Du kan få flere svar på det du spørger om

Uanset at de kloge mener det begynder at gå fremad, så er det stadig svært bare lige at finde et arbejde. Og det arbejde man typisk 'bare' går ud og finder er oftest lavtlønnet og på skæve tider. Og så er der måske ikke så meget økonomisk at få ud af et arbejde.

Så hvis det er den type arbejde du leder efter skal det nok være fordi du hellere vil ha den slags arbejde end at gå ledig OG! fordi arbejde, uanset hvad, ser bedre ud på et CV end intet arbejde. Og så er det altså rart at ha noget at stå op til om morgenen, jeg ved godt hvor svært det kan være, at holde sig igang.

Men konstruktive forslag ellers:

Meld dig hos 4-5 forskellige vikarbureauer. Og gør dig klart hvilke job du vil tage og hvad du ikke vil.

Brug tiden på at blive skarp på dine kompetencer, det kan ikke undervurderes at du ved meget præcist hvor dine evner ligger, hvad du gerne vil, hvad du kan acceptere et stykke tid osv. Til det formål vil jeg anbefale artiklen 'foden indenfor i små- mellemstore virksomheder'. Den kommer med nogle meget konkrete og pragmatiske værktøjer til at blive klogere på sine kompetencer, den kan kun anbefales

Hvis du har det godt med engelsk vil jeg anbefale at købe bogen 'what color is your parachute?' Ret let læseligt sprog og den kommer mere i dybden med det samme som artiklen. Men der ligger altså en del timers arbejde i den

Netværk ..... LinkedIn er et godt sted at ha en profil, lidt afhængig af hvilke typer job du søger. Der er lavet en rigtig god vejledning til hvordan man kan bygge sin profil op.

Netværk ..... find andre ledige, som du mødes fysisk med, gerne hver uge. Det er mere forpligtigende og der er nogen man kan hælde vand ud af ørerne overfor Jeg var ved til at starte et herovre vestpå. Det var guld værd og vi var gode til også at dele passende spark ud til hinanden. Jeg uddyber gerne hvis du vil vide mere.

Få andre til at se dit CV igennem hvis du kan. Der ligger mange vejledninger på nettet, men et par friske og ærlige øjne kan gøre en forskel.

Tænk ud af boksen .... ret fortærsket ved jeg godt. Men jeg var i fuld gang med at undersøge muligheden for at blive voksenlærling, fordi det var mere konstruktivt end at forsøge at finde de der job, som jo ikke hænger på træerne .....

Tak for svaret.

Jeg er meldt ind i et par bureauer, men det giver desværre ikke noget. Det ene sted fik jeg et tilbud på noget der lå 2 timer væk i bil, og uden bil så var det stort set umuligt for mig.

Jeg tænker netop ud fra det med at det er lettere at få et arbejde hvis man har et arbejde, men når jeg ikke engang kan få sådan et arbejde er det skisme ikke nemt.

Og hele mit selvværd bliver mere og mere ødelagt, og det hjælper bare heller ikke på mulighederne. Og samtidig skal jeg hele tiden have det i mende at jeg bræmser for en masse muligheder, og drømme som også min mand har ved ikke at have et arbejde, og det slider mig rent ud sagt op.

Jeg tror også en del af problemet er at jeg grundet sygdom ikke har haft studiejob ved siden af studiet. Der var min sygdom ny, og man vidste ikke hvad den ville betyde, og jeg blev anbefalet at tage den med ro i starten, og selv tænkte jeg at mit helbred da var vigtigst, men nu kan jeg godt fortryde at jeg ikke bare prøvede selvom lægerne anbefalede noget andet. En anden ting er min alder. 30 år, gift og ingen børn. Og jeg ved ikke om, jeg skal have børn, og hvis jeg skal bliver det nok ikke de første par år. Men jeg tror jeg automatisk bliver diskvalificeret på de manglende børn og min høje alder. Og jeg vil bare så gerne have gang i karrieren før jeg får børn. At få dem nu er ikke en mulighed, dels er jeg slet ikke klar, og dels så vil det bare være endnu en forhindring for de planer vi har.

Det er godt nok en hård situation du står i...

Du er nyuddannet, uden studiejoberfaring, kronisk syg, 30 år gammel og i fast forhold.

Det gør dig til noget rigtigt mange arbejdsgivere vil løbe skrigende væk fra. I det private erhvervsliv VIL man se hårdt på det faktum at du ikke har børn, samt at du har en kronisk sygdom, det er vanvittigt uretfærdigt, men sådan er det desværre og det er bestemt ikke noget som er blevet bedre efter krisen.

