i lyder begge meget unge, i har ikke børn, bor ikke sammen eller er på nogen måder forpligtet overfor hinanden.

se på the facts: han er ikke kærlig længere, i har ikke et samliv i den bibelske forstand ( erotisk altså) du føler ikke du er forelsket, og han afviser dine forsøg på dialog.

Hvad med at du gik fra ham?

Ja han er muligivs deprimeret og har der forfærdeligt ovenpå sin vens død, men det er helt klart ikke noget han har lyst til at dele med dig eller få hjælp til. Det eneste du opnår er at køre dig selv ned psykisk i forsøg på at trænge igennem. Det kan også være at han ligesom dig ikke rigtig svæver på en lyserød sky mere.

Det er ekstemt uværdigt at skulle tigge sig til kærtegn, @!#$, kys og nærvær. og du taber så meget ansigt i din kærestens øjne( og dine gene) hvis du bliver ved.

Var i nu i 30erne, havde små børn ect, var mit råd nok anderledes. Men du er ung og på ingen måde rustet til at agere psykolog for din kæreste. Det er iøvrigt ikke kæresters job overhovedet. Jeg synes du skal tage og få lidt afstand til det hele. Det har jo gået vældigt stærkt med at være forelskede, være sammen HELE TIDEN... og hele tiden bekræfte hinanden. Det lyder på mig som om du får emget af dit selvværd gennem hans opmærksomhed? og nu hvor der er lukket ned, ja så går du helt i kulkælderen. Måske er dette et vink med en vognstang om, at man også kan være FOR tætte.

Hold i det mindste en pause, hvor han kan sørge og du kan feste uden at have dårlig samvittighed. Så kan han jo ringe hvis han vil noget.

Det her er hans kamp mod sig selv. Du kan ikke kæmpe den for ham og du ender med at miste dig selv på halvvejen.


Når det så er sagt, så er 1 måned fandenme ikke lang tid at give knægten. Der er tale om et dødsfald og ting tager tid.


Hvis jeg var dig og du virkelig vil forholdet, så hold op med at være hans mor, du er ikke ansvarlig for om han kommer i skole, har rent tøj osv. og stop med at tilbyde dig selv med @!#$ og hygge.

Hvis han bare vil sove, så lad ham sove - det er hans eget liv han ødelægger. Og fyld så dit liv ud med dine veninder osv.,så du sørger for at have et dejligt liv og gøre skønne ting hvor han ikke er katalysatoren for om det er sjovt eller ej.

Jeg ved godt at det ikke er det du vil høre, men du spærnder kun ben for dig selv ved at skabe situationer som kun kan skuffe dig. Din kæreste er lige nu ikke i stand til at være den du forelskede dig i og det frustrerer ham helt sikkert. Det er nok også grunden til at I skændes så meget!

Så lad kæreste være kæreste og lev dit liv, for der er intet du kan gøre for at ændre på din kæreste lige nu.

Altså - I lyder ikke gamle og derfor er den statistiske sandsynlighed for at det skal være jer i al evighed lille - derfor er der jo ikke noget forgjort i at tage pausen, hvis status quo er for meget.

Når det så er sagt så synes jeg på INGEN måde du lyder til at have tålmodighed etc. til at rumme, at din kæreste er blevet meget berørt af at hans ven er død. Der er gået lidtr over 1 måned!! Og du udtrykker at det skulle helst være back to normal efter et par dage.

For mig lyder du voldsomt krævende i forhold til, hvad din kæreste skal gøre - både med sig selv og i forhold til dig - og det magter han ikke - om det så kun er sorgen, der trigger det er jo ikke til at vide.

Så mit råd ville være at du - hvis du mener det; siger til din kæreste at du gerne vil være der for ham med hvad han nu har brug for - græde, skælde etc. - og så toner du dine egne behov alvorligt i baggrunden for en periode, måske en måneds tid endnu (hvor I ikke skal have snakke om hvordan jeres parforhold bliver bedre etc). Ændrer tingene sig ikke over længere tid, ja så har du givet det en reel chance og kan derfor bedre tage en begrundet beslutning om, at afbryde forholdet.

MH Nana

Jeg mangler nok nogle facts..

For det første anser jeg mig ikke "så ung" at jeg bare smider et forhold væk fordi man har en hård periode, hvis man igennem hele sit liv tænker at "jeg er jo for ung til den kærlighed der holder" kommer man jo ingen vejne, og har slet ikke tænkt mig at gå når han er sådan her, hvis jeg går skal det være fordi vi ikke fungerer som par eller jeg ikke elsker ham, og sådan er situationen jo ikke... Men kunne være fedt hvis folk ville undlade alder i denne debat, for syntes ikek det kan være rigtigt at det kun er "værd at kæmpe for" eller værd at tage alvorligt hvis man er gammel, gift og med børn

jeg var rigtig påvirket da jeg skrev indlægget da jeg var rigtig trist...

