Da ikke sige at et barn er uopdragent fordi han /hun hyler og skriger fordi hun/han ikke må få slik.!! MEn tit og ofte efter arbejdstid, det er ved at være spisetid børnene er sultne og trætte så ville jeg sq osse skrige, især når køen ud er lang. Jeg giver tit efter når mine drenge vil ha noget , men når jeg så en dag siger nej, så affinder de sig med det. Uden skrig og skrål, imens de andre dage skriger fra vi går ind til vi går ud og det er ligemeget om de får noget eller ej... Bare vent til du selv får børn så kan du se at man ikke bare kan sige at alle de børn der skriger i forretningen er uopdragne... .

normalt er min søn rigtig sød at have med ud at handle.. men de sidste par gange har han været umulig fra vi er kommet ind til vi går ud... og vi er sådan at et nej betyder nej, og han får ikke noget fordi han plager. men lige i øjeblikket skal han altså liige se om det nu også er rigtigt at grænserne er der. og ja det går jo så desværre ud over andre, som nok på et eller andet tidspunkt vil befide sig i nøjagtig samme situation... børn udvikler sig jo netop ved at sætte spørgsmålstegn ved grænserne...

Jeg havde den samme mening, inden jeg selv fik børn. Jeg tænkte hvorfor fa... opdrager folk ikke bedre deres børn.Men men jeg blev klogere! Nu vil jeg sige, at man i alle henseender ikke kan kontrolere hvordan ens børn reagere hvis de ikke får det de vil have. Nu min ældste datter på snart 2 år, hun har fået sin egen meing om tingende nu. Og hun er viljestærk. Jeg synes jeg har gjordt meget for hun ikke skulle blive som, de børn man kigger langt efter i supermarkederne. Men det er så sådan nogle forældre jeg i dag respekter, når de så stadig kan sige nej selvom børnene står og stamper i gulvet og tager på vej midt i myldretiden. For det kræver sin mand/kvinde at stå fast på sin beslutning i sådan et tilfælde hvor alle andre står og glor langt efter en. Og man kan jo se hvad de tænker. Jeg tror alle forælder vil opleve den situasion(staves) en dag.

Tillader mig at svare på trods af at jeg endnu ingen unger har, velopdragne som updragne.. Jeg er endnu en af de hårdt prøvede kassedamer.. .. Dog af den type der prøver at snakke og lave sjov med samtlige unger, skrigende som smilende.. Det er nemlig min dyrtkøbte erfaring at jeg ofte kan aflede ungernes opmærksomhed, om ikke andet så i hvert fald en kort stund... Men hatten af for de forældre der kan ignorere skrigende unger på trods af at 100 mennesker i Bilka stirrer ondt på dem.. Hvor jeg dog hader den situation hvor ungerne hyler og skriger i 10 minutter for derefter at få smidt hvad de peger på i hovedet med et surt "Så tag den dog men næste gang nytter det ikke noget at skrige" ... Både jeg, ungen og forældrene ved jo at ungen blot skal skrige næste gang så får han/hun hvad der ønskes.. Alle børn vil prøve grænser, uanset om de er uopdragne eller ej.. Holder man fast i det nej man har givet barnet er det min overbevisning at skrigeriet hurtigere stopper og endvidere sjældent gentages ret mange gange.. Min egen elskelige nevø på 2½ år ved ganske udemærket at hverken forældre eller faster giver efter.. Han ved at han ikke opnår noget ved at skrige så det er sjældent han benytter sig af denne mulighed med mindre han selvfølgelig slår sig... Min anden nevø på 3½ ved at mor og far giver efter så der er han en pylredåse uden lige.. Han ved også at faster ikke giver efter så her prøver han kun lige en gang eller to så er det slut .. ManEater, Den Skrukke Høne (og skrigende unger er også velkomne)