Det er rigtigt hårdt for en selvværd at gå arbejdsløs og jeg vil derfor råde dig til at måske finde noget frivilligt arbejde at engagere dig i? det er ikke nogen dårlig ting at ha på sit CV, det kan give tons af erfaring og bevise for en evt. arbejdsgiver at din sygdom ikke er noget som påvirker din arbejdsevne.

Jeg ville ønske jeg kunne give dig bedre råd, og bagklogskab kan ingen bruge til noget....

Undskyld en lille smule at jeg er hård ved dig, men det sidste der hjælper er at sætte sig ned og pive.

Jeg har gået ledig i næsten 1 3/4 år indtil få måneder siden, så jeg ved godt hvor hårdt det er. Og ja, af og til falder man = mig også ned i den selvmedlidende suppedas Man skal bare huske at komme op af den igen.

Det er derfor det er guld værd, at være med i en gruppe, der mødes fysisk HVER uge, netop så man ikke hænger fast i 'det er synd for mig'.

Og jeg vil kraftigt råde dig til at se på artiklen eller, endnu bedre 'what color is your parachute'.

Noget af det jeg gjorde var, at jeg betragtede alt! med jobsøgning som et arbejde, så jeg havde en arbejdsuge på 20-30 timer. OG! jeg holdt fri = FRI efter kl 16.

Men det er DIT valg hvordan du håndterer situationen - piv eller slås

Hvis du vil tager jeg gerne en snak med dig en aften for at vise dig nogle af de muligheder du rent faktisk har

jeg bliver lidt stødt over du skriver at hvis lønnen ikke er højere end dagpenge for ufaglært job kan det så betale sig at arbejde ?

hvad med glæden over at lave noget?

fordelen ved at være i job dvs spare på de mdr man har til rådighed af dagpenge, foruden det er lettere at søge job når man er i job?

I det firma jeg jobber som funktionær får de timelønnende dvs ufaglærte uden ancinitet ca 20.000 pr mdr.

I butik ligger lønnen vidst på ca 17.500 for ufaglært fuldtidsjob.

Jeg brugte selv Adecco med stor glæde inden jeg for 9 år siden fik fast job igennem dem. Ring da til de større bureauer og hør om de ikek har noget tildig- også selvom du står i deres database, så har din kontaktperson dig frisk i erindring når et vikariat melder sig.

Vikar jobs giver det samme som dagpenge, men kan bruges som døråbner til evt fast job, foruden det giver en masse kontakter og oplevelser.

Go for it!

Karina

Det skal lige siges at min kroniske sygdom ikke står nævnt eller skrevet nogle steder. Den betyder ikke noget for min arbejdsevne så længe den er i ro, og det har den været i lange perioder, desværre er det gået galt her. Ogselvom den er i udbrud kan jeg godt arbejde, jeg er noget træt, men jeg gik med den i ½ år før den blev opdaget denne gang.

LP-mor (Sanne): Jeg vil nu heller ikke sige at jeg piver. Jeg synes det er noget @!#$ fordi det bremser de planer vi har, og de drømme min mand har, og jeg synes han er bedre tjent. Men at pive ville være at sætte sig i et hjørne og sige det var synd for mig. Jeg vil jo netop gerne have bare et eller andet arbejde, så skide være med at jeg har spildt de år på min uddannelse.

Jo, jeg har perioder hvor jeg synes det er noget @!#$, men det er også fordi jeg ikke synes jeg er den eneste det går ud over, det går også ud over min mand som har drømme. Han vil gerne ind og læse igen på et tidspunkt, og det er der bare ikke råd til hvis jeg ikke finder et arbejde. Men jeg synes altså at jeg slås, i hvert fald det meste af tiden. Men det med at have et tidsrum at søge job i tror jeg er en god idé, som det er nu krædset mine tanker konstant omkring at søge job, regne ud hvor jeg kan søge, inde og tjekke for nye job hele tiden. Det ville være rart at kunne holde fri bare engang imellem.

karinae: Jeg ved godt at jeg lyder som en nar når jeg skriver at det skal kunne betale sig. Men nu skrev jeg også at jeg bremser en masse af min mands drømme ved ikke at have et arbejde. Jeg vil jo komme til at bremse hans drømme endnu mere, eller måske endda slå dem helt i stykker, hvis jeg for at have et arbejde skal ligge penge til. Ja undskyld mig, jeg ved godt vi er priviligeret at vi har dagpenge i Danmark, men når den mulighed er der så kan jeg altså ikke se at jeg skal koste os penge for at arbejde, derfor har jeg det som jeg har det. Var jeg på vej til at ryge ud af systemet var det naturligvis en anden sag.