En anden ting er at det ikke var en nær ven skulle jeg nok sige, IKEK at dette gør det bedre, og jeg forlangte SLET ikke det skulle være back to normal så hurtigt.. Det var HAM der lod som om , og mig der ville have ham til at mærke efter. Jeg har taget i mod mange slag og fundet mig i det så godt jeg kunne. Men nej jeg er nok ikke den perfekte kæreste her i sådan en situation, jeg er selv pt sygemeldt med stress og det har helt klart gjort at jeg ikke har haft meget overskud, og derfor jeg også tænker om det måske er bedst og give os lidt tid til og finde os selv igen?

Så ja der havde i fat i noget rigtigt..

Men jeg kan helt klart godt gå med skyklapper og ende i med ikke at kunne se det udefra, så i må gerne give mig det hårdt, kan godt skelner i det.. Men ville gerne vide hvor jeg er krævende, for vil MEGET gerne hjælpe ham og hvis jeg kan ændre mig gør jeg det gerne..

Men kan godt se jeg måske skal lade hver med at prøve så meget, er nok ikke den bedste til at lade "ting gå sin gang", men måske jeg skulle puste ud og træde lidt tilbage og så lade ham mærke hvad han ville..

Puha syntes slet ikke det fair at man kan elske en person SÅ meget, og at det så går så skidt Hvis jeg ikke vidste vi havde haft det fantastisk i starten havde det været anderledes, men nej føler heller ikke vi har fået "for meget" af hinanden..

Jeg synes måske heller ikke at du kan forvente at alt er som det plejer efter så kort tid. Til gengæld synes jeg godt at du kan forvente at han gør noget for at bearbejde sin sorg i stedet for at lukke sig ind i sig selv. Det kan være rigtig svært at bede om hjælp, men det lyder som om du har prøvet at gøre hvad du kan, og måske er du ikke den rette til at hjælpe ham......

I er som før nævnt meget unge og i princippet er der ikke noget der binder jer til hinanden, så synes jeg ikke der er noget galt i at sige til at ham at enten gør han noget for at komme videre, måske snakker med en læge eller psykolog eller også giver du op og I går hver til sit. Du er sgu for ung til at spilde dit liv på et dårligt forhold. Det var noget andet hvis I var ældre og havde børn og hus osv.

Nu nævner flere at vi hverken har "børn hus eller.." men jeg føler allerede vi har bygget meget op. Han var fra dag 1 af med at flytte ind i min nye lejlighed, og har været med til alt fra maling og indrette, og vi har kat nu som vi sammen har fundet og opdraget... Så på den måde vil jeg bare sige at JEG føler at vi allerede har opbygget noget man ikke bare forlader

Hold nu op med det der unge-pjat! Jeg mødte min kæreste da jeg var 17 og vi har hængt sammen lige siden, i 5 år nu!

Det er ikke os allesammen der er en del af Paradise-generationen, som bare smider kærester væk når det ikke går perfekt!

Gid jeg aldrig må blive voksen og sur......

Nå, Maya. Jeg føler med dig. Min kæreste har en klinisk depression som han får medicin for og går til psykiater fast med. Tro mig når jeg siger, jeg ved hvordan du føler. Han får også perioder hvor han er fuldstændig ugidelig, ikke kommer op af sengen, ikke reagerer på mig eller omverdenen generelt.

Det er frygteligt, for man vil ham jo det bedste! Og det er umuligt at forstå hvorfor han ikke BARE kommer ud af fjerene. Selv nu har jeg svært ved det.

Jeg påtog mig ansvar for hans liv - JEG fik ondt i maven når han ikke havde været i skole i flere uger, JEG fik ondt i maven når han gik ned over en eksamen og ikke fik læst til den, JEG fik ondt i maven når han ikke magtede at passe sine venskaber.

JEG bar skylden og ansvaret for HANS liv, for HANS valg, og det kørte mig fuldstændigt i sænk. Så stop det, lige nu.

Jeg var hans 'mor' alt for længe, det KAN man ikke være som kæreste. Man kan godt hjælpe, men man kan og skal IKKE stå og skælde ud over at han ikke kommer afsted, eller ikke får gjort dit og dat. Du kører død på det!

Du er hans kæreste - du kan støtte ham og hjælpe ham, men i sidste ende er det hans liv, og hvis han ligger i sengen og ikke kan komme op, så kysser du han farvel og siger du håber han får det bede snart, at du tænker på ham osv, og så tager du selv i skole og bruger din tid med veninder og hvad du ellers vil.

Det andet kan ingen holde til i længden.

Det lyder som om dødsfaldet har ramt han hårdere end som så - måske er det også chokket over, at døden kan indtræffe hurtigt og pludseligt, og man ikke er beskyttet bare fordi man er ung. Det skal alle opdage på et tidspunkt, og det kan være et stort slag i maven, som tager tid at bearbejde.

Han skal have tid og plads til at bearbejde sin sorg, sådan er det bare.

