Ja, det gør jeg. Er stædig. Til gengæld kan jeg også tilgive, det kan bare tage nogle år. Mine søstre har veninder, de aldrig har tilgivet, her snakker vi over 10 år, så jeg er da glad for, jeg er knap så stædig som dem. Mennesker er ikke perfekte, så man kan vælge at tage folk for det, de er, eller finde andre. Men ingen er opdraget og skruet sammen som én selv.

Ja, det gør jeg, og noget så frygteligt. Ligesom dig husker jeg som en elefant, og jeg har i nogen år praktiseret at have et horn i siden på nærmest alle jeg kender. Jeg har dog taget en beslutning om, at det faktisk ikke er værd at gå og være sur på folk, for noget de har gjort for længe siden. At bære nag er i virkeligheden et udtryk for, at man har noget på nogen, som man aldrig har fået gjort noget ved. I stedet skal man tage tyren ved hornene, sige til folk at man synes de med deres opførsel/handling har været nogen klaphatte, og så få talt ud om det. Så har de også en chance for at undskylde eller forklare sig, og så kan alle komme videre. Jeg er nødt til at handle sådan, da jeg så håber på tilgivelse i de tilfælde, hvor det viser sig at jeg handlede forkert....

Åh ja, det gør jeg godt nok :p

Jeg var i forbindelse med mit studie i praktik i en periode, jeg var blevet lovet et job hos dem, når min ophold var afsluttet. (Dog ikke noget på skrift, DOH ). Men pludselig blev dette tilbud trukket tilbage.. Så stod jeg der, færdig med min uddannelse og arbejdsløs (og havde jo ikke søgt nogen jobs, da jeg jo havde et..). Og hold da op hvor var jeg bitter og bar virkelig nag.

I hvert fald indtiil jeg startede på et kursus. Vi har fælles undervisning og ene samtaler med underviseren. Her snakkede vi om mit nag til virksomheden og fik mig overbevist om at det ikke ændredre noget - og at det faktisk bare var til last for mig. Det var jo helt rigtigt, og efterhånden holder jeg op med at bære nag.

Men når det er sagt, så er jeg nok liiiidt for "god" til at bære nag længe... Men jeg er også klar over dette, og det er noget jeg arbejder med nu...

Jeg bliver vred hvis nogen gør mig uret, og jeg bliver ved med at være vred et stykke tid.

Når jeg så er færdig med at være vred, gider jeg ikke hidse mig mere op over hvad det nu gælder.

Men jeg glemmer og tilgiver ALDRIG hvis det er noget alvorligt.

Min tillid gives kun en gang - er den brudt får man den ikke igen.

Om det er at bære nag ved jeg ikke. Jeg går ikke og er sur på folk - jeg er bare heller ikke venner med dem eller viser dem tillid igen.

Godt at se at jeg ikke er den eneste der har det sådan:) Men nu er det ikke sådan at det brænder indeni mig og at jeg tænker hvert sekundt grrr. Men har et cool og afslappet forhold til det.For mener ikke at det noget der fylder min hverdag.

Men hvad hjælper det at få snakket om at bære nag med personen.Det vil dog stadig være der imod personen.Og ja så er der nogen der siger jamen så slipper du jo aldrig personen.

Jeg bærer nag, det er hvertfald sikkert. Jeg kan godt tilgive en person, hvis vedkommende undskylder og er ked af situationen.

Men jeg glemmer ALDRIG. Ting som er blevet sagt og gjort husker jeg som en elefant. Måske ville det være rart bare at kunne glemme, men på den anden side så synes jeg ikke at man skal lade folk som har trådt på en, komme helt ind på livet af en igen.

Anne-Sofie: man skal jo ikke snakke med personen, når naget er der. Man skal snakke med personen, når man står i den situation, som senere vil føre til, at man bærer nag. Altså, når man føler sig uretfærdigt behandlet, bliver trådt på osv. osv., så skal man sige det til personen og få det ud af verden. Hvis personen så er et fjols og tér sig, ja, så var det vist ikke et menneske der var værd at bruge mere tid på. Men måske oplever man også, at det rent faktisk ikke var med vilje, eller at man fortryder det sagte/gjorte. Og vi vil allesammen gerne have en chance for, at blive tilgivet hvis vi har dummet os.

Der findes personer jeg bærer nag til ja, og det er fordi de har behandlet mig meget uretfærdigt, og det ligger så mange år tilbage at det ikke længere er muligt at rette op på det.

Men udover det tror jeg ikke jeg er slem til at bære nag.

Ofte når jeg frem til en forståelse for handlingen, ikke at jeg synes den er ok, men ser det fra deres side og tænker - nå ja ok, værre var det jo nok heller ikke.

Men ligefrem glemme det, nej det gør jeg ikke, man glemmer jo ikke, ord der er sagt og ting der er gjort, forsvinder jo ikke.