20.000 om måneden ville være den rene luksus for mig. Jeg får okring 14.000 nu. Så et job til omkring 14.000 + beskæftigelsesfradrag og kørselsfradrag ville jeg gladeligt hoppe på.

Jeg er med i Adecco, og har været det ca. 6 måneder, og har fået et vikartilbud fra dem, som lå for langt væk til at jeg kunne gøre det i bil.

I går meldte jeg mig ind i to mere så jeg nu er med i 4.

godt at få dig op af stolen Så længe du bider fra dig er der håb.

Hm... mht. planer - gennem livet lægger man masser af planer og de fleste bliver ikke til noget eller de bliver noget anderledes end man havde forestillet sig. Så planer er gode, helt bestemt, men man skal også kunne se væk fra dem når forholdene ændrer sig.

Mht. din mands planer og om du bremser dem ..... Få en seriøs snak med ham om det. Fortæl ham hvordan du har det, få hans ærlige opfattelse af om han også synes, at du bremser ham. Det er så nemt at man hver især går og tror man ved hvad den anden synes. Og det viser sig, at man tager helt fejl når det gælder det man prioriterer rigtigt højt.

Sat på spidsen, hvad er vigtigst for din mand, dig eller at han kan læse videre?

Du har ret LP-mor. Og i virkeligheden er sagen nok den at jeg digter i mit eget hoved hvordan han ville have det. Dybest set så afskære jeg jo heller ikke mulighederne for ham, jeg bremser dem bare, men hvis det er noget han virkelig gerne vil, og det vil han, så må vi udsætte nogle af de andre ting og planer vi har.

Og åh jo hvor kan man ligge mange planer gennem livet. Det er nok mit problem, jeg kan godt lide planer, og at de bliver overholdt. Jeg kan godt lide at det bare fungere, at vi har aftalt at i år det og det skal vi have lavet det og det, osv. Men det går sjældent efter planen for der kommer skisme altid noget der udsætter det, eller forhindre det, og det skal jeg nok blive bedre til at accptere, og kunne jeg det ville jeg nok også kunne "nyde" tiden som jobsøgende mere, i stedet for at stresse fuldkommen over ikke at have et arbejde. For pokker, jeg har jo tid til at ride på mine heste i de lyse timer, det er jo en luksus når det kommer til stykket.

Den 'foden indenfor i små- mellemstore virksomheder' du anbefalede jeg kiggede jeg lidt på i går, der er mange gode ideer i den som jeg må prøve af.

Bebrejder din mand dig, at du ikke hiver penge nok hjem til jeres drømme?

Husk lige at være i nuet. Hvis man altid lever for hvad der er muligt om et år, ja, så drøner livet bare lige forbi.

Ombygninger, nye møbler, nyt køkken eller hvad nu jeres drømme indebærer, er oftest meget kortvarige. Man bliver lige tilfreds med resultatet og så er det hurtigt bare hverdag igen og møblet eller køkkenet en selvfølge.

Det er ikke disse ting der gør én lykkelig. Man kan da godt blive glad over "ting", men lykken skal - i hvert fald for mit vedkommende - hentes i naturen og hos dyrene, sammen med gode venner mm.

Og hvis der er noget kvinder er gode til, så er det at slå sig selv i hovedet. "du arbejder for meget, det går ud over familien" . Du arbejder for lidt,det går ud over økonomien".

Sæt dig dog op på din hest, rid en tur og vær glad for at du kan det i dag.

TS - jeg kan kun glæde mig over at det lykkedes at provokere dig (på den gode måde)

Jeg håber stadig at du vil

1- tage snakken med manden

2- gå over til at betragte jobsøgning som et arbejde, dvs. du kan også lægge det fra dig

3- tygge dig igennem artiklen

Pøj pøj (og her skulle der være en tommel op, men ipadden sætter den altid i begyndelsen af teksten .....)

Jeg synes du skal tale med din a-kasse om praktik eller mulighed for løntilskud inden for det område du er uddannet. Det vil give dig noget at sætte på cv'et og i nogle tilfælde kan det give vikariater eller fastansættelse.

Jeg gik arbejdsløs i godt 8 måneder for et par år siden og jeg var ved at gå til. Økonomien holdt til det, men jeg var ved at dø af kedsomhed.

