Vis ham dog dette... det du har skrevet her til os.. !

Det er ingen skam at vise sine følelser og tanker, det har du lov til.

så kan han læse det igen og igen, i enrum.

Når han er har slugt torsken kan i have en dialog om det.

Sværere behøver det ikke være....

Jeg ved godt du er bange og utryg ved sitiuationen...

Det er dit liv og du har lov at sige fra.

God fornøjelse mned det

Venlig hilsen

charlotte

Er det jer begge, der har noget at arbejde på....

Din kæreste har jo også et problem, når han ikke kan styre forbruget til fester...

Han må da også kunne se det, fra din side af..?

Har han nogensinde set sig selv, på vidio eller billeder, så han ved hvad du oplever..?

synes det er flot, at du arbejder med dig selv, men du skal ikke arbejde så meget med dig selv, at han ikke behøver at se på sit eget problem...

Så mit råd er, at arbejde sammen, mod en middelvej, som er rimelig for jer begge...

... hovedet på sømmet med sin sætning: "synes det er flot, at du arbejder med dig selv, men du skal ikke arbejde så meget med dig selv, at han ikke behøver at se på sit eget problem..."

Man behøver altså ikke at have et forkvaklet forhold til alkohol for at synes at situationen er uholdbar.

Jeg gad heller ikke have en kæreste, der skulle sidde i bilen og drikke 2-3 øl sådan jævnligt - eller som var standervissen ved hver eneste lejlighed. Og det gad min mand i øvrigt heller ikke, hvis jeg var

Du kunne jo evt. prøve at høre ham, hvad han ville sige til, at det var dig, der jævnligt tog på "sildeture", og som skulle støttes hjem fra hver eneste fest?

I er nødt til at sætte ord på dette her, og blive enige om noget, I begge kan leve med.

Hilsen Sif

Jeg synes det er rigtig svært, da jeg ved han vil tage det ret negativt.

Han er i forvejen træt af, at der er ting jeg har ønsket/ønsker ændret.

Hmmm ved sgi ikke helt...

Vores samtaler er blevet ret "kæmpende" istedet for konstruktive og åbne.

Egentlig ønsker jeg bare nogle redskaber til hvordan jeg kan blive bedre til og tackle det - og så må jeg langsomt se om der kan ændres lidt på hans tilgang/mangel på kontrol.

Jeg vil bare ikke ende som den der @!#$ i forholdet som siger han ingenting må - og det er nok det han allerede føler jeg gør...

Åhhh Sif - det du skriver rammer mig meget.

Jeg er jo slet heller ikke en der vil have sådan en mand - men problemet er, at det virkelig skræmmer mig når han er/gør sådan.

Grunden til jeg skriver herinde lige nu, er jo at vi lige har været til en fest.

Jeg skulle gense mine gamle venner, som jeg ikke har set i nogle år og jeg glædede mig så meget til det.

Jeg kom så og sige tilbage til min trygge base - til folk der virkelig kender mig og kender til min baggrund.

Og vi festede!

Han blev mere og mere fuld...og jeg blev mere og mere distancerende overfor ham.

Midt på natten er jeg ved og danse med en gammel veninde - og hun siger så til mig, at hun både kan se og mærke, at jeg har det skidt med, at han er så fuld og hun spørger om, om ikke jeg har oplevet nok af den slags.

Og her rammer hun hovedet på sømmet - tårerne triller og jeg ved, at hun har ret i, at jeg byder mig selv noget jeg faktisk ikke bør.

Hun beder mig overveje kraftigt om det er det rigtige for mig og min datter.

Han vil mig så gerne og jeg er i bund og grund rigtig glad for ham, men der har bare været så mange oplevelser som gør, at jeg lukker lidt ned hver gang.

Første gang han skulle møde familien var til en familiefest - dette endte med, at han lå på badeværelset og velvist sov eller kastede op. Man kan vel sige, at han jo gik under.

Han skældte mig ud over, at jeg ikke ville være ude hos ham, når han havde det dårligt - men jeg kunne simpelhen ikke klare det .

Jeg bliver bange, mister alle mine kærlige følelser, flygter og bliver også flov over ham. Det ødelægger så meget.

Familien tog det ellers pænt og sagde, at det nemt kunne skyldes nervøsitet, at han blev så fuld - men det er det jo ikke og han er jo absolut ikke en genert type sådan udadtil ihvertfald.

Han synes helt sikkert jeg er sådan en hellig en...og det er jeg vist også - ihvertfald føler jeg mig som sådan.

Du skal jo ikke søge redskaber...

Du skal søge forståelse fra din kæreste eller en vej ud af forholdet...

Som jeg forstår, dit sidste indlæg, så er det jo slet ikke sådan en mand du ønsker at dele dit liv med...?

Og han HAR et problem, hvis han lå død drukken på dadeværelset, første gang han mødte din familie... Selvfølgelig skal du ikke sidde og holde ham på panden, når han falder i øltønden og ikke kan klare mosten...

