jeg vil blot opfordre dig til at tænke det igennem. Tænke over hvilke konsekvenser de to valg kan få for dig. Uanset om du vælger abort eller ej, får du dtor brug for hjælp. En abort er meget hård følelsesmæssigt og jeg tror alle vil opleve at de tænker bagefter at de måske har valgt forkert. Disse tanker får du brug for hjælp til at bearbejde. Ikke bare din ekskæreste, men måske en psykolog der er mere kompetent til at hjælpe.

Jeg håber du har det godt med dit valg og at det er gennemtænkt, så du også vil have det godt med det i fremtiden.

FieThomsen -

Jeg vil fortryde det. Det er jeg 110% klar over. Men lige nu føler jeg ikke at jeg kan forsvare at tage et andet valg. På den her måde er det kun mig som kommer til at lide under det valg jeg tager, og ikke et lille barn.

Jeg har en psykolog som er tilknyttet min uddannelse, som jeg før har snakket med. Ham vil jeg forsøge at få igen.

Jeg føler selv jeg har tænkt det igennem. Når jeg tænker på at beholde det her barn er det med blandede følelser. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på mig selv stående i en lejlighed, fuldstændig alene med et skrigende barn jeg ikke kan få til at stoppe. Den tanke kan jeg ikke rumme eller håndtere.

Havde omstændighederne været anderledes, havde mit valg også været det.

Jeg har lige læst begge tråde (det meste af det) og det er barsk læsning.

Det berør mig meget dybt, at du allerede nu, ved du kommer til at fortryde det. Du har taget en beskutning og har faktisk allerede fortrudt den.

-endnu er den bare ikke endegyldigt.

Jeg er bange for at sige for meget, for jeg ved, mit svar vil være påvirket af mine egne erfaringer som mor, og jeg vil ikke presse dig i den ene eller anden retning.

Jeg syntes det er meget intelligent, at du vil være den eneste som lider. Ikke fordi jeg kan lide martyrere, men fordi, som du selv siger, det at blive mor er nemt nok, men at være det er noget andet. Men...

til din beslutning om at være den eneste som lider, ligger jeg dog også deri, at du måske netop rummer det, en god mor har. Evnen til at tilsidesætte sine egne behov. Netop når det er sværest og der ikke er mere at give af.

Hvad ligger der heri?:

"For det første spurgte hun mig om jeg selv synes jeg havde haft en god barndom - om det havde været let og rart, om jeg var kommet igennem det uden mén som mine forældre havde påført mig. Og nej, det har jeg ikke. Hvortil hun svarede så ærligt som noget menneske kan at det var fordi jeg ikke havde haft forældre der var kompetente nok til at være forældre. Det er let nok at blive mor, men det er svært at være det."

Hvad er det for nogle mén? Hvad er det, som gør, dine forældre ikke var egnet? -og er du som dem?

(hvis jeg må spørge).

Mest af alt, sender jeg et virtuelt kæmpe knus herfra.

Kilden -

Mine forældre var ikke egnede fordi min far ikke ville være familie far. Jo, han elsker os børn - men han har aldrig nogensinde været familie far. Han har rejst altid, grønland, Irak, Syrien, Sverige - you name it.

Min mor giftede sig med en mand som har en del psykopatiske træk, og det betød at min mor f.eks. forsøgte selvmord. Den aften mistede jeg den der "mor er den stærkeste i verden" forestilling et hvert barn har. Og jeg var kun 12 år.

Nogle år efter fandt jeg min stedfar liggende i en blodpøl, fordi han besluttede at skære i sig selv. Han havde dog ikke nosserne til at gøre det ordentligt, så fandt ham liggende der skide fuld, ynkelig og blodig.

Der er sindsygt mange ligende historier i min opvækst.

Det har selvfølgelig påvirket mig dybt, og jeg har selv været nede med depression + 2 selvmords forsøg. Og det er faktisk først her i sommer jeg omsider fandt ud af hvad jeg er og hvad jeg vil. Derfor er mit "fundament" stadig skrøbeligt og det er derfor jeg er bange for at det måske er for skrøbeligt til at jeg ville kunne tage varer på et lille barn helt alene. Havde faren ville være en del af det, havde det som sagt set anderledes ud. Så var vi to om ansvaret.

Jeg fortryder nu ja, og det ved jeg med mig selv at jeg vil gøre resten af mit liv. Jeg blev mor allerede det øjeblik der var 2 streger på testen. Og at vælge det fra er det hårdeste, mest modbydelige og skræmmende jeg nogensinde skal gøre.

Jeg er ikke som mine forældre og vil ikke være det. Men lige nu har jeg ikke mere at tilbyde end de havde at tilbyde mig da jeg kom.

Hvis det er fordi, at det er tanken om at "dræbe" et uskyldigt barn, der får folk til at undgå abort, så er det jo godt, at en abort jo foretages så tidligt, at fostret ikke er ordentligt udviklet endnu.

Men jo, det er bevist, at fostret reagerer på abortindgrebet. Der er nemlig lavet ultralydsundersøgelser under indgrebene, hvor det tydeligt viser, at fosteret bliver stresset og selvfølgelig dør, når det hakkes i småstykker med "sugeren".

Der er også den mulighed at gå graviditeten igennem og så bortadoptere barnet. Men igen, det må også være ufattelig svært.

Nej det er ikke let det med abort.

.... Ikke skrive så meget, bare lige nogle tanker jeg har fået ved at læse dine indlæg.

De ting du beskriver har været dårlige i din barndom, er ting der har baggrund i de beslutninger, dine forældre har taget. Bare fordi dine forældre har lavet dårlige beslutninger, er det ikke lig med, at du vil lave beslutninger, der er lige så dårlige. (Man vil selvfølgelig altid lave fejl, men hvem siger at dine fejl vil være lige så store som dine forældres?)

Nu kender du jo koncekvencerne ved dine forældres beslutninger, og kan så agere anderledes end din mor og far gjorde.(Du kender til psykopatiske træk og ved derfor hvad du skal være opmærksom på iforhold til valg af mand)

Hvis du har fokus på problemstillingen, vil det stille dig stærkere som forældre en dine forældre stod. Hvis du vælger at beholde barnet skal du nok tænke, "lad mig gi SOCIALARV-BEGREBET et ORDENTLIGT SPARK I RØVEN og vise alle at jeg KAN det her":-)

Bare lige nogle tanker fra min side.

Mvh. Tuxi

Jeg synes altså ikke dit valg af abort er gennemtænkt. Det er flot at du tænker at et barn ikke skal lide. Men hvem siger det kommer til det? Barnets far vil ikke have noget med det at gøre, derfor vil barnet ikke opleve et svigt på samme måde som du måske har gjort. Selvfølgelig vil der komme en dag hvor barnet vil stille spørgsmål til det, men det behøver ikke betyde en dårlig barndom.

Hvem siger du bliver som dine forældre? Det er nogle rigtige voldsomme ting du har oplevet og jeg kan godt forstå at du gerne vil kunne give et barn noget der er bedre end det, men hvem siger du ikke kan det? Uden at kende dig, synes jeg du virker som en rigtig moden og ansvarlig pige. Du har haft problemer m.m., men måske disse problemer blot har gjort dig stærkere og du derfor godt vil kunne klare at være mor?

Dette her bliver lidt et indlæg om overtalelse til at beholde barnet, hvilket jeg egentlig ikke ønsker. Jeg ønsker du selv skal træffe dit valg, men det ærger mig at du allerede nu fortryder og derfor stadig holder fast i din beslutning.

Tænk dig om igen.

Vi er da et par stykker her på HN der kan fortælle hvordan det var for os med en abort, jeg fik en i December sidste år, ugen efter var jeg opløst af gråd, kunne intet fortrød og troede jeg ville gå helt ned med flaget, men det vendte jeg kan stadig tænke på at nu ville jeg ha haft en stor mave og nu skulle jeg snart på barsel osv. men jeg tænker slet ikke på det hver dag mere, og ved det var det rigtige at gøre.

Mærk inden i dig selv, gør hvad DU føler er rigtigst og er det at få barnet så gør det, ellers vil du lide i meget lang tid, og det kan jo godt være du har mere at tilbyde det kommende barn end du tror...

MIK27: Helt ærligt behøver du virkelig at pensle ud hvad der sker med barnet, hvis man vælger en kirugisk abort ? som om man ikke har det dårligt nok med at skulle vælge et barn fra.

Det har selvfølgelig også noget at sige at jeg har mine 3 børn at kikke på hver dag ...

Mærk inden i DIG selv og gør det du føler er bedst for DIG.

Nu spurgte trådstarter selv i sit allerførste indlæg. Og det kan godt være, at sandheden er barsk - men det er trods alt sandheden.

Abort er en lovlig måde at slå ihjel på. Men det er altså et liv, der tages. Og det er da også derfor, at mange har det utrolig dårligt med det.

Det er en svær beslutning. Og der er altid noget, der taler for og imod....

havde jeg ikke set Mik27 ...

Kære Nathja Linea.

Det er et hårdt valg og uanset hvad du vælger, skal du kunne leve med det valg. Jeg vil ikke råde dig, men fortælle dig om hvad vi gjorde, da vi skulle vælge. Dog var vores valg lidt anderledes, da det var pga sygdom hos vores datter, vi skulle vælge.

Men vi tog 4 stk papir. På et stk skrev vi alle fordele ved at beholde, det 2. for aborten, 3. ulemper ved at beholde og 4. ulemper ved aborten. Og det var virkelig ALT vi skrev, også de små ting som fylder i hverdagen.

Disse papirer kiggede vi så på og snakkede om for at tage beslutningen. Vi har dem stadig i dag, selvom min datter nu er 1/2 år.