Jeg var blevet færdiguddannet 1 år forinden og mistede jobbet da butikken gik ned. Jeg var ligsom dig 30 år gammel, i fast forhold og uden børn (hvilket man ikke skal skrive om i en ansøgning) Efter de 7 måneder begyndte jeg at tænke i nye baner... Jeg meldte mig som vikar. Der var ikke altid 37 timer om ugen, men jeg kom ud mange forskellige steder og fik en masse erfaringer. Jeg fik netværket og så dukkede der pludselig en fast stilling op. Jeg arbejder lidt udenfor faget, men jeg elsker mit job.

Fordelen som vikar er at man kan sige nej til at tage på arbejde, hvis man en dag ikke har overskudet.

Og hvis der går en uge hvor de slet ikke ringer så kontakter du bare dem, det plejer at sætte gang i tingene.

Tak for alle jeres svar.

Først vil jeg lige sige at min mand ikke bebrejder mig, det er udelukkende mig der bebrejder mig selv.

Jeg tror jeg har fået en anden måde at anskue det hele på nu. Det skal nok gå, og måske det er skæbnen at jeg ikke har fundet noget. Jeg har jo den før omtalte sygdom, og desværre så lader det til at den ikke vil gå væk igen, og det ville jo være rart at få ro på den før jeg starter med at arbejde, i værste tilfælde kan jeg risikere at blive indlagt, og det er en arbejdsgiver slet ikke tjent med når jeg ved at den når den er i ro ikke betyder noget. Men at lade være med at stresse over at være arbejdsløs vil være et skidt på vejen til at få ro på den sygdom, så jeg skal have brudt den onde cyklus et sted.

jeg har aldrig nogensiden haft et job der gav +14 om mdr. så jeg syntes du er krævende.

og det med du begrænser din mands drømme? ej men så må han lige stikke piven en for en periode, for det er lige hvad det er, en periode, du tager det første det bedste job går ned i løn men har nu adgang til at søge videre, hvilket du gør og når du på et tidspunkt får et bedre betalt job så kan han/i fortsætte med jeres drømme

brug linkin og meld dig en i et større vikar baeuru, randstad, adecco og lign

Held og lykke

hov der skulle stå du må lige stikke piven ind, ikke ham

Varmblod, jeg ku da bedre li din første formulering om manden

Ja, jeg er måske krævende. Men nu har jeg også taget en lang uddannelse, og når man har mulighed for dagpenge kan jeg helt ærligt ikke se hvorfor man ikke kan tillade sig at vælge den. Jo vist, jeg synes også at det system hvor det ikke kan betale sig at arbejde er forrygt, men nu har vi altså sådan et system, også vil jeg også gøre brug af det. Desuden betaler min mand topskat, og er ved at gå ned med stress fordi han arbejder for meget, og de er for få på hans arbejde fordi de har svært ved at finde egnede medarbejdere, og der er det ikke fordi lønnenen er dårlig. Men krævende? Jo, det er jeg vel nok, ligesom alle de andre mange danskere der ikke vil arbejde til under dagpenge.

Men, jo jeg begrænser min mands drømme, han drømmer om at læse igen så han kan lave noget andet der ikke slider ham op med stress, så han kan udøve sine drømme, men desværre er der ikke råd til at han læser lige nu. Vi spare op til det, men det ville jo gå hurtigere hvis jeg også kunne give mere til økonomien.

Og når han har så meget stress som han har så har jeg ikke lyst til at stresse ham yderligere ved at tage et dårligt betalt arbejde. Ja, det er krævende, og set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt er det et meget forkert valg. Men set ud fra et personligt synspunkt er det altså det helt rigtige valg.

Men nu til en god nyhed, jeg tror at jeg er lige ved at få noget arbejde. Ikke helt inde for min uddannelse, men til en løn jeg sagens kan være tilfreds med. Jeg satser på at det vil give os 1500-2000 mere om måneden mellem hænderne, og det er i hvert fald et skidt på vejen til at spare op til at han kan læse, samt alle de andre ting man går og drømmer om.

Sanne

Ja haha, den lede varmblod puha

TS - jeg kan sagtens genkende alle dine argumenter ...... og jeg synes bestemt heller ikke vores system er fantastisk strikket sammen.

Når det er sagt, så vil jeg gerne give dig 2 brutale vinkler:

Hvis en arbejdsgiver har 2 lige kvalificerede kandidater ('alt andet lige' som det hedder) så lur mig om vedkommende ikke vælger den kandidat, der også har 'skodjob' og job udenfor fagområdet fremfor kandidaten, der har siddet på rumpen derhjemme..... hvem kan man regne med viser initiativ og ansvarlighed???

