jeg vidste det første gang jeg så ham. Jeg har endda skrevet det i min dagbog dengang:"idag har mødt manden i mit liv. Ham der skal være far til mine børn". Idag 10 år senere har vi været kærester i 2 år. Vi var venner (uden at lave noget) i 8 år.

respekt!!

Hvis ikke det er gået over i løbet af 7 år, så bliver det nok ikke anderledes

god point jens

til trådstarter:

prøv at spørge dig selv:

- om du vil have at han skal være far til dine børn?

- om du har lyst til at bruge resten af dit liv sammen med ham?

Da jeg mødte min mand vidste jeg også rimligt hurtigt (inden for et par mdr) at Her var manden i mit liv og at jeg gerne ville have børn sammen med ham, og blive gammel sammen med ham.

kh sanne

Ham af min brugte 3 år på at bearbejde mig

Jeg fik ikke blomster men han gjorde mange andre store og små ting for at vise sin interesse, ret fedt egentlig.

I forbindelse med vores nylige hestehandel har han også trukket et stort læs for mig. Og det bliver påskønnet

Jeg vidste det, da jeg fik dårlig samvittighed over at snakke med andre mænd.

Og da jeg ikke kunne holde op med at tænke på "kræet" og snakke om ham til andre.

Og selvom vi snakkede om bare at være venner, kunne vi ikke rigtig nøjes med det. Og prøvede at få ham til at love, at vi altid skulle være venner, uanset hvilke jaloux kærester vi fik. Nah, hvorfor ikke snuppe ham selv.. Så kan man selv bestemme.

Og når jeg ind imellem ønsker at være single, alligevel tænker, nah, det bliver sq aldrig bedre end det her..

Vi har boet sammen 7 år. Men skal ikke have børn. Mangler et eller andet kvinde/ mor gen. Har aldrig haft det.

Det er faktisk ofte en ret god måde at gøre det på, at spørge sig selv, kan jeg se ham her som far til mine børn ( hvis man altså vil have nogle)

Men jeg tænker umiddelbart, hvis man har været sammen så mange år, og nu er i tvivl om det er manden i ens liv, så skal man måske liiige tage det op til genovervejelse om det hus skal købes.

Jeg kender godt følelsen, desværre valgte jeg bare at købe huset inden jeg indså det.

Jeg havde været sammen med ham i 5 år, vi havde boet sammen hele tiden, og købte så et hus, hvor vi boede i to år, inden jeg måtte forlade skuden.

Jeg havde en lille muren i maven der sagde, er det nu også det rigtige det her, og jeg havde det egentlig ikke super godt med tanken om at jeg skulle være der resten af livet, og have børn med ham.
Jo tak jeg elskede ham jo nok, det gør man ofte med personer man har kendt så længe, og vi havde lært at leve og hygge os i hinandens selskab selv om vi ikke var lynenes forelsket, men pludselig kunne jeg bare slet ikke se mig selv der mere, fordi han pressede på med børn, og så var der iøvrigt også en anden sød fyr der gav mig opmærksomhed.

Den anden søde fyr var jeg sammen med et års tid, han var mit springbræt til at komme ud af et forhold jeg egentlig var rimelig tilpas i for det meste, men hvor jeg bare ikke skulle være resten af mit liv, det var bare nemmest at være der, fordi man vidste hvad man havde. Men hvor er jeg glad for jeg valgte at gå.

Nu lever jeg med manden i mit liv, og lige om lidt to børn - vi kan hade hinanden nogle dage, og vi har hver vores mening om mange ting, men han er hvad jeg har brug for, han er bare dejlig

min afdøde mand som var min første store kærlighed. Inden da havde der været forelskelser. Forhold jeg ønskede brændende skulle være rigtige.

Men efter et par uger med min mand mærkede jeg pludselig følelsen af at det her var det rigtige. En følelse af en tilstand i stedet for et ønske om at gid det dog var..

Min nuværende kæreste som jeg opfatter som min anden chance vidste jeg ville komme. Jeg vidste at der ville komme en ny og at den cirkel jeg havde haft gang i efter min mand døde ville være afsluttet så. At det så var ham mærkede jeg da vi skrev sammen. Der var ingen af os der ønskede det men jeg vidste at det her var der ingen vej uden om.

Men det der er den væsentlige forskel på de her to forhold og mine andre forhold er at de her to mænd respekterer jeg som mennesker. Jeg beundrede og beundrer dem for deres menneskesyn og for deres normer. Samtidig var og er de begge mennesker der ikke fordømmer eller vurderer hverken mig eller andre.