Pas nu rigtig godt på dig selv, for det er så nemt, at falde ind i et mønster, man egentlig ikke ønsker...

Hvor lang tid, har i været sammen..?

Jeg kan næsten love dig, at vil han ikke ændre sig for dig nu, vil han heller ikke om 6 mdr...

... du har "lig i lasten"!

Det var lige netop på grund af dine "lig" jeg skrev som jeg gjorde

Når vi finder os en livsledsager (og nok specielt når vi er ude over den første grønne ungdom), så skal vi regne med at der vil være nogen kameler at sluge, og det skal vi naturligvis være parate til - men du skal passe på, at du ikke i din iver for at tilpasse kommer til at acceptere noget, du ikke kan håndtere.

Jeg synes at kunne læse ud af dit første indlæg, at du er godt på vej til at påtage dig alt ansvar, og negligere din "gut-feeling" - som du måske har gjort det førhen?

Pas godt på din kæreste, hvis han er den du vil dele resten af livet med - men pas mindst lige så godt på dig selv.

Hilsen Sif

Pyyy og Åhhh kan jo godt mærke hvor det bærer hen ad.

Ja jeg forsøger nok og tilpasse og acceptere mere end jeg skal....

Har jo for pokker været alene i mange år og nu hvor jeg endelig er blevet klar til et kærlighedsliv igen, så vil jeg jo gøre alt hvad der står i min magt for og få det godt og gøre det godt.

Endelig har jeg fundet en sød kæreste, han gør så meget godt, siger de sødeste ord HVER dag, nusser og sexlivet er velfungerende...såen da.

Men rent pædagogisk ligger vi sååå langt fra hinanden og jeg kan ikke rigtig nå ind til ham, da han bliver så stejl. Og vi kæmper mere end vi samarbejder synes jeg.

Han har jo en datter der er et år yngre end hende af min.

Jeg er uddannet pædagog og jeg kan jo både se og mærke, at både hun og ja til dels også ham - lider af ADHD. Hans søsters børn er også ramt af det og er i behandling.

Har bedt ham gøre noget, men det vil han ikke, da de ikke skal "stemples".

Mange af de ting han lover - overholdes ikke.

Hver anden weekend har jeg lyst til og stikke af fra det hele - har ikke lyst til og besøge nogen, når vi har begge børn. Det er ligesom og komme med en tornado.

Folk omkring mig har flere gange nævnt, at hans datter må være noget af en mundfuld og jo....jeg har meget svært ved og lægge mine følelser i hende og også dét giver mig dårlig samvittighed.

Men hver gang hun snakker til mig bliver hun så sukkersød og det vækker helt sikkert ikke min bedste side - overfor ham råber og slår hun, deres stemmeleje er helt oppe på det høje....åhh suk. Når jeg tager mine pædagogiske briller på, har jeg så ondt af hende - hun har sådan brug for nogle klare retningslinier.

Kan dog høre, at skolen er begyndt og sætte spørgsmålstegn, da hun ikke rigtig kan lære alfabetet, så håber de kan gøre noget og at det kan hjælpe ham til og forstå, at det er nødvendigt.

Men kigger vi ikke for meget ind i det dybe, så har jeg en fantastisk kæreste, som laver mad hver aften, vil nusse og siger kærlige ord. Noget som mange andre mangler i deres forhold.

Han har lige sagt hans lejlighed op og flytter helt herud om 3 mdr.

Han bruger meget tid på spil(computer), fodbold(tv) og fiskeri.

Ergo kan jeg pludselig begynde og ride seriøst igen - tage afsted om aftenen og køre i hal.

Men det er jo det praktiske plus i det hele....

Vi har været sammen i et år nu - kender dog ikke ret meget til hans omgangskreds.

Han levede et liv i byen og de fleste i hans omgangskreds er jo folk som er i byen min 3 dage i ugen - folk som jeg ikke rigtig har noget tilfælles med.

Vi har heller ikke det samme syn på dyrene - han har selv en kat, men har den indstilling at han ikke ville bruge 500 kr på den hos en dyrlæge igen (den havde skab).

Og der er det jo vigtigt at vi har hver vores økonomi - jeg putter jo næsten størstedelen af pengene i mine dyr.

Dyrene har tit irriteret ham - katte og hunde skal helst være usynlige og ikke mærkbare, men der er jeg dog blevet ret hård og sagt, at de også skal være der.

Han synes jo tuttepigen (hunden) er umådelig grim og ulækker - ja i starten var hun konstant et snakkeemne.

Hun ville overhovedet ikke høre efter hvad han sagde - idet hun jo kunne mærke at han ikke kunne lide hende.

Han er dog blødt mere op nu og sagde ja til at jeg fik nr 2. Men da jeg så endelig havde fået ham, sagde han at han havde fortrudt det, da den jo fyldte meget.

Jamen han har jo bare ikke det dyregén som jeg har og det kræver jeg heller ikke, men vil gerne, at jeg ikke føler mine dyr er direkte i vejen og trælse.

