Puha en frygtelig situation at stå i!!

Jeg kan ikke give dig nogen råd, da min oplevelse desværre var det samme som din, at det bestemt ikke var personen selv der var noget galt med, men alle os andre

Her var det også et familiemedlem meget tæt på.

De dårlige perioder kunne vare alt fra få uger til et par år (hvor personen afbrød AL kontakt), men så kunne der også være fra 2-5 rigtig gode år imellem, med tæt og god kontakt.

Desværre døde vedkommende meget voldsomt (uheld) men det var midt i en meget dårlig periode uden kontakt, og jeg var så ulykkelig over det.

Jeg valgte så at tale med en psykolog for at få min dårlige samvittighed over vores dårlige forhold på plads (som om det var min skyld!!!!!).

Det var helt utroligt, hvad jeg troede "bare" var depresioner som vedkommende havde haft i perioder, var psykologen fuldstændig overbevist om var både manio depressivitet og et par andre "alvorlige" diagnoser, som vedkommende havde en del kendetegn af (ud fra hvad jeg fortalte psykologen).

Vedkommende havde ikke en jordisk chance for at opføre sig normalt når de dårlige perioder satte ind, og var ekspert i at snyde alle andre end os tæt på, som det altid gik udover.

Der skulle have være medicinering til for at vedkommende kunne have haft et "normalt" liv og forhold til os tæt på.

Jeg ved ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes, men jeg forsøgte at få personen til at indse at der var noget galt og at vi burde gå til læge. Dette medførte blot en afsindig vrede og faktisk et had mod mig, som varede et par år.

Vores forhold sluttede desværre i en dårlig periode, og nu får jeg aldrig en chance for at kunne hjælpe. Men havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved nu fra min snak med psykologen, så havde jeg gjort RIGTIG meget mere for at personens læge vidste hvad der foregik, og måske i det hele taget haft en anden indstilling overfor personen. Måske havde jeg så kunne hjælpe??

Men puha hvor jeg lider med dig! Det er SÅ hårdt at være den det altid går ud over!!!

Kærlige tanker fra Anne

Psykiatrisk skadestue har åben hele døgnet, og der behøver hun ingen henvisning til.

Havde hun forsøgt selvmord, eller havde hun "kun" tanker herom ?

Husk på at du ikke kan hjælpe en person som ikke vil hjælpes. Og pas godt på dig selv.

prøvet det samme - med min (såkaldte) lillebror. Vi åbnede vores hjem, tog til alle møder inkl akut møder pga hans opførsel, havde ham hveranden weekend som hans forældre burde mv. Han kom ind i familien og blev en del heraf med det vuns.

Da alt kom til alt viste det sig han ik var andet end en skadet sjæl, der mente alle andre var skyld i alt, og han løj i hvert fald ik - el prøvede at manipulerer alle til sin vilje osv osv osv.

Jeg sagde stop meget hurtigt - og forsind ud af mit liv. Jeg/vi kunne og ville ikke leve et liv med det indhold. Det var tid til at tænke på sig selv!

Måske skulle du bare sige helt fra.

Hun KAN åbenbart godt styre sig, men finder det ikke nødvendigt i jeres selskab, for hun er vant til at manipulere rundt med jer.

Smid hende ud når hun ikke opfører sig ordentligt. Hun er gammel nok til at kunne. Børn bliver heller ikke lykkelige af at man bærer over.

Jeg har selv droppet en kæmpe egoist af en søster, som kun "tog" aldrig "gav" og til sidst gav mig ondt i maven ved tanken om samvær med hende.

Jeg vil ikke se hende mere. Hun har fået chancer, alt for mange, til at opføre sig ordentlig, men tog bl.a. mig for en selvfølge og følte ikke nødvendighed i at opføre sig ordentlig og give noget af sig selv tilbage nogensinde.

Det er det bedste jeg har gjort for mig selv og har gjort, at jeg nu øjeblikkeligt kan mærke når nogle træder over mine grænser, giver mig dårlig mavefornemmelser og siger fra allerede der, i stedet for at ignorere følelsen.