Det er en rædselsfuld tid du skal igennem nu. Det er virkelig hårdt at stå og vælge til eller fra. Håber du finder den rigtige løsning for dig!!!

Mange tanker

katarina

Var mit dæknavn - Synes, på daværende tidspunkt at det var nemmere at gemme det lidt væk, under et andet navn.

Jeg skammede mig måske, et eller andet sted. Det gør jeg ikke mere, og taler meget om aborten. Ikke, at det er alle der kan lide det. Men for mig, som det er sket for, mig det har ramt, bliver jeg nødt til at tale om det.

Det er noget tid siden nu. Men jeg er stadig ødelagt, kan stadig ikke komme videre. Om det er pga. aborten, eller noget andet. Det ved jeg ikke.

Lægerne siger jo, at det ikke er noget barn man slår ihjel. Det er det ikke. Men som pige, som kvinder, med de moderinstinkter der kommer "right away" er det. Det føles, som et lille barn man bære rundt på.

Jeg var to måneder henne, da jeg fik aborten. Et eller andet sted, havde det været nemmere, hvis jeg kun havde været et par uger henne.

Jeg var ekstremt plaget af graviditeten, kastede op ved forskellige lugte, morgenkvalme, lyst til alt muligt mærkeligt mad.

Det gjorde det IKKE nemmere. Og slet ikke da jeg ventede på, at jeg skulle på hospitalet(der gik en uge)

Jeg var meget alene i det. "Fyren" (kan ikke få mig selv til at skrive faderen) valgte at panikke og give mig hele skylden. Han sagde, at han på ingen måde var interesseret i et barn nu.

Så udfra det, valgte jeg en abort. For jeg er udmærket godt klar over, hvor smertefuldt det er at vokse op MED en fader, der SLET ikke er interesseret i en - Eller uden en far, kan man vel sige.

Jeg gav mig ikke tid til at tænke noget mere. Det fortryder jeg langt ind i helvede.. At jeg ikke tænkte noget mere, men bare valgte fordi... fordi de omverdenen påvirkede mig. Ja, det fortryder jeg.

Så tænk. TÆNK! Det er virkelig KUN dit valg, ingen andres.

Vælger du abort. Ja, det er hårdt. Meget hårdt. Og du er alene i det, uanset hvor mange mennesker du har ved din side.

Har du brug for at snakke, er du altså meget velkommen til at skrive.

Jeg tror det er umuligt at vælge en abort og ikke fortryde, eller i hvert fald gå og tænke over hvordan det ville have været hvis man ikke havde fået den. Men det er ikke ensbetydende med at det er det forkerte valg at træffe.

Jeg synes personligt at det er værre at fortryde at have fået et barn end at fortryde ikke at have fået det.

Jeg have svær bækkenløsning i graviditeten og var så godt som sengeliggende fra midt i graviditeten. Kunne ikke sove pga smerter. Kunne ikke rejse mig fra sengen om morgenen uden hjælp. Det var utrolig hårdt både fysisk og psykisk, men jeg ønskede mig brændende barnet og det var det eneste der holdt mig på rette køl.

Mit barn havde kolik de først 4 mdr af hans liv, og græd utøsteligt flere timer om dagen. Han sov kun hos mig om dagen, dvs jeg kunne ikke gøre noget som helst uden ham på armen. Jeg kom feks først i bad når far kom hjem om eftermiddagen fordi han skreg hvis jeg lagde ham fra mig.

Nu er han ovre kolikken og er en glad dreng, men han sover stadig dårligt om natten, det længste jeg har sovet i træk i 7 mdr er 3 timer.

Jeg fortryder ikke at have fået mit barn, jeg har ingen depression, jeg har en mand der elsker vores søn ligeså meget som jeg selv gør og han deltager ivrigt og aktivt i alle aspekter. Jeg er glad for at være mor, men alligevel er det enormt hårdt.

Jeg skriver ovenstående for at fortælle at selvom det er hårdt at få en abort, så er det også hårdt at få et barn. Og er du uheldig og få et kolikbarn eller en svær graviditet eller andre problemer, så er det en kæmpe psykisk belastning selv når barnet er ønsket og elsket og man har faren til hjælp.

Jeg har en veninde med 2 børn hun kun har fået fordi hun ikke synes abort er etisk forsvarligt. Hun elsker da sine børn, men det er tydeligt for alle (inkl børnene) at hun egentlig hellere ville have et liv uden børn. Og det synes jeg er værre end at man får en abort man evt fortryder...

Held og lykke uanset hvad du vælger.

Vil ikke sige så meget. Vil bare sende dig en krammer og , tjaa høre hvordan du har det, selvom det virker absurt, når du næppe har det skønt.

Tænker på dig flere gange om dagen.

de fleste i denne tråd.

Og det trods jeg sidder og er monster højgravid med et seriøst drømmebarn (har fået afvide jeg ville få svært ved at få børn grundet tidl. sygdom).

Men jeg syntes faktisk du tænker nogle ret fornuftige tanker.

Selvfølgelig er det pænt skræmmende at blive gravid. Jeg føler mig da stadig på ingen måde klar, og det til trods for min alder (29), har uddannelse, sidder i dejligt hus, med fantastisk mand. Men jeg syntes stadig det er vildt at tænke på, jeg får ansvaret for sådan en lille tingest. Jeg kan hverken sælge eller aflive den, hvis det hele ramler.

Om det er det rigtige at vælge en abort ved kun du selv (desværre), men jeg syntes virkelig dine tanker, og at du involvere faren så meget er helt fantastisk.

Man kan hvad man vil her i livet. -Også selvom ens familie måske har en anden historie.

Spørgsmålet er bare, om man selv har modet til at springe ud i det.

Held og lykke!

Hej alle.

Jeg ville gerne svare jer alle sammen, men det kan jeg ikke lige overskue. Jeg har det modbydeligt, men jeg er ret sikker i min beslutning. Det fylder HELE min hverdag lige i øjeblikket, jeg kan ikke finde ro til at sove, spise, være sammen med venner eller bare rumme mine egne søskende. Jeg søger hele tiden ind på mit værelse, for at være alene. Og derinde finder jeg en bog eller noget tv som kan give mig en flugt for alle mine tanker.

Jeg bryder sammen mindst 3 gange om dagen, fuldstændig uhæmmet og umotiveret. Det kommer bare.

Men uanset hvilket valg jeg tænker på så har jeg det sådan. At stå alene med et lille barn lige nu giver mig lige så meget kvalme og tårer i øjnene som tanken om at ligge i min seng med smerter i maven og vide at nu har jeg slået det ihjel. Havde allerede givet det navn, blev det en dreng skulle han hedde Liam. Og blev det en pige skulle hun hedde Ayo.

Det er åndsvagt ikke? Men sådan er jeg..

Men en eller anden dag så vil jeg få et fantastisk barn, i en fantastisk familie hvor jeg har plads, tid og overskud. Som tingene er nu ville det her aldrig blive noget smukt. Jeg ville ikke få tid til at nyde min graviditet og sådan skal det ikke være.

Jeg ville nok komme igennem det, hvis jeg valgte det. Men sådan har det været hele mit liv, jeg "kom igennem" og sådan skal det ikke være for mine børn. De skal være ønskede af både mor og far.

Jeg har været til lægen idag og fået taget den der obligatoriske klamydia test. "Eks'en" (det er han jo i teorien ikke, men lad os bare kalde ham det) kom meget sent, men han tog med. Vi nåede ikke rigtig at snakke om det. Han var sød nok, men han forstår det ikke. Det kan jeg vel heller ikke forvente, det jo ikke ham der har noget levende inde i maven. At han skulle kunne forholde sig til det, er otopi.

Det var ikke min egen læge, da han har ferie i 2 uger. Og den her læge var bestemt ikke en jeg selv ville have som min egen. Da vi kom ind spurgte han lige så frisk: "Hvad kan jeg gøre for jer?"

Jeg svarede: "Jeg ska ha en abort.."

Og så fandt han et stykke papir frem som jeg skulle underskrive, først læste eks'en den og så læste jeg det. Der stod på papiret at han skulle oplyse mig om indgrebet og fortælle om den hjælp jeg kunne få hvis jeg valgte at beholde det.

Men han gjorde ingen af delene. Og jeg havde ikke lige overskud til at spørge ham - det er selvfølgelig helt min egen fejl. Men omvendt skal jeg vel ikke fortælle ham hvordan han skal gøre sit job?

Testen gik fint nok - det jo aldrig rart at få taget sådan en, (jeg HADER det!)

Han sagde vi ville få en indkaldelse en af de næste par dage - det ville gå stærkt når det er sådan noget som det her.

I morgen kommer eks'en og så vil jeg forsøge at snakke med ham om hvad det er jeg har brug for han gør i hele det her forløb. Desværre er jeg sindsyg dårlig til at snakke med mænd om sådan noget. Jeg har en tendens til at gå i forsvars position når det er mænd jeg har en eller anden form for følelser for - og så sker der modsatte altid. Jeg bliver en kold k'ælling.

Min mor virker heller ikke rigtig til at forstå mig i alt det her. Hun støtter op om aborten, men snakker ikke med mig om det. Eller også er det bare fordi jeg har svært ved at lade "hverdagen fortsætte" når jeg selv er i så stor en krise.

I morgen vil jeg i øvrigt ringe til min praktik kordinator og bede om en tid til den psykolog der er tilknyttet min uddannelse. Jeg kan lige så godt gøre det nu, for jeg kan med 100% garanti ikke gøre det bagefter.

Tak fordi i alle sammen gider og skrive i den her tråd. Det betyder utrolig meget at have chancen for at sætte ord på det sådan her. Det har altid været meget nemmere for mig at sætte ord på ting, på skrift end verbalt. Så tak!

