Forstår dig og de mange følelser du kæmper med. Det er da en rigtig væmmelig situation af svigt skyldfølelse og fortvivlelse i en stor rodebunke ØV

Mit råd, kontakt en psykolog coach eller ligende og få vendt situationen med dem. De vil uden tvivl kunne hjælpe med at kaste nyt lys eller komme med nye inputs som du kan bruge, ta evt kæresten med hvid det er nødvendigt.

Dette er ikke bare en situation, som så mange andre, man mærke tydeligt ud fra dit indlæg, at dette har rystet dig dybt i din grundvold.

Derfor vælger jeg ikke at kommentere eller komme med velmenene råd ud fra mine holdninger erfaringer osv, for den der skriver efter mig kan være af stik modst holdning. Tror du har brug for en neutral 3 part som kan hjælpe dig jer med at komme videre.

Må indrømme at alle spørgsmåltegnene gør dit indlæg svært at læse og forvirrende.

Elisabeth...

Det var nok en god ide, det virker bare så voldsomt... men jeg vil bestemt overveje det.

Tak for et meget pænt og velovervejet svar...

MCK..

Spørgsmåls tegnene er en fejl ved "sæt ind" fra word til HN - jeg havde ikke opdaget det før for sent.

Men da det jo ikke kan laves om, er den bemærkning lidt irrelevant, syntes du ikke. ( ikke surt ment, bare en kommentar til en kommentar)

Mm jeg synes jeg fornæmmer en ret tydelig ... hvad hedder det . irritation over det her barn.

En ting du skal vide er at du har valgt din kæreste med barn, hans barn har ikke valgt, han er bare blevet påtvunget et nyt menneske i hans liv.

Men din kæreste skulle have støttet dig op, men jeg har desværre selv erfaret med min egen. at når det kommer til mødrene af deres børn så er de nogle vat-arme. Selvfølgelig skal du stadig opdrage på barnet som du plejer. Selvfølgelig kan jeres forhold holde MEN du må IKKE se det her barn som skylden for det ikke er perfekt, så skulle du have taget en uden barn. Dele børn er svært at rode med, jeg synes ikke det er skide nemt, vi har lige skændes omkring dele børn igen her i går, fordi manden ikke kan sige fra over for eksen. Og det passer jo altid med at så skal jeg aflyse noget eller må tilpasse det på andre ting .. Nej det er sq RØV .. men det er sq ikke ungernes skyld, det er den vatarm til fader ... det er HAM der skal komme ind i kampen.

jg har også mine ture med mine bonus afkom, men jeg opdrager på dem som jeg opdrager på mine egne, der er ingen forskel, og det synes jeg er nemmest ...

Håber du finder ud af det og at du finde ud af det er altså ikke barnets skyld, han er om noget det mest uskyldige i det her rod

Hej

Jeg har en arbejdsplads og partner, hvor jeg desværre høre en del om den slags, som kaffestuesnak.

Det jeg hører er meget ofte at problemerne i din slags situation, kommer fra alle implicerede på den ene eller anden måde.

Og nu er det så dig det skal gå ud over.

Din mands ex. har helt sikkert nogle problemer i forhold til din mand, det kan være at hun ikke er følelsesmæssigt "færdig" med ham, eller omvendt at hun har meget dårlige følelser overfor ham. Begge dele er lige skadelige, da hun jo sidder med trumf til en hver tid.

Trumfen, jeres dreng, er ikke i stand til at tage stilling eller gøre hverken fra eller til. Han tror på hvad mor siger. Og i skal prise jer lykkelige for at moderen ikke er begyndt at fortælle ham "historier" om dig og din mand endnu.

Din mand står som taber på alle fronter. Uanset om han er et skvat, der ikke kan sige fra, eller om han er handlekraftig og fornuftig, er hans hænder bundet, da selv det mindste han gør, udløser "straf" fra ex'en.

Du står som den store taber i jeres forhold fordi du ikke kan gøre fra eller til. Det er som at stikke hånden i en hvipserede. Det eneste du kan gøre er at presse din mand endnu mere hvis du siger for meget. Eller skade din mands sag, hvis moderen "får noget på dig".

Mit råd til dig. Hvis i på nogen måde kan få kvindemennesket i tale på en fornuftig måde, så foreslå at i får et af familiecentrene ind over til konfliktløsning.