Held og lykke.

Takker for alle jeres indlæg

Jeg elsker jo min søster meget højt- så det såre mig dybt hver gang, at hun går amok.

Med hensyn til, at sige helt fra- er afprøvet- men virker ikke. Hun forstår simpelthen ikke hentydningen... Vores mor er meget træt og meget påvirket af hendes opførelse. Hun har i flere år, lige som jeg, stået model til hendes vrede og ondskab. Min søster snakker til min mor, som om hun er et barn... Hun vil styre vores mors liv. Hvis hun kunne få lov til det, så styrede hun også hvornår hun trak vejret. Her det sidste år er min mort begyndt, at give min søster svar på tiltale. Hun orker simpelthen ikke længere, at blive behandlet som et barn.

Men siger vi fra, så elsker vi hende ikke og vi har aldrig forstået hende.... Vi har aldrig været der for hende...

På min fars side er der flere tilfælde af psykisksygdom. 2 af min fars søstre har dianosen manio depressiv. De har begge flere gange forsøgt at begå selvmord.

Er slet ikke i tvivl om, at min søster enten er manio eller skitzofren i en mild grad. Borderline kan også komme på tale. Men hvordan får jeg hende til, at indse det- uden hun går amok igen??

Min søster ligner min fars familie, både i udseende og temperement. Hun har også alle de "tillægs" sygdomme, som de har på fars side. Jeg ligner min mors heldigvis! Og det kører min søster også meget på! Jeg har altid været SÅ heldig! Hun har arvet alt lortet!!! Hvor jeg har fået det gode!

Min søster er også sygeligt jaloux. Mine børn er hendes største fjender. For de får vores mors opmærksomhed og kærlighed. Og det kan hun simpelthen ikke tåle. Køber min mor en lille ting til børnene, så går hun amok- for hun får aldrig noget- hvilket hun gør! (mine forældre har betalt lejlighed, banklån og kørekort til hende inden for de sidste 3 år)...

Som børn var vi delt op.... Jeg er den ældste og fars pige. Jeg elskede min far fra dag 1 og kun han kunne få mig til, at sove og spise. Da min søster kom var det mors pige. Og sådan har det været igennem hele vores barndom indtil jeg blev gravid med mit første barn- så vente det rundt. Min mor og jeg blev lige som et- den kontakt og forståelse gav lige som mening, og underligt nok- ligner jeg mest min mor, hvor min søster er som min far.

Dog skal det siges, at min mor aldrig har lavet forskel på os- tværdimod. Hun har endda givet min søster mere kærlighed end mig, men det kan min søster ikke se. Hun ser kun, at jeg og mine børn har taget hendes mor fra hende... Hvis hun ikke kan få fuld opmærksomhed, så dur det ikke!

Sidste år blev min mor alvorligt syg og blev indlagt på intensiv afd. Det hele væltede med et- men jeg kunne ikke tillade mig, at knække og vise sorg- jeg havde jo mine børn, som jeg skulle tage hensyn til, en far som også faldt sammen og en søster som gik total amok.

Jeg fik kontaktet den nærmeste familie, og fik dem indstillet på hvad sygehuset havde fortalt mig, som kunne ske. Jeg sørgede for at hente min søster, så hun kunne komme op til sin mor. Jeg glemmer aldrig de dage- ALDRIG! Ud over at jeg skulle holde masken, sørge for alt og tumle med andre problemer- så havde jeg en søster som lå tudbrølende af hysteri på min sofa.... at tage hensyn til mine børn, det kunne hun ikke!

Jeg fik aldrig lov til, at snakke om mine følelser. Jeg fik aldrig lov til, at græde. Jeg skulle bare sørge for det hele. Selv idag kan jeg ikke holde ud, at se en ambulance eller se et program i tv med syge mennesker, da alle mine følelser kommer frem.

Jeg havde stor behov for, at snakke med min søster omkring det- men det kunne hun ikke. Hun snakkede kun om hendes følelser og smerter. Hun elskede jo min mor meget mere end jeg og det var meget hårdere for hende end for mig....