Og Kilden - Tak, krammere mangler jeg godt nok lige for tiden. Så tusind tak!

Kære Nathja Linea

En KÆMPE krammer herfra!!!!!

@!#$ hvor er det ikke nemt at være dig, men jeg synes du er sej!!! - Sej fordi du virker som om du virkelig tænker over tingene!!

Er godt klar over, at du ikke føler dig sikker på noget som helst lige nu - og ja du fortryder nok også! - Men jeg tror også du ville få tidspunkter, hvor du fortrød, hvis du får barnet!

Jeg synes det er så sejt, at du tænker det hele igennem og også forholder dig til din egen barndom. - For nej du er ikke som dine forældre, men alligevel forholder du dig til din barndom! - Og ja man kan vælge at tro på, at man kan gøre det anderledes, for det kan du! - Men derfor er du (vi alle) alligevel påvirket af vores egen opvækst!

Har aldrig selv været i din situation, men er klar over, at den er svær! Synes det lyder super med en psykologsamtale, det vil garamteret være godt for dig!!

Kram og tanker

Trine

Det nytter ikke noget, at du går igennem en abort uden at vide, hvad der skal ske - Så selvom du ikke har lyst til det, så stil en masse spørgsmål.

Min egen læge er helt fantastisk, og var/er der virkelig for mig. På trods af, at jeg på ingen måde har overskud til at tage derned nu. (Burde jeg)

Lægerne på gyk. afd. brød jeg mig bestemt ikke om. Følte mig som et nummer i rækken, der havde lavet en fejl, og "lige" skulle have det fjernet.

Du virker afklaret - Eller så afklaret, som man nu kan være.

Nej, man har ikke lyst til at være sammen med nogle.

Og det har jeg stadig ikke, sådan lige pt.

Lad vær med at forvent at din mor, eller NOGEN kan forstå dig. Det er der ingen der kan. Vi er forskellige, med forskellige psyker, og alle ting rør os forskelligt - også en abort.

Sådan som du beskriver det med, at du en dag skal have et barn under andre omstændigheder, sådan har/havde jeg det også. Jeg ville ikke kunne tilbyde et barn, et liv med en faderfigur også. Fordi, fyren åbenbart er lavet af vat.

Det må være rart, at du trods alt har ham til at være der. Det manglede jeg, da jeg fik aborten. Ikke at jeg forventede det af ham, eller måske. Et eller andet sted..

God idé med psykolog. Jeg har aflyst mine psykologaftaler, simpelthen fordi jeg på ingen måde synes jeg har overskud til det.

Tjae.. Et kæmpe kram herfra.

Det skal nok gå.. Og blive meget bedre.

Jeg må beundre din enorme selvindsigt.

Og det er vel okay, at rumme begge følelser? Tankerne om at navngive barnet samtidig med ,at du ikke vil beholde det.

Du formulere dig bedst på skrift. Hvad er det du har brug for, af støtte og kan du skrive det ned, både til din mor, din ex, og hvem som ellers kan bidrage til en snert af hjælp?

Jeg sender igen et *kæmpe knus*, da du desværre bor for langt væk, til at jeg kan komme forbi med et rigtigt.

Kære søde Natjha ....

Hvor gør det mig oprigtig ondt og læse om den situation du nu står i

Er virkelig ked af det på dine vejne

Du skal vide jeg altid er klar til og snakke med dig (og jazz vil gerne have dine besøg ) for jeg har selv stået i denne situation ... Dog lidt anderledes, for da jeg var 15 fandt mig og danni ud af jeg var gravid, men vi valgte og beholde, med fuld opbakning fra hans mor, men intet fra mine forældre ...

I 3. måned, til nakke fold scanning fandt de ud af fosteret var dødt ... jeg kom dagen efter til udskrabning ...

Nøj det var og er stadig hårdt og tænke på, psygolog samtalerne var ikke nemme (min måde og kom vider på blev dyrene), men selvom det den dag i dag er 4½ år siden, ja så tænker jeg tit, ikke dagligt men næsten på det ... Uhh det gør så evig ondt inden i ...

Vi er jo selvf. 2 om alt det her, og i sin forstand har det gjort os stærkere som par, vi er på hesten igen og prøver på og få bid, men det vil ikke lykkes, vi har prøvet i 1 år og 2 måneder nu og man tænker hele tiden er det mig det er galt med er det derfor jeg mistede sidst ... Tankerne er mange og føelserne store ... Tårene er stadig mange og brændende ...

Prøver og fortælle dig søde ven at jeg selv har været igennem næsten det samme men med lidt andre forudsætninger, da danni jo er der for mig, men smerten er nok den samme ...

Vil så gerne være der for dig, og Jazz, ville sikkert give dig et stort kram og mys hvis du var her Du skal være velkommen til og kigge forbi og besøge Jazz samt få en snak, hvis du har brug for det søde Nathja ...

HUSK og pas godt på dig selv, ved jo du er en sød, moden og ansvarlig pige, du skal nok træffe det rette valg, men lov mig ikke og gøre noget uden og være HELT sikker, tror desværre det vil blive for hårdt for dig, hvis du fortryder for meget bagefter

Men husk du altid kan ringe, skrive eller komme forbi hvis du har behov for det Hold ud søde, du skal nok klare det

her for 2 år siden, fordi faderen sagde at han ville gå hvis jeg beholdte., Og vidste også at at hvis han gik ville jeg ikke kunne overskue 3 børn alene hvor den store var handicappet, ikke i den tilstand som jeg var i.

Jeg tænker da på det nogle dage. og tænker jeg kunne have haft en der var så og såp gammel, men det er også det, jeg går ikke og der ked af det hele tiden.

Det gjorde ikke ondt., det gik stærkt og var en lettelse lige da det var sket.

Jannnie

...... og send verden et stort smil. Du skal ikke gå og have det dårligt over ,at du har valgt en abort.

Du har truffet et valg og ud fra dine indlæg vil jeg mene, det rigtigste valg.

Jeg fik selv en abort, da jeg var 18. uger henne som 21. årig . Havde ikke mærket en dyt til den graviditet og havde absolut ikke lysten til at stå som alenemor til et barn uden en ordentlig uddannelse og økonomi til at forsørge et barn uden at skulle bruge af det offentliges penge.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om hvad den rigtige beslutning var. Jeg kunne da sikkert blive en alletiders forældre, havde også opbakning hjemmefra.....men ville nu rigtig gerne have denne uddannelse uden et barn om benet. Ville også gerne nyde ridningen noget mere når nu jeg havde anskaffet en hest.

Jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, tværtimod. Jeg har levet min ungdom, haft det sjovt, fået mig en kanon uddannelse og godt job.

Vent med at få børn til i står og er 2 om det. Selvfølgelig er der ingen garanti for at man bliver sammen, men så vil man det begge 2. Selvfølgelig vil man ikke undvære sine børn når man har dem; men det er ingen dans på roser at få børn uanset om man er 20 eller 30. Men man har lidt mere livserfaring som 30´årig end som 20 årig.

Tag det roligt der er tid nok og er barnet ikke 100% ønsket, så vælg en abort!

Hej alle.

Jeg ville bare give en lille opdatering. Det er dog ikke fordi der er sket det helt store.

Jeg går og venter på at få indkaldelse til sygehuset, lægen havde sagt at vi godt ku regne med at det blev i denne uge - men det tror jeg ikke lige jeg skal regne med. I næste uge skal jeg starte i praktik og ved allerede nu at jeg godt kan regne med en hel del sygedage. Ikke den fedeste start.

Jeg er ved at være rigtig desperat, vred, ked af det og på grænsen til hysterisk.

Eks'en havde jo lovet at være her for mig, men som alt ser ud lige nu kan jeg vist godt stikke det op et vidst sted. Søndag havde vi aftalt han skulle komme - men han brændte mig af. Han skrev eller ringede ikke engang og meldte afbud. Mandag fik jeg så omsider fat i ham, og han kom 20 minutter før jeg sku være hos lægen - så der fik vi slet ikke snakket sammen om det hele.

På vejen hjem i bilen aftaler vi at han vil komme tirsdag, hvor jeg så siger direkte til ham at så skulle han ikke lave andre aftaler oven i, for det var jeg begyndt at blive ret træt af.

Hvilket han lovede og han sagde han ville komme kl. 12 tirsdag.

Jeg stod op, gik i bad, ryddede op på mit værelse (som lignede hiroshima efter en atombombe) og gjorde det hyggeligt.

Kl. 11:30 skriver han "undskyld, havde glemt jeg havde en aftale. Kigger over senere" .. Great!

Tiden går og går og jeg høre ingenting. Kl. 18 skriver jeg og spørg om han kommer eller hvad. Hvortil han svarer: "jeg tror ikke jeg kan nå det, vi skal først til at spise nu"

Så brød jeg sammen, græd i over en time både fordi jeg var sur og fordi jeg var ekstremt skuffet. Der er jo en grund til jeg vil have ham med - jeg har ikke lyst til at min mor skal igennem alt det her med mig, så vil jeg hellere ha at det er ham og så kan jeg "bruge" min mor når jeg kommer hjem. For jeg ved at det ender med at jeg slider hende op.

Jeg har så forsøgt at ringe en hel del gange til ham, fordi jeg troede han var blevet sur og samtidig skal jeg ærligt indrømme at jeg var ekstremt desperat. Men han tog den ikke og svarede heller ikke på sms'er.

Idag ringede han så og det endte med at vi blev sindsygt uvenner. Han sagde at han ville kigge i sin kalender og se om han havde tid i morgen - hvilket fik mig op i det røde felt, for som jeg sagde til ham så handler det ganske enkelt om priotering.

Det endte med at vi råbte af hinanden og jeg lagde på med ordene "Bare rend mig i r'øven.."