Jeg ved godt det lyder øv, men du må ikke gå og kræve kys og kærtegn. Jeg ved godt det er det eneste man vil når forholdet er nyt og man er forelsket osv. Men du er nødt til at holde dig kørende med skole, veninder og hobbyer, og så må du pænt vente tålmodigt indtil han er klar igen.

En ting min kæreste og jeg har brugt meget er at sætte ord på vores følelser. Det virker banalt, men det er essentielt.

Fx: 'hey, jeg ved godt jeg virkede sur imorges, det må du undskylde. Det var fordi jeg følte det her/sådan her/ havde de her tanker, og det gik desværre ud over dig, det er jeg ked af.

Og det samme gælder ham. Han skal ikke bar sige han er træt, han skal sige hvorfor, hvad han føler, hvorfor dit og hvorfor dat. På den måde får du en meget større forståelse for hans situation, og forhåbentligt kan det lede til noget alla:

'jeg ved godt jeg bare var været fraværende osv. Jeg ved ikke helt hvorfor, jeg føler mig meget slået ud af min vens død osv.'

Det er sådan nogle sætninger i skal komme frem til ved at snakke om jeres følelser. Hvis du føler dig frustreret, så sig det - på en sød måde. Sig hvad du føler og hvad du tænker, der er ingen der får noget ud af, at du går i skole med en masse ting du ikke får sagt højt.

Nøglen til et godt forhold er kommunikation, det er det vigtigste i kærlighed.

selvom han ikke var tætte venner med kammeraten, som døde, så kan det have ændret noget ved hans eget syn på livet og døden. Som teenager/ung kan de fleste i perioder godt "glemme", at døden er noget, som snart kan ramme dem selv/deres forældre/søskende og jævnaldrende venner. Især unge mænd kan føle sig "udødelige". Når der så er en i nærmiljøet på hans egen alder, der går i seng og aldrig står op igen, så kommer det som et chok - det kunne jo også ske for ham selv eller andre unge mennesker, som han holder af (dig f.eks.). Jeg kan sagtens forestille mig, at den slags kan afføde en "tænkepause" i ens liv - og at man måske uden at ville det skaber afstand til de mennesker, som gør en sårbar, og som man er bange for at miste. Det er ikke nødvendigvis noget han har lyst til/magter at snakke åbent om, men måske kan det hjælpe dig at have det i baghovedet, når han opfører sig irrationelt.

Da jeg var 22 og 23 døde først min barndomsvenindes mor af kræft (48 år gammel), og derefter tog min fætter (fra en del af familien, som vi aldrig ser) sit eget liv (21 år gammel). Jeg var med til begge begravelser, og selvom det var mennesker, som jeg meget sjældent så, så satte det dybe, dybe spor i min bevidsthed. Alle kan dø, og det kan gå hurtigt - selvom det selvfølgelig ikke er noget, som man skal tænke over hver dag, så kan man blive tvunget til at blive afklaret med dette faktum, når mennesker omkring en går bort.

Held og lykke med det hele - det må være hårdt at stå på sidelinjen uden at kunne gøre noget for ham. Det lyder som om, at han skal have tid og plads til at blive sig selv igen/udvikle sig.

lige at komme med min pointe også, imens jeg skrev - vi er enige

Forstår din frustration Maya

Jeg tror også at du skal give ham plads og tid til selv at komme igennem det.

Fortæl ham, at du er der for ham når/hvis han har brug for det, og hold så op med at tænke på ham og hvordan han har det! Vis ham at du har tillid til, at han sagtens selv kan finde ud af tingene.

Min kæreste har en gang forklaret mig, at når han er ked af det (eller lign.), har han ofte brug for tid til selv at gå og tænke over tingene - for ham er der ikke noget mere frustrerende end en kæreste som pylre om ham, forlanger opmærksomhed eller som bliver vred, ked af det eller fortæller ham hvad han skal gøre, når han bare har brug for tid alene med sine tanker og følelser...

Desuden ville det være yderligere en bekymring for ham, at vide at kæresten er frustreret og ked af det.

Gør som nullergøj skriver: Fokusér på dig selv, og ting som gør dig glad Når du så kommer smilende hjem i godt humør, kan det jo være at det smitter lidt

Synes også det er noget fis - at I er så unge så det bliver nok ikke jer 2 alligevel Hvad er det nu for noget ???

Ligegyldig om man er 20 eller 40 så er kæresten da vigtig og man er vel ikke i et forhold som man ikke kan se en fremtid i ?

Nå men Maya - jeg har ikke selv haft en kæreste med depression men har haft en veninde der havde en slem depression.

Som dig stod jeg næsten på hovedet for at gøre alt rigtigt og være støttende, men jeg erfarede at det er ikke det personen har brug for.
Lad ham gennemgå den (sorg)proces han selv har brug for. Giv ham plads, men lad ham vide at du er der for ham.