Alternativet er at gå i statsamtet med det og forsøge at få drengen hjem. Det kan jeg lige så godt sige dig på forhånd, er mere end svært. Er moderen ikke retarderet eller stiknarkoman, vil hun med stor sandsynlighed vinde...

Er ingen af disse forslag en mulighed, så sørg for at beskytte dig selv. Jeg har set det så mange gange før. Jo mere involveret du bliver, jo mere vil situationen skade dig.

Spørg din mand hvad han ønsker at din rolle helt konkret skal være i denne sag. Det er ikke dit barn, men det er din mand og du "blander" dig i noget der for så vidt er hans private sager.

Det skal være ham der stikker kursen ud i denne sag. Men derfor kan du jo godt give ham input og forslag. Men beslutningerne skal være hans. Ellers mister du for meget, og måske alt.

Jeg tænker at du lader hende vinde. Hun opnår præcis hvad hun vil.

Hvad så hvis hun vil komme med tomme trusler. Hvordan kan det skade jeres sag? Du og din mand ved at du er uskyldig.

Din mand har ret til hver anden weekend og hvis hun ikke vil levere barnet, må det være en sag for fogeden. De har så vidt jeg kan forstå en samværsaftale og den skal hun jo overholde ellers er det rettens vej. Så lærer hun, at hun ikke vinder noget ved at true. Hun kan ikke fratage ham retten til hver anden weekend.

Jeg har selv været i kampen, og det vigtigste er, at hun må lære at hendes trusler ikke kan fuldføres. Hvis hun skulle kunne bruge de fuldstændigt uholdbare anklager (om vold) i statsamtet, skal hun jo have nogle beviser ellers er det ord mod ord. De plejer at kunne gennemskue en kvinde der vil straffe sin mand. I værste fald vil de igangsætte en undersøgelse, som nok blot vil vise at hun har nogle kontrol problemer.

Men sørg for at klage over det når hun afpresser jer. Skriv det ned. Skriv mails til hende hvor i beder hende overholde aftaler og hvor i forsøger at indlede en fornuftig dialog. Hvis hun anklager dig igen så skriv til hende på mail og forklar din side. Forklar at hun må have misforstået den 5 åriges forklaring. Husk at være ordentlig i dit sprog, forestil dig at en udeforstående 3. part skal læse brevet og tænke orv hvor er de fornuftige. Skulle det blive til en sag, kan i også herigennem bevise, at hun er ude på at gøre livet besværligt for jer og at i netop har været fornuftige og forsøgt at indlede dialog mv. Det vigtigste er at i holder sammen og lever som i gerne vil. Så bliver i alle gladere og hun accepterer med tiden at hun ikke har magt længere.

I vores tilfælde endte det med at statsamtet sagde til hende at hun vist måtte have misforstået situationen og at hun ikke havde ret til at styre alting.

Men så længe hun kan, vil hun udnytte det igen og igen og som du skriver ender det måske med din mand giver op over for drengen og at i glider fra hinanden. Det er der ingen der vinder noget ved. En eller anden dag møder hun en ny mand og så ender hun måske endda med at syntes det er dejligt der er nogen til at passe gutten engang imellem:)Vi startede med to timers overvåget samvær nu har vi hende hver anden uge! Det kan ende godt!

jeg sætter mine svar i punkter, så de er nemmere og hurtigere at forstå

1. skriv el optag alle hendes trusler når hun afleverer barnet.

2. der skal jo være beviser, altså skader på barnet- her snakker vi ik de alm små blå mærker ALLE børn får til dagligt.

3. det lyder slet ik til at være barnet der er dit problem her - det er kvindemennesket der går dig på.

4. HVER gang hun nægter udlevering el lig. går i rettens vej. Som en anden skriver så skal hun lære at hun ik kontrollerer jer. Det kan i kun på den måde.

5. Din mand kan jo søge om fælles forældermyndighed og dermed skal de være enige om tingene, og hun kan endnu mindre bestemme al som hun lyster.

6. Fortsæt som du gør nu med at irettesætte. I er jo reelt enige om det, som det ser ud, og jeg sys din mand har ret.

7. At din mand bakker ud og det generer dig forstår jeg til fulde, men det er du jo nødt til at tale ud om, med ham.

8. Ingen tvivl om at du KAN (jeg siger ik du bir det) men du KAN blive taberen her. Derfor TAL med din mand om hva det er han vil. Vil han sin søn OG dig el ?

