Det er jo desværre livets realitet, at når man har oplevet, at ikke alting bare kører, at man kommer til nogle store tunge knaster, så glemmer man det ikke.
Det sidder på rygmarven, og man er i sådanne situationer bange for, at det skal ske igen... Uha hvor jeg kender det....
Min ældste datter døde af en sprængt blindtarm, 6 år og 2 dage gammel.... Lillesøster var godt 1½ år, og i guder, hvor har jeg i tankerne, mange gange fulgt lillesøster op af kirkegården, og puttet hendes kiste ned ved siden af storesøster. Hver gang lillesøster blev syg, så var jeg helt hundrede på, at - nå - nu er vi på den igen.
Til sidst tænkte jeg, at hvis vor herrer også ville have hende, så tag hende sku da lidt snart, jeg overlever ikke, hvis jeg skal gå i evig angst for det sker...
Efter nogen tid, besluttede jeg, at jeg måtte få gjort noget ved den tanke, for ellers kunne jeg jo ødelægges af den skræk...
Der skete 2 ting, den ene var, at jeg bevidst arbejdede mig ud af den skræk samt min yngste blev ældre, og kunne selv være mere med, hvis hun var syg....
Men - det kræver en kanon stor indsats at "overleve" naturens luner. Ikke at man ikke overlever, men at overleve så man også LEVER, hvis du forstår...
Selvfølgelig får i et raskt og dejligt barn. I har taget den modgang i skal have, og tænk hvor heldig at have sådan en dejlig storesøster til jeres kommende barn, det skal du være stolt over 
. Et virkelig ønskebarn, selvom det var noget af en overraskelse. Men sammen med drømmene kommer også frygten. Frygten for at miste. Frygten for den næste også fejler noget. Ganske vist siger jeg til mig selv, selvfølgelig er der ikke noget galt. Men det er svært at tro på.
) positiv resultat. Nemlig der er intet galt, og vi venter et sundt og velskabt barn.
Er træt af de "bi-ting", Bea har, som intet har med hjertet at gøre. Men er almindelige "fejl".
) og vi har jo i forvejen Jeppe på snart 6 år. Han har haft leukæmi, og udover at det var en hård omgang, bliver man indvolveret i en verden hvor alting ikke altid går som det skal, man mister sin naivitet. Jeg prøver altid at se verden fra den positive side, men hold da op hvor tog det lang tid inden jeg var sikker på dennne graviditet, indtil misdannelsesskanningen troede jeg egentlig ikke på jeg var gravid, og slet ikke på den ville blive der/få lov til at blive der, det hjalp lidt at se den "live". Jeg forholder mig, som en slags følelsesmæssigt forsvar, ikke så meget til baby i maven som ved min første graviditet, for det er jo ikke sikkert den kommer med hjem i live..... Der er mange tanker, som man ikke kan styre, men som man skal finde en måde at leve bedst muligt med.
, ihh det var skønt. Men det letter da noget at der stadig kun er 1, og er stadig er de ca 8 uger henne. Så har jeg stadig tid til at forberede mig på nakkefold og hjerteskanning i 12. og 14. uge.