Dig selv - de fleste har det bedre psykisk ved at ha et arbejde at stå op til, komme ud og få nogle kollegaer og et andet social liv end kun mand, familie osv. Det KUNNE jo også være at du lærte nogle nye spændende områder at kende .....

Så ja, dit sidste indlæg synes jeg er for meget klynk og forkælelse.

Jeg synes jeg bliver lidt bekymret over dit indlæg.

Drømme er fint.

Men hvad med lige nu og her?

Livet farer bare lige forbi, hvis man hele tiden tror, at hvis bare jeg lige havde 2000,- kr mere om måneden, så kunne vi........

Eller hvis jeg bare får et andet arbejde, så bliver jeg ikke mere stresset.

Tjo. Aben følger med. Der findes vist meget få job pt., hvor der ikke er fuld drøn på, for få medarbejdere osv., for der skal løbes stærkt for at få det hele til at løbe rundt.

Så hvis ikke din mand lærer at finde en balance i arbejdsliv og privatliv, at sige fra på en pæn måde engang imellem, hvis ikke man lærer at være glad for det liv man har her og nu, selvom ikke man har det nyeste fjernsyn, det sidste nye køkken, en lidt bedere bil osv., så bliver man aldrig lykkelig men vil være stresset resten af livet, over at jagte fremtidens drømme.

Og hvor er du henne i det her?

Du vil ikke tage et lidt dårligt betalt job, for ikke at stresse din mand. Men du er ikke selv lykkelig med at være arbejdsløs. Og alligevel synes du , at du har ret til hellere at være på dagpenge. Du modsiger dig selv.

Trives du med at gå hjemme og være arbejdsløs eller vil du gerne igang? Er det kun økonomiske årsager der gør, at du ikke trives med at være arbejdsløs eller?

Jeg har gået og tænkt over vores velfærdssamfund her i denne vinter, som ikke har været kold.

Normalt har jeg flere hundrede solsorte, småfugle, osv. der kommer hver morgen og venter på mine æbler, der er gemt til solsortene, nødder, solsikkefrø, fuglefoder osv.

Men i år har jeg dårlig set en solsort. Hvorfor? Fordi i år kan de klare sig selv og vælger så IKKE den nemme løsning, at få det serveret af mig.

Hvis bare alle vi mennesker var sådan, så kunne vi virkelig hjælpe dér hvor hjælpen var aller mest berettiget.

Jeg ved dette indlæg er provokerende, men jeg synes helt ærligt det er en skam, at du ligger så meget under for nogle drømme din mand har i en fremtid, og at du skal lære at vågne og se hvor skønt livet kan være, hvis man bare engang imellem siger, at nøøøj hvor er jeg heldig, at jeg bor i Danmark og aldrig har nøde at gå sulten i seng, at fryse i mit hus/lejlighed og ovenikøbet har hest og natur, lige uden for døren.

Held og lykke med din mands liv - og dit, hvis du finder det imellem drømmene.

Jeg har heller ikke sagt at jeg ikke ville have et skodjob, så længe det økonomisk set kunne betale sig ville jeg gerne muge ud hos grise.
Og ja, man får det psykisk bedre ved at arbejde, men lige i det tilfælde hvor jeg har en mand der er ved at gå ned med stress tror jeg at den psykiske gevinst er større ved ikke at skulle sætte penge til for at arbejde. Jeg prøver ligesom at undgå at være den faktore der får ham smidt helt ud over afgrunden.

Ja, det er klynkende at min mand er ved at gå ned med stress, og stress er jo også bare en følelse man skal fortrænge eller hvad? Og ja, han betaler topskat, hvor er han forkælet og heldig. Han er så heldig at han faktisk aldrig kan sige han har fri. Han kan blive ringet op klokken 3 om natten, jule aften, nytårsaften, eller midt i sin sommerferien, men det er da bare noget forkælet klynkeri?

Jeg tror det her ville gå meget lettere hvis folk læste hvad jeg havde skrevet. Jeg skrev at jeg gladeligt tog et job uden for mit fagområde hvis det kunne betale sig økonomisk, og det bliver så til at jeg er forkælet, klynkende, krævende osv. Jo tak piger, så siger vi da det. Også skrev jeg at min mand er stresset, men igen er han vel også bare forkælet og skal tage sig sammen, og knibe ballerne sammen også lade være at klynke?

Undskyld, men jeg bliver altså en smule harm når der skrives: "Der findes vist meget få job pt., hvor der ikke er fuld drøn på, for få medarbejdere osv., for der skal løbes stærkt for at få det hele til at løbe rundt." Men jeg finder det overflødigt at uddybe igen. Læs du lige igen det med ikke at kunne holde fri. Min mand har ikke et job han kan ligge fra sig klokken 17 når han har fri. De sidste mange måneder har han ikke været med til at spise aftensmad fordi han liiiiiige er nødt til at ordne noget arbejde først.