Jeg tror simpelthen ikke på, at hun ønsker at få hjælp. Jeg tror simpelthen ikke, at disse læge samtaler kommer til, at førre til noget. Hun har behov for meget mere. Hun har brug for medicin og for ordenlig lægelig kompetance- mere end hvad en praktiserende læge, som kun har 5 min til rådighed engang hver 1½ måned kan.

skal som alle andre vel heller ikke forstå en HENTYDNING. Hentydninger er ikke at sige noget direkte, og dermed kan det smutte at folk ik forstår. En søster som din skal ha det at vide direkte uden indpakning - og så skal man altså holde ved bagefter og ik give efter!

I mit tilfælde betød det rent faktisk et års chikane efterfølgende. Jeg havde givet chancer og direkte sagt nu er der så og så mange tilbage - så ryger du ud... HELT ud! Jeg holdt ved - jeg holdt ud og håber på jeg nu har hørt det sidste fra ham... Der går længere og længere i mellem jeg hører fra ham heldigvis!

Man kan sige hvad man vil - men det er hendes liv ikke dit. Vil hun ikke hjælpes er det altså ik op til jer at finde jer i hendes modbydeligheder og leve med det hun gørmod jer - ej heller på trods af sygdom!

Sig dog stop... I TIDE. Både dig/din familie og din mor. HELT stop.

Mon ikke det er på tide at du bruger dit krudt på dig selv ?!

Mon ikke det er på tide at du kontakter en psyk, eller en lifecoach og får den støtte og opbakning til dit liv som du har brug for ?

.. og får talt dine traumer ud.

Inden dine børn skal se dig gå ned med flaget fordi du skal og vil være stærk for alle andre ..!

Det er ikke let når man har sådan en i familien. Men du bliver nødt til at lukke din dør og din tlf og sige klart og tydeligt at hun ikke er velkommen hverken hos dig eller hos jeres forældre hvis ikke hun kan opføre sig behersket.

Hun er voksen nu og det er på tide at hun indser hun er det!

Så kan hun være psykisk syg eller ej, det er ikke jeres problem, det er hendes .. og hendes læges!

Tag hånd om dig selv først og fremmest.

har haft/har 2 veninder som begge døjer med psyken..

min bedste og ældste veninde var som ung borderliner + anorektiker..

en overgang var hun selvmordstruet..

jeg slap heldigvis for en konfontration da hun selv søgte hjælp i tide..

men jeg kender fornemmelsen af afmagt, angst for telefon opkald og stress..

hvis de følelser så oven i købet bliver "kroniske" pga at din søster ikke vil hjælpes, det må være frygteligt..

men du er nødt til at tænke på dig selv, og kun dig selv i den her situation.. din søster vil ikke hjælpes, ergo kan du ikke hjælpe hende..

gør det klart for hende at du ikke vil mere, men den dag hun virkelig har brug for din hjælp så er du der..

støt op omkring din mor istedet for.. dan fælles front mod din søster, lyder hårdt og brutalt men kan være nødvendigt..

håber det bedste for dig og din famillie..

varme tanker her fra

Jeg synes at læse, at hun ikke er udredt hos en læge ? Var det ikke første skridt at stoppe hende ind i bilen og køre hen til en læge, hvor du i forvejen har bestilt tid ?

Hvis ikke hun får noget medicin, og eller terapi, vil hun jo ikke ændre adfærd over for Jer. Jeg ser det som en sidste chance for Jeres familie, gør noget, også selvom du i selve øjeblikket bliver meget upopulær hos din søster.

Har du en mand som kan støtte dig, og børnene ?

Derefter burde du kunne slappe af, og begynde at tænke på mand og børn.

Held og lykke.

Udfra det du skriver er der ingen tvivl om at din søster har psykiske problemer, umiddelbart kunne det være en personlighedsforstyrrelse, men hun bør udreddes, men det kræver at hun selv kan se at hun har et problem.

Du skal huske på at din søster har et dårligt liv, hun har det skidt og så længe hun kun bebrejde andre for det kan hun ikke komme videre og få det bedre.

