Nu har jeg to gange været i forhold med udenlandske mænd - dog fra sverige og Irland - og kan måske rådgive dig.

man kan nemt blive facineret og tiltrukket af en annden kultur og udseende, men det er ikke uden problemer. Det er nemlig sådan, at hvad enten man vil det eller ej, bliver et forhold lettere, hvis man hviler på fælles kulturelle referencerammer.

Det er såmænd ligegyldigt om man er fra Tyrkiet og Danmark, eller blot fra Sønderborg og København, så kan en meget forskellige baggrund godt give udfordringer. Alle de ting vi ikke sætter spørgsmål ved ( skal vi ha and eller flæskesteg juleaften? skal vores børn gå i friskole? skal de konfimeres? ect...) udspringer af det vi kalder traditioner. Og der kan der hurtigt opstå konflikter om tilsyneladende bagateller.

MEN noget andet er: Du bekriver den ene mand som en du slet ikke er tiltrukket af, men betragter som en kollega du taler godt sammen med - hvorfor i himlens navn overvejer du at blive kæreste med ham? Han er ikke engang skilt, har små børn og det eneste som tiltrækker dig, er at han er vild med dig....det hedder forfængelighed min pige, og du bør seriøst overveje HVORFOR der er ikke mere til end at manden kan lide dig, før du overvejer et forhold.

Bare fordi en mand synes man er dejlig, skylder du ham ikke at være kærester...

Den anden mand..HMmm.. ham beskriver du som

"Han er temmelig umulig, stædig, temperamentsfuld pg til tider blank som Paradise Amalie.. Han og jeg minder MEGET om hinanden hvis man spørger alle der kender os begge"

Her er jeg nødt til at sige, at det lyder som noget enhver fornuftig kvinde ville løbe skrigende væk fra! Plus, come on, bekriver du virkelig dig selv som "umulig, stædig, temperamentsfuld og blank som Amalie"? det er meget grimme ord at bruge om sig selv!

At være tiltrukket af eksotiske mænd med et spændende og anderledes udseende er helt normalt, men der er regler for hvilke mænd man skal holde sig fra:

1. de gifte

2. de nyskilte

3. Dem som gør sig uvenner med alt og alle, incl deres kollegaer ( for tro mig, der er en grund til at de ikke er vellidte)

4. mænd som tilbeder en, men man ikke er tiltrukket af.

5. mænd som siger virkeligt dumme ting ( det bliver man træt af i længden)

OM han er muslim, kopter, jøde eller hindu er sagen underordnet.

Prøv istedet at gå efter:

1. single mænd

2. mænd som du er tiltrukket af.

3. mænd som har venner du kan lide og som siger pæne ting om ham(hans venner er et spejl på hvem han er, plus du skal tilbringe meget tid med dem alligevel)

4. mænd som taler pænt og virker til at have omløb i hovedet.

Dette er basisregler, som de fleste kvinder har kendskab til, og husk den vigtigste: man kan sagtens nøjes med at være venner med en mand, hvis han falder udenfor de overnævnte kategorier.

Vil lige sige de begge er skilt.. Det står der vist også..

Ja jeg vil beskrive mig selv med de samme ord som jeg bruger om ham, for hvorfor ligge fingre imellem hvordan man er?

Har intet problem i andre vil løbe skrigende væk fra sådan en mand, det vil jeg bare ikke.. Jeg kommer rent ud sagt til at kede mig i hvad man kalder normale forhold..

Jeg skal ha en jeg kan skændes med så taget falder ned om ørene af os, for så at kunne blive gode venner igen..

Jeg har heldigvis en "knap" der gør at hver eneste dag starter jeg på en frisk og diverse skænderier er glemt..

Ej du må virkelig ikke tro det er fordi han er vild med mig, at jeg overvejer at give det en chance..

Så skulle jeg for pokker have givet mange mænd chancen..

Men sommetider sidder jeg og tænker på OM det måske ville kunne udvikle sig til noget, hvis bare jeg kunne komme af med at være så overfladisk.. For det er jeg uden tvivl..

Det kan endda være at en mand er for høj der gør jeg slet ikke kan se det tiltrækkende i ham.. Jeg er 162 cm selv..

Ingen af de 2 er venner med ret mange fra firmaet.. De snakker godt med 1 fra deres egen afdeling og så mig..

