Familie kan være en svær ting, og man tåler/rummer/acceptere tit mere end man ville gøre hvis det var venner... Om du gør det rigtige - tja, hvis du føler det er det du er nød til at gøre, for at kunne komme videre med dit liv, så er det det rigtige at gøre...

Men kan godt forstå at du ikke vil/kan acceptere at de stadig snakker med dine x'er og invitere dem med til familiebegivenheder... Det virker for mig, som om de ikke vil acceptere/respektere dine beslutninger.

En kær ven sagde til mig, at familie er noget som bør ligge i en skuffe med bagsiden opaf, og kun tages frem en sjælden gang. Ikke at det gælder al familie...

Jeg har selv noget familie, som jeg har meget svært ved at klare - længere historie - men jeg acceptere deres tilstedeværelse for resten af familiens skyld, og specielt mine svigerforældres. Mit/vores forhold til dem var engang godt, men gennem årene har vi tålt meget fra deres side. De mener ikke selv de har gjort noget forkert, men de ser ikke at deres opførelse er uacceptabel og gang på gang sårer os... så nu har vi fået nok. Vi ser dem kun til større familiemæssige sammenkomster, og de bliver inviteret af pligt hvis vi holder noget...

Min mor har jeg også et kompliceret forhold til, men for ungernes skyld holder vi det kørene... Det er jo deres mormor.

Jeg tror der er knidninger i alle familie, i større eller mindre grad - nogen finder sig i det, andre gør ikke...

Familie er ikke alt - og blodets bånd er ikke stærkere end det man gør det til. Venner kan med tiden blive lige så meget familie...

Jeg kan genkende en del. Forældre har man fået for sent til at kunne opdrage på dem.

Når det så er sagt, bruger man sin ungdom på at finde sig selv, sværere for nogen end andre. Først derefter kan man give noget af sig selv (logisk nok), og indgå i forhold, der er tovejs, og føle sig som sig selv, og levende.

Jeg var meget alene i min barndom, eller det følte jeg mig. Med 2 søstre og to forældre var jeg det selvf. ikke reelt. Stak af et par gange, og flyttede som 17-årig. Var så træt af min familie, og den psykiske vold.

Men som det eneste barn af familien, har jeg formået at vende den om. Ja, det tog rigtig meget udvikling at komme dertil. Og i dag bruger jeg min familie til det, jeg har lyst til, uden nag og negative følelser, og er glad for dem, trods alt, de har gjort.

Men det kræver, man virkelig står (og hviler i sig) selv, og kan vælge til og fra. Og kan sige; mit liv er fint, du er velkommen, sålænge du er positiv for mig. Når du begynder at blive negativ, går jeg. Meget forenklet *S*

Det har gjort, at min familie har respekt for mig, for de ved, jeg er den, der - OGSÅ fysisk - GÅR, når det bliver for meget. Og det gør, at de tænker meget over, hvad de gør. Jeg er på den måde heldig, i forhold til mine andre søstre, som jeg har ondt af. Men man skal tage skeen i egen hånd, og bestemme, hvad man vil finde sig i.

Og tro mig, min familie "lever" også for mine xér - også alle længerevarende. Hold da op, hvor går de meget op i dem. Blev ringet op af min søs, der havde set min x med en ny kæreste. 3-4 år efter må jeg sige, det ragede mig en pap-and. Og har fundet manden i mit liv.

Mine forældre snakker stadig om en af mine første kærester, det er så 10 år siden... !

Men hvis du har en familie som min, der er særligt social og nysgerrig (også på en dårlig måde), så kan du ikke gøre noget ved det, folk har forsk. arketyper. End virkelig at sætte barrikader op, så de er helt obs på, hvad der er ok og ikke. Min søster skal ex. have slået det ind med 7 tommer søm. Det er slemt Men så lærer man jo bare at blive særligt tydelig overfor andre. *S*

Det kan være rigtig godt at holde pause fra sin familie, og finde sig selv, men min erfaring er, at det er bedst at finde en måde at leve med dem på, ikke cutte dem helt. Om det så er at udholde 3 timers kaffe et par gange om året, er ligemeget. Det er altid rart at have sin familie, trods alt. Når man har fundet en måde at tackle dem på. Også selvom det er en hård tackling

Tusind tak for input

Jeg har læst jeres svar igennem mange gange nu og det giver mig mening.