Nu har jeg så skrevet og spurgt om han har fået tjekket sin kalender - men igen har han ikke svaret på min sms. Jeg kan vist lige så godt opgive det..

Idag har jeg været nede hos min praktik kordinator. Jeg ringede først og så bad hun mig komme ned til hende.

Vi snakkede og jeg forklarede det hele som det er, grædende selvfølgelig. Men er efterhånden blevet god til at snakke og græde samtidig - så nu kan jeg multitaske!

Hun var utrolig sød og forstående, og sagde at jeg naturligvis nok skulle ta nogle sygedage i næste uge.

Så skrev vi fælles et brev til min skole og bad om at få tid hos psykologen meget akut. Men hende som står for det på skolen har selvfølgelig også ferie, så det bliver ikke før i næste uge. Hun forsøgte at få en anden til at fremskynde det lidt - men om hun kan det vil tiden vise. Ellers må jeg bare vente og bruge min mor herhjemme.

Samtidig gav hun mig sit eget nummer så jeg kunne ringe og snakke med hende hvis jeg fik brug for det.

Alt i alt en fantastisk praktik kordinator som jeg er rigtig glad for jeg har!

Derudover har jeg det lidt bedre idag. Det hjalp at komme over og få snakket med "jobbet" om tingene. Så nu ved jeg at de er forstående.

Jeg har faktisk forsøgt at skrive et brev til eks'en, men jeg synes ikke rigtig der var nogle ord der dækkede. Det skyldes nok at jeg var ret opløst da jeg prøvede. Så jeg vil give det et forsøg igen når jeg føler mig klar. I aften vil jeg bare forsøge at nyde at jeg har lidt mere overskud end de andre dage.

Puuha, hvor synes jeg bare der er baby'er alle vegne lige for tiden. Har i set den der nye reklame for pampers eller libero eller hvad det nu er, med baby fredags hygge? Møg reklame..

Tak til alle som har svaret.

Og Sarah - jeg vil nok ta dig på ordet og give dig et kald, når jeg føler mig klar.

Jeg har set den reklame. Så den igår, og måtte virkelig tvinge mit fokus væk fra den.

Du virker afklaret og ved bedre mod, på trods af en idiot-fyr.

Hvis jeg var dig, ville jeg bare "glemme" ham - Det er så let at sige, men ikke let at gøre.

Jeg må indrømme, at jeg altså har brugt min mor lidt. Men mest mine to veninder, hvoraf den ene også tog med på sygehuset til første "aftale"

Da jeg var indlagt, var min mor der. Og jeg havde på ingen måde haft det "godt" hvis det havde været en anden.

Har du fået mere at vide omkring selve aborten, og det der skal ske?

CBK -

Ja, den reklame er tarvelig..

Det er svært at glemme ham, for egentlig er jeg p'isse sur på ham. Synes virkelig ikke han kan være det bekendt - først at være en kæmpe idiot mht. hele situation og derefter love noget han ikke har tænkt sig at holde. Og så føler han sig ovenikøbet vildt forurettet når jeg beder ham holde sit løfte..

Jeg har bare behov for at han tager en del af "skylden". For det er det jeg føler - en kæmpe skyldfølelse over at JEG har dummet mig og nu tager et liv på den bekostning.

Jeg har behov for at vide at vi begge har lært noget af det og behov for at afslutte det på en acceptabel måde.

Jeg blev rigtig ked af at han reagerede sådan idag og samtidig rasende. "Jeg vil se i min kalender om jeg har tid i morgen" - yeah right! Hvad hvis jeg ikke lige har tid til at det her? Jeg SKAL bare. Jeg er tvunget til at ta ansvar og gøre noget ved det. Han kan bare krybe uden om med alt sit selvmedlidenheds p'is!

Jeg er bare desperat .. Uanset hvad jeg siger, gør, tænker eller føler så er han ligeglad og det er det jeg ikke kan forstå. Han har lige så stor del i det her som jeg har. Og nu får han det som han vil ha det og alligevel vil han ikke leve op til sit løfte.

Jeg bruger også min mor rigtig meget - men vi er en stor familie og jeg ved at hun ikke kan rumme hvis jeg fylder for meget. Jeg har 1 veninde som jeg kan trække på, men hun bor langt væk fra mig så det er over sms.

Min anden rigtig tætte veninde er høj gravid..

Jeg har læst en del på nettet omkring medicinsk abort. Der er noget med at man skal være indlagt i 6 timer eller sådan noget, ikke?

Uh, jeg havde det ligesom dig. Og sådan har jeg det stadig.

Hvordan kan det lige være at det er MIN skyld. at JEG blev gravid? Så vidt jeg ved skal der to til tango.

Man føler sig ligegyldig, og det må være SÅ let bare at sno sig uden om, så stort et "problem" Jeg er stadig rasende den dag i dag, på ham. Og jeg ved, at jeg på ingen MÅDE kan møde ham igen. For jeg tror simpelthen at jeg fare i flæsket på ham.

Om jeg begriber, et andet menneske, som har brugt tid sammen med mig, og så videre bare pisser en op og ned af ryggen.

Men alligevel. Det er jo din beslutning, og INGEN andres. Så derfor er man meget alene om det hele. Uanset hvor meget og hvor mange mennesker man har omkring sig.

Jeg så dagens mand i går - Der var sådan en fyr med krøller(Har selv krøller) Synes han så godt ud. Hvorefter min mor sagde "Haha, forestil dig lige jeres børn" Og selvfølgelig havde hun ikke tænkt over det. Men for fanden, hvor den bare ramte plet og jeg græd.. Igen. Latterligt!

Jeg ved heller ikke hvorfor de har så ondt af sig selv? Hvad med at være mand, samle nosserne op fra jorden og virkelig VÆRE der? I stedet for bare at løbe skrigende bort og gemme sig, og så bare overlade resten til "os"

Men der er nok ikke mange mennesker, især ikke fyre, der forstår hvor stor en smerte der er, at skulle igennem en abort. For ja, jeg var to måneder henne, det lille "foster" var en del af mig. Noget jeg havde skabt! Så jeg følte, at det var ligesom at slå mit eget barn ihjel.

Jeg var på hospitalet en torsdag, min veninde var med. Blev undersøgt og scannet(Kunne lægen dog ikke lige have fjernet skærmen!!!) Fik en pille med hjem, som jeg skulle tage fredag morgen - Det er den der stopper celledelingen, men altså ikke er selve aborten. Udover, at den når den pille først er taget er der ingen vej tilbage.

Og så mødte jeg søndag på afdl. og var indlagt i otte timer, tror jeg.

Ved du hvor langt henne du er? For det er lidt anerledes, hvis man er f.eks. ni uger henne.

Kæmpeknus igen - Og du er meget velkommen til at skrive til min e-mail, hvis du vil? Står på præs.

Jeg er ked af at sige det, men tror ikke din eks lærer noget lige pt. Han kan garanteret slet ikke forholde sig til det. Selv mænd 10 eller 20 år ældre kan få et chok når kæresten bliver gravid, planlagt eller ej.

Og han kan overhovedet ikke sætte sig ind i hva du gennemgår nu - er jeg sikker på.

Det lyder ekstremt usundt at prøve at få ham til at deltage. Tror bare du vil blive mere sur / ked af det og skuffet. Han har vist, at han ikke kan bruges til noget eller er værd at samle på.

Han gør intet godt for dig i denne situation.

Ved at det er hårdt. Ved at det er uretfærdigt.!

Hvis jeg var din mor ville jeg 1000 gange hellere have at du " brugte " mig end sådan en klaptorsk.

Har du valgt at du skal have en medicinsk abort?

Stort kram herfra

må jeg give Anja lidt ret, selvom jeg ikke er meget for det.

For jeg har samme indstilling som dig, at man er 2 om det!

Men overvej hvor meget krudt du vil bruge på det.

Jeg ville evt forsøge at få fingrene i hans forældre, evt få din mor til det. Måske de kan hjælpe ham lidt på vej? Omend bare så han finder ud af, at det ikke er noget der altid kan tiges ihjel?

Ellers ville jeg nok begynde at vælge at se den anden vej, og koncentrere mig totalt om det forestående.

Det er sindsyg svært, men jeg praktisere det desværre selv, omend i en anden anledning, og må indrømme, at nogen gange er det ikke krudtet værd. Så hellere spare det op til det man reelt skal bruge energi på.

Sender masser af tanker i din retning.

Kære dig.

Allerførst.
Hatten af til dig, fordi du tager ansvar og har tænkt tingene igennem, som du har. Dog vil jeg nu alligevel sige til dig, at du skal tænke dig godt om. Ikke at jeg vil skrive, at du ikke skal få din abort, men jeg skriver det mere for din egen skyld bagefter. Du har det virkeligt ksidt og jeg forstå dig til fulde, og det er ikke, og vil alrig være en sjov beslutning, at skulle tage. Men derfor, for din egen skyld, tænk grundigt, osse selvom du har gjort det. Føl efter inden i, og mit råd er, hvis du mener der er den mindste chance for at du kan klare et barn nu, så tænk engang mere. Der er så mange muligheder idag, for alene mødre, og du behøver ikke at há spildt din ungdom.

Jeg har fulgt din tråd, med blandede følelser, deja vu, om man må sige det sådan. Jeg er en halvgammel "rotte" nu, men kan stadigvæ mærke følelserne omkring det.

Derfor får du lige min historie.

Jeg blev 17, da jeg var ca en mdr henne. Jeg vidste det bare ikke. Jeg fik mens som jeg skulle, men med mega forandringer i kroppen, som jeg ikke kunne forklare.

