Vores datter er halvandet år gammel og er en pige med fart over feltet.
Herhjemme kører vi vores daglige rutiner og afviger sjældent fra dem. Dette er også gældende ved bleskift. Vores datter kender selvfølgelig rutinen, men gider ikke bleskiftene. Det virker som om, at det er et irriterende moment i hendes lege-aktiviteter, at hun skal skiftes.
Når hun kommer op på puslepuden, så ændrer hun sig på et splitsekund fra at være glad, til at være sur, hylende, tvær, sparker med benene, vrider sig omkring om på maven, rejser sig op og kaster gerne sutten eller hvad hun nu har i hænderne imod os. Når bleskiftet er overstået, så er hun sit glade jeg igen.
Engang i mellem kan vi tage problemerne ved bleskift i opløbet ved at fange hendes opmærksomhed; vi synger, fortæller historier, leger og inddrager hende selv til at hjælpe os.
Men de fleste af gangene forløber som beskrevet ovenover.
Det er meget frustrerende og vi ender med at skælde hende ud og tage lidt hårdt fat for at vende hende tilbage på ryggen og for at forhindre hende i et sparke os i maven og samtidig også for at forhindre, at der er afføring/urin smurt ud alle steder.
Hvordan takler I puslesituationerne når der er optræk til ballade? Vi vil gerne have nogle gode råd, da vi er kede af at skulle skælde hende ud/tage hårdt fat i hende og bruge laaang tid på noget, som kun burde tage et par minutter...
Det skal nævnes, at ingen andre; dvs. hverken dagplejer eller bedsteforældre har problemer med at skifte vores datter. Det er altså kun når det er mor og far der vil skifte, at der opstår de dumme situationer.
Mvh Maj