Det bliver til en længere pause med min familie. Jeg har holdt en pause på 3mdr for ca 1år siden. Og dette hjalp ikke. Så denne gang gør jeg mere alvor fra min side.

Jeg glæder mig ligefrem.

Oveni alt dette, så styrtede jeg på min hest den 14jan og har haft smerter lige siden dag 3. Så idag har jeg været ved lægen og rigtig nok som jeg næsten selv vidste, så har jeg fået et smæld i nakken og er sat på smertestillende og øvelser med nakken de næste 10dage. Samt at slappe af, dette har jeg dog gjort alle dage siden, dog ikke den ene dag hvor huset blev gjort rent fra a-z.

Og det er ikke meget støtte og spørgsmål jeg har fået fra min familie om hvordan det går. Det har faktisk mest min kære svigerfamilie der har spurgt til mig. Der er desværre riciko for varrige mén og smerter. Dog viser det sig rigtig efter denne smertebehandling ;(

Har også en arbejdsskade der kører i arbejdsskadestyrelsen på min lunger efter arbejde i svinestald og venter svar. Har fået godkend´t 4%, men det er blevet værre og får højste dosis forbyggende astma medicin og akut medicin efter behov. Alt dette inden for 8mdr. Øv, lidt medvind ønskes

MVH mig

først og fremmes skal man ikke holde fast i noget der ikke gøre dig nogen gavn. Hvis familiemedlemmerne opføre sig råddent så væk med dem.

Du skal være dig selv nærmest for i sidste ende har du kun dig selv.

kan være svært, jeg har overvejet det et par gange, eftersom der i min familie også er mindre heldige individer set i lyset af hvordan jeg gerne ville have "min" samling skulle se ud..

..jeg har forsøgt mig med pauser, men er nu nået frem til, at det egentlig ikke nytter, og for øvrigt også er ligegyldigt. -godtnok gider jeg ikke spilde mit liv på mennesker der ikke kan byde ind med noget posetivt, men jeg må også tænke på min datter, som elsker sin mormor, -og jeg elsker da også min mor, på trods af hun til tider er et surt numsehul at være i nærheden af.

..min mor er så psykisk syg, og har evigt travlt med hvor synd det er for hende selv, og at alle mennesker udnytter hende, og generelt taler hun rigtig dårligt om os (hendes døtre) til os inbyrdes,-det går bare ikke rigtig op for hende at vi jo også snakker sammen. men også andre mennesker, -i hendes lille navlebeskuende verden er der kun ét perfekt individ, og det er hende selv, desværre er realiteterne jo bare anderledes.

...Du har jo taget din beslutning (af nød !) desv.

Såe det du søger her er vist mest bekraftigelse på din beslutning mv.

Og Naturligvis er det ok at holde afstand til sådanne fam./mennesker!

Og respekt for dig at du på trods af forældre/opvækst formår at blive til et harmonisk og helt menneske der kan være medvirkenende til at gøre verden bedre mv. !!!

Mvh.

Hmmm - har du hørt på deres (din families) syn på sagen?

Hanne

hej igen.

Jeg har taget beslutningen, og den bliver efterlevet nu. Gider ikke alt deres gør dit, gør dat. Og har snakket med min familie om det, og de fatter ingen ting. Så det er nemt.

Nu er min mor så gået ned med en dep. igen indenfor kort tid, men jeg kan ikke blive ved, når det tager så hårdt på mig. Og min familie gør aldrig noget for mig. Jo, jeg skal give af mig nok 10 gange inden jeg får tilbage 1 enkel gang. Flot ikke.

Til dem, som ikke har oprettet sig på siden, tager jeg ingen notis af.

MVH Henriette