Ikke ynk ham - det hjælper ikke, støt ham, vær medfølende og klar til at lytte, men du er nødt til at vente på at han vil tale. Du kan ikke presse ham, og måske bliver det slet ikke dig han taler ud med - og det må du acceptere.

Min veninde åbnede sig først op for mig efter hun havde snakket med en helt 3. person. Først var jeg enormt skuffet, for jeg havde jeg gjort alt og hun kunne jo snakke med mig, men det var ikke det hun havde brug for.

Det er svært at rådgive, men prøver så lev dit liv videre - ikke fald med ned i hans sorte hul, men gør det klart at du er der til at hjælpe når han er klar.

Vinteren er desuden en svær tid at komme af med en depression, så du kan risikerer at det først bliver rigtig godt når vi går en lysere tid i møde.

helt ærligt lad da vær at sige man slet ikke skal kæmpe fordi man er ung, må jeg som Sophie aldrig blive så gammel og sur.

Jeg var 19 da jeg mødte min kæreste og her 3,5 år senere har vi barn nr 2 på vej, så kærlighed kender ikke alder

Nå så til dig Maya

Du er nød til at kigge lidt indad, og finde ud af hvordan du kan hjælpe din kæreste uden at overskride din egen grænser, du skal ikke tilbyde 6 medmindre du selv har lyst, det skal ikke kun være for at muntre ham op, og så er du nød til at give ham noget mere tid, mennesker beabejder forskelligt, selv er jeg i forhold med en mand der begraver sig i arbejder og gerne arbejder +60 timer når der er sværre perioder, og min kære far gør som din kæreste sover sig igennem det, og det kan snildt tage 3 mdr hvor han bare sover uafbrudt.

Du må acceptere han ikke er klar til at åbne op for følelserne og måske ikke har det behov, og så må du finde en måde acceptere på at han ikke kan opfylde dine behov lige nu, men at det nok skal komme tilbage det i har, nok også stærkere end før

Det kan være han er bitter og tænker "folk forsvinder alligevel bare fra den ene dag til den anden, så hvorfor skal jeg bruge tid på dem" vis at du er der for ham via de små ting, lav lidt lækker mad uden at forvente at få det store igen, giv et kys på kinden og et muntert vi ses senere, uden at forvente han springer op og omfavner dig

giv ham plads, tid og åbenhed så skal det hele nok gå

Da min bedste veninde døde da jeg var 17 år, snakkede jeg slet ikke med nogen af mine andre veninder i 8 mdr, hvilket resulterede i jeg havde mistet dem alle, det er jeg sikker på du ikke ønsker for din kæreste, så bliv ved hans side uden at tabe dig selv

Hov hov nu skal I vist lige læse hvad der står ! Der er ingen der skriver at fordi Maya og kæresten er unge, så har de sikkert ikke en fremtid sammen alligevel, for det er der ingen kan sige noget om. Men det er da trist at skulle bruge sin ungdom på et dårligt forhold som måske eller måske ikke fører til noget, og som I sidste ende måske skader mere end det gavner. Og hvis forholdet allerede efter så kort tid er så problematisk og der ikke er udsigt til bedring, så er der vel ingen grund til at blive ? Jo mere man har investeret i et forhold, jo mere er der også at kæmpe for, og som jeg læser det, er det jo forholdsvist kort tid de har kendt hinanden.

Ens ungdom skulle jo gerne være en glad tid hvor man udforsker verden og gør de ting man har lyst til inden man får en masse forpligtigelser. Selvfølgelig kan der jo være modgang af og til, men det bør jo ikke være hele tiden.

louise

Der er en der har skrevet rent statisitsk bliver i nok ikke sammen, så vi læser altså hvad der står

det er jo sket noget nemlig et dødsfald så det er jo ikke bare et dårlig forhold, når maya og kæresten er rigtig glade for hinanden skal de da give det en chance inden de bare giver op

hvorfor syntes du forholdet er skadeligt? jeg syntes det er voldsomt at sige at man skal gå hinanden pga et dødsfald fordi man er ung og ungdommen skal være god og sjov hele tiden.

Ij hvor bliver jeg glad af alle jeres gode tanker og ideer!!

Efter jeg skrev dette indlæg brød jeg helt sammen i skolen og fik snakket godt igennem med mine veninder, og som var det også: giv plads...

Men tror jeg blev desperat! Ville SÅ gerne se ham glad at jeg prøvede ALT for at finde det rigtige svar fordi han intet siger

Jeg har virkelig tænkt det meget igennem idag, og i har helt og ardeles ret... NØJ hvor burde jeg nogle gange holde min k*ft!! jeg vil bare så gerne snakke om det, og når han ikek vil ophober der sig bare så meget frustration.. Og det gør det kun svære at jeg selv lider af ADHD med konstant stress og depression (også derfor jeg ALDRIG kunne finde på og forlade ham i en situation jeg selv kender, prøv og tænk hvis det var mig der havde det svært og han så bare stak halen mellem benene.. ALDRIG om jeg ville byde ham det!)