Ja, drømmer fint. Ved i hvad, min mand han drømmer om en sommerferie som han ikke er nødt til at afbryde fordi der sker noget på hans arbejde som han er den eneste der kan løse. Jeg drømmer om at have en mand der ikke er ved at falde ud over en afgrund af stress.

Men jo, indrømmet, jeg glemmer da lidt mig selv i det her. Men det er også naturligt, for det vil da slet ikke hjælpe noget at jeg sidder og kræver en masse af min mand, jeg har det fint, jeg har mine dyr, og nu har jeg jo faktisk også et arbejde. Et faktum der vist også blev overset. Jeg er altså ikke en af de der egoististe krævende kvinder der synes de er det vigtigste i denne verden. Jeg støtter op om min mand, også selvom det betyder at jeg skal glemme mig selv lidt.

Og ja, hvis bare alle mennesker ville klare sig selv kunne meget se anderledes ud. Men der vil altid være nogen der ikke vil klare sig selv, og som tingene er nu gør jeg mere gavn ved at være på dagpenge, end at tage dårligt betalt arbejde, jeg beklager at jeg er så forkælet, men jeg vil altså sætte min mands velfærd højere i dette tilfælde. Vi har et system, han betaler til det med de mange penge han smider i skat, og vi får lidt tilbage på denne her måde.

Ja Rosenholm, dit indlæg er provokerende, men jeg trøster mig med at du tydeligtvis ikke kan have læst hvad jeg tidligere har skrevet. Det kan jeg jo ikke gøre så meget ved vel. Ha en god dag.

Jo, jeg har skam læst hvad du skriver.

Du skriver - i dit første indlæg - at du er syg med stress, fordi du intet arbejde har.

Og at din mand har stress pga. sit arbejde.

Så jeg mener det i en god mening, når jeg siger, at jeg synes i bør tage jeres liv op til kraftig revurdering. Hvad kan i gøre anderledes, så i begge har det godt?

Jeg ved jo ikke hvad din mands job er, men gætter det må være et ledende job, siden han står til rådighed døgnet rundt?

Hvor mange års opsparing kræver det for at han kan læse videre og være heldig at få et andet job?

Hvis det har flere års fremtidsudsigter, så kan både han og du jo, nå at blive rigtig syge og udbrændte, før der er en mulig løsning i udsigt.

Så jeg synes bare i skal overveje, hvordan i kan få et bedre liv, begge 2, med de midler og kompetencer i har lige nu og her.

Jeg/vi kan sagtens sidde og synes det er synd for dig, men det får du det jo ikke bedre af. Du/I skal ind på en anden tankegang, inden i bliver alvorligt syge af at stresse.

Og jo, det groteske er jo, at de folk der arbejder, skal arbejde meget, for at forsørge alle de der ikke arbejder, så derfor skal alle have ændret tankegang i dette her land, så kontanthjælp, dagpenge osv. så absolut bliver en NØDHJÆLP og ikke en ret.

Det er som om vi har en masse rettigheder alle sammen, her i lille Danmark. Ret til dagpenge, ret til kontanthjælp osv. Men hvad har vi så pligt til?

Jeg ønsker jer held og lykke og håber at du får det job du har i udsigt.

TS, jeg har forståelse! for at du synes jeres situation er træls (sagt på jysk).

Jeg vil aldrig sige/skrive at hvis man er stresset skal man 'bare tage sig sammen'. Så hvis det er den opfattelse du har, har jeg nok ikke været præcis nok - beklager.

Arbejdsrelateret stress ER alvorligt og det SKAL tages alvorligt.

Men .... det kan være svært at overskue alle de ting der kører rundt, hvis han er stresset, du er kronisk syg, går ledig, I begge drømmer og bekymrer jer osv.

Så det du måske kan bruge ændernes råd til er, at slå dit hoved til og få et bedre overblik over hvad I rent faktisk står i. Skille problemerne ad og tænke over hvordan hvert enkelt problem KAN håndteres, både her og nu og på lidt længere sigt.

Og læg mærke til, at jeg ikke skriver udfordringer men problemer! Jeg synes det er nedladende at alt er udfordringer - nej, det er sg... et PROBLEM for jer lige her og nu.