Jamen uopdragne, hvis skrig og skrål til tider betyder at børn er uopdragne, så hører mine piger søremen da ind under den kategori. DET ER JEG NU LIDT UENIG I Jasmin på 5 prøver grænser af ca. 50% af tiden. D.v.s ligeså engle-agtig hun kan være på den ene shoppe-tur, ligeså bundhamrende hysterisk kan hun være næste gang vi handler. Det betyder IKKE at hun er u- opdraget. Jeg har sat grænser og opdraget hende i alle d 5 år. Det er sket meget sjældent at jeg hsr givet efter hvis hun har plaget mig om noget slik eller legetøj. Jeg fik sådan en skøn og positiv respons sidst jeg var ude at handle med mine piger. Og ja her tænkte jeg vitterlig selv "snot-unge" mens vi vadede rundt i netto, efter en lang arbejdsdag. Min den yngste i klapvogn og med den ældeste hængende efter mig på gulvet. Jeg trak hende simpelthen efter mig på gulvet fordi hun lå og skreg over et nej til en barbiedukke... (ikke fedt for andre ved jeg godt). Men jeg havde sagt nej og hun var ligeså stædig. Da jeg står ved kassen i kø prikker en ældre dame mig på skuldren, og jeg tænker bare : Åh nej nu skal jeg have afvide, men bliver positivt overrasket da hun siger: "Hvor er det dog dejligt at se du står fast på dit nej, det skulle vi have nogle flere som gjorde... Hendes skrigeri vil snart holde inde når hun ved mor står fast"!! Så nej engle-børn er de bestemt ikke, de er kompetente børn som skal lære i livet og deres handlemønstre ændres i takt med at de vokser op! Jeg personligt syntes straks det er langt mere pinligt at betragte de "voksne" menneskers opførsel bag rattet på en bil etc...

Min erfaring... fra mit job som pædagogmedhjælper og med mine egne børn.. er faktisk at mange forældrer giver efter, ikke kun fordi det er lettest, men også pga. den dårlige samvittighed. Med lange arbejdstider og 1000 ting børnene skal efter skole... er der bare ikke tid til kvalitetestid... så kompencerer vi med alt det vi køber til dem.. Vi er simpelthen SÅ bange for at være dårlige forældrer at vi giver lov til alt for meget. Jeg er fuldstændig enig i at det handler om at tage kampen op 2-3 gange.. så ved de kære små godt, at det ikke nytter at skrige og hyle.. Rigtig god debat!! Vh Karina.