Ellers snakker min bedste ven godt med de fleste i pauserne.. Hvor imod ham jeg er tiltrukket af kun snakker med mig fra min afdeling.. (Der er ingen kvinder i deres afdeling)

Ingen af dem forsøger at charmere sig ind ved alle, tværtimod er de af holdningen "Enten kan de li mig, eller også kan de rende og hoppe"

Jeg er nok den største pleaser af os 4.. Jeg vil bare gerne kunne begå mig i begge afdelinger, men dog ikke på bekostning af mig selv..

Jeg bakker bare ud af store diskussioner, hvorimod det gør de ikke..

Håber jeg fik forklaret lidt, ellers spørger du bare ind til mere..

Hov mht traditioner mv.. Jeg holder hverken jul eller spiser svinekød, så de 2 ting vil ihvertfald aldrig kunne skabe en debat..

Og ved at hvis jeg en dag får børn med en muslim så skal børnene opdrages efter faderens religion.. Det er ting jeg allerede har taget stilling til for flere år siden..

Leonidas er en meget klog kvinde - lyt du trygt til hende! Hun kommer med mange gode pointer.

Lad være med at have så travlt - du er 26 år.

En dag møder du dit livs lys og så behøver du ikke at spørge til råds på HN - for så er du ikke i tvivl.

Det er nemt at sige jeg ikke har travlt, det er til gengæld sværere at forstå det når man står i det..

Jeg har i over 1 år sagt i sjov at jeg ikke skal ha en fyr før (navnet på ham jeg er tiltrukket af) får en tvilling.. På daværende tidspunkt var han gift og det var så let at være fascineret af ham på afstand fordi jeg jo aldrig ville ligge an på en gift mand, men så kom skilsmissen og vendte op og ned på det system jeg havde i mine tanker..

du skal følge dit hjerte og hvis dit hjerte er i tvivl er det ikke det rigtige valg, du skal tro på dig selv og vælge den du føler for, og så skal du virkelig passe på det ikke er facinationen du bliver forelsket i men derimod manden.

og så lige noget andet, man kan altså ikke være halv muslim, muslim er en betegnelse for der tror på islam ikke en personlighed eller et land.

ellers er jeg helt enig med leonidas

Jeg er ikke forelsket i fascinationen.. Så havde jeg fundet ham spændende fra start..

I starten syntes jeg faktisk han var den største klaphat jeg nogensinde havde mødt! Men da jeg blev "presset" ud i at lære ham at kende så ændrede alt det sig..

Men det er derfor andre i vores afdeling finder ham belastende, de har ikke lært ham at kende..

Men ja, han er speciel.. Men speciel efter mit hoved..

Og ved godt man ikke kan være halvt muslim, det er en trosretning..

Ligesom man ikke kan være halvt katolik..

Men når man arbejder med danskere og muslimer ligeligt fordelt, så kommer man hurtigt til at se nogle fællestræk i hvem de er som menneske, som danskerne ikke besidder..

Og det er de ting jeg efterhånden besidder selv.. Det er svært at forklare med mindre man oplever mig og dem..

Men der er en grund til folk kalder mig halv-mufufu.. (Mufufu er et ord vi bruger om udlændingene derude, de bruger det selv)

Han er... og til tider blank som paradise Amalie. Han og jeg minder MEGET om hinanden. Citat slut!

Du er 26 år. Lad da være at involvere dig med nyligt fraskilte/snarlig fraskilte mænd med børn. Og lad være med at involvere dig med mænd på din arbejdsplads.

Du fremstår ikke særlig moden. Når det så er sagt, ved jeg jo godt at når kvinder er forelsket og drevet af hormoner er de ustoppelige. Haha.

Du spørger hvad vi andre ville gøre- jeg kan kun svare for mig selv: drop alle intentioner om ægteskab og kæresterier med begge af de omtalte mænd. Bevar dem som gode venner og kollegaer, som du beskriver betyder så meget for dig.

Så tag en dyb indånding og slap af

..., der har givet Leonindas en for sit indlæg, for det er klogt, velformuleret og velovervejet og med gode pointer trukket på en snor

Når det er sagt, så kan jeg godt læse, at det er ikke dét du vil høre.