9. Vil han jer begge må i tale om hvordan i videre gør- at hun ik skal kontrollerer ham, dig/jer! OG så må han tag affære med dig som støtte!!

10. Vis ham evt. denne tråd hvis du har svært ved det.

Kære D

Jeg ved ikke om jeg kan råde dig, mere end nu allerede er blevet, men da jeg selv har barn, delebarn, bonus barn og det hele, kan jeg måske byde ind med nogle konkrete tiltag og tanker.

For det første:

Det er meget vigtigt, at du ikke begynder at tænke negativt om drengen. Han er kun et barn og det er ALDRIG hans skyld, at de voksne ikke kan finde ud af det.

Hop ud af den offerrolle, du er ved at tage på dig, hvor den "onde" ekskærste, din kærstes barn og alle andre ødelægger dig liv. Hved at engagere dig ordentligt og tale om tingene, kommer man videre. Ved at køre ud til sine forældre når barnet er der, opnår du kun at vise din kæreste, at dette er en del af hans liv, du ikke kan rumme.

For det andet: barnets trivsel afhænger af forældres samarbejde. Der er nu kommet en ny lov, som tvinger forældrene til samarbejde og fælles forældremyndighed. Din kæreste, hans eks og dig skal have en ordentlig snak. Som voksne mennesker.

Inviter hende hjem, sæt jer ned, fortæl at du aldrig kunne drømme om at gøre din kærestes barn ondt, at det går ud over barnet, hvis der skal være beskydninger og trusler fra begge sider. Din kæreste mødte dig efter han var gået fra sin eks, så det er ikke din skyld, at deres forhold ikke kørte. Så du må trække en streg i sandet og fortælle eksen, at dårlig kommunikation, bagtalese og tilsvinning gør ud over hendes barn, så nu må der gøres rent bord.

Kontakt en fammilierådgiver, inviter til et måde hvor i alle er til stede ( og dukker hun ikke op, så stiller hun sig selv rigtigt dårligt i forhold til en evt. sag om fælles forældremyndighed)

I er nødt til at få tingene på plads nu: Min ældste søn er hver anden weekend hos min eks og hans nye kone. Jeg har fra starten været meget åben, talt med den nye kone og vi har diskuteret fælles linjer i opdragelse. Jeg fik gentagende gange at vide fra min børnepsykolog, at det værste man kan gøre er at tale grimt om sin eks foran barnet - det er et voldsomt svigt.

Derfor: aldrig sig et grimt ord om eksen, kan man ikke sige noget pænt eller konstruktivt, så luk munden.

Og : du kan ikke forvente, at din kæreste står og bakker dig op, når valget er mellem dig og hans søn. Hans barn er hans for evigt, det er du måske ikke. Du skal bakke ham op, ikke omvendt. Derudeover skal i selvfølgelig have en snak om hvad som er ok i jeres fælles hjem.

Jeg vil sige som Jens: Få kvindemennesket i tale, jo før jo bedre. Sørg for at samtalen drejer sig om barnets bedste, undgå bebrejdelser, og vær åben omkring, at dette er et forsøg på at undgå at ende i statsamtet igen, igen, igen.

give Leonidas ret.

Alle de tanker jeg fik igennem TS indlæg har Leonidas beskrevet.

jeg forstå faktisk godt at din kæreste ikke bakkede dig op i situationen.... Han var vel lige så paf som du over udmeldingen... Samtidig står moren og truer med at tage barnet med sig igen med det samme....

Hvad forlanger du egentlig af din kæreste? Hvad er du villig til at drengen skal være vidne til? En kæmpe konfrontation mellem hans forældre?

Nej vel...

Hvis hun en anden gang kommer med sådan en bemærkning, så er mit råd til dig, at bede hende uddybe, og fortælle dig i hvilken situation du skulle have gjort det.

På den måde er hun nødt til at gengive/sige hvilken situation det handler om, og du får mulighed for at forklare dig... Eller i hvert fald mulighed for at finde ud af, hvad det er hun mener, og om der er hold i påstanden eller ej....