"Og man kan jo se hvad de tænker." ja, de tænker "Endelig en forælder, der tager ansvar!" Mine unger ved godt, at det ikke nytter at plage. Hvis Birka begynder at skrige/plage i Bilka eller hvor vi nu er, så får hun at vide, at hun skal stoppe. Gør hun ikke det, så må vi jo tage hjem. Og det gør vi så. Med det samme. Jeg lader vogn og det hele stå, tager ungen under armen og GÅR! Det har jeg gjort én eneste gang. Hvis der er noget Birka gerne vil have, så siger hun "se mor, er den ikke fin?" Nogen dage snakker vi bare om hvor mange farver eller noget der er i posen med slik eller hvad hun har fundet. Andre dage kan jeg jo så sige "jo, den er fin. Vil du gerne have den?" Og så kan hun lægge den i vognen. Kun hvis hun er helt ekstremt træt kan der være lidt pyller, men der er ingen skrigeri. Jeg tror mange forældre går fejl dér, hvor de bekymrer sig om hvad andre tænker. Det er pinligt, når ungen skriger og folk må jo tro, at man er en dårlig forælder, så man giver barnet den pose slik, så man får ro! Samtidig, så er der mange der har en eller anden mærkelig idealistisk opfattelse af, at de skal være venner/veninder med deres børn og for at gøre sig til ven, så undgår man konflikter. Man tigger barnet om at være ens ven. Det er ynkeligt! Man skal ikke være venner med sit barn, forstået på den måde, at "venner" er ligeværdige og befinder sig på ca. samme niveau. En forælders opgave er ikke at være ligeværdig med sit barn, men at være den voksne, der sætter grænser og er et forbillede. Det betyder ikke, at man ikke skal lege med sit barn og snakke med det og lave alle de gode ting, men når mødre synker ned i en pubertetslignende tilstand for at gøre sig veninder med deres teenagedøtre, så er man altså ude på et sidespor! Børn har brug for grænser og de har brug for retningslinier, og det får 3-årige Ole jo ikke af 3-årige Lars men af sin far...hvis I forstår... Samtidig vælger de fleste forældre at sætte sig hårdt med hus, bil og deslige. Det betyder, at de er nødt til at arbejde meget. Det giver mindre tid til børnene. Derfor fralægger mange sig opdragerrollen for når man kun ser sit barn 2 timer om dagen, så skal de 2 timer dælme være gode! Og alt er jo gjort i den bedste hensigt, for børnene skal ikke mangle noget. Forældrene glemmer så bare, at det, børnene har allermest brug for, det er deres far og mor! Fint hus og dyr bil ville børnene med garanti gerne bytte for en mor, der var hjemme med dem 5-8 timer om dagen i stedet for 2. Men Den overdrevne opmærksomhed i korte intervaller sat sammen med manglen på tilstedeværende forældre, sat sammen med at alle børn er ønskebørn og ikke børn med prinser og prinsesser, gør også, at vi frembringer en flok juletræer. De vil alle stå i midten mens folk går rundt om dem og tilbeder dem og beundrer dem. Og sådan npgle børn vil have deres vilje, og de ved hvordan de skal få den! Jeg har ofte set børn, som jeg har ondt af...lille Anders på 4 år, der står med sin mor ved køledisken i brugsen med 40 forskellige slags kød og mor siger "nå, Anders, hvad skal vi have til aften?!" Hold k*ft, hvor et ansvar at lægge på en 4-årig! Så siger Anders "Pandekager!" Og straks siger mor "Nej, det er ikke hverdagsmad. Find på noget andet! Hvad med bøf?" Stakkels barn! Ikke alene skal han træffe afgørelse om menuen, han skal også læse sin mors tanker og da han foreslår det han gerne vil have, så får han at vide, at hans mening er forkert! Der ER sq da ikke noget at sige til, at nogen børn bliver frustrerede og tager nogle ordentlige skrigeture! Camilla

...for en forvænt forælder som undertegnede, så opleves det faktisk som om ungerne er komplet uopdragne og forældrene endnu værre, når et barn fx. "hyler og skriger fordi hun/han ikke må få slik.!!" Jeg ved ikke noget VÆRRE end sådan en møgunge, der ikke forstår et klart svar - det skulle da lige være en forælder, der ikke GIVER et klart svar, men istedet med falsk sukkersød stemme forsøger at aflede den lille pode fra emnet, hvorefter konflikten faktisk kan stå på HELE butikken igennem..og kulminer

Fedt indlæg . Jeg er helt enig med dig, syntes du tolker det helt korekt! Christine

Jeg citerer lige: De dage jeg VED, at jeg ikke har tålmodighed til at lytte til små forhandlere, så indgår jeg en handel som JEG kan acceptere allerede INDEN vi går ind i indkøbshelvedet. Hvilken handel kan det f.eks. være? Ja det lyder nu ganske smart i mine ører. Jeg tror jeg vil have den i baghovedet hvis jeg en gang selv skal have børn.

