..uden at vide ret meget om det, at du er helt normal, når du får de tanker.
Tror ikke at der er mange gravide som kan sige sig fri for at tænke på om baby nu er okay og velskabt når den kommer ud.

Selv var jeg meget nervøs for om alt var som det skulle være med tvillingerne og efter de blev født har jeg også haft "underlige tanker" ind i mellem om at de kom noget til hvis jeg ikke konstant havde dem inden for synsvidde og jeg har til tider været en værre hønemor og måtte tage mig gevaldigt sammen for ikke at "pakke dem ind i vat".

Men hvis du går og bliver så nervøs at det "går dig meget på", så tag en snak med JM - for hun er jo ekspert på området.

Mvh. Lotte_L

Jeg var også meget bekymret for min datter - det kom lidt i perioder, og jeg tillage det, at jeg havde fået konstateret toxoplasmose tidligt i graviditeten - og trods flere scanninger havde jeg svært ved at lægge frygten fra mig. Jeg fik en sund og rask datter, som idag er 3 år.

Med denne graviditet har der ikke været nogle tegn på, at noget skulle være galt - jeg er ikke blevet tilbudt nakkefoldsscanning, men bare en almidelig scanning i uge 18-20 - kan ikke huske det præcis. havde øsnket en gennemscanning p.g.a. 2 aborter, men de så ingen grund til det, da baby så fin ud og voksede som den skulle. Men her tæt på termin kommer frygten igen. Er alt nu ok derinde - og hvad med fødslen. Førløber den nu som den skal, så jeg igen får en frisk og rask baby med hjem.

Man synes næsten man er for heldig, hvis man ender ud med to raske børn - men statistisk set er det jo det der sker for de fleste. Men det er svært at overbevise sig selv om, for man nærer jo allerede en stor portion kærlighed til det lille væsen derinde.

Men du skal se - alt er i den skønneste orden.

Mange hilsner

Dorte - uden h

Det er ganske normalt at have de tanker, får jeg en sundt og raskt barn, dør mit barn, sker der noget med mig under fødslen osv.. det er helt normalt..

Jeg vil fortælle om mine egne oplevelser.. ved mit første barn havde jeg ingen af de bange andelser... alt forløb perfekt, lige indtil han skulle fødes.. han døde under fødsel.

Ved mine 4 efterfølgende børn, har jeg været så bange for at de skulle dø.. ikke bange for at der skulle være noget galt, så som diverse handikap.. men simpelthen bange for at barnet ikke skulle overleve fødslen.. alle blev født sunde og raske, dog var det meget kritisk med min ene datter-. men hun overlevede..

Jeg bliver så gravid igen.. denne gang har jeg en underlig følelse, barnet sparker ikke som de andre har gjort.. den sparker sådan mere forsigtigt.. selvom jeg mærkede liv meget tidligt.. ved en scanning i uge 24 finder de ud af at hun har meget svær rygmarvsbrok og kan ikke overleve... fødslen sættes igang og hun er meget syg,,, lever kun en time inden hun sover ind..

Ved mit sidste barn her, har jeg været hunde angst for at han skulle dø, bange for at han skulle have rygmarvsbrok, bange for at et eller andet skulle være galt.... han bliver heldigvis født sund og rask....

Det jeg vil sige er, at selvom man ikke er bekymret så kan det godt gå galt, og selvom man er meget bekymret, så kan det godt gå godt....

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med den forestående fødsel... det skal nok gå alt sammen..

Mette





Lige et par billeder af vores sidst ankomne...¨¨

at gå til af alle de dårlige tanker jeg havde...at kæresten så var lige så nervøs var jo en "kæmpe hjælp".

Men vi fik Emma...dejlig og velskabt og med nogle lunger der gik lægerne på nerverne

Så jeg vil sige at det er normalt.

Til Mette(blossi):

Gud hvor er han bare smuk

Han ligner bare min søsters knægt på en prik - en rigtig charmetrold

Undskyld sidespringet - bliver bare sååå glad, når jeg ser alle de smukke babyer *suk*

____________________________________________________

Så er jeg tilbage på sporet igen

Jeg havde også selv de tanker da jeg var gravid sidst og har det også denne gang. Dog var jeg bedre til sidste gang, at nyde graviditeten mere end denne gang.
Men når jeg bare kan se, at alt er ok på en scanning skal jeg nok også slappe lidt af. Nu er jeg jo heller ikke så langt henne endnu (11 uger).

Men det er helt normalt - det viser jo bare, at man tænker på den lille og allerede elsker den. Og det er en del af "jobbet" i at være mor.

Hvis du har "overdreven" angst - kan det da næppe skade, hvis du tog kontakt til professionelle. Hellere en gang for meget end en gang for lidt

... ca 1 mdr før.. men fødte den lækreste datter som bare er helt perfekt. Så ro på kommende mor *s*

For dine søde ord om min søn...