Du er "kun" 26 år. Nogen er sat med hus, ægtemand og to børn i en alder af 23 år, fordi de føler sig parate til det. Nogen udforsker stadig verden og deres egen person et sted i fyrrerne (og mange nok også efter hus, ægtemand og børn).

Mit råd er lidt omvendt: go for it! Har du modet? Har du nogenlunde gennemtænkt konsekvenserne? Er du klar på, at du i værste fald skal finde dig en anden arbejdsplads?

Hvis du kan svare ja til de tre ting, så giv det da et forsøg! Og her taler jeg KUN om Amalie-modellen. Der kan ske ét af to ting:

1. I får et fantastisk forhold, hvor I kan holde hinanden i ave og I lever lykkeligt til jeres dages ende (eller til forholdet ebber ud af andre årsager).
2. Du går fra forholdet indenfor kortere tid og er blevet en HEL del klogere på hvad du fremover ønsker (og måske i særdeleshed IKKE ønsker) hos en livspartner. Det er lidt ligesom med mad; vi kan ikke sige, at vi ikke kan li' det, hvis vi ikke har smagt på det

Ham den nyligt/næsten fraskilte... nej, lad være. Han skal finde sit eget ståsted først uden din indblanden OG du er heller ikke tilnærmelsesvis forelsket i ham.

Konsekvenser er tænkt igennem..

Men er jeg klar på at miste min bedste ven mon..

Er jeg klar på en afvisning og miste min bedste ven ved det også..

kære trådstarter

Jeg tror du er en kvinde som godt kan lide spænding og eventyr. Du vil gerne have en mand, hvor man "kan skændes så taget falder ned" og er generelt tiltrukket af det nye og anderledes.

Det er jo fint nok - der skal også være nogen til dem, som ikke er som os andre.

Men du virker også som en kvinde, der godt kan lide tanken om en "bad boy" som bestemmer og samtidig behandler dig som en prinsesse. tanken om at være noget specielt - f.esk hende han IKKE kan finde på at slå, gør dig lidt tændt.

Jeg tænker også at du er facineret af den muslimske kultur ( ikke at forveksle med religionen) fordi kønsrollerne er mere definerede og den bløde, metroseksulle danske "venindemand" ikke findes.

Her kan du udleve en indentitet som en rigtig kvinde, sådan en som har en mand som tager over, råber højt og kan give dig modstand.

Fair nok - det virker blot lidt på mig som om, du er en kvinde der har lidt svært med din egen identitet. Du bruger ord om dig selv, som er meget lidt flaterede "amalie-blank" "halv-mufufu" osv - lad være med det. Du er en ung kvinde, som søger noget andet, men det gør dig ikke dum eller forrædder mod din danske baggrund.

Lad mig give dig et godt råd: mange kvinder har det som dig, vi savner at føle os feminine, savner en "håndværkermand" som råber og er Alfahan og rigtigt- rigtigt- mange falder for en badboy. Men det som kan minde om lidenskabelige sydlandske skænderier, kan meget hurtigt blive alvor og så er legen knap så sjov.

At du ser din identitet i den muslimske tro, er fint. Mange mennekser finder tryghed i religion og kulturelle rammer. Men igen nyskilte mænd er en meget dårlig ide ( der er ofte en grund til de er blevet skilt og at konen er skidesur er ikke en undskyldning) og du virker til at have meget travlt med at få en kæreste - hvorfor?

Og nu du beskriver dig selv med nedlandende ord, kalder dig selv en "pleaser" som elsker mænd der råber og et godt skænderi, beskriver dig selv som overfladisk og samtidig ønsker at blive behandlet som en prinsesse, så ser jeg faderkompleks, usikkert selvværd og en ung kvinde som virkelig gerne vil elskes og accepteres som hun er, men ikke er så sikker på HVAD det er.

(sorry lang psykologisk udlægning)

Pas nu på dig selv derude.

Leonidas:

Jeg klapper i mine små fede hænder....... Du er s.. en af mine yndlings-skribenter på HN (det var du nu også inden denne tråd)

absolut ikke een af mine yndlingsskribenter her på HN, men jeg ville da ønske man kunne give mere end een til hendes indlæg ovenfor.