Dog er han faktisk blevet meget glad for kattene nu og de sidder da hos ham mens han er ved computeren.

Jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal gøre - efter festen her i weekenden har jeg svært ved og finde følelserne frem igen .

TS - jeg synes det er flot du er hvor du er, med en 'alkoholiseret' familiebaggrund. Så synes jeg man skal ha lov til at være lidt 'tyndhudet' overfor drikkeri.

Når det så er sagt, så synes jeg, ud fra dine beskrivelser, IKKE at du er tyndhudet. Hvis du var generet af at han drak en øl af og til eller at I skulle del en flaske rødvin, så var det måske tyndhudet. Men jævnligt at drikke så meget, at han decideret er fuld og ikke kan huske noget, nej - det er bare alt for meget i mit verdensbillede. Det kan heller ikke være rart at familie og venner skal 'undskylde' hans opførsel overfor dig

Tænk på hvad du selv stiller op til, både med manden og hans datter. Og tænk på hvad du gør med/mod din egen datter, når hun er en del af sådan en familie. Hvis du læste dine egne indlæg, som om de var skrevet af en anden, hvad ville du så tænke?

Inde i mit hoved er der også - skal du igang med at redden en 'påvej' alkoholiker, der ikke selv er klar til at blive reddet? Du skal klare manden, du skal klare en besværlig steddatter, du har ansvar overfor din egen datter - og så .... er der vel også dig selv?

Undskyld hvis det lyder meget hårdt og ufølsomt, men jeg synes egentlig at du og datteren har fortjent bedre.

Jeg håber meget, at du finder den løsning, der er den rigtige for dig. Og lige et stort virtuelt knus til dig, er der nok brug for.

Alkoholisme er en sygdom

Folk der ikke kan styre deres alkohol forbrug, ikke kan mærke at de bliver fulde, ikke kan standse når først de har fået den første drink/øl .. de har det gén som gør at de igen og igen vil stå som fordrukne og ret ofte vil ende som misbruger.

Jeg har desværre brugt en del år på at sætte mig ind i det her reaktions mønster og jeg kan kun sige .. LAD VÆRE!

jeg skal ikke dømme dit forhold, eller negligere hvor sød han er til hverdag, det var "min alkoholiker" også.

Det ændrer bare ikke på fakta!

Jeg synes du selv nævner rigtigt mange ting hvor I slet ikke er enige eller har samme synspunkt. Det kan da umuligt være positivt når I så flytter sammen ?

Jeg ville ønske jeg kunne trøste dig, kunne sige at "det går over" .. og du skal bare lære at leve med dine lig i skabenen.. vel jeg kunne ikke!

Og jeg nåede endda at være sammen med manden i næsten 20 år inden jeg kastede håndklædet i ringen. Idag er han fulltime alkoholiker!

.. og naturligvist er det min skyld!

En misbruger tager aldrig selv skylden for sin tilstand. Heller ikke når han er ædru dagen efter!

Blot et lille indspark herfra ..

J

Jeg syntes, at kunne læse ud af dine indlæg, at du har haft nogle kriser i dit liv - og først nu igen, er blevet klar til, at turde satse på andre, end dig selv????

Ret mig hvis jeg tager helt fejl

Når man står sådan et sted, kan ens dømmekraft være meget sårbar.

Man kan godt blive tilbøjlig til, at lade minusserne fylde, mere end plusserne - fordi man dybest set er angst for, at træffe de forkerte beslutninger, eller ødelægge sin nyvundne chance for, at springe ud i noget, man ikke kender og har fuldstændig kontrol over omfanget af!

Jeg tænker, at det er meget vigtigt, at du tænker grundigt igennem, hvorfor du har indladet dig på, at gøre det her forhold fuldbyrdet? Hvad er det der gør, at netop han, gav dig modet, i første omgang?

Jo ældre man er, når man indgår i et nyt parforhold, jo skarpere kanter, skal man slibe af - er min erfaring!

Og der kommer aldrig noget godt ud af, at "lave om" på et menneske.

Du er nød til, som Sif er inde på, at tage udgangspunkt i dig selv.

I bund og grund er de 2 øl på en køretur, jo ikke noget reelt problem - men pga. din bagage, er det et problem.

Og jeg kan til fulde følge dig...

Men jeg kan også godt følge, at din kæreste ikke mener, det er et problem - og føler sig en smule umyndiggjort af, at du mener det er et problem og helst så han lod være.

Selvom du ikke siger det - ved han det nok godt!

Og at han drikker sig bevidstløs i hegnet, når han får muligheden for det - er nok ikke fordi han ikke kan styre det - men han syntes sikkert det er fedt og har ikke lyst til, at styre det! Fordi han ikke kan se problemet i det!

Det er så vigtigt, at du forklare ham hvorfor det går dig på! Og samtidig får sagt, at det er hans liv - hans valg, men at det ikke er noget du vil være en del af, eller være vidne til.