Men puha jeg skal virkelig gå ud over mine egne behov, mit kærlighedssprog er bare omsorg, så har været svært at føle at han elsker mig. Men jeg tror virkelig jeg vil trække vejret og så slå koldt vand i blodet. Men har også så mange dårlige minder!

og kan høre i jo alle er enige... Ville ønske jeg selv kunne tænke så langt på egen hånd, men nej. Føler mig som verdens dårligste kæreste lige nu..

mht med hans ven der døde, så er det netop frygten. Han har fået stress som giver ham smerter i brystet (har været til lægen) og han er derfor bange for det er en skjult hjertefejl eller noget, og tør ikke altid sove om natten.... Det så svært det hele, men netop mest fordi vi mangler det aller vigtigste brik: Kommunikation!

Han kommer fra en familie hvor han bare har nemmest ved at tie stille. Så alle samtaler går følgene

- Jeg føler det og det og det... og det gør det...

-(ingen respons)

- .... derfor syntes jeg sådan og sådan

- (ingen respons)

-og jeg føler at du gør og jeg gør fordi...

-(ingen respons)
- Hvad syntes du?

- Ved det ikke

NØJ det svært så!!!

at det er lang tid han går og sørger over en klassekammerat og reagere så voldsomt på en begravelse.

Du kan ikke gøre meget mere, han har brug for en proff., for måske ligger der noget dybere som du ikke umiddelbart kender til.

Du skal passe på dig selv, da du meget hurtigt kan blive hevet med ned i depressionen og det skal du ikke.

Og hvis din kæreste ikke vil høre tale om støtte fra en proff. - han skal lige forbi egen læge først -, så må du måske bede ham om at flytte hjem til forældrene - hvis muligt - og de må så hjælpe med at støtte ham.

Husk - du har en grænse for hvor meget du kan gå ind i dette, og det skal ske UDEN at du selv går ned.

Kram herfra

Øhmmm

" Og hvis forholdet allerede efter så kort tid er så problematisk og der ikke er udsigt til bedring, så er der vel ingen grund til at blive ? Jo mere man har investeret i et forhold, jo mere er der også at kæmpe for, og som jeg læser det, er det jo forholdsvist kort tid de har kendt hinanden.

Ens ungdom skulle jo gerne være en glad tid hvor man udforsker verden og gør de ting man har lyst til inden man får en masse forpligtigelser. Selvfølgelig kan der jo være modgang af og til, men det bør jo ikke være hele tiden."

Jeg syntes netop jeg skriver at vi INGEN problemer har haft i vores forhold INDEN dødsfaldet.. Før det var vi simpelthen skabt for hinanden, og kunne ikke få nok af hinanden, og grinede SÅ meget i hinandens selskab. Vi var simpelthen rigtig klam forelsket så at sige At der kommer et dødsfald som gør at den ene part ender i en depression (og den anden part, mig, har svært ved at vide hvordan hun skal håndterer ham) er da netop IKKE betydne at forholdet er dårligt, syntes netop at det at vi begge bliver og kæmpe og ikke bare flygter ved mindste problem, viser kærligheden til hinanden og at vi er sammen om det...

Jeg siger f*ck statestikkerne! Folk kan blive gift og få børn som 30 årig, og alligevel skilles efter flere års ægteskab! INTET er sikkert... Og JEG føler netop jeg er kommet til det punkt i mit liv hvor jeg er klar til at investerer tid og følelser i et forhold, og ikke bare er i et forhold når det går godt....

Det er møg svært jeg er selv sammen med en af slagsen, hans svar er så: jamen du beskriver det jo meget godt

øh ja mester, men hvad tænker du? for mig har det hjulpet at sige, jeg har brug for du sætter ord på det, ellers føler jeg mig usikker og bliver irriteret

Når han lige kan få luft igen kan du prøve at fortælle ham hvorfor du har behov for hans respons, forklar ham det vil hjælpe dig til at give ham plads og forståelse.

Han er jo åbenbart sunket ned i selvmedlidenhed.

Jeg synes du skal begynde at behandle ham mere normalt.

Tag ansvar for dig selv. Lad være med at nøde ham, ynke ham.

Hvis du spørger om han vil med ud at gå, i bio osv. og han undskylder sig med træthed. Så sig "nå, skat, men så sov du bare, så ses vi". OG SÅ GÅ SELV.

Lad ikke hans humør påvirke dig( meget nemt, jeg ved det). Han har på sin vis ret til at være trist, men du skal tage så meget ansvar for dig selv, at han har sin følelse og du har din.

Jeg er ret sikker på, at han ikke er deprimeret over kammeratens død, når ikke de var tætte venner, men han er kommet ind i en cirkel, eller i er, hvor du "plager" og han undviger.

En slags forkert magtbalance, som ham måske nyder lidt - på sin måde lige nu.