MX-3, jeg tror du skal passe på dig selv. At kalde dig "amalie-blank" tror jeg er en lidt urimelig opreklamering af Amalies evner, men hvis du virkelig synes du er så blank, så gør da noget ved det, find nogle populære bøger på biblioteket om antropologi (vigtigt) og psykologi (knap så vigtigt), og måske kultur og historie (ubehageligt). Læn dig op af dem i omgangskredsen (eller find nye), der ikke er så "blanke", stil spørgsmål hele tiden, vend alting på hovedet og overvej hvorfor noget nu er rigtigt og det modsatte ikke er. Hele tiden. Det er hårdt i starten, men det kan trænes op.

For nogle år siden skrev du et næsten lignende indlæg herinde (undskyld hvis det var en anden, men min hukommelse plejer at virke nogenlunde) - der var du også XX antal år og små-panisk med hensyn til at du nu var så&så gammel og ville nå både det ene og andet, men drømmefyren var der ikke lige, eller var optaget eller hvad-det-nu-var. Jeg kan godt se et mønster, kan du? Hav lidt mindre travlt, og vær lidt mere dig selv.

Brugeren "Krumm" har også et indlæg her på senior, som måske er godt at blive klog af.

de hellige

Synes ikke ham du er tiltrukket af lyder som et åbenlyst valg...

Derudover så kan man jo blive tiltrukket af en man først ikke fandt tiltrækkende hvis man er åben for det og ikke render og tænker på andre.

Held og lykke med det ihvertfald og selvom hestenettet kan bidrage med gode råd og henvisninger så lad være med at lytte for meget til det.

mvh Malene

Jeg ville holde mig LANGT fra dem begge...

Jeg synes der er skrevet meget klogt af de andre her i tråden. Min umiddelbare opfattelse er, at du virker til at ha det dårligt med dig selv. Og så bliver du måske tiltrukket af de forkerte typer.

Jeg håber at du først og fremmest får det bedre med dig selv, selvtillid og selvværd. Når det er mere på plads er jeg sikker på at du finder den rigtige mand.

er at i har begge samme stadige og heftige temperement, det er nok til at det nok aldrig vil ga.. er gift emd en egypter som er sadan lidt som du beskriver.. var jeg som ham var vi blevet skilt pa dag et.. du er nodt tilat vare hans modsatning for at i han enes og forblive et par..det er bare min erfarring.

Du nævner faktisk ikke rigtig nogle positive egenskaber som disse mænd besidder. Ud over at ham den første "ikke ville lægge hånd på dig". Det er da en start, men hvis succeskriteriet for om en mand passer til dig, er at han ikke vil banke dig, så siger det altså en del om dit selvværd. Desuden skriver du i samme indlæg at du gerne vil have en du kan skændes med, til taget falder ned over ørerne på jer - for dernæst at skrive, at du selv bakker hurtigt ud af diskussioner, mens de (mændende) står ved deres. Jeg kan vist godt forudse hvem der kunne blive den kuede af jer to i et forhold...

Jeg er selv kærester med en muslim, han er dansker ligesom du og jeg, blot med en lidt kønnere kulør, idet hans forældre er født under varmere himmelstrøg. Af vores forhold (som jeg da også gik ind til med en stor fascination, ærefrygt og kildren i maven over hvor tolerant, forstående og multikulturelt anlagt jeg måtte anses for at være), har jeg lært følgende lektie =
Det at man har styr på flæskestegskvoten, børnenes fremtidige religion og ens egen (køns-)rolle i forholdet siger mere om, at man har gjort sig klar til at forsvare forholdet overfor omverdenen, end det gør om den person man står overfor. Jeg er nok den der tænker mindst over at han er muslim, min familie nævner det sjældent, mine venner aldrig mere, men så snart jeg møder nye mennesker er det altid det første man taler om. Han er jo muslim. For mig er han bare min kæreste.

I mine øjne ligner det, at du leder efter en muslimsk mand.
Det ser jeg intet galt i. Men pas på, jeg tror sjældent at kærligheden opstår ud af et præfabrikeret billede. Hvis den endelig gør, forblændes man tit af ens egen fantasiforestilling og forventninger, og opdager først langt senere, hvem personen man står overfor egentlig er. Så åben øjnene, smid dine egne tilbøjeligheder og præferencer over bord for en stund, og mød mennesket (og manden) som de er og ikke er.