Og du skal da ikke bekymre dig om, hvad der sker med ham, når han er stang-vissen. Han er en voksen mand og fuld ud i stand til, at tage vare på sig selv - eller i hvert fald være i stand til, at vudere om han kan eller ej - og få holdt mens legen er god! Nogen gange skal det ind med en skovl

I forhold til børn og dyr - er de måske kommet lidt i klemme i de andre konflikter.

Han "leder" nok lidt efter "fejl" hos dig for, at skygge og retfærdiggøre sig selv

Det blev så dine hunde, dit syn på hans datter etc.

Sandheden er at din kæreste ER alkoholiker.

For der ER flere måder at være dette på. Min mor var det på samme måde i mange, mange, mange år.

Så enten er det AA, behandling og hele molevitten til ham.

og Alanon (AA pårørende program til dig). -ellers er det ud af vagten, eller at lade din datter vokse op i alkoholens skygge.

Jeg er ked af at sige det, men sandheden er ildehørt og din kæreste HAR et misbrug og han kan IKKE styre det.

Stang stiv første gang han møder familien. Vor herre bevares! -også selvom din familie holder af alkohol.

Og du skal under alle omstændigheder søge støtte til at finde din vej. Jeg anbefaler ALanon, men kender ikke ummidelbart andre pårørende grupper.

Bryd cirklen. Enten sammen med ham, eller alene for dig og din datter. Der er ingen nem vej videre. Din kæreste har en meget magtfuld elsker og hun lokker, lyver og bedrager ham. Hun hedder afhængighed og består af alkohol.

-Jeg ved godt det lyder nemt, og det er hulens svært. Start med at tage et valg. Du kan bebrejde dig selv alverden og er godt igang. Dir forvaklet forhold kunne jo også blot være sund fornuft. I andre kulturer er det altså ikke forvaklet at tage alkohol alvorligt.

Lad din tvivl komme din datter til gode.

Læs dette igen. Stol på dig selv. Du er på rette spor:

"at jeg har det skidt med, at han er så fuld og hun spørger om, om ikke jeg har oplevet nok af den slags.

Og her rammer hun hovedet på sømmet - tårerne triller og jeg ved, at hun har ret i, at jeg byder mig selv noget jeg faktisk ikke bør.

Hun beder mig overveje kraftigt om det er det rigtige for mig og min datter."

I giver mig virkelig noget og tænke over - men alkoholiker er han altså ikke.

Han kan sagtens gå i flere dage uden og få en øl - og når han tager på sildetur med en ven, så kan han jo godt nøjes med et par stykker.

Men jo - det er klart ikke det her der var ønsket...

Der har lige været en på besøg og straks ryger der 2 øl ned på under 20 min, men det er jo bare sådan det er blandt hans venner.

Men nej jeg bryder mig godt nok ikke om det - og nej jeg vil simpelthen ikke til og skulle være den der skal stå og sige, at det vil jeg ikke have.

Jeg vil IKKE til og bestemme over ham og hans valg - jeg vil IKKE være den sure gimpe vennerne ser skævt til fordi hun begrænser ham.

Det har jeg allerede gjort i forhold til det liv han levede inde i byen tidligere...

Øv hvor er jeg ked af det og tusind tak for jeres svar - det betyder rigtig meget og dele dette, da jeg ikke helt ved hvem jeg skulle vende det med.

Har det nok bare sådan lidt, at der skal være noget virkelig grelt før man afslutter et forhold. Har jo slet ikke lyst til og såre ham....for ja - er bange for han ender ud i et liv med masser af alkohol. Dog ville han nok tage sig sammen i de weekender han har sin datter.

Ved ikke om jeg er klar til og skulle stoppe det - men det burde være nu, inden han flytter ind og han måske også kan nå og beholde hans lejlighed selvom den er sagt op....

Åhh altså.

Nu siger du godt nok, at han ikke er alkoholiker... men det er ikke det, "du siger" - hvis du forstår, hvad jeg mener!

Og nu får du det råt for usødet; hvis jeg var dig, så havde jeg forladt den synkende skude!

Okay ja....

Har lige ryddet op.

Jeg må vist stoppe med og bære de skyklapper....

Der røg åbenbart lidt flere øl end jeg først skrev og han sover nu på sofaen.

Og kan se at han har købt smøger - det må han have gjort igår mandag... (han ryger kun når han drikker) og der er røget flere end han lige kunne have gjort på den tid ham gutten var her sidst på eftermiddagen.

Han kom ikke herud lige fra job idag...men om han har fået en øl tidligere idag ved jeg jo ikke.

Han kom godt nok heller ikke herud igår lige fra job. Ja jeg kan jo ikke rigtig bedømme det, førend jeg virkelig bor rigtigt sammen med ham.

Jeg er selv vokset op i en familie med et stort forbrug af alkohol - ikke sådan at alkohol fyldte hverdagen med min mor og stedfar. Men de var unge forældre og ved festlige lejligheder blev der festet igennem - for at sige det mildt. Jeg husker stadig hvordan jeg som barn følte mig utryg i mit eget hjem og lå og græd i søvn, mens der blev festet nedenunder.