Derfor ville jeg ikke bytte dem ud for andre for jeg ved hvordan det er at være i forhold hvor man hele tiden føler at hvis bare lige en eller anden specifik ting blev ændret så ville det bliver godt.

Den holdning er i mine øjne ikke kærlighed og det liv ønsker jeg ikke igen

"god" point, er måske lige i overkanten men tak.

Jeg viste det allerede første gang jeg besøgte min kærste gennem de sidste mere end ti år. Andet end "kemi" kan jeg ikke beskrive det med og jeg ville ikke undvære hende for noget.

Siden vi mødtes første gang har vi vist begge overvejet at ende det mere end en gang, men det er heldigvis aldrig noget vi har været enige om samtidigt og sådan vil det nok altid være for os.

Sidste år faldt jeg over en af de sidste ædelsten i verden af den bestemt slags, som har en særlig plads i vores familie og så blev jeg jo nødt til at få den indfattet til en trolovelsesgave.

Der er så ikke sat dato på hvornår vi skal korpuleres, men det javer heller ikke

Det er der ingen opskrift på. Men efter 7 år burde man ikke väre i tvivl. Er man det virker det som spildt af liv! Jeg var aldrig i tvivl da jeg lärte min mand at kende, nu på 27 år

Jeg mødte manden i mit liv aldeles ubejligt.

Jeg var lige kommet ud af et kort forhold, som ikke var optimalt for mig. Fordi vi bare ikke passede sammen på nogen som helst måde (spændende de første par uger, og ikke mere).

Nu ville jeg bare have noget fred, finde mig selv og filosofere over livet og mænd.

Så mødte jeg Thomas.

-Vi snakkede seriøst godt under første møde.

Jeg var ved at male og forvandle min bolig, så de næste 5 dage blev det kun sms.

Han meddelte at han ikke var interesseret i et sms-venskab og jeg var jo enig. -Så han blev den første til at se min boligforvandling straks efter og pludselig gik det op for mig, at han jo faktisk var en pæn fyr.

10 dage efter var min mors (på baggrund af min omtale af hans personlighed) konstante spørgsmål: "er I blevet kærester nu". -nej mor. Jeg skal ikke have en fyr nu! .

Vi såes dog konstant.

3 uger efter 1. møde:

Havde vi været sammen hver aften (næsten), han havde set de heste jeg passede op til flere gange og duftet mig, når jeg hver aften havde en halv hestestald med i hans bolig.

Han ringede en dag og spurte om han ikke skulle komme forbi. Men nej tak. Jeg havde en dårlig dag og følte mig intet værd. Så som jeg sagde til ham, jeg har intet at give. Så ville han købe ind og komme og lave pandekager til mig, pakke mig ind i et tæppe og lade mig putte i min seng eller en stol. -Igen takkede jeg nej, for jeg var intet værd. I det lå også, jeg havde aldrig mødt en mand som kunne rumme disse dage, og da slet ikke så tidligt i bekendtskabet. Jeg ville bare ride stormen af selv. Desuden kom mine brødre på et eller andet tidspunkt og skulle køres i byen i min storebrors bil og hentes senere igen når de have fået festet.

-Thomas instisterede og kom alligevel. Just som pandekagerne var færdig kom mine brødre. Jeg blev så trist på Thomas' vejne, men han tog det total cool, sagde jeg skulle tage mig god tid, køre forsigtigt og han holdt pandekagerne varme til når jeg engang kom tilbage .

3 uger og få dage efter var mine brødre og jeg til min farmors fødselsdag (med hele bundet af kusiner). Min yngste størebror blev ved med at drille mig med pandekagemanden. Pludselig gik det op for mig - jamen Dennis. Du kan jo rigtig godt lide ham! (Dennis har altid sagt at han nok skulle sige til, når jeg mødte manden i mit liv, Thomas er den eneste han har ville lade snuppe sin søster).

1 måned efter 1 møde blev vi officielt kærester. Jeg havde lukket alle tidligere dører bag mig, for jeg vidste, at her var manden i mit liv, og jeg ville have alt sluttet mentalt først. 1 måned ude tv-kiggeri (jeg havde fravalgt tv i mit hjem) men med uendelige mange times snak om holdninger, værdier, ønsker, problemer, og timer med hesteduft, cykelture m.m..

3. måned efter 1 besøg planlagde vi barn, p-piller blev droppet og jeg blev gravid med det samme.