Du kan hjælpe hende dels ved at prøve at lære hende at der altid er flere sider af en sag. Så kan hun måske langsomt se at hun ikke altid er uskyldig. Samtidig skal du støtte hende når hun har det allerværst.

Husk dog på at du kun er til hjælp når du har overskud, så det vigtigeste er at hun ikke nedbryder dig totalt. Føler du at du er blevet trukket langt ned vil det være nødvendigt at trække dig tilbage indtil du er ovenpå igen. Du skriver at du har haft behov for at tale med hende omkring din mors sygdom, det vil din søster ikke være i stand til i hendes tilstand og derfor bør du søge hjælp et andet sted.

Til sidst husk på at dit liv er det vigtigeste og at du kun kan hjælpe når du har overskuddet til det.

Min søster har været til mange læge undersøgelser, samt gået ved psykolog.

Iflg. min søster så var psykologen kun ond ved hende og fortalte hende hele tiden, at hun var tyk...

Problemet med min søster er, at hun er 2 personer. Person 1(hysterisk og egoistisk) som hun viser frem for mine forældre, mig og børnene. Person 2(sød, charmerende og kærlig-offer rollen) som hun kun viser frem for venner, kærester og fremmede mennesker.

Hun kan snyde selv den bedste psykolog til, at tro at hun bestemt ikke fejler noget og at det er alle andre, som har været så onde ved hende! Bare ikke familien, som ser hendes grimme side.

Min søster har helt sikkert ikke haft et sjovt liv. Livet som klassens tykke pige, har stået på mobning, psykisk og fysisk vold. Men jeg har kæmpet for hende og beskyttet hende det jeg nu kunne.

Men i hendes hoved, så gik det ud over hende, fordi hun havde en smuk og populær søster. Hun mener at de folk som straffede hende, var jaloux på mig.

Kan ikke booke en tid til hende, da hun ikke vil fortælle mig, hvilken læge hun har- dette har jeg spurgt hende om. Og få hende med til lægen, er en umulig opgave, da jeg ikke kan tumle hende.

Jeg har de sidste dage trukket mig lidt væk fra hende, da jeg kan mærke, at jeg ikke magter det. Jeg har dog overtalt hende til, at tage hjem til vores forældre i weekenden, og få slappet lidt af og få snakket om tingene. Jeg kommer selv der op, og vil tage den store tur med hende.

... ville jeg vælge IKKE at "tage den store tur" med hende.

Hendes live er hendes ansvar - også selv om hun har haft problemer med mobning osv. Problemer fritager ikke for, at tage ansvar for hvordan man selv håndterer sit liv!

Din søster ER i stand til at styre sig med andre mennesker end dem i familien - men hun har lært at med familien er det OK at hun opfører sig som en overforkælet 5 årig. Det skal hun aflære igen, og det bliver ikke nemt.

Var jeg dig, ville jeg sige det som det er - at du gerne vil være der for hende og evt hjælpe - men at det også stiller nogle krav til hende. Hun skal tale ordentligt til dig, og du vil heller ikke høre at hun taler grimt til eller om andre i familien. Kan hun ikke det, kan du ikke hjælpe hende.

Jeg har sagt det samme til min bror, der i sine dårlige perioder har talt meget grimt til (og om) vores far. JEG er vokset op i samme hjem, og selv om vores forældre ikke har været fejlfri (hvem er det??) vil jeg afvise at deres små fodfejl kan resultere i års psykisk sygdom. Og jeg gider ikke høre ham tale grimt om vores far! Det har han accepteret. Også fordi han ved at jeg er konsekvent nok til at rejse mig og gå, hvis mine grænser bliver overskredet - også midt i en julemiddag eller lignende. (det er hvad JEG har lært af mobningen)

Jeg kan tilføje, at jeg absolut ikke undervurderer effekten af mange års mobning og vold - jeg har selv oplevet det samme. Men det fritager mig ikke for at behandle andre mennesker ordentligt.

De "mennesker" jeg ikke ville kunne behandle ordentligt, er mine tidligere klassekammerater og de lærere der valgte at vende ryggen til og (billedligt talt) holde sig for øjnene. Men dem skal jeg heller ikke omgås - så det er ikke noget problem!