Senere har jeg oplevet andre familiemedlemmer leve deres liv i alkohol og set hvad det har kostet dem på mange fronter, arbejdslivet, familien, venner, helbred, økonomi, spritkørsel mm.

Det er ganske givet derfor jeg nu er så "hellig", at jeg aldrig rører alkohol. Jeg har altså aldrig set alkohol gøre noget godt for nogen.

Jeg ville derfor aldrig kunne leve med en kæreste, der har et forbrug, som det du beskriver, Horsespirit.

Og når du skriver, at han ikke er alkoholiker, så vil jeg modsat påstå, at det er han.

En person i min familie drak heller ikke enorme mængder, men alkoholen styrede hans liv, selvom han kun drak mindre mængder. For mig lyder det til at din kæreste er alkoholiker, for som du beskriver det, så er øl en væsentlig bestanddel af hans sociale liv.

For mig lyder det som om forholdet er en dødssejler, medmindre du sluger nogle store kameler. Det håber jeg så ikke du vælger at gøre - for din datters skyld.

Du skriver 'Jeg vil IKKE til og bestemme over ham og hans valg - jeg vil IKKE være den sure gimpe vennerne ser skævt til fordi hun begrænser ham.' (synes det er en ret barnlig holdning at ha)

Nej, det skal du heller ikke være. HAN burde være den voksne GODE mand du forelskede dig og, HAN burde være den der sagde nej, også til de dårlige kammerater.

Du skal KUN tage bestemmelser om hvad der er rigtig for dig og din datter.

Og så lige et virtuelt knus til dig STOOORT KRAAAM

Jeg sidder altså med en underlig fornemmelse af, at det her fuldstændigt mister perspektiv!!!

Hvis man, ud fra informationerne i denne tråd, kan erklære manden for alkoholiker - kender jeg bunkevis af slagsen!!!!

Han er tydeligvis ikke særlig moden og ansvarsbevidst - Meeeen derfra og så til, at give ham en diagnose, som værende alkoholiker - der er altså et stykke vej!

Man behøver ikke være en strid kost, fordi man gør det menneske, man skal leve sammen med, opmærksom på, at han har en brist, som overskrider ens grænser!

Så længe man bliver på sin egen stol og tager udgangspunkt i sig selv - og ikke overøser ham med krav eller bebrejdelser.

"Hør her - mine forældre drak, det har været et stort problem i hele min opvækst, derfor har jeg et lidt atypisk forhold til, hvor meget og hvornår man drikker. Det er ikke noget jeg har bestemt mig for, at det skal være sådan - det er bare sådan det er for mig. Jeg bliver bekymret for dig og vores forhold - og jeg tager pr. automatik afstand fra dig, når du har drukket! Det har mere med mig, at gøre end det har med dig - men det er vigtigt for mig, at fortælle dig, at jeg ikke reagere fordi jeg vil være en strid kost - eller fordi jeg vil bestemme over dig, eller lave dig om - men det er svært for mig, at håndtere alkohol i min hverdag og omkring mig".

Jeg er selv vokset op med alkohol - så jeg kan sagtens følge hvad der sker i dig. Og det kan også godt være, at din kæreste har et problem - det skal jeg ikke kloge mig på, ud fra de sparsomme oplysninger her. Men fordi han drikker sig stang-stiv til fester og ind i mellem får en øl eller 4 med vennerne - gør ham ikke til alkoholiker.

Han syntes måske også det er svært, lige nu - altsammen.

Du skriver tidligere, at I nærmest modarbejder hinanden, istedet for, at føre fælles front!

Han har måske også sine betænkligheder - hvilket er en helt naturlig reaktion, for jer begges vedkommende.

Jeg mener under alle omstændigheder, at du skal give fyren en chance for, at vide hvad der forventes af ham. Han kender jo, som du udlægger det, slet ikke den her problemstilling, i jeres forhold!

Håber det bedste for dig

var ik alkoholiker. Han fik ik abstinenser når han ik fik øl - han kunne sagtens gå uden. Han kunne bare ikke sige nej når andre bød en, to, tre osv... Bød de ik, så var der ik det store problem.

jeg væmmedes osse. Frygtede delvist.

Sådan gik noget tid.

Vi fik vores søn - og han fik sit kørekort igen, efter at ha mistet det X2 pga alkohol.

Han drak OG kørte igen EFTER vi fik vores søn.

Jeg sagde ikke andet da han kom hjem og var gået i seng, end at nu måtte nok være NOK. Jeg gider det ikke mere.

Han tog det som et ultimatum ala jeg går hvis ik det får en ende.

Han gik på antabus dagen efter - kunne ik tåle det og måtte stoppe (mavesår), og har siden ikke drukket, uden hjælpemidler.

Det KAN lade sig gøre- men din virker ik oplagt til det ærlig talt.