Du skal ikke kalde på et voksent mennesker hver morgen. Han må selv stå op eller lade være, det er ikke din søn og begynder du allerede nu, at tage ansvar for ham, så stopper det aldrig.

Så drop at ynk ham. Gå ud, invitér veninder. Se sjove film og hold dig selv oppe og se hvad der sker.

Jeg tænker sådan lidt gode venner kan gøre alting sammen, bedste venner kan gøre ingenting sammen.... Forstå mig ret.

Jeg læser i dit indlæg:
Jeg vil gerne kysses uden grund.
Jeg vil gerne, at han tager mig ind til sig.
Jeg vil gerne have intimt samvær.

Jeg vil gerne gøre alt rigtig, men gør et eller andet forkert.

Jeg vil gerne være der for ham.

Jeg vil gerne have, at han snakker med mig om det.

Jeg vil gerne kærtegnes.

Jeg vil ikke skændes.

Jeg vil gerne finde problemerne.

Jeg vil gerne løse problemerne.

Jeg vil gerne være forstående og motiverende.

Jeg vil gerne have vores forhold tilbage.

Du vil rigtig mange ting Maya, men hvad vil han? Har han brug for, at du finder og løser problemerne? Måske har han brug for, at du bare er der for ham, uden absolut at forvente eller have behov for mere lige nu.

I kan måske ikke snakke om dødsfaldet, men hvad med at snakke om, hvad han har brug for fra dig lige nu. Måske har han virkelig ikke brug for andet, end at du bare er der, uden at gøre noget.

Læg dine egne behov lidt væk lige nu, og tag hensyn til hans. Og selvfølgelig skal han da komme ind i kampen igen.. I skal have glæden, grinene og forholdet tilbage. Men hvis man knapt nok magter at være sig selv, så kan man altså heller ikke være noget for andre.

MVH Susanne

Maya som du beskriver jeres forhold i starten lyder det også som et super godt forhold, sådan som det gerne skulle være at være nyforelsket.

Men når du skriver at I på nurværende tidspunkt skændes konstant og at han nærmest lukker dig ude, det kalder jeg altså ikke et godt forhold. Ligesom man siger at man skal kende sine venner i nøden, så gælder det jo også ens kæreste, så hvad nu hvis det er sådan jeres forhold kommer til at være i meget lang tid fremover - en depression forsvinder ikke fra den ene dag til den anden.

Hvor længe har I egentligt været sammen ?

Det lyder bestemt som om du elsker ham, og at I har haft det godt og det kan I sikkert også få igen. Men et eller andet sted, så synes jeg altså at det kræver at han også arbejder for det, og det lyder det ikke som om han gør lige nu. Ja - jeg ved godt at det kan være svært at bede om hjælp når man har det så dårligt som du beskriver at han har det, men hvordan skal I komme videre når han ikke vil rykke sig ? Og du må altså ikke bebrejde dig selv at du ikke lige har kunne gætte hvordan du skal tackle ham, du er jo ikke tankelæser !

Om I skal blive sammen er jo kun du og ham der kan bestemme, men jeg vil stadig sige at du skal huske at passe på dig selv, og virkelig mærke efter. Jeg siger ikke at du skal gå fra din kæreste, men jeg ville bestemt ikke sige at du er et dårligt menneske hvis du sætter ham stolen for døren og kræver at han får noget hjælp hvis I skal blive sammen.

Det har været så rart at få en masse tanker delt herinde, og selvom jeg ikke svare personligt skal i vide at hver indlæg tager jeg med i bagagen!

Jeg har også selv haft tanken at "nok må være nok", og jeg burde gå, men hånden på hjertet, jeg er nok ikke med til at gøre problerne bedre... Har haft så meget frustration at manden ikke har fået plads... og det er helt min egen skyld!


Jeg føler jeg skylder dette forhold en sidste chance, med en ny indstilling! Episoden om morgenen var igår, og så har vi ikke set hinanden siden, igår suklle jeg VIRKELIG holde mig selv tilbage for ikke at skrive og undskylde og spørger om jeg skulle komme forbi. NEJ tænkte jeg, NU ville jeg for en gang skyld stå ved det at jeg rent faktisk fik sagt hvad jeg følte, måske ikke så pædagoisk men UD kom det! Og havde det faktisk godt med det, blev lidt stolt af mig selv normalt ville jeg så hurtigt skrive en besked alla "undskyld, det os bare mig ... osv osv" og bum så havde han magten igen som nogen udtrykker det længere oppe, NÆ! nu hodlt jeg ved det jeg sagde, og slog koldt vand i blodet, og gav os begge den plads vi havde behov for igår! (var faktisk ret stolt!)