Så mandens arbejdssituation ....hvordan KAN den håndeteres? Hvad sker der hvis han ryger helt ned og skal sygemeldes? Skal han se sig om efter et andet arbejde? Kan nogen oplæres til at overtage nogle af hans opgaver eller er der noget, der kan uddelegeres? Er ALLE hans opgaver af toptopprioritet? osv. Alstå, selv vores tidl. udenrigsminister fik lov til at komme på sygehuset

Din kroniske sygdom - hvordan du håndterer den (jeg aner intet om kroniske sygdomme), kan du selv gøre noget for at den er på et acceptabelt niveau osv.

Penge/arbejde/drømme - der er vist skrevet en del allerede i tråden

Men prøv at se på hver ting for sig og prøv at lægge følelserne til side mens I kigger. Og jeg vil da foreslå at I kigger på det sammen.

Og mens I er igang, brug også tid på at se på de gode ting. Ikke for at være lalleglade optimister men for at afbalancere tingene lidt så det ikke ender i rent sortsyn.

Rosenholm: Øhm nej, det skrev jeg ikke. Jeg skrev jeg har en kronisk sygdom der muligvis er i udbrudt GRUNDET stress. Hvordan i alverden kan du få det til at JEG er syg med stress? Utroligt! Mit udbrud kan skyldes 117 andre ting, men da vi ikke kan komme i tanke om andre grunde end at der har været meget stress i vores liv er det den grund vi kan finde. Menj det er altså ikke det samme som at jeg er syg med stress, så fik vi lige det på det rette håber jeg.

Beklager, men jeg har ikke lige overskud til at svare på resten nu. Eller tænke på hvad der kan ske hvis min mand ryger ud over afgrunden. Overskuddet mangler simpelthen.

Min datter har stået i en situation, der kan minde lidt om din. Da hun startede på sin uddannelse var der masser af jobs, men inden hun blev færdig kom krisen.

Hun stod nu med en kandidatgrad med super flotte karakterer, men uden job.

Så ville skæbnen at hun måtte sygemeldes i lang tid. Vist ca. 8 måneder.

Derefter søgte hun den der virksomhedspraktik, man kan have i 8 uger på dagpenge.

Hun blev derefter fastansat i jobbet, og det til trods for at hun er i sidste halvdel af tyverne, og ikke har børn endnu. Det hjalp virkelig at komme ud og vise sine kompetencer.

Måske virksomhedspraktik kunne være dit springbrædt også?

Same same. Jeg beklager at jeg fuldstændig har misforstået din situation.

Jeg var ikke ude på at kritisere dig, men at få dig til at se tingene på en ny måde.

Jeg og alle andre kunne let sidde og medgive dig, at det er synd for jer, hvilke jeg synes det er. Og hvad ville du så få med fra sådan et "rygklapper-indlæg" ?

Stress smitter, hvis man ikke selv er utrolig dygtig til at bibholde sit eget "humør".

Jeg håber i finder en løsning på jeres situation og ønsker jer held og lykke.

Rosenholm.

Det jeg ville have var ikke rygklapper indlæg, men konkrete ideer til hvordan jeg kan få foden ud på arbejdsmarkedet. Som hummingbird skrev. Tak for det. Eller om nogen kendte steder man kunne få arbejde uden uddannelse.

Det jeg ikke havde brug for var at få afvide at jeg glemmer mig selv, at jeg klynker, osv. Jeg HAR styr på det. Vi har styr på det, og jeg tilsidesætter ikke mine egne behov og drømme. For de drømme min mand har er også dem jeg har. Jo indrømmet, jeg ville da også gerne en masse ting. Større hus at bo i, nyt fjernsyn, nye møbler. Men først og fremmest at han får det bedre, så må alt det andet komme senere. Min drøm er at han får en ny uddannelse så han kan arbejde med noget der er langt mindre stressende for ham. Og det at jeg nu faktisk har fået et arbejde gør at vi kan ligge lidt mere til side hver måned, og hurtigere nå vores mål. Og det er sgu en rar følelse, også selvom det ikke er så meget mere.

ud, men pludselig kommer der en løsning på det hele..

Stod selv sommeren 2010 og var lige blevet færdig med uddannele, kom ud til massiv arbejdsløshed.. Da jeg startede to år før, fik alle job et halvt år INDEN afslutning på uddannelse..

Jeg startede med at gøre rent i 2 måneder, tjente ret godt.. Tog alle de vagter jeg kunne og var ikke bleg for 60 timers arbejdsuger, jeg vidste de var tidsbegrænset i og med det var hovedrengøring, som jeg så krydrede med ferieafløsning for dem der holdte ferie..