Der findes dog klare diagnosekriterier for egentlig alkoholafhængighed (alkoholisme):

• Drikketrang (Craving), en næsten uimodståelig lyst til at indtage alkohol
• Abstinenser, ubehag, sved, uro, høj puls og eventuel rysten på hænderne. Abstinenser fører ofte til morgendrikkeri idet indtagelse af alkohol modvirker abstinenser
• Tolerance. Det kræver større mængder for at opnå samme virkning. Det vil sige at mængden af alkohol øges over tid
• Nedsat kontrol, hvor indtagelse af små mængder alkohol medfører stærk trang til videre indtagelse. Nogle alkoholmisbrugere bruger udtrykket at de har mistet deres bremseklods
• Fortsat drikkeri til trods for at man godt er klar over de negative konsekvenser af misbruget
• Forringet evne til at passe arbejde og forpligtelser over for familie og venner

Har man bare 3 af ovenstående symptomer i mindst én måned inden for det sidste år har man diagnosen alkoholafhængig - altså alkoholisme.

Teksten er sakset herfra

Nedsat kontrol

Fortsat drikkeri

Forringet evne

De 3 synes jeg da hurtigt jeg kan finde i TS' indlæg når hun beskriver kæresten

I øvrigt er der mere her 12 symptomer på alkoholisme

Og der "scorer" han altså endnu flere "point"

Uanset hvad så tror jeg heller ikke på at det forhold er godt i længden - hvis han ikke forstår at du som barn af alkoholikere ikke har et særligt godt forhold til alkohol så har han misset noget meget vigtigt i hvem du er.

Pas godt på dig selv - og på din datter!

*Kram*

Er det ikke lidt ligegyldigt om han er alkoholiker eller ej? Spørgsmålet er vel, om forholdet kan/skal fortsætte på den måde.

TS, jeg håber så meget at du finder styrke til at gøre det, der er det rigtige for dig, og for din datter.

Jeg mistede min mor da jeg var 7 år gammel, og min far besluttede at drikke sig ihjel. nogle og 20 år tog det før leveren gav op. Altså har jeg også haft fulde mennesker inde på livet hele min barndom, og så må det være godt. ALDRIG ALDRIG mere.

Jeg er totalt hysterisk med alkohol, og har 0 tollerence, om det så er kontrollerende, ja så må det bare være det.

Jeg gjorde klart for min mand da jeg mødte ham, at øl var bandlyst i hverdagene, hvis det var mig han ville være sammen med. Men jeg ved da også godt idag at det er de færreste der ikke drikker til hverdag, men jeg kan simpelthen ikke tolerere det efter at have haft en fuld far i 20 år.

Der findes så mange søde fyre derude, og jeg er sikker på der også findes nogen der ikke drikker hver eneste dag. Du skal i mine øjne ikke arbejde med at tolere en fuld kæreste, du skal arbejde med at finde ud af at lytte til dig selv, hvor går din grænse mht alkohol? kan og vil du leve resten af livet med din kærestes alkohol vaner? er det et liv med alkohol indblandet din datter skal vokse op i?

Jeg tog en beslutning for mange år siden, og her hedder det altså 0 tollerence i hverdagen.

Jeg lyder ekstremt hellig, det er jeg slet ikke, til nytår, pinse og hvis der er en speciel grund til det, stor fest eller noget, ja så kan jeg da sagtens finde på at drikke mig helt i hegnet, men det er ikke noget der forregår i hverdagen overhovedet. Måske 2-3 gange om året, men så får den også hvad den kan trække

Tanken om min fulde far der væltede rundt hver eneste aften, brækkede sig på lokummet for at vælte ind i seng. Niks det vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv eller mine børn for.

Hvis man er alkoholiker fordi man ikke kan sige nej til øl og drikker sig palle stiv i weekenden, samt ikke kan finde ud af at stoppe før man laver noget bæ - så kender jeg mange alkoholikere, bla. min kæreste.

Men alkoholiker, nej det er han ikke.

Han er bare en umoden 20årig knægt for hvem fest og farver er en vigtig del af hans liv. Han drikker sikkert mere end hvad nogle af de der er ældre end mig herinde, eller har haft en alkoholiker som far e.l mor ville syntes om, men alkoholiker, nej.

Han er bare umoden, har en rygrad som en regnorm ( når det kommer til mange mange ting ) og er et voldsomt meget socialt menneske.

Pointen er for mig om der er ærlighed og snak omkring det - her er der ikke noget der bliver skjult eller gemt væk, ingen hemmelige aftaler med venner.

Er han sådan når der kommer børn ind i billedet og har samme sociale trang så er det ud, men lige nu er bare umoden og social.

Men det er også noget man må gøre op med en, hvad man vil finde sig i og hvor ens grænse går, hvad man kan leve med.

Og det er det jeg tror TS mangler - samtidig med at få overblik over om forbruget er noget der lyves om med vilje.

Ih hvor lyder du som mig Horsespirit.