Så stoppede mens, og jeg gik til lægen og fik lavet test for graviditet, den og efterfølgende 8-9 test var negative, altså burde jeg ikke være bekymret, men jeg var det nu alligevel, OM det er et instinkt, ved jeg nu ikke, men jeg vidste et eller andet sted, at det nok var en graviditet, men i den alder, sætter man sig ikke op imod en læge, som jo BURDE kunne finde ud af, om man er eller ikke er.

Jeg blev så sat i behandling for underlivsbetændelse, og medicinen hjalp nada..

En dag, blev en af de utallige test så positiv og lægen mente så, at en GU var på sin plads. Og ja jeg var gravid, jeg var mellem midt og slutningen af 5 mdr. Og jeg havde ikke taget mere end 1 kg på, det er jo ikke noget man tænker over.

Straks blev alt medicinin taget fra mig og min læge måtte jo fortælle mig, at abort var udelukket, og de eneste 2 muligheder var: Beholde barnet, eller bort adoptere.

Det var et kæmpe chok, selvom jeg igen havde haft tanken mange gange selv.

Jeg fik med det samme lavet en vandrejounal og tog hjem og skulle tænke over tingene.

Jeg vidste så allerede på vej hjem, at jeg bille beholde barnet, da ingen andre skulle há mit barn.

Men jeg skal indrømme, at jeg mange gange tænkte, OM jeg ville há valgt en abort, hvis det var blevet opdaget før??

Det tror jeg så ikke, at jeg ville.

Jeg blev 18, da min datter blev et halvt år. Jeg var alene mor, men allerede dengang, var mulighederne store, og jeg fortryder intet idag.

Jeg kunne stadigvæk gå i skole, tage i byen og være ung. Dog havde jeg altid i baghovedet, at jeg skulle huske, at jeg var mor, og havde en lille en derhjemme, som ventede på mig og regnede med mig.

Hvad vil jeg med mit svar til dig?? Jo, jeg vil bare fortælle, at godt nok havde jeg ikke de store valg, men at jeg kunne klare det og aldrig har fortrudt at jeg beholdte min datter.

Og så til allersidst, føl efter inden i, og tænk en eksra gang. Og igen, vælger du om, er jeg helt sikker på, at du vil få alt den støtte du har behov for.

Men uanset hvad, så hatten af for, at du ikke "bare" gør noget, uden at tænke.

Og så et stort trøstekram til dig, samt at min mening er, at din ex er en klaphat, og godt du har så mange gode veninder.

Nathja du ringer eller skriver bare som det passer dig

Tænk tingene igennem, træf dit valg og pas på dig selv lige meget hvad du gør ... Jeg er her lige meget hvad, og du kan til en hver tid (Dag/Nat) ringe eller skrive ...

Jeg har ikke et sekund fortrudt min abort forrige år i december, fyren var et fjols og gad ikke engang de 3 børn han havde sat i verden i forvejen.

Det vile jeg simpelthen IKKE byde mit barn.

Gu var det en svær beslutning og jeg var ulykkelig i et par måneder bagefter, men det var nok ligeså meget hormoner tænker jeg nu. Idag har jeg en dejlig forlovede som jeg glæder mig til at få børn med, vi vil dem nemlig begge to.

Jeg synes du skal glemme alt om eksen, han sårer dig mere end han hjælper. Min havde lovet at være der hos mig da jeg skulle indlægges til aborten, men han blev bare væk og slukkede sin tlf.

Det var næsten det værste ved forløbet.

Higede så meget efter en undskyldning fra ham, men da jeg endelig fik den hjalp den slet ikke så meget som jeg forventede alligevel.

Håber du kommer hel ud på den anden side, men det kan jeg så fortælle dig at langt de fleste gør. Vær ikke bange for at bruge din mor, hun elsker dig og hun kan rumme mere end du tror.

Jeg er faktisk ikke i tvivl mht. aborten mere. Jeg er ked af at være endt i denne her situation og flov over at være så ufattelig dum at lade det ske. Men et barn nu ville ødelægge det jeg efterhånden har fået bygget op.

Før denne her situation (føles som lang tid det har stået på, men det er jo ikke engang 14 dage jeg har vidst det) var jeg omsider kommet igang med en uddannelse som jeg kan lide og som jeg kan se mig selv gøre færdig. Jeg var begyndt at få en god vennekreds, gå i byen med vennerne og bare ha det rart og nyde min ungdom. Og et barn ville sætte en stopper for alt det - og det er jeg ikke parat til.

Mht. eks'en så burde jeg "give op" og indse at han ikke vil tage del i det. Men jeg er bare så sur og så stædig at jeg VIL have han skal tage del i det, når han lovede det. Selvom jeg godt ved jeg skal begynde at indstille mig på at min mor skal være den der holder mig i hånden.

Han er faktisk lige straks 28 år gammel. Så han er ikke en eller anden forstyrret teenage dreng (okay, forstyrret er han..) som ikke kan se alvoren af situationen. Han har bare så travlt med at have ondt af sig selv, at han ikke kan finde tid til at være der for mig.

Jeg er stadig ekstremt gal idag - han lovede at skrive igår når han havde "tjekket sin kalender" men har intet hørt. Har skrevet 2 sms'er og ringet en gang. Åh, har bare lyst til at finde et eller andet meget tungt og.. Ihh!

Tak for jeres opbakning - det betyder rigtig meget for mig at have den her tråd og kunne lade følelserne få lidt frit løb.

Idag har jeg haft sådan en underlig fornemmelse i underlivet hele dagen - lidt ala mens smerter og så kvalme, men uden opkast. Har hovedpine og er træt. Men det kan sagtens skyldes tankerne og ikke nødvendigvis graviditeten..

CBK -

Jeg håber ikke at jeg skal scannes - jeg ved jo ret præcist hvor langt jeg er henne osv. Dette her er 6 uge. Men hvis jeg skal så skal jeg bestemt ikke nyde noget af at se skærmen - og jeg synes det er dybt uforsvarligt at de ikke fjernede skærmen i dit tilfælde. Hvor er det hensynsløst!

Det er når man skal have den sidste tablet, altså den i skeden, man skal være indlagt ikke?

Gjorde det ondt på dig? Der står nemlig mange steder at man kan risikere at få det rigtig dårligt (opkast og diarré) samt smerter, som man kan være nødsaget til at tage smertestillende for.

Tja. Alderen skal jo ikke afgøre om de er voksne nok til at tage ansvar. Men at være stædig, hjælper ikke dig. Det gør nok bare det hele værre for dig, da du forventer noget, som ikke bliver til noget alligevel.

Så ja, tag din mor i hånden. Selvom, hun sikkert har en masse andet - Har min mor også - Så er de der for en.

Og du virker afklaret med aborten. Det er godt, at du er det. Selvom det stadig er hårdt.

Jeg blev vist scannet tre gange (to gange før, en gang efter aborten) Det var også fordi jeg var lige knap to måneder henne.

Må også indrømme at jeg blev ret ked af det. For selvom JEG ikke kunne se noget(Var ret sløret af tåre konstant), så føltes det bare så forkert, at skærmen var der.

Jo, det er de der stikpiller - Jeg fik fire. Ja, jeg havde pænt mange smerter. Også selvom jeg fik ret meget morfin. Men det var nu ikke så meget fysisk, at det gjorde ondt. Det var langt værre psykisk, og det er det stadig. Jeg ved slet ikke hvorfor jeg stadig er totalt fanget i det her, men det er jeg.

Ranunkel *Rebekka*: Det lyder som at det har været nemt for dig at få barn - og det er jo dejligt.

Men men... Det er nu ikke alle som bare lige kan passe skole, venner og byture med et barn.

Jeg er ældre og har godt nok 2 børn.. - Men har rigeligt at se til. Jeg har ikke et netværk som gør, at jeg kan rende i byen eller endog spise en middag med veninderne ( uden at skulle servicere børn også ). Fuldtidsarbejde måtte jeg droppe, da min datter ofte var syg de første 2-3 år. Nu går jeg på en videregående udd. man har da fx lige været fraværende hele januar måned grundet syge børn. Ligesom jeg i sidste praktik havde syge børn flere gange end de havde behøvet at acceptere.

Jeg syntes måske bare mange skriver, at det er virkelig vigtigt at tænke sig om. Jo nuvel det er det også. - Og nej det er ikke sjovt at gennemgå en abort. - Det er jo så nemt at fortryde bagefter.

MEN det er heller ikke nemt at have et barn med en fraværende far. Eller med en far som konstant skuffer barnet eller en selv.

Nej man fortryder aldrig de børn man får - men det kunne være, at man selv ( og barn ) havde fået et helt anderledes og sjovere liv ved at vente nogle år.. Og finde den rigtige mand.

Aborten gør ondt nu - og efterfølgende stykke tid.

Bekymringer omkring de børn man får varer evigt. Og en manglende far kan dælme være en stor bekymring.

...ikke give så meget andet end et stort trøstekram til dig. Jeg blev så rørt over dit første indlæg og den eftertænksomhed, som du har i det, både over for dig selv og over for det barn, som du nu har besluttet, at du ikke skal have. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du bliver en fremragende mor en dag, men jeg forstår også godt din beslutning om, at det ikke skal være nu.

Pas godt på dig selv, og husk at det faktisk er lettere for andre mennesker at blive brugt end at kigge på og intet kunne gøre - for mødre for eksempel

mvh. tina

Hej.

Har fulgt dine indlæg uden selv at have deltaget men faldt lige over en udtalelse jeg lige vil kommenterer.

Du skriver du er bange for at slide din mor op bl a pga stor familie mm.

En mor kan ikke slides op . En mor kan holde ti lnæsten alt når det drejer sig om sine børn. Så brug hende alt det du overhoved kan og drop eksen. Han gavner dig ikke alligevel. Sig evt til din mor du er taknemmelig for alt hun gør, men er bange for at slide hende op. Du vil få et dejligt svar om at det sker ikke .