Hvis jeg var dig, så ville jeg kontakte hendes læge og fortælle hvordan din søster er. Skriv tingene ned på et stykke papir, så der ikke er tvivl.

Jeg synes det lyder lidt som personlighedsforstyrrelse, du kan læse mere om det her.

http://www.netpsykiater.dk

hun skriver at søsteren ik vil ud med hvem hendes læge er.

Som en anden siger er det din søsters ansvar og ik dit. Jeg tror det er ret dumt at "tag den store tur med hende", medm indre du mener at du vil fortælle hende hvor du står- og så stå ved det fremover! Selvfølgelig kal man da hjælpe andre, familie el ej - men man skal passe på sig selv og huske ens eget liv.

Hendes opførsel har hun indtil nu kunnet se gavner - hun behøver ik være syg for at opfører sig som du beskriver. Det er nok at ville ha sin vilje og være god til at manipulerer- det i sig selv er ik en sygdom.

Nå, så ville jeg nok droppe kontakten til hende, indtil hun fik noget hjælp et andet sted fra. Hårdt for dig og din familie, men sikkert nødvendigt.

Jeg tolkede det som om, at du havde svært ved at sige fra overfor din søster og at du havde et reelt ønske om at hjælpe hende.

Men som skrevet, du kan ikke hjælpe en person som ikke vil hjælpen.

Hvis I vil have at din søster skal ændre adfærd, må I starte med at ændre Jeres adfærd over for hende.

Jeg har en psykisk syg datter, hun er nu 14 år, men hun fik diagnosen ADHD da hun var 10 år.

Jeg kan godt forstå at du er fustreret, men du må forstå at hvis der er noget galt med din søster, så tænker og reagerer hun ikke som "almindelige" mennesker.

Da min datter fik diagnosen, og vi fik fortalt om den, fik jeg rigtig dårlig samvittighed, for hun havde fået en masse skæld ud, for ting hun ikke kunne gører for. Vi kunne heller ikke forstå hvorfor hun virkede som en forkælet møgunge, for vi syntes selv at vi havde gjort alt for at opdrage hende ordentligt.

Min datter er i dag medicineret, og går på specielskole, og har det godt. Men det er aldrig rart at få at vide at der er noget galt med ens barn. jeg må bare sige til mig selv, at det ikke er noget hun, eller vi kan gøre for, være åben over for det, og lærer en masse om det, jeg tror på at hun kan tage en uddannelse, og forsørge sig selv, for hun får hjælp fra os, skolen, of psyk.

Der hvor jeg vil hen er: prøv at tal roligt med din søster, det går i vasken hvis en af jer hidser sig op, fortæl hende at du er bekymret, for hende, og det er du jo fordi du er hendes søster(husk, det er ikke rart at få at vide at der er noget galt med en). Sig til hende at hun skal kontakte en psykriater, ikke en psykolog,(de stiller ikke diagnoser, og de kan godt gå for tæt på, hvis der er noget galt med din søster).Hvis hun kan få hjælp(evt. medicin) vil hun også få det meget lettere med sig selv og andre. Hun kan moske også få overskud til at tabe sig.

P.S jeg siger ikke at din søster har ADHD eller andet, men hvis der virkelig er noget galt, er det synd at hun bliver misforstået, og at man bliver irreteret på hende, det kan fylde rigtig meget i en familie.

Jeg håber at i finder ud af det sammen.og undskyld, hvis dette er lidt rodet.

Hisen Sus

For mig lyder det som om hun er ekstremt manipulerende! Mere end hun er syg.

HAr selv familiemedlemmer og bekendte som har har eller har haft psykiske sygdomme, og problemet er nogen gange at udover at personen er psykisk syg, så "kommer man til" at tage for meget hensyn til personen. SÅ udvikler de en side som er ekstremt egocentrisk og dette er en meget dårlig cocktail, når det kombineres med psykiske sygdomme.