Og så imorges skrev jeg pænt en besked, fordi han skulle vide at selvom jeg havde en mening, var det ikke ensbetydende med jeg gik og var møg sur, så han fik en morgen hilsen med "Godmorgen, håber du havde en dejlig dag igår, og er kommet godt igang med din opgave " , og så var det ligesom at vi havde visket tavlen ren, og prøvede at snakke stille og roligt, var helt rart, og for en gang skyld, så selvom vi er hvert vores sted og nok heller ikke ses idag, har jeg en helt rolig mavefornemmelse! Jeg havde da håbet han spurgte om jeg kom forbi, men jeg ved han er stresset, og for en gang skyld syntes jeg det er helt okay jeg ikke skal komme fordi han skal have lov til at få plads! Og hvis jeg i det næste stykke tid bare skal være hende der bare er der, og være den han bare kan komme hjem til uden vi måske skal andet end at sove, så det helt okay, og den dag han så er klar igen til at være de glade og kærlige os igen, så er mine arme åbne men lige nu tror jeg at jeg skal give ham plads til at finde ham igen, og jeg skal finde mig, og det er IKKE ensbetydende med vores forhold er dårligt eller vi elsker hinanden mindre, nej det viser bare vi er stærke nok til at kunne klare andet end medgang, og føler min kærlighed bare bliver større når vi kan komme SAMMEN over på den anden side

Så vil sige tak for alle tankene, NØJ jeg havde brug for den øjen vågner !

"Og så imorges skrev jeg pænt en besked, fordi han skulle vide at selvom jeg havde en mening, var det ikke ensbetydende med jeg gik og var møg sur, så han fik en morgen hilsen med "Godmorgen, håber du havde en dejlig dag igår, og er kommet godt igang med din opgave."

Maya du kan sagtens være en god kæreste og det ER du også, jeg ved du skriver at det ikke føles sådan, men alle med hjertet på rette sted kan være en god kæreste.

I er igennem en periode som tester jeres forhold, men det er også en periode som lærer jer mange ting. I starten er alle forhold nemme, for der har man ikke prøvet dødsfald, depression, separation, voldsomme skænderier, og alle mulige andre ting som splitter par ad.

De her perioder lærer jer utroligt meget om jer selv og hinanden, du har allerede lært at det er ok at sige hvad du mener og føler, bare du samtidigt lader ham vide, at du elsker ham ikke et gram mindre, bare fordi du mener sådan og sådan. Det er en rette vej at gå

Jeg tror nok i skal komme ud på den anden side i god behold, bare hæng i.

Jeg har en tilføjelse: min kæreste skal også sove ting ud, når han ryger ned i depression. Han sover og sover, kan sagtens kun lige stå op for at spise og så sove igen. Måske er det en drenge-reaktion på stress, jeg ved det ikke, men lad ham sove det ud. Det er ikke atypisk.

Min kærestes psykiater har også sagt til mig, at det INTET hjælper at jeg siger "jamen nu kom du heller ikke i skole i dag"!. De HAR faktisk dårlig samvittighed over disse ting, også selvom de ikke siger dme højt, de magter bare ikke at gøre noget ved det.

Så nu har jeg fra en professionel, at vi ikke skal være efter de kære fyre, men lade dem sove depressionen ud, støtte dem, elske dem, og passe vores egen skole og vores egne veninder

Jeg har ikke så mange råd at give dig andet end den trøst, at du vil knuselske dit forhold når I er kommet godt over på den anden side af dette bump på vejen det der viser et forholds sande ansigt er, i mine øjne, når det går den ene part rigtig skidt, og når det går den ene part rigtig godt. At man kan rumme "medgang og modgang" (som det så klichéagtigt kan beskrives) er vigtigt og måske ikke ligeså nemt som så; synes man hører om mange der ikke kan unde hinanden inviduel success, lige så vel som man hører om par der ikke kan komme igennem svære perioder.

Jeg mødte min kæreste som 14årig, kort inden jeg fyldte 15. Da vi have været kærester i et år ramlede jeg ind i 4 ret svære "kriser" på én og samme tid; en nyfødt nevø der var dødsyg ved ankomst, en farfar der døde af kræft, en svært depressiv far og mig der fik konstateret en alvorlig, kronisk sygdom.

Jeg var en LORTEkæreste (mildt sagt) i den periode. Min kæreste skulle fx. opereres i armen pga. lægesjusk, og havde i den forbindelse meget ondt; jeg sagde direkte til ham at jeg ikke magtede at høre ham beklage sig over sin arm, og at jeg ikke kunne rumme at være der for ham på nogen måde - men jeg havde brug for at han kunne rumme mig. Og kunne han ikke det, havde jeg fuld forståelse for det, og så skulle han på ingen måde have dårlig samvittighed over at sige farvel og tak.

Han blev, og var der for mig i tykt og tyndt. Nogle dage kunne jeg være trist, og hulke i timevis ind i favnen på ham uden at sætte ord på hvorfor - han gav mig bare et klem når jeg havde brug for det. Han var der for mig 110%, sagde de helt rigtige ting men spurgte egentlig meget lidt; jeg var bare slet ikke i tvivl om at han var der for mig, og havde derfor meget nemt ved selv at åbne op når jeg havde brug for at snakke.