Min mand er 42, jeg er 30 vi har været gift i et år og hans drikkeri er bare eskaleret, eller også har jeg bare aldrig været klar over hvor meget han rent faktisk drikker.

Minimum 3 weekender om måneden, samt flere hverdage. Fordi han rejser meget med sit arbejde går det ikke udover mig så meget kan man sige.

Men det slider på mig og på kærligheden.

jeg mener at hvis man føler man har brug for alkohol for at fungere om det så er 1 genstand om dagen eller om det er 15 så er man på et sidespor.

min far er alkoholiker, dog tørlagt (heldigvis) men han nåede da at traumatisere min barndom, Min eks var alkoholiker, han nåede da heldigvis ikke at traumatisere mine børn ret meget.

jeg har meget meget meget svært ved at tolerere alkohol i nærheden af børn i dag, fordi jeg selv husker det SÅ tydeligt min egen kæreste var jo ungkarl da jeg mødte ham, og drak gerne og ofte med kammeraterne. Men det må jeg tilstå han har lagt på hylden når jeg er med, han kan godt drikke, men når jeg siger nu må du gerne holde igen, så holder han igen for min skyld. Jeg er typen der ALDRIG drikker når jeg har mine børn, simpelhen fordi at jeg vil have at de ALTID har en ædru person at komme til, jeg kan godt huske når man skulle sige noget til sin far og han sad der med alle hans fulde venner og ja fulde folk er SÅ skræmmende når man er barn.

selv om det er DIT problem at du ikke har det godt med alkohol/fulde folk, kan han sq godt vise hensyn.

Og jeg mener at mange har et helt forkert forhold til alkohol. Men det er nok også nemmere at sige jamen alle andre gør det også

Jeg har læst alle jeres indlæg i tråden og jeres svar vendes og drejes i mine tanker.

Dog har jeg "valgt" og lave nogle overspringshandlinger, da det hele nok er lidt for meget på én gang.

Så lige nu forsøger jeg blot og tage en dag ad gangen....har ondt i maven, hovedpine og sååå meget kvalme og det er helt sikkert fordi jeg måske godt ved hvor det bærer hen af, men endnu ikke er helt klar til og afslutte det.

Men tak for jeres søde og yderst støttende kommentarer til mig - de genlæses med jævne mellemrum.

Hej May

Du skriver, at kærestens datter og sandsynligvis også han selv viser tegn på ADHD.

Har du overvejet, at alkoholen måske bruges som selvmedicinering?

Altså, at han får lidt ro på uroen i krop og sjæl, når han er under indflydelse af alkohol, og derfor har så svært ved at begrænse det?

Ikke at det ændrer på din situation, for med de tråde jeg har læst fra dig i årenes løb, vil jeg også mene, at du skal slippe ham i en vis fart (let nok for mig at sige), både for din egen skyld, men også fordi din datter ikke har brug for mere tumult omkring sig.

Nu lurer der ikke længere en trussel om samvær med far, men en anden uro i luften, og uro hos dig, som hun jo helt sikkert mærker, uanset hvor meget du gør dig umage for at skjule det.

Håber, at du igen igen igen får gravet de uanede kræfter frem i dig selv, og gør det, som tjener Jer bedst.

Mange varme cyberkram og tanker til dig

Runa

Gode pointer, Runa S!

Selvmedicinering i en eller anden form, er ganske almindeligt hos mennesker med umedicineret ADHD.

Så det er da muligt, at det kunne være derfor at alkohol spiller så stor en rolle form ham.

Og det er jo ganske rigtigt, at du og ikke mindst din datter har været gennem svære tider. Lad nu være med at binde hele jeres tilværelse op på en anden - nu hvor I skal til at finde roen og nyde den.

Du skal måske ikke nødvendigvis skille dig af med kæresten, men måske skal I bare ses, når det passer jer og der er overskud til det?

TS - du får lige dagens store KNUS&KRAM

Kære TS...

Hvor jeg dog kan genkende dit problem. Min kæreste var også meget glad for at drikke i en grad, så han mistede kontrollen og ikke huskede meget af hvad han havde foretaget sig. Når han ellers ikke drak (og det var jo langt fra hver dag) var han det sødeste, dejligste menneske.

Jeg kommer også fra en baggrund, hvor alkohol fyldte meget i perioder (og hvor er der nok mange af os, som bare skal lukke øjnene for nærmest at kunne mærke den øllede, røgfyldte atmosfære og følelsen af, at man ikke rigtig kunne stole på og regne med "de voksne").

JEg syntes jo også i starten, at det var mig der havde et problem, herregud, vi var jo unge, og man skal da have lov at feste igennem osv, osv.

Det eneste jeg fik ud af at prøve at arbejde med mig selv og prøve at acceptere hans vaner, var at problemet eskalerede med løgne og at hans adfærd ændrede sig til det værre (og hvorfor ikke? Jeg tog ham jo tilbage efter endnu et mega skænderi der endte op i at han undskyldte tusind gange og jeg blev blød om hjertet. Og så havde han jo reelt set carte blanche til at fortsætte).