Ellers er jeg meget stolt af dig og dine tanker. De er meget konstruktive, modne og gennemtænkte, hvilket skal gøre du nok skal komme godt igennem det her. Nu skal det bare overståes.

mange cyberknus

Tina

CBK -

Du har ret. Han er en svans, mildest talt - og hvad kan jeg dog bruge ham til? Han kan alligevel ikke se alvoren i hele det her, og så ville han næppe være den store trøst for mig.

Jeg har snakket med min mor og hun har sagt at hun tager med mig, så melder hun sig syg på jobbet.

Jeg kan godt forstå du har det rigtig svært med det, det er helt naturligt. Men du tog et valg fordi du mente det var det rigtige og det er jeg sikker på at det er. Det er okay at sørge - men det er vigtigt sorgen ikke bliver dit liv.

Min mor har haft 2 spontane aborter før mig, samt 1 død født barn. Hun døde få dage før termin. Derfor kender min mor til smerten og kan hjælpe mig. Vi snakker meget om det og det har jeg brug for. Forskellen på det er bare at det jeg skal er aktivt at gå ind og slå fosteret ihjel - min mor mistede. Det jeg har det sværest ved er nok at det er så tabu belagt at få en abort at man ikke bare snakker om det ..

Jeg blev faktisk utrolig vred over en veninde som reagerede helt forkert. Vi skrev lidt sammen og pludselig skriver hun: "HVAD FANDEN VIL DU HAVE JEG SKAL GØRE, JEG KAN IKKE TRYLLE!"

Jeg blev både ked af det men også ekstremt tosset over hendes reaktion. Forklarede hende at jeg ikke forventer hun løser problemet, men bare at hun lytter..

Eks'en har jeg ikke hørt noget fra siden det skænderi i tlf. Og forventer et eller andet sted heller ikke at høre mere. Men jeg er bare vred og har brug for at kommer en eller anden form for retfærdighed. Jeg føler at han bare får lov at rende fra det hele og der er intet jeg kan gøre. Jeg SKAL ta ansvar og handle.

En ting er aborten - noget andet er det svigt han giver mig nu. Begge ting gør sindsygt ondt.

Ja. Desværre er det bare så let for dem, at smutte og så ikke have noget ansvar mere. Det må man bare lære at leve med og acceptere. De forstår ikke, den process man skal gennemgå.

Jeg tog desværre nok, et eller andet sted valget fordi fyren valgte at skrive de ting han gjorde. Og det mente jeg ikke at jeg ville tilbyde et barn et liv i. Om det så er rigtigt eller forkert ved jeg ikke.

Kom desværre til at læse igår, at et foster i niende uge HAR hjertelyde. Årh, så blev jeg bare trist. Nogle gange skal man lade være med at pine sig selv, mere.

Det må have været utrolig hårdt for din mor. Og er stadig også, kan jeg forestille mig. Har I et godt forhold? Det lyder sådan, og det er jo vigtigt. Din mor har meldt sig syg fra arbejde, og så ved du jo allerede at hun er der for dig 200%

Så ham fyren kan du ikke bruge til noget. Og hvis han var der, var det ikke sikkert at det ville blive lettere eller "nemmere" For de forstår overhovedet ikke. Jeg har snakket med et par af mine venner, før og efter. Og ingen af dem, forstår hvor hårdt det er.

Snakker jeg derimod med mine veninder, kan sagtens følge mig. De har jo et eller andet sted også moderinstiktet, og de har været der utroligt meget for mig.

Det var da en mærkelig reaktion fra din venindes side? Øv. Jeg var godt nok blevet ekstremt sur og og hidsig. Måske hun reagerede sådan, fordi hun ikke kunne rumme det, altså den smerte du skal igennem? Det er jo svært at sige.

Tjae, og abort er tabu er jo forskelligt. Hos mig er det ikke, jeg snakker om det, fordi det er sket for mig, og for at få det bedre skal jeg også kunne tale åbent om det.

Glem ham fyren, selvom det er SÅ meget lettere sagt end gjort. Hvis du virkelig føler at du har nogle sidste ord at sige til ham, så sig dem. Det gjorde jeg, og det lettede mit hjerte, at nu havde jeg fået sagt det, og så kunne jeg PRØVE at komme videre.

CBK -

Ja, mit er valg er også taget ud fra en betragtning at det her barn ikke ville ha nogen far. Og det SKAL også med i overvejelserne. Det skal ikke være det afgørende - men det kan nemt blive det alligevel. Havde jeg haft en far til det her barn, havde min beslutning også været helt anderledes.

Ja, jeg har også læst det. Mener de begynder at udvikle hjerte allerede i 6. uge.

Det er en ubehagelig viden.

Ja, men hun er ovenpå igen. Hun gik i en gruppe for mødre som havde mistet deres børn, og det hjalp hende videre. Ja, jeg ved hun er der. Men sagen er at jeg for ca. 1 år siden havde en depression og hun hjælp mig. Men senere har hun sagt at hun ikke ville kunne rumme det engang til - og det gør mig nervøs. For allerede nu er jeg i en tilstand som minder om en depression.

Men denne her gang vil jeg bare ikke helt derned - det kan JEG ikke klare engang til. Og det er det jeg håber psykologen kan hjælpe mig med. Han kender mig fra dengang og vi har et rigtig godt forhold til hinanden. Den eneste psykolog jeg har kunne lide.

Min veninde er på alder med mig og højgravid - har termin her først i marts månede. Det kan muligvis have noget med hendes reaktion at gøre. Men jeg blev vred alligevel.

Jeg har overvejet at skrive en sms til ham (ka jo ikke få fat i ham på andre måder, han svarer ikke på noget som helst) men de eneste ord jeg kan komme på er for grimme til at skrive her..

Okay, det kan selvfølgelig godt være at der var derfor hun reagerede sådan. Hormonerne styrter jo rundt. Men det er da klart du blev sur og ked af det.

Din mor kan rumme det. Det er selvfølgelig hårdt for hende at se dig være ked af det, men jeg er ret sikker på at hun godt kan rumme at hjælpe dig videre. Hun lyder som en stærk person!

Jeg er selv vokset op med en far, der ikke rigtig har været interesseret i mig. Og det har gjort ondt, gør det stadig. Så at tilbyde et barn det, at vokse op med en far, som slet ikke har interesse i en. Nej tak.

Og jeg vidste godt, at han ikke ville være interesseret på nogen måde. Han var allerede på vej ud i noget skidt, jeg i hvert fald ikke ville være en del af med et barn. (Stoffer)

Jeg ved også godt, at havde der været en fyr som tog ansvar, og gerne ville være der, så havde valget været anderledes. Men jeg kan ikke ændre på en anden persons valg, og ansvarsbevidsthed. Desværre.

Jeg skrev en SMS som afslutning, efter en hel dag hvor jeg havde modtaget SMS'er, der ikke var særlig pæne. Først bad jeg ham om at ringe, og derefter blev jeg så overfaldet med SMS'er om at det var min skyld, og at jeg da bare kunne beholde barnet og ende som en ung mor uden fremtid, i de unge mødre.

Derefter sendte jeg ham en ret lang SMS, på et pænt sobert sprong, der ligesom lukkede det for mig. Han svarede ikke, og det forventede jeg ikke. Men JEG fik sagt det JEG ville sige.

CBK -

Jeg besluttede også at skrive en sms som afslutning, den aften. Den var bestemt ikke holdt i en sober tone, men hvorfor også skåne ham - når han langt fra skåner mig? Jeg synes han trængte til at høre sandheden og den fik han. Jeg fik selvfølgelig ikke noget svar.

Opdatering:

Jeg startede i praktikken igår, med ekstrem kvalme og ondt i maven. Der var flere gange hvor jeg var overbevidst om at jeg måtte en tur forbi toilettet, men jeg klarede det.

Idag stod jeg så op, havde voldsom hovedpine og havde hostet det meste af natten = ingen søvn.

Kvalmen var der naturligvis igen og inden for ½ time nåede jeg at runde toilettet 2 gange og en gang på gulvet. Virkelig klamt! Ringede og meldte mig syg.

Jeg har endnu ikke modtaget nogen indkaldelse fra sygehuset - så jeg ringede derover og beklagede mig. De undrede sig noget, for de havde slet ikke modtaget nogle papirer på mig - og det havde næstved sygehus heller ikke. Great!

Så ringede jeg ned til lægehuset og brokkede mig. Der fandt jeg så ud af at den læge jeg havde været hos, ikke var den jeg troede det var. Altså forkert navn. Sekretæren blev rimelig negativ - hvilket gjorde mig ret så pissed! Hvor vover hun at tale sådan til mig, når det er DERES fejl? Fatter ikke hvorfor læge sekretære altid skal være sådan nogle sure gamle tanter. Det står måske i job beskrivelsen? Hmf! Når men jeg skal så ringe ned til dem igen om 1-2 timer.

Og så håber jeg at jeg kan finde et eller andet mad jeg kan holde i mit i mellem tiden. Det er virkelig frustrende at have det sådan her - det er en konstant reminder om hvad det er jeg skal.

Der gik en uge før jeg blev indkaldt - Og jeg havde også alle symptomer, ekstremt. Kastede op, var svimmel osv.

Ja, det var og er en konstant reminder.

Hvor er det ærgerligt at der er blevet lavet en fejl, det kommer jo til at gå udover dig.

Heej Nathja ...

Hvordan går det ?

Har du været inde og få abort eller hvordan og hvorledes ?

Håber du har det godt, trods omstændighederne

Hej Sarah.