Alt det gjorde han for mig i en alder af bare 17 år, hvilket resulterede i at jeg ligesiden har haft mere respekt for ham end noget andet menneske på denne jord, og at jeg vil gøre det til min mission resten af mine dage at gøre alt for at gøre ham lykkelig, ligesom han altid har gjort det for mig.

I næste måned kan vi fejre vores 7årsdag sammen, og på trods af at vi ikke har børn sammen er vi meget etablerede; vi har købt hus, biler, kat og hund sammen, og der er i det hele taget ikke ét gram af mig der tvivler at det skal være ham og jeg..

Min pointe med denne smøre er; op i r*ven med alder; selvfølgelig kan et forhold være seriøst og værd at kæmpe for, når man er så heldig at møde sin eneste ene i en tidlig alder. Og min anden pointe er, at hvis du er der for din kæreste, og han er en god fyr (hvilket jeg er sikker på han er), så vil han komme over på den anden side af denne depression med en enorm respekt for dig som menneske, og det vil bestemt styrke jeres forhold

Held og lykke med det hele!

Kære Maya.

Et godt forhold er der ingen opskrift på . For var der det, vil der være mange ting der så anderledes ud.

Det med kommunikation, er vigtigt i forhold. Uanset hvor gammel man er, hvor ung man er. Er kommunikationen der, når man møder hinanden, så er der et godt grundlag til at et godt forhold. Og det betyder jo også, at de andre elementer der er vigtigte i forholdet, også er der.

Min kæreste mistede hans bedste kammerart, da de begge var 15 år. Idag er min kæreste 43. Og sidste år, fik han sat ord på hvad hans kammerart betød for ham. Hen ad vejen, har han fået sat mange flere ord på, hvad venskabet betød for ham. Bl.a. at han efterfølgende har følt, at det var svært at finde nogen han kunne stole på, fordi han har altid følt folk har taget al ting for givet, fordi han kom ud af en velhavende familie eks.

Der er kommet ord som "jeg følte jeg har skullet levet Martins liv sammen med mit eget". Som en tidliger arbejdskollega sagde til ham for nylig, at han skulle slippe det der, for ellers vil det tage livet af ham. Og det er svært, når det er blevet en vane. Men jeg er ret sikker på, at han tænker meget over det der blev sagt. Og efter hans kammerart døde dengang, har han aldrig kunnet komme på en kirkegård, fordi han er bange for døden. Og det er jo på grund af det chok det var at miste kammeraten. Hans kammerart kom til skade med et knæ, der hævede vildt op, han kommer på skadestuen, og pludselig falder han om. De tager prøver af ham, han har Leukemi(staves?). Og få dage efter er han død ;(. Der har intet været der indikeret at han har været syg, der har måske været noget, som hans kammerart ikke har reageret over. Men han har ikke været sløj op til dødsfaldet.

Min kæreste har aldrig været god til at sætte ord og få snakket med nogen om det. Men mig har han fundet en, han ved han kan tale med om sådan nogle svære ting. Måske fordi han ved jeg selv stået i næsten samme situation, jeg mistede mine forældre da jeg var 6 og 16 år til sygdom. Jeg lever med angst for døden, og det har jeg gjort siden 1996.

Tålmodighed, er vigtigt, når der sker sådanne oplevelser som din kæreste har oplevet. Man skal prøve at vende dem om, og se hvordan man selv vil måske reagere. Det gør det nemmere for den pårørende, og for den som har oplevelsen. Og det værreste man kan gøre er at, presse på for få de ting man plejede at få. Man risikere bare, at man bliver afstødt, og så ender der noget man var rigtig glad for.

Giv ham tid til at være sig selv, til at vælge hvad han vil gøre. Hvis han ikke gider det samme en dag, jamen så lad ham være . Det kan være han fortryder og ringer til dig og siger, jeg savner dig, vil du ikke komme. Og når man så kommer, kan man spørge om ind til, hvorfor og hvordan og hvorledes. Og så vil det komme helt af sig selv, og han vil forklare fra hans side, hvorfor han opførte sig sådan. Det kan også være, at han tænkt, når han har været sig selv, på nogle andre ting omkring jeres forhold. Men giv ham tålmodighed, det tjener bedst i sidste ende. Foretag noget andet, gør noget der gør dig glad.

Så om en skrev, så tror jeg han er blevet forskrækket over at det er gået så stærkt. Han er blevet chokeret over hvad der er sket.

Se tiden an, gør noget for dig selv og se tiden an. Selvom du vil føle det er svært, så se tiden an. Hvis han er så er i okey humør, prøv at lægge ud med hvad du har oplevelser med døden og det at miste. Fortæl hvad dine tanker er den forbindelse, uden det bliver drejet ind omkring ham. For vil du have ham til åbne sig for dig, må det ikke dreje sig om ham. Man risikere han lukker i som en østers, og så er du tilbage hvor du var.

Mvh. Lotte