I giver hende også lov til at overskride alle´s grænser. Og her er det dit og resten af familiens ansvar at sige fra. Nej, det er ikke ok at brokke sig juleaften. Nej det er ikke ok at bebrejde dig og andre at hun har det som hun har det osv.

Jeg ville sige helt fra, f.eks: Hvis du ikke kan respektere mig min familie og de regler om opførsel vi har i huset, så kan du ikke komme her. Punktum!

Jeg synes det lyder MEGET usandsynligt at lægen ikke har syntes at der var noget galt med hende. Faktisk tror jeg mest at hun inde i sit hovede har tolket hans/hendes svar som værende "det er ikke mig der er noget galt med".

Med den opførsel hun udviser er det mest sandsynligt at lægen har påtalt noget, måske endda foreslået behandling, men eftersom hun altid vil have sin vilje så kan det jp være hun bare ikke vil gøre det lægen foreslår.

Lægen har med garanti ALDRIG sagt at du skulle tage dig mere af din søster. Det gør læger simpelthen IKKE medmindre de har haft pårørende med i konsultation. Det er helt helt sikkert at din søster lyver om disse ting.

Jeg kan fortælle udfra personlig erfaring (fra sygehusvæsenet) at dette er ganske ganske almindeligt, og "den syge person", lyver for sine pårørende, og at de ting der bliver sagt og skrevet "oversættes" inde i hovedet til noget helt andet.

Du er også nødt til at frigøre dig fra "jeg har ansvaret for at min søster får det bedre" rollen.

Min bror var meget syg en overgang og truede med at begå selvmord, og det var iøvrigt min mors, fars eller min skyld efter hans mening.

Til sidst sagde jeg simpelthen, at jeg ikke gad og høre på truslerne mere, hvis han var så led og ked ved det hele måtte han sgu hænge sig selv!

Jeg ved det lyder ekstremt hårdt, men at leve med, at han hver anden dag måske tog sit liv, det var ret hårdt. Jeg frygtede altid at han havde gjort det, hvis han ikke kom hjem til normal tid. Min mor græd meget fordi hun var så nervøs hver gang.

Da hele familien havde sagt fra, blev han indlagt på en psykitratrisk afdeling. Det var hans redning, og vores.

Han bad selv om at blive indlagt.

Hanne ?gloster? Det er desværre ikke helt rigtig med de psykiatriske skadestuer, at de altid er frit åbne.

For et par år siden blev der strammet op på en del af dem, så man nu skal have en henvisning fra egen læge eller vagtlæge.

Er man inde i systemet og kommer der tit, kan man få et frikort, så man ikke skal forbi en læge.

Man man kan ikke længere bare gå ind fra gaden som før i tiden.

Nå nu du ikke kender hendes læge.

Vil jeg foreslå dig at du snakker med din læge. Forligger hende situationen, og hør hvad hun har at sige.

Måske du kan få lov at tage hende med ned til din læge. eller din læge har nogle råd.

Men pas på du ikke stempler hende psykisk syg inden det er blevet vuderet af en psykiater. Det er den bedste måde at blive rigtig uvenner med hende.

Enten må du være der for hende og hjælpe på hendes premisser.

Eller bakke helt ud.

Prøv at vende situationen i dit hoved, hvis du var hende og hun var dig. Hvordan ville du så have det.

Du skal hvis du tager der op i weekenden tale med store bokstaver... og så skal du forklare din søster at nu er det her nok og at NU SKAL hun ta' ansvar for sit eget liv, for nu vil du samt resten af familien ikke finde jer i mere..for det kan en familie ikke holde til. Hun skal søge hjælp... og det er kun hende selv som kan ta sig sammen og ta et ansvar... og i er nød til at holde hårdt og stå fat i jeres beslutning.. og så forklare hende at sådan som hun opføre sig pt ikke kan fortsætte... forklar hende at i vil hendes bedste og at det er derfor hun må ta et ansvar..