Det går nogenlunde - min søster fra Jylland er på besøg hos os de her dage og det hjælper en del på humøret. Ind i mellem falder jeg dog hen i mine dunkle tanker..

Jeg skal afsted på fredag, de ringede idag og tilbød mig en tid.

Det er sådan en for undersøgelse, men hun snakkede noget om at hvis det var en medicinsk ku det godt være at de bare satte det igang med det samme.

Puuha, jeg gruer..

Medicinsk - Jamen, de udfører primært medicinsk abort i dag, især når man ikke er ret langt henne.

Håber du har fået en del mere viden om det forløb du skal igennem. Godt nok kan man ikke forbederes psykisk!

Alt held og lykke, eller hvad man siger.

Og kæmpe knus herfra igen.

(GODT du har din familie)

I morgen sker det.. I morgen skal jeg tage den første pille - the point of no return. Jeg har det af helvedes til, mildest talt.

Igår var jeg på hospitalet, og blev scannet. De fjernede skærmen, men han sagde "det er jo helt normalt.." - jeg ved ikke hvorfor den sætning slog mig sådan ud, men det gjorde det.

Jeg fik alle pillerne med hjem, fordi min mor skal på sygehuset med mine søskende søndag til mandag. Og hvis jeg havde fået den første pille der, sku jeg tage de 2 næste søndag og så sku jeg være alene, hvilket jeg ikke må. Så vi fik lov til at tage dem med hjem.

Efter vi havde været på hospitalet tog vi på pizzaria og spiste frokost. Da vi sad der kom "eksen" forbi og snakkede. Jeg må indrømme jeg blev overrasket over hvor ynkelig han var.

Min mor spurgte ham om han ville komme og være hos mig hele søndagen, hvis jeg tog pillen der. Først sagde han selvfølgelig, men så kiggede jeg på ham og sagde at det skulle jeg kunne stole 110% på - hvorefter han sagde at han ikke vidste om han kunne stole på sig selv, hvis han fik det skidt. Åh, kunne ha slået ham lige der..

Lige nu er jeg sindsyg bange for at sidde alene i morgen eftermiddag/aften/nat velvidende at jeg har taget den første pille - den som slår fosteret ihjel. Jeg har ikke lyst! Havde tingene været bare en lille smule anderledes, så havde jeg valgt at få det her barn. Men det er de ikke.. Jeg hader det! Jeg vil aldrig ha @!#$ igen.

Jeg sover 2 gange dagligt, udover om natten lige i øjeblikket. Det er den eneste flugt fra alt det her, som rent faktisk virker. Og ind i mellem gør den det ikke alligevel - forleden nat drømte jeg om at jeg var højgravid..

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal skrive - der er ikke rigtig noget der kan sætte ord på de ting som fylder i mit hovede lige nu.

Jeg føler med dig, Nathja..

Jeg ved hvad du skal igennem og hvordan den mørke tunnel ser ud. Som om, der ikke er en ende og aldrig noget lys igen.

Men det er der, på et eller andet tidspunkt. Ikke at jeg er nået dertil endnu. Jeg tror bare, at jeg er det. Og så lige pludselig vælter det hele ned om ørerne.

Problemet er bare, at jeg ikke har modet til at snakke med min psykolog. Jeg kan ikke få mig selv til det, at snakke med hende.

Jeg tror, at hvis jeg begynder at snakke om det, til et fremmed menneske som hende, at så bliver det først der virkeligt.

Jeg kan heller ikke pt have @!#$. Jeg er på p-piller, og havde @!#$ for en uge siden. Men jeg blev simpelthen nødt til at gå ned og købe en fortrydelsespille. BARE for at være sikker!

Og det er et helvede.. At være bange for at det sker igen.

Jeg synes det er mærkeligt at du bliver sendt hjem med alle pillerne? Så du skal ikke indlægges? Overhovedet?

Ja, når først du tager den første pille, så er der virkelig ingen vej tilbage. Tro mig, jeg sad i min seng grædefærdig og tog den, mens jeg bare hadede mig selv.

Jeg sov også utrolig meget. Gør det stadig. Faktisk så føler jeg at når jeg sover, så har jeg det godt og så er jeg ikke bekymret eller bange.

Lad vær med at forvent at din "eks" er der for dig. Det er han ikke, og han forstår ikke hvad du skal igennem. Ynkelige og ondt af sig selv, det er hvad de kan og forstår. Ikke se det fra din side.

Og når du alligevel skal igennem selve forløbet, så vil du føle dig alene uanset hvem og hvor mange du har omkring dig. Jeg havde min mor ved min side, det var en stor støtte, men som hun sagde, så kunne hun ikke fjerne smerten fra mig. Hverken fysisk eller psykisk.

Jeg håber det kommer til at gå dig godt, nu. Og fremover.

Og som sagt før. Du er velkommen til at skrive, hvis du har behov for at snakke.

Kææææææææmpe kram herfra.. Eller mange af dem!

CBK -

Ja. Jeg synes altid smerten er værst om aftenen, så snart mørket falder på og der er bare en lille smule ro, så græder jeg. Ind i mellem kan jeg sidde fuldstændig alene, med slukket tv og computer og bare græde.. Jeg hader det! Og det værste er at om dagen har jeg det okay - om lidt skal jeg tage pillen. Og lige nu ved jeg det er det rigtige, men i aften vil jeg fortryde igen igen, af hele mit hjerte og så er der bare ingen vej tilbage.

I aften skal jeg være alene, som sagt. Jeg skrev til en rigtig god veninde, som jeg har haft siden 2. klasse, om hun ville komme og sidde hos mig i aften - det er i øvrigt hende som er gravid. Jeg fortalte hende igår om hele processen og at jeg skal sidde alene i aften, hvortil hun svarede at jeg under ingen omstændigheder måtte være alene. Men hun tilbød ikke at komme af sig selv - så jeg prøvede at skrive her til morgen.

Hun svarede ord ret: "Jeg har ikke lyst idag skat.. undskyld.."

Og så er det jeg tænker - magen til ringe veninde skal man godt nok lede længe efter! Jeg har siddet med hende rigtig mange gange under hendes graviditet og snakket, fordi hun er sygemeldt med bækkenløsning og manden self arbejder. Øv hvor er jeg skuffet!

Udover det har jeg købt en masse ting til hendes kommende barn. Har virkelig forsøgt at være en fantastisk veninde for hende - og så sparker hun til mig når jeg ligger ned.. Just great! Jeg er så vred.

Mht. psykologen så synes jeg, for din egen skyld, at du skal se at komme igang. Jeg ved at det er svært, netop fordi det så bliver virkeligt - men det er virkeligt og det er du nød til at føle og mærke og arbejde med, før at det bliver godt.

Jeg har en mandlig psykolog, som jeg har været rigtig glad for. Men jeg begynder at tvivle på at han vil forstå min situation. Jeg har ikke haft noget møde med ham endnu - det skulle jeg have haft fredag, men så ringede de og gav mig en tid til fredag, så jeg aflyste naturligvis psykologen.

Jeg blev ikke gravid på p-piller - for jeg kan jo ikke tåle dem. Men jeg havde aldrig regnet med at det ville ske så hurtigt. Jeg skal have fundet en form for præventation, som ikke indeholder hormoner, for det kan jeg ikke tåle. Lige pt er @!#$ heller ikke rigtig nogen problem, for jeg har overhovedet ikke lyst..

Nej, jeg skal ikke indlægges - jeg skal klare det hele herhjemme. Det eneste jeg skal er at om en uges tid skal jeg have taget en blodprøve, for at se om graviditets hormonet er faldet.

Jeg er faktisk ikke sur på min eks mere, efter at have set ham i fredags. Jeg har ondt af ham og synes han var et sølle sølle menneske, og jeg ønsker stadig ikke noget godt for ham. Men vred, det er jeg ikke.. Måske skuffet..

Egentlig gider jeg ikke have ham hos mig, for det eneste han kan er at sidde og have ondt af sig selv og øse ud af hans store problem fyldte verden - og det er alt andet end det jeg har brug for. Jeg kan ikke rumme hans problemer, de virker bare ligegyldige og små i forhold til det her.

Jeg håber også du kommer godt over alt det her og jeg synes du skal få en tid hos din psykolog. Der er ingen der siger at du behøver at snakke om aborten lige den første gang eller anden, men det er en god idé at begynde og opbygge lidt tillid i mellem dig og hende. Du fortjener at have det godt!

Du skal IKKE sidde alene i aften. Jeg kan ikke komme til Lolland i aften, men hvis du kan hoppe på et tog og tage til Kolding, vil jeg meget gerne betale din billet frem og tilbage, rede en seng op til dig og holde dig i hånden, når det bliver for meget.

mvh. tina

Du må ikke sidde alene.

Ikke kun fordi der jo er en risiko for at der kan ske noget, men også fordi det er vigtigt at have en der kan holde en i hånden.

Min mor, var der som skrevet for mig da jeg var indlagt. Men jeg vil nok sige, at jeg udover det har været meget alene. Nok fordi jeg har det bedst med at håndtere en så svær situation med en facade i skolen og sammen med pigerne. (Piece of cake, abort.. Overstået. Jeg blev bollet tyk, det kan vi grine lidt af) Og når jeg så er hjemme - Især om aftenen, når mørket lægger sig på, og jeg bare er ALENE så tuder jeg.

(Jeg kan stadig ikke læse det her indlæg, eller svare uden at tude)

Jeg har også en veninde, som jeg troede jeg kunne "bruge" Hun skrev ikke efter aborten, selvom hun godt vidste hvad dato det var. Fuldstændig langt ude.

Derimod, har jeg to skønne veninder, som kender mig bedre end fremstående som den partytøs de andre har et billede af.

