Ja, der er der alligevel sket noget.

Der er mange spændende facetter i din familiekrønike, det genetiske i kvinders fødselsmønster, lægevidenskaben og ikke mindst menneskesynet - at skulle være glad for at ens handicappede datter dør!

Det er egentlig herligt med en tråd der ikke handler om at verden er gået af lave, men faktisk er blevet bedre på nogle områder.

I øvrigt kan jeg tilføje at kvinderne i min familie også har tendens til sene aborter, dog knap så sene, men efter man har været til 12-ugerstjek og føler sig sikker. Jeg ved at i min mors og min søsters tilfælle har de været gravid dobbelt så mange gange de egentlig har børn. Til gengæld er vi også super frugtbare, så vi behøver ikke anstrenge os for at blive gravide, men det er stadig hårdt at tro der er et barn på vej og så smutter det ud. Det har lægevidenskaben dog ikke lært at gøre noget ved endnu.

Til gengæld er der sket den ændring at ved min mors aborter, da snakkede man ikke om det. Ved min søsters aborter da blev der krammet og trøstet, dog valgte hun så senere at hemligholde at hun gravid, indtil hun var over 3 måneder henne, så kunne man jo ikke hjælpe hende. Det er så blevet en familietradition, først at afsløre sin graviditet når man er så langt henne.

Ja, jeg blev i hvertfald overrasket over fortielsen, nu ved jeg ikke om det var specielt, da en del af min familie var Indre Mission.

Jeg ved at min farmors moster til sine forældres sølvbryllup var 26 år, og hun blev rasende! Hun virkede senere som missionær i Afrika. Men at hun var uægte barn, det var for galt!

Min mormor var også for tidlig på den, så min morfar fik penge til at starte en butik i Odense, pænt langt fra Haslev.

I dag kan man synes, det er lidt morsomt, dengang var det ramme alvor!