Indtil...jeg en dag fik NOK! Jeg var nået forbi det punkt, hvor jeg blev rasende og ked af det, jeg var bare helt kold og rolig.

Og det gav mig styrken til helt klart at melde ud hvad jeg ville og hvad jeg ikke ville.

Jeg forklarede ham, at da jeg voksede op havde jeg ikke noget valg i forhold til hvordan jeg levede - jeg var prisgivet mine forældres (min fars) livsstil og luner. Men nu er jeg en voksen kvinde med et frit valg. Og jeg vælger IKKE at ville leve på denne måde.

Jeg forklarede ham, at han også var helt fri til at vælge sit liv. Hvis han ville fortsætte sine alkoholvaner, stod det ham helt frit for - så blev det bare ikke med mig som sidemand. Men med en anden der måske ville synes at det var helt okay.

Han valgte mig, og han har ikke drukket på den måde siden - det er nu ved at være en 6-7 år siden, og vi har været sammen i 13 år efterhånden. Så det kan lykkes, hvis manden vil dig nok og hvis du indeni dig finder styrken til at melde klart ud, hvad du ønsker og hvad du bare ikke kan/vil leve med og holder fast i den udmelding!

Husk at understrege, det med at han også har sit frie valg - så er det nemlig ikke en beslutning DU har trukket ned over hovedet på ham.

God vind fremover!

Venlig hilsen Mitte

Runa, Tina, Sanne og Mitte - tak for jeres omsorg!!!!

Der sker rigtig mange ting i mit hoved i disse dage...og alligevel er det hele sådan lidt på standby.

Faktisk føler jeg, at jeg de sidste dage har "løftet" mig selv ud af en tåge og nu kan stå udenfor og kigge ind på forholdet - altså at jeg ser/observere uden og have følelserne i klemme.

Ved ikke hvor meget det næste er til "jer", måske nok mere til mig selv - en opremsning, huskeliste....

- Ingen dialog - hvordan har din dag været?

- Godt humør, synger - sætter sig ved com, datter spørger om hjælp til fjernsyn - irritation vises ved åhhh og dyb indånding.

- Spørger om hjælp - svar JAAA på en måde, der gør man ikke ønsker og spørge igen.

- Spørger om hjælp, hvis han er frisk til det (ligger på sofaen) - ja, men det kan jeg da blive nødt til.

- Negativ dialog mellem datter og ham - datter slutter af med og sige, jamen du er jo altid sur.

- Nedladende tiltale - får mig og børn til og føle sig dumme.

- Hans datter spørger hvorfor der er så meget røg i huset (han har tændt op i brændeovnen) Det er sgu da på grund af brændeovnen, kan du ikke regne det ud?

- Ingen interesse for samtale - der lyttes ikke.

- Jeg kommer med en konstatering om, at jeg vil hente min datter tidligere de hverdage hans datter kommer, så hun kan få ordnet lektier inden, da det er surt for hende og skulle gøre det, mens hans datter får lov og spille spil på hans com.

Her er hans svar, at det skal hun da kunne klare og et skænderi startes op.

- Stejl, stædig - aldrig enige...kører hårdt mod hårdt

Idag kom hans datter og jeg har på afstand observeret hende og min datter sammen, samt samspillet mellem hende, ham og min datter.

Hun er enormt højtråbende - det er som en hvirvelvind der kommer ind ad døren.

Jeg hører mange gange min datter sige stop, lad være og min datter ændrer karakter fra alm fornuftig til at lege på "babystadie" - råbe, skrige, lege lege uden særlig indhold, ligge og sprælle med benene og skrige og hans datter er meget opmærksomhedskrævende og siger ofte, se mig, se mig mens hun gør nogle mere eller mindre tossede ting.

I hans forhold til hende går det lige fra irritation til hård tale til hende og så lige over i sukkersøde og kærlig ord.

Svinger direkte fra den ene yderlighed til den anden.

Nej nej nej - jeg er blevet SÅ klartsynet siden jeg startede denne tråd.

Og ærligt - hvad får jeg ud af og sætte ord på alle disse ting overfor ham?

Han vil da klart sige, at han vil ændre både ditten og datten...men det holder jo kun nogle uger.

I starten af forholdet brugte han tid på min datter osv osv osv - men nej, det her er min datter bedst foruden.

Godt nok vil hun blive ked af det - ingen tvivl om det, men hun bliver påvirket i negativ grad på både den ene og den anden måde.

Nu har du fundet en god evne frem. At kunne se din egen situation udefra.

Hvorledes ville du så råde en anden til at gå til værks?

-jeg formoder at du, som du siger holder fast i, at dette er din datter ikke tjent med. Jeg vil så tilføje at det er du heller ikke!!

-hvordan sikre du dig selv bedst i det kommende brud(formoder jeg)?

-og ja han vil nok love guld og grønne skove.

Du får lige en ordentlig krammer herfra.