;Mette

Ved mit første barn, var jeg den sidste mdr. et nervevrag. Jeg var så sikker på at der var noget galt, eller at der ville blive problemer under fødslen. Mine nærmeste blev bange på mine vegne, da jeg gik og græd meget af tiden. Jeg rendte lægen på dørene, for han måtte jo forstå at jeg VIDSTE det jo bare. Heldigvis har jeg en rigtig sød og forstående læge, som hjalp mig meget. Han tog min bekymring alvorligt, og lod mig være bange.( Min mor døde 3mdr. før min termin, så det gjorde det helt ekstremt)
Da dagen oprandt, gik alt bare så godt, dog alt for hurtigt. (jeg føder altid som lyn og torden, den længste fødsel var tvillingerne og den tog 1time og45 min.)
Giv dig selv lov til at ha disse følelser, for jo mere du bekæmper dem, jo mere vil de "presse" på.
Det er simpelt hen fordi hormonerene racer for at gøre din krop klar til fødlen.
ved de næste 3 graviditeter var jeg også bange, men fordi jeg gav mig selv lov til at ha de følelser, var det ikke helt så slemt.
Held og lykke med den lille ny.

...for alle jeres gode svar .

Det er ikke sådan at min dag er fuldstændig ødelagt af bare bekymringer, men det er da noget jeg tænker på dagligt.

-For mit vedkommende, tror jeg også at det skyldes angsten for at "skuffe" andre.

Altså underforstået på den måde, at min mor og far køber ind af alt muligt babyudstyr. Mine ældre søskene, som alle har børn, ringer med råd og støtte, og glæder sig helt vildt til deres lillesøster skal nedkomme.
Min kæreste har brugt oceaner af til på at indrette et børneværelse, og selv om det var perfekt i første forsøg, så er der blevet justeret og rettet i det mange gange .

Min svigermor er jordemor(Dog ikke min), og hun spørger og spørger om det ene og det andet(Det er hendes første barnebarn).

Kort sagt, alle glæder sig(Inkl. mig selv), men hvor bliver de kede af det, hvis noget går galt.
Selvfølgelig er jeg udmærket klar over at ingen vil bearbejde mig noget som helst... jeg ville have verdens bedste støtte i dem alle, men jeg vil selv føle, at jeg ikke har opfyldt alle deres forventninger, hvis noget går galt...

Ihh altså, overnævnte lyder vist som noget værre vollapyk, men det er ikke så lige til, at sætte ord på det man føler .

Men igen, tusind tak for jeres opløftende ord...skønt at vide, at denne sindsyge man som gravid befinder sig i, er helt normalt.

...jo, at graviditet ikke er en sygdom, men man glemmer at informere om den graviditetsbetingede sindsyge, der følger med!
Men det er faktisk lidt logisk...for når man venter sig, så fjernes det "filter" som til dagligt sorterer alle indtryk og især vores følelser i forbindelse med indtrykkene. Og det gør det fordi vi skal være klar til at aflæse en babys bittesmå, fine signaler. Vi skal lytte til vores følelser og vores instinkter, og så er "filteret" i vejen. Skræmmende nok er det det samme, der sker ved en psykose, bare i forstærket grad.
Men altså, når vi går og er sådan lidt små-sindsyge, så er det nemt at føle sig forfulgt (af nogen eller af uheld eller andet) og tro, at éns barn ikke er normalt. Man kan hjælpe sig selv ved at bede sig selv holde k*ft, hver gang de tanker melder sig!
Trøst dig med at det er hormon-betinget og det går over igen, sandsynligvis et par måneder eller 5 efter du har født!
Alle gravide og nybagte mødre er lidt mærkelæige til tider...eller altså...de har mærkelige tanker, men det skal man have. Det viser at dit yngelplejeinstinkt og dit moderinstinkt fungerer som det skal.

Og det er vist også det de andre har sagt - bare med andre ord!

Camilla

... godt skrevet - sådan har jeg ikke lige set det formuleret før - men meget forståeligt!

Jeg havde også de tanker hos min første, men mest omkring uge 20, der var den helt galt.

Jeg kom til at tænke på at det jo aldrig blev bedre. Først er man bange for at barnet dør eller fejler noget. Så er du bange for vuggedød, så er du bange for at de løber ud på vejen, osv, osv.

Min mor som nu fylder 60 år kunne også forsikre mig at det sandelig heller ikke bliver bedre når ungerne har forladt reden.

Men der findes et ord for det og det er, kærlighed.

Du elsker den lille mus i din mave og ønsker alt skal være så perfekt.

Det hjalp mig også dengang at tænke på at jeg vil elske det lille barn, lige meget om det var handicappet eller ej.