...måske være noget med "hvis du opfører dig pænt i butikken, så får du et anders And blad på vej ud" eller noget? Sådan ville jeg nok selv gribe det an, når børnene bliver lidt større... Her i huset er mor også ret enevældig (sammen med far), men vores ord er lov. Siger vi nej, så er det nej, basta. Men vi prøver også meget at give positive nej'er. Altså hvis Birka vil ud og lege nu, så siger vi ikke nej, men "ja, det må du gerne, når du er færdig med at sove til middag." Hun forstår det fint og accepterer uden videre at det må hun godt...senere. Børneopdragelse er svært og vi kan ikke alle være så heldige som Atengstedt, men man kan hjælpe sig selv langt hen ad vejen ved at overveje hvorfor man egentlig gør, som man gør, og om man kunne gøre det anderledes. Ingen er perfekte, men vi kan allesammen lære at komme idealet nærmere! Og i mit tidligere indlæg skulle der selvfølgelig i næstsidste afsnit ikke stå "...og ikke børn med prinser og prinsesser..." men "...og ikke børn MEN prinser og prinsesser...!" Sådan går det, når man skriver hurtigere end fingrende kan følge med. Camilla

...lyder ofte som følger: Mor: "Kunne du ikke osse tænke dig at få dessert i aften?" Barn: "Jooo!" Mor "Hvad synes DU så vi skal have: æblekage, måske - eller ananas?" Barn: *tænker* Mor: " Når vi nu kommer ind i butikken, så køber vi hurtigt mælk, æg og kattegrus, som vi mangler - og så går vi over i frugtafdelingen: så kan du vælge, hvad vi skal have til dessert i aften" Barn *allerede vildt optaget af mulighederne*: "Hvis vi skal have dåse-ferskner; må vi så få flødeskum ovenpå?" Igennem butikken snakker vi så om dessertmulighederne og deres gennemførlighed (jeg laver fx. IKKE Baked Alaska en onsdag aften efter overarbejde - men vi kan GODT snakke om, hvor godt det smager og at vi HELT sikkert skal have det snart...måske på næste lørdag når Morfar kommer!) Et andet eksempel kan være, at jeg indleder snakken med at det vist egentlig er lang tid siden, at barnet har fået et nyt BLAD eller måske endda en ny BOG (hvis vi altså er i "den store by" hvor der er en boghandel! - alle mine unger EEELSKER at læse og er derfor "lette ofre" når talen går på ting med bogstaver i! ) Imens vi handler dagligvarer ind snakkker vi så om Anders Ands, eller Wendys eller Skammerens Datters sidste meritter - og kommer skadesløst igennem forretningen imens vi aftaler, hvilken bog/blad der skal købes, når vi nu lige om lidt er færdige med at købe alt det "kedelige". Jeg har endnu aldrig måttet "bestikke" mine unger ved på forhånd at love dette eller hint, hvis de "opfører sig pænt" i butikken. Man opfører sig pr. definition pænt i butikker. Derudover ved mine unger, at de med ujævne mellemrum FÅR lov at købe slik, hvorfor spørgsmålet ikke er så "sprængfarligt" som hos de forældre, som ALDRIG tillader ungen at udvælge butikkens bedste chokoladeskildpadde fordi "Når du plager, så får du ihvertfald IKKE noget!" (herregud: det er da IKKE plageri allerede første gang man spørger!??! )

Tak for indlæggene. Så har vi fået et par gode råd også. Jeg vil lige præsisere, at jeg med uopdragne børn mente mere generelt - ikke at et barn nødvendigvis er uopdragent fordi det kommer til større el. mindre familiesammenstød i butikken - selvfølgelig skal de søge grænserne for at finde dem. Det jeg villle ind til er de børn, som (næsten) aldrig finder den grænse de søger - ikke bare mht. slik. I supermarkedet generer det mig kun meget, når børnene kaster ting på gulvet eller en forkert hylde, så mener jeg det er forældrenes ansvar at det kommer på plads igen. Og jeg ville bestemt betale for en vare, hvis et barn jeg havde ansvar for åbnede emballagen eller ødelagde den. Der er ingen andre, som vil købe maste mælkesnitter eller mini-muh uden papir om. Tænk hvis der var rugbrød og toiletpapir oppe ved kassen Det var lettere. Og så de forældre som ikke siger fra når barnet fx. ikke er gode mod dyr (ekstemt vigtigt at lære synes jeg), behandler andres børn og voknes ting forkert, kalder andre børn og voksne grimme ting. KH/Helle

Helle, jeg giver dig helt ret i det med dyr, he he Min datter er bare til tider den ondeste mod vores hunde. Der falder altid en promte skideballe, når hun gør det. For det ville jo også være forfærdeligt at det kom så langt at, det var hunden der sagde fra med tænderne.