Nu er vi sammen på 7. år, har 2 børn, har haft alverdens prøver, men der har aldrig været brud forholdsmæssigt. Dette selvom vores liv har været noget dramatisk med sygdom , aflyst brullup af samme grund, og min mand er gået fra at være ekstrem arbejdsom og aktiv til at være førtidspensionist. Jeg er ikke gået personlige kriser forbi. Men vi er stadig det samme par, som har fulgt hinandens udvikling, nederlag og opturer. Jeg tror en af grundene er, at vi altid har taget parforholdet seriøst. Vi har i starten og fremover altid investeret i vores forhold (bla. som prøvekaniner for psykoterapeuter sidst i deres uddannelse). Da jeg midste tidligt i 2. graviditet var vi 2 gange i terapi og vi har kunne snakke om svære ting. Eks. var det hele så pokkers hårdt, jeg jeg følte Thomas stod med det ene ben på vej ud ad døren (og jeg forstod ham så meget). Jeg sagde hvad jeg oplevede, fik det bekræftet. Lod han vide, jeg at ikke kunne bebrejde ham, hvis han gjorde og at jeg ville vente på ham, både imens han fandt det rigtige for ham og hvis handrog bort lidt. - Det tog al luften ud af kriseballonen og vi fandt hurtigt balancen og roen igen. Min tillid var på intet tidspunkt truet, men jeg var da bange for, at han måtte gå, for at beholde sig selv.

Når jeg tænker på andre mænd (for det sker da)kan jeg godt forstille mig kriller i maven og ligende kemisk rus, men denne samhørigheds følelse, denne følelse af at være kommet hjem den er tæt forbundet med Thomas og det vi har skabt sammen.

Der er kun 1 ting jeg tænker ville smadre os som par: døden, enten vores egen eller en af børnenes. Utroskab har vi forebyggende planer imod, så meget man nu kan gardere sig. Sygdom har vi ligesom prøvet on/off de sidste 6 år på den ene eller anden måde.

Hej

Hvis du efter 7 år ikke ved, om det er manden i dit liv, kan du være ret sikker på, at det er han ikke!

Beklager

sammen med min mand i 8 år nu, og jeg var ret sikker på, at han var DEN, ganske hurtigt.

Tilgengæld har jeg haft flere perioder (og han sikkert også), hvor man har været i tvivl. -Og vi bliver stærkere for hver gang, at vi har været igennem et stormvejr.

Jeg var ret hurtigt sikker på at han, min mand, var "noget"... det blev jeg da jeg opdagede at jeg ikke gik i panik med ham som jeg havde gjort med de mænd jeg mødte før ham...

Altså at det var ok at han stadig var i min lejlighed når jeg kom hjem efter et veninde besøg eller andet... At det var ok at han skrev og ringede tit -og at jeg savnede det når han ikke gjorde

Efter et stykke tid kunne jeg mærke at jeg bare havde det godt sammen med ham - og så en fremtid sammen med ham.. Og at jeg var vildt forelsket og havde sommerfugle i maven...

Lidt efter lidt så elskede jeg ham

Nu har vi været sammen i 7 år og er lige blevet gift - og jeg er slet ikke i tvivl om at han er MANDEN... Jeg er stadig forelsket og kan få sommerfugle i maven når han kommer gående mod mig...

Vi har og har haft kriser i vores liv... Men selv om vi kan skændes så huset ryster - så er vi gode til at støtte hinanden når det gælder og langsomt bliver kanterne lidt blødere

Når jeg er i byen med veninderne eller andet - så kan jeg da godt se at andre mænd ser godt ud eller har charme... Men jeg er på intet tidspunkt i tvivl om hvem JEG hører sammen med...

Til TS:

- I er jo rimelig unge og I har været sammen i mange år... Og så kan jeg faktisk godt forstå at man kan komme i tvivl... Jeg er glad for at jeg mødte min mand i en lidt senere alder og at jeg har nået at kysse en del "føer" inden...

Håber at I sørger for at give hinanden frihed - så I også har mulighed for at komme ud og "mærke verden" på egen hånd... Og du dermed kan mærke om du savner ham vildt når I ikke er sammen...

kan du forestille dig et liv uden ham? -og hvad gør det ved dig? og din mavefornemmelse?

Held og lykke med kærligheden - du skal nok finde ud af det på den ene eller anden måde

Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor han skal være den rigtige

Jeg lever i nu'et og gør det jeg føler for her og nu, selvfølgelig med lidt tanker for fremtiden.

Har jeg lyst til at flytte sammen med min kæreste, så er det dét jeg skal, og er han så ikke den rigtige for mig om nogle år, så tager vi den derfra

- jeg er selv 23 år

Jeg vidste han var den eneste ene,da han tog min hånd,det er nu 17 år siden,og jeg elsker ham mere end noget andet inu.