Så gik jeg ledig et par uger og fik et vikariat på en småkagefabrik, det var lidt bedre end dagpenge og fri hver anden fredag, tænkte at det kunne ikke være så slemt.. Var jo ikke bange for at tage fat, sandheden blev dog en anden.. Der var mobning i stor grad på arbejdspladsen og jeg endte med at blive offer, jeg tog jo job fra dem uden uddannelse osv.. Blev frosset ude, ingen snakkede med mig i pauserne og tilsidst gik jeg ned med stress og sagde op.. A-kassen var heldigivs utrolig forstående og jeg fik ingen karentæne..

Så gik jeg så et par måneder og jobcenteret ville nu til at se mig på deres for-dum-til-job kursus i en måned.. Selve den måned var dødsyg, men jeg fik lagt et forløb med 3 virksomhedspraktikker og derefter løntilskud hos en af virksomhederne hvis de ville have mig..

Jeg startede og første sted gav ikke pote, startede så sted nummer to og selvom jeg altid har grint af virksomhedspraktik og ment det var udnyttelse.. Tja, så kom min chef efter 14 dage og syntes jeg skulle blive fast og løntilskud var ikke nødvendigt.!

Så bedst som jeg gik og troede at jeg skulle leve med en skodløn i flere år, fik jeg tilbudt et regulært job.. Fordi jeg gik positivt indtil tingene og lagde en kæmpe indsats, så cheferne kunne se at jeg ikke bare spildte deres tid..

Der var perioder hvor jeg var dybt deprimeret over min situation og følte jeg trak min kæreste med ned i søllet.. Den dag i dag, fortryder jeg big time at jeg ikke nød tiden i stedet for og fik redet begge heste dagligt.!

Så mit råd til dig.. Du har gået ledig i under et halvt år, slap af.. Nyd at du har tid til det du har lyst til, det får du aldrig mulighed for igen, hvis der først kommer fuldtidsjob, et par børn og I vil realisere alle jeres drømme..

Jeg syntes jeres drømme er materialistiske og jeg tror det bunder i jeres situation.. Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt med et nyt TV så længe det gamle virker og tror du helt ærligt at I bliver mere lykkelige af at få nye møbler.?

Ellers syntes jeg Rosenholm har skrevet rigtig gode indlæg i tråden..

Tak Annemette.

Jeg ville egentlig også gerne have været i praktik, men så blev jeg sygemeldt, og efterfølgende skete der ikke noget i den sag. Og nu har jeg jo så fået arbejde.

Børn er udelukket lige nu. For det første ved jeg slet ikke om jeg skal have børn. For det andet så er det helt udelukket så længe min sygdom ikke er i ro, i værste udfald vil jeg når jeg ikke har ro i sygdommen slet ikke være i stand til at beholde barnet i mavsen. Og hvis det lykkes så vil jeg risikere at få et barn der ikke er bagt færdigt. Er der først ro i sygdommen er det bedre ods.

Bortset fra det så tror jeg ikke lige at børn er sagen i vores liv nu. Min mand er som sagt stresset, og jeg tror ikke at et barn vil hjælpe på den situation.

Jeg er kommet frem til at jo, jeg vil nok gerne have børn på et tidspunkt, om 2-3 år, hvis tingene ser anderledes ud til den tid.

TS - hvis du læser navnlig de første indlæg igen, så ER det ret konkrete forslag, inkl. nogle fra mig.

Lad nu være med at bli tøsesur over svarene, du vælger jo selv hvordan du vil læse, opfatte og svare på indlægene.

Som jeg ser det vil du først ha konkrete forslag, når du får det drejer du selv over på sygdom, mandens stress og drømme for fremtiden. Og det vil naturligt nok også dreje svarene.

Jeg vil gerne komme med konstruktive forslag, jeg vil gerne støtte/hjælpe og opmuntre, men jeg synes det er træls (igen det jyske) når du faktisk FÅR det du beder om og så bliver .... nå ja mopset eller tøsesur (herligt ord).

Det ER surt ikke at kunne få et arbejde men der er faktisk mange forskellige ting man selv kan gøre for at holde sin selvtillid oppe. Uanset hvordan ens øvrige situation ellers er!

Lp-Mor. Jeg tror nu heller ikke det var dig jeg blev tøsesur på. Der blev bare skrevet en masse fuldkommen irelevant, og det var ikke lige just det der hjalp mig videre.

Men anyway, havde jeg ventet et par dage med at skrive havde det slet ikke været nødvendigt, for jeg fik jo job et par dage efter, det kom ind fra højre, faktisk fra den ene dag til den anden.