Kan ofte virker meget stærk på små børn, jeg lærte at aflede deres opmærksomhed, Så istedet for at bruge ordet nej, siger jeg f.eks. "Ja, du må godt få slik, men ikke nu, vi spiser slik fredag aften til disneyshow..." Og derpå skynder jeg mig at sige f.eks "kom kan du hjælpe mor med at finde kartofler, ved du hvor de er henne???" straks har ungen glemt hvad der var så interresant før og skal vise mig at det kan han eller hun godt... Og ja hvis de er meget trætte så søger jeg straks mod rosinhylden eller frugtafd. og giver ungen en banan eller en pakke rosiner som må spises mens vi handler, igen med barnet som "hjælper" til at finde de ting vi skal have.. (Køber f.eks 10 bananer for 20,- men ved kassen er der kun 9 +et skræl og v. rosinerne husk ikke ødelægge stregkoden ) Jeg har få gange oplevet de har prøvet at skabe sig i butikken for at få noget og det ikke har hjulpet med at aflede osv, så sagde jeg, "Nå, men mor hun går nu" og så er jeg gået rundt om hylden så barnet ikke kan se mor, Men mor kan godt titte lidt uden at blive opdaget for at se hvad der sker) de få gange jeg har brugt den har hver gang resulteret i at ungen råber "Moaaar" og så fuld fart efter mig Prøv bare, det virker fortrinneligt, mine er nu 4,6 9 og 11 og jeg får tit at vide, at det er nogle meget velopdragne børn jeg har og bliver ofte spurgt "Jamen hvad gør du, vi ikke gør" Jeg står fast, kærligt men bestemt og det er noget børn kan forholde sig til næsten uanset alder og temperement. Held og lykke med forsøgene. Jeg garanterer dig de virker, måske ikke 1 eller 2 gang men 3 gang er jo som bekendt også lykkens gang

Jeg har samme mening. Jeg har en datter på 15 år, og hun har altid været det mest søde, og velopdragne barn. Jeg hader at gå på restaurant, og sidde og have bestilt god mad som man kommer til at kyle ned fordi nabobordets unger ikke kan sidde stille, men blæser rundt om benene på en, og gør hele den hyggelige dag til et sandt mareridt. I toget hvor barnet nægter at sidde stille og koncentrere sig om det medbragte legetøj, og hellere vil lege op og ned af gangen, og genrere alle andre imens far og mor syntes ungen er henrivende. I supermarkedet hvor den lille har bestemt sig for at ville have nyt legetøj, og når far og mor siger nej smider ungen sig på gulvet og hyler og skriger op og i disse tider skal barnet jo have lov at rase af så det lærer at udtrykke sig. På bistro i supermarkedet, hvor der er lavet et legehjørne, og indsat et tv m. tegnefilm. Her skruer forældre gerne op så resten af bistroen ikke kan høre hvad hinanden siger, for den lille skal da høre lyden... Jeg syntes alle de dårlige undskyldninger for børns opførsel er for .. tja dårlige undskyldninger. Men børns opførsel er jo udtryk for familiens hverdag og trivsel. Det er bare synd at forældre ikke har respekt for andre når de færdes uden for hjemmet.

altid handlet en gang om ugen, sådan ca.. jeg hader skrigende unger, i særdeleshed mine egne .. jeg er så upædagogisk at vi har købt noget til bilen, kalder vi det.. oftes en knoppers.. ingen ballade i butikken for de vidste at der var noget når vi kom ud..