Vi var 16 år da vi mødte hinanden.

Jeg vil sige,at hvid du efter 7 år,ikke er sikker på han er den rigtige,ja så er det fordi han ikke er det,og heller ikke bliver det.

Sorry for min ærlighed.

Jeg vidste det første gang jeg så ham i øjnene - det er snart 7 år siden

Jeg gik fra min kæreste gennem knap 8 år... Havde den der nagende følelse af ikke at være sikker - som du beskriver.

Et par måneder senere mødte jeg en ny mand, og der var ingen tvivl.

Nu kan jeg se at den nagende fornemmelse var min underbevisthed som sagde at den forhenværende ikke var den rigtige for mig.

Så kan kun erklære mig enig med andre, er du ikke sikker efter 7 år, så er han ikke den rigtige!

Jeg sidder her i stuen med min mand, den 8 Maj i år havde vi 30 år bryllups dag, jeg lærte ham at kende da jeg var 17,blev forlovet da jeg var 18, og gift da jeg var 20 og han 23.

Har aldrig været i tvivl..

Sidder du efter 7 år og ikke ved om han er den rette, så tror jeg ikke han er det... Sådan noget ved man bare...

ene har jeg mødt flere gange.... jeg har læst hele tråden og det der går igennem er at de fleste bare vidste det meget hurtigt at det var manden/kvinden i deres liv.... Min nuværende kæreste har jeg kendt i 1½ år... og jeg var indtil for ganske få måneder siden sikker på at NU havde jeg endelig fundet ham... Men hvor var det lige den fornemmelse/følelse forsvandt hen...? Nu er den gode mave fornemmelse væk og det er kun min hjerne der fortæller mig at det er "smart" at være sammen med ham af flere praktiske årsager. ..

Jeg er så misundelig på Jer der bare VED at det er MR Right der er i deres liv.... jeg tror aldrig jeg bliver så sikker og derfor forstår jeg godt trådstarter at hun kan blive i tvivl 7 år efter.... er det bare blevet en vane at han er der eller er det virkelig den store kærlighed.... ??

er man i sin grundvold i tvivl om man vil være sammen med den nuværende, så skal man ikke være sammen med personen.

Duft af hest: Din forelskelse forsvandt vel bare? Det er jo så nu du skal finde ud af om du elsker manden... Eller, det tror jeg ikke du behøver, for din fornemmelse har vel allerede svaret?

...så sidder man her i den anden ende som læser og bliver ramt af tråden.

Vi er på 3år i vores forhold, og jeg har samme følelse som dig. Han er super perfekt og alligevel har vores fordhold været noget af en rutsjetur. Og desværre mest ned ad bakke. Jeg elsker ham, men er stadig i tvivl. Øj øj. måske det ikke er det rigtige forhold?

Sidder selv i samme båd som dig lige nu, har kendt min kæreste i 4 år, og vi har været sammen ca 3 år.

Men vores forhold køre bare ikke.

Om morgen siger han intet når han tager på arbejd, heller ikke selvom jeg er hjemme.

Normalt ringer han mindst 1 gang om dagen mens han er på arbejd, bare ikke når de har praktikanter, så han helt kold, og svare ikke engang på en sms.

I dag f eks har de praktikant, som han ringede og sagde han ville køre tilbage til skolen når de havde fri, og så skulle han lige ordne noget på skolen, har stadig intet hørt, og vi har en aftale om at han lige ringer når han køre fra arbejd, så jeg ved han er på vej, hvis nu der sker noget, og så jeg evt kan lave kaffe osv klar, men intet hørt.

Er virkelig i tvivl om jeg bare skal pakke mine ting og smutte.

Virker måske som om jeg er jaloux, er jeg normalt ikke, men føler bare ikke han er ærlig.

Jeg er lige gået fra min efter 3 års fast forhold.

Mit råd er at, hvis man er i tvivl skal man gribe chancen og gå fra hinanden, selvom det er hårdt. Jeg tror på, at tiden viser om det er det rigtige.

Jeg er selv 21 år og vi skal huske på, vi har hele livet foran os.

Test forholdet, slip dig løs og se, hvad det ender med.

Viser det sig at det skal være jer igen, så vil det automatisk blive.

Det er trods alt lettere nu end om 10 år, hvor man har villa, børn og vovse.

Grib chancen og lad tiden vise vejen.

da jeg trådte ind af døren og så ham. Han havde det på samme måde. Vi har grinet meget af at det er alt for yndigt, lyserødt osv, - men ikke desto mindre er det sådan, det er! Vi har to unger sammen, - den ældste er nu lidt over fire.