Men igen kan man ikke forvente at der er nogle der stiller op - Udover sin familie(mor) For, de forstår det ikke på nogen måde.

Bare lov mig, at du ikke sidder alene! Virkelig. Det må du ikke.

Nu har jeg taget pillen.. Min mor og jeg satte os ind på mit værelse, så gav hun mig pillen og så sad jeg og græd, mens jeg kiggede på den. Så sagde vi begge to farvel. Jeg tror der gik 10 min. før jeg slugte den. Derefter spurgte min mor mig om jeg stadig troede på gud, og så bad vi fader vor..

Så fortalte jeg hende at jeg var sikker på det ville blive en dreng, og han skulle have heddet Liam, hvis jeg havde valgt at få ham. Sådan sad vi længe, jeg græd og hun holdte mig i hånden.

Jeg har/havde 2 tætte veninder - hende jeg fortalte om som sagde hun ikke havde lyst og min totale soulmate som bor i Odense. Hun ville gerne have kommet, men hun skal arbejde og jeg sagde hun ikke skulle tage ferie for det. Jeg skriver med hende lidt ind i mellem..

Min mor ville ringe til min farmor og spørge om hun ville komme, og kan hun ikke så har jeg en veninde mere, som dog ikke er helt så tæt som de andre. Men hun vil måske også gerne komme.. Sagen er jo bare den at de skræmmer især mine unge veninder at skulle tage hånd om mig, i en så svær situation. Hvad skal man lige sige eller gøre? Jeg forstår dem godt.

Men jeg regner med at min farmor kommer.. Jeg håber hun tager det okay, hun er katolik men hun har altid sagt at jeg skulle vente med børn til jeg var færdig med uddannelse osv.

Jeg har det rigtig skidt, jeg føler mig som en morder. Jeg håber ikke at det mærker noget, det er min største frygt. Og jeg håber jeg en dag kan tilgive mig selv..

Taina -

Tusind tak for tilbuddet, det er virkelig sødt af dig.

Jeg prøver at lade vær med at græde, jeg har min lillebror på 6 år herhjemme indtil kl. 17:30, hvor han barnepige kommer hjem fra håndbold. Og jeg vil ikke have han ser mig helt opløst.. Så jeg vil stoppe nu, kan mærke tårene presser på..

Det er ikke bare et tilbud, jeg mener det! Hvis din farmor ikke kan, så giv mig et ring på 60 63 83 38, så finder vi ud af det. Hvis det ender med, at en af dine veninder kommer, og de er bange for, at de ikke kan rumme dig, så ring hvis der er det mindste! Jeg er 100 år gammel, jeg kan tåle det

mvh. tina

Det lyder som en god måde at håndtere det på.

Håber ALT det bedste for dig!

Og hvis du skulle have lyst til at snakke, må du gerne SMS'e eller ringe. 28 18 21 91 - Jeg ved selvfølgelig godt, at det er underligt. Men det er du i hvert fald velkommen til.

Min veninde kunne ikke, fordi de fik gæster idag.

Min farmor tilbød mig at tage ud til dem (hende, min farfar og min far) men det har jeg ikke lyst til. Min farfar er utrolig dårlig til at håndtere den slags ting, og jeg har ikke behov for en prædiken. Min far diskuterede jeg voldsomt med i fredags, fordi han er sur over at jeg ikke tager ansvaret, samt at jeg kunne være så dum ikke at passe bedre på. Men hvis jeg kender dem ret, så tier vi det ihjel i stedet for. Det kan jeg slet ikke holde ud.

Så det ser ud til at jeg alligevel bliver alene.

Taina -

Jeg er rigtig glad for tilbuddet, men jeg ved slet ikke hvad jeg skulle sige. Samtidig græder jeg rigtig meget og det er svært at snakke når jeg græder. Jeg har generelt rigtig svært ved at bede om hjælp. Og det gør det ikke nemmere når de så alle sammen lige pludselig har så meget at se til ..

Jeg synes bare det er voldsomt at alle lige pludselig ikke kan, selvom de alle sammen har sagt de gyldne ord "jeg støtter dig uanset hvad du vælger". Og så ender det alligevel med at jeg sidder alene..

Jeg har forsøgt at få min lillebror til at ta over og lege med nogle venner, men det gider han ikke. Dem han gider lege med er ikke hjemme, og dem som er hjemme gider han ikke lege med. Så nu render han rastløs rundt og keder sig. Og jeg kan ikke overskue at aktivere ham lige nu.

Jamen for .. Vil det sige, at du sidder alene i aften?

I forvejen er jeg modstander af den abortform du benytter, da jeg simpelthen mener det lægger for meget ansvar på ens ( og specielt unge pigers ) skuldre! - Øv!!

Men det er jo næsten ikke til at holde ud at du sidder alene. Hvis det var mig ville jeg gå i seng. Lægge mig under dynen. Spise 2 pålader chokolade. Have ondt af mig selv. Tude.

- Men samtidig vide, at når det hele er overstået ville jeg føle lettelse. Ikke over det barn som kunne være kommet.. Men over, at jeg slap for at få et barn med ham "fjolset" som alligevel ikke var blevet en værdig far.

Det skal nok blive godt igen.. Lige nu er livet noget hø for dig.. Men du bliver glad igen.

Jeg synes godt nok at det er synd for dig.

Jeg tog også selv pillen, og var alene indtil min mor kom hjem.

Jeg fik det dog først, psykisk og fysisk rigtig slemt da jeg blev indlagt. Der gik det op for mig, hvad det var der skulle ske.

Hvor bor du?

Anja1420 -

Ja, det vil det. Jeg er også ret overrasket over at dem man troede var der for en, pludselig vender mig ryggen. Jeg havde regnet med at min veninde, som er gravid, ville komme og holde mig i hånden. Men vi blev dødelig uvenner - hun mente ikke jeg kunne bede hende om det, når hun er i sin sidste uge af graviditeten. Og jeg skulle acceptere at folk sagde nej, uanset situationen. Og det er nok rigtig nok - men jeg har siddet og hold hende i hånden 117 gange + hjulpet og rådet hende i hele hendes graviditet. Så jeg er meget skuffet.

Du har ret. På de hjemmesider jeg har læst stod der også at man skulle indlægges i 6 timer, den dag man starter blødningen. Dvs. på tirsdag. Men det skal jeg ikke, jeg har fået de 2 piller med hjem, som jeg selv ska sætte op i skeden og så en masse smertestillende fordi det vil komme til at gøre ret ondt.

Men jeg tror at denne her måde er mere sikker, i forhold til senere at få børn, end indgrebet er. Det her fungere lidt som en spontan abort, kan man vel sige.

Min mor var tvunget til at tage afsted, fordi mine søskende skulle indlægges og undersøges for noget mave halløj. De skal have en slange ned gennem halsen og ned i maven, det er derfor hun ikke kan være her. Og hun er meget ked af det.

CBK -

Jeg bor på Lolland - i Nakskov.

Jeg synes faktisk denne her pille er rigtig slem, fordi jeg ved at det er den her som slår fostret ihjel. Men det kan være jeg ændre mening, når jeg skal have de 2 andre..

Den slår ikke fosteret ihjel, som sådan. Den stopper celledelingen, som gør at fosteret ikke udvikler sig mere.

Først når de andre piller er lagt op, "slår man ihjel"

Jeg havde det skidt ved begge dele.

Håber du klarer den! Husk nu at du sagtens kan skrive til mig.

Hvordan går det? Håber det er til at holde ud..

Kh Anja.

oki.... kan se jeg ikke bor så langt fra dig så her er du velkommen hvis du trænger til snak

knuus

Det går faktisk nogenlunde.

Jeg tog pillerne tirsdag morgen kl. 8 ca. - faldt i søvn og sov et par timer. Da jeg vågnede skulle jeg tisse og på vej derud kunne jeg mærke at det hele startede.

Der kom rigtig meget, og jeg troede egentlig at det var det. Så lagde jeg mig ind igen og lidt efter kunne jeg mærke at smertene tog voldsomt til - har aldrig oplevet så stygge smerter! Jeg er nok lidt pivet af natur, lider normalt af voldsomme mens smerter - men det her var virkelig stygge smerter for mig.

Da jeg gik på wc lidt efter kom der ekstremt meget blod, så jeg kaldte på min mor og hun fandt en ble ude fra hjemmeplejen, som jeg fik på. (Meget uværdigt..) men det eneste som kunne holde det.

De kraftige blødninger fortsætte hele dagen. Hen mod aften begyndte jeg at blive voldsomt svimmel - nok meget naturligt når man mister så meget blod på så kort tid. Da jeg skulle i seng ville jeg børste tænder først, det skulle jeg bare ikke have gjort. Jeg mistede balancen fuldstændig og var ved at besvime ret mange gange på vej ind til sengen. Vi havde ringet til sygehuset tidligere på aftenen, fordi blødningen var så voldsomme + svimmelheden, og han sagde det var meget normalt og så længe jeg kunne stå oprejst gik det. Men blev det værre og fortsætte blødningerne dagen efter, skulle jeg komme over og blive indlagt.

De blev dog bedre dagen efter.

Jeg havde så mange smerter at det følelsemæssige ikke fyldte så meget. Igår aftes kom det dog - jeg blev ked af det og snakkede en del med min mor.

Jeg har stadig rigtig mange smerter idag, spiser omkring 6-8 pinex dagligt eller 3-4 ibumetin, for at holde det ud. Jeg har rask meldt mig på jobbet og skal på job i morgen aften. Men fortsætter smerterne i morgen, ringer jeg op til min egen læge og snakker med ham om det. Jeg tager også jern piller nu, så håber jeg at svimmelheden forsvinder. Det er frygteligt at være så svimmel..

Tusind tak fordi i tænker på mig, det betyder rigtig meget.