Jeg har selv delebørn, og jeg må indrømme, at det er godt nok sjældent at de fortæller noget fra deres andre forældre... Det er måske småting de lige kommer i tanker om i en eller anden lignende situation, men så taler de som regel indbyrdes, og vi kan måske spørge ind til det....

Så jeg tænker, at enten har en eller anden episode mellem dig og drengen gjort så stort et indtryk på ham, at han har delt det med sin mor. Eller også er der kommet en eller anden bemærkning fra ham i en lignende situation, som hun så har brygget en historie ud fra....

Børn er jo ret nemme at manipulere med... Stilles spørgsmålene rigtigt, så får man ofte også det svar man vil have.... Og han er jo kun 5 år....

Jeg synes det er en rigtig dårlig ide, at du tager væk når drengen er på weekend hos jer... Det vil moren sikkert også kunne få noget grimt ud af.... At du ikke kan rumme barnnet, at din kæreste ikke må se ham, når han har sådan en kæreste der ikke vil se barnet og og og....

Det er jo en vanskelig situation denne her, og jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på det, men bare dele et par tanker som jeg fik da jeg læste dit indlæg.

Din kærestes eks beskylder dig for en form for vold mod sit barn. Dette er en meget alvorlig beskyldning, og jeg kan godt forstå at du er rystet. Men du skal holde fast i, og læne dig op af at både du og din kæreste véd, at du ALDRIG har øvet vold mod hans barn. Sandheden giver styrke, og det må du ydnytte. Prøv at tænke på hvordan du ville have reageret hvis nogen sagde at du mishandlede din hest. Det VÉD du jo, at du ikke er, og du havde vel ikke af den grund mistet fuldstændig lysten til at være sammen med hesten mere? Og du vil vel stadig føle dig overbevist om at det du gør for at træne den/rette den ikke er mishandling, og derfor kan du trygt fortsætte med det. Sådan er det også i forhold til drengen -du VÉD jo, at du ikke har gjort noget galt, og at du ikke bruger vold. Så det må du stå fast på. Jeg er enig med andre i, at det ikke er en løsning at blive borte fra huset når drengen er der. På den måde vinder eksen, og hvilket indtryk får drengen så af dig? At du ikke vil være sammen med ham? At moderen har ret i at du ikke behandler ham ordentligt, og derfor må bortvises?

Du fortæller, at du i dit inderste egentlig mener at din kæreste bør give op, og vente til drengen er gammel nok til selv at tage kontakt. Og nu efter denne episode, er din kæreste også begyndt at overveje denne mulighed. Dette lyder ikke særlig rart i mine ører. Min egen far forlod os da jeg var omkring 11, og jeg hadede hans nye kone af et hele mit forurettede teenagehjerte. Så jeg var så led og tarvelig overfor hende som jeg nogensinde kunne være. Men min far gav aldrig op, og bevarede kontakten alligevel -han fandt udveje, så vi stadig kunne ses, og den nye kone måtte bære over med situationen. Det gjorde hun heldigvis, og jeg kom jo over mit teenagenag, og endte med at få et rigtig godt forhold til både min far og hans kone. Men der er ingen tvivl om, at dette kun skete, fordi hun aldrig blandede sig i min fars og mit forhold, og aldrig sagde til ham at han skulle droppe det.

Du har ikke selv børn (det har jeg heller ikke btw), men jeg tænker på hvad der mon vil ske dengang du evt selv får børn. Hvordan vil du forklare dem, hvorfor de ikke kan se deres storebror?

Der er så mange børn i verden der har oplevet svigt fra deres forældre på den ene eller den anden måde, og det er simpelthen så synd og i mange tilfælde unødvendigt. Det kan da ikke være rigtigt at denne her 5-årige dreng skal opleve den form for svigt fra sin far? Hvad mon moderen vil fortælle ham efterhånden som han vokser: "Ja, din far gider ikke se dig, han vil hellere være sammen med sin nye kæreste end dig"?

Og så har både Leonides og Zamangah skrevet nogle af de andre ting jeg tænkte på, bare på en meget bedre måde end jeg ville have kunnet

Til slut: Du har fundet "the one". Han har valgt dig, fremfor sin eks. Du er sådan set "vinderen" i hele dette her, og hun er "taberen" som står tilbage uden mand, og bare kan se på jeres lykke. Når du har fundet en så dejlig mand, og I har det så godt sammen, så kan du også godt være "den store" og bære lidt over med eksen.