Lægen kan som sådan ikke gøre mere end det han har gjort.. især ikke hvis din søster ikke har været ærlig overfor ham... den slagst kan snyde sig til mange ting... Man kan som sådan ikke indlægge hende mod hendes vilje. Kun hvis hun når derud hvor hun virkelig er til fare for sig selv eller andre... også her skal lægen ind over... (udenfor lægens åbningstid kan vagtlæge hjælpe....) men det bedste er at hun selv indser hun har brug for hjælp og tager imod tilbudet om at få en snak med dem på den psykiatriske skadestue... her kan hun bare komme ind fra gaden... hvis du for brug for et råd eller noget så bare skriv..arbejder i psykiatrien som plejer. så kender en del til turen...

... at du skal prøve at kontakte SIND og høre, om de har nogle gode råd i forhold til omgangen med din søster.

Om hun er psykisk syg eller bare manipulerende skal jeg ikke kunne sige. Men måske er det noget så "simpelt", som at hun konstant har brug for at prøve jeres kærlighed af, fordi hun simpelthen ikke tror på, at I virkelig kan elske sådan en som hende (og det kommer hun aldrig til at tro på, om I så hentede månen til hende).
Hendes vægt er vel i den forstand også en form for panser mod verden, men samtidig også dét, der er en af kilderne til alle problemerne.

Uanset skal I have noget hjælp til at tumle hendes indfald.

Hun er jo ikke ressourcesvag, når hun har både venner og kæreste - har hun et arbejde?

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil hjælpe, men én ting som du helt sikkert ikke skal acceptere, er hendes opførsel overfor dine børn.

Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle dig hvad jeg ahr gjort ved min tvillingsøster, som er ligesom din søster, hvis ikke værre.

Min søster er både manio depressiv og border line i en omgang, og det er ikke nogen nem bladning.

Vi er ud af en familie der har lidt meget af omsorgssvigt, hvilket har betydet at min storebror blev smidt ud hjemmefra da han var 12, og døde 11 år efter af en overdosis.

Jeg blev smidt ud da jeg var 14 år, og min søster blev indlagt på bispebjerg første gang som 15 årig.

Jeg har altid gjort alt hvad jeg kunne for hende. Rendt rundt inde i København midt om natten, uden af vide hvor hun var, andet end at hun var røget så langt ud i et misbrug, at hun solgte sig selv for 300 kr. i en alder af 16 år.

Da min storebror så dør, går der helt ged i den, da hun tror at hun er den eneste der har mistet en bror, og har eneret på alt hvad der er hans.

Jeg melder så ud at jeg ikke er interesseret i at snakke mere med hende, og at jeg ikke ønsker hende i mit liv mere.

Dog kan jeg sagtens være i rum med hende til familieting osv.

Det er desværre blevet så slemt til sidst, at vi ikke kan være i rum sammen. Jeg har faktisk ikke en gang kunne være på facebook, uden at skulle blokere hende, så nu har jeg så valgt at melde mig ud af alt hvad der hedder familiefester, hvor hun er med. Det har desværre betydet at jeg er gået glip af en del, men heller det, end at min søn skal opleve hende fuld og påvirket.

Det er faktisk kommet så vidt, at resten af familien har opgivet hende. Vi, lægerne osv. kan intet gøre. Hun "ønsker" nok ikke hjælp, eller os så tager hun ikke bare imod den.

Hun blev indlagt for 14 dage siden, på Rigshospitalet med en overdosis, men valgte at takke nej tak til hjælp, fra psykiatrisk afdeling.

Jeg ved godt det her lyder rigtig hårdt, men du er virkelig nød til at gøre op med dig selv, hvor meget du ville byde dig selv, og om hvor meget du magter. Det vigtigste er jo DIG og ikke din søster. Jeg ved hvor svært der er at skulle give slip på et familiemedlem, men man kan bare ikke hjælpe personen, hvis han/hun ikke ville hjælpes. Det ville bare slide dig op i stedet.

Det er aldrig sjovt at stå på sidelinje, og ikke kunne gøre andet, end bare at tage imod møgfaldene.

Håber du får styr på det hele.

Ér ked af at hører at du står i denne situation! Mit råd ville være at ringe til hendes læge og fortæl hende om dine bekymringer for din søster.