Selvom man synes man har forstået og tilgivet osv. så vil der nok altid ligge en lille rest tilbage, som kan risikere at vokse sig stor og betydningsfuld igen, hvis der fx. opstår en lignende situation - vupti - så lægges der lige til i regnskabet

Hej

Helt erlig, nej... Alt med måde, jeg finder mig ikke i at folk træmper på mig.. Men siger de noget dumt eller glemmer at aflevere noget de har lånt, bærer jeg sgu ikke nag, jeg gider ikke bruge tid på det

Sladrer folk om mig, er jeg altså typen der griner af dem og har ondt af folk, for det er dem der har det værst selv...

Nej, mit liv er for kort til at have gnavende orme i sjælen. Det er ikke alt der kan tilgives, men jeg kan lade det ligge på vejen, pakke erfaringen i rygsækken og tage videre ad livets vej.

Selvfølgelig kan jeg være gnaven over noget i nogle dage, men det er ikke noget, jeg bruger hverken uger, måneder eller år på.

Om der er nogle der bærer nag til mig pga. noget jeg har sagt eller gjort, er deres sag.

Jeg er en gammel rotte på internettet efterhånden, og jeg ser gang på gang folk blive fornærmede og bære nag over småting, som slettede beskeder og kommentarer i gæstebøger, slettede statusopdateringer, upersonlige sms og mail der ikke bliver svaret på, m.v. Den slags er ikke noget, jeg gider at gå op i. Sletter folk noget jeg har skrevet et sted, er de i deres gode ret til det - uanset hvad jeg har skrevet og hvorfor.

Det er ikke muligt at være venner med alle.

Jeg er bare for slem til ikke at sætte ind idet man står ansigt til ansigt, men først tænke bagefter.

i det daglige nej. Bliver jeg sur, så koger jeg, og når det er dampet af, så er jeg ovre det.

Men har man trådt mig rigtig godt over foden....gentagne gange. -Ja så bærer jeg nag. -Ikke noget jeg tænker over, men som bliver tændt når jeg ser eller hører om personen.

Det er en meget lille skare, der hører under den kategori.

Betyder "at bære nag", at man ikke kan tilgive?

I så fald, så ja. Jeg tilgiver aldrig, hvis jeg først er blevet "p*sset" på.

Ja det lider jeg også selv af - men det skal andre jo egentlig ikke bøde for, hvis situationen kunne være reddet på en anden måde. Så jeg har lidt en regel om, at hvis jeg ikke er mand for at sige noget til personen når jeg står i situationen, så har jeg heller ikke ret til at blive sur og bære nag. Ofte bliver jeg dog så befippet eller hidsig over andres opførsel, at jeg bør klappe i for ikke at få sagt noget, jeg kommer til at fortryde....

yngre gjorde jeg nok, men er trods alt blevet mildere med årene vil jeg mene

Vil ikke bruge min energi på det.

jeg vil sige at der skal rigtig meget til.. Så har en jeg bare slet ikke kan tåle synet af.. Hun har sagt en masse ting og bare behandlet mig ikke ret pænt..

Men som sagt, der skal rigtig meget til for at jeg gider bruge krafter på noget som helst..

Næ, jeg tror ikke jeg bære nag !

Jeg kan godt blive skuffet hvis menesker gøre mig uret/misbruger min tillid. men jeg bæger ikke nag.

Jeg tror inderst inde jeg er for egoistisk til at bære nag, for inderst inde er det jo ikke mig der har et problem, men modparten. så stakkels dem.

Og hvis modparten ved de egentligt har gjort noget galt, og man lader som ingen ting. så for de som regl mere dårlig samvittighed. det passe mig fint !

At bære nag, ville kræve for meget af mig, så NEJ jeg bære ikke nag

Ja, jeg bager nag og det har man ved også ret til.

jeg nag, det er jeg også i min fulde ret til.

Jeg tænker ikke over mit nag, men ligesom en skrev længere oppe, så bliver det vakt til live, når jeg hører personen/personernes navn/navne.

Og mener egentlig ikke det er noget problem, jeg husker jo bare personerne for noget dårligt

Jeg er MEGET tilgivende af natur og vil ikke bruge min tid og energi på at bære nag. Men jeg hviler også meget i mig selv som person.
Men der er dog én psykopatagtig person, som jeg bærer nag til, som var min chef i et år. Heldigvis har jeg ikke længere berøring til ham.

Så er der andre (meget få) personer, som jeg nok ikke ligefrem bærer nag til, men hvor uheldige episoder gør, at jeg har mistet tilliden til dem, hvilket jo selvfølgelig påvirker den måde, jeg tænker om personerne på. Så det er nok også en form for nag.

JA, jeg bærer nag. Jeg er, som mange andre, en af dem som husker alt. Og jeg tilgiver altså heller ikke. Min tillid er givet een enkelt gang. Bryder du den, må du arbejde hårdt for at få den. For helt ærligt, så kan jeg helt sikkert leve uden det menneske i mit liv.

Men jeg bruger heller ikke tid på at være vred eller sur. Jeg ved at karma/skæbnen (kald det hvsd du vil), nok skal sørge for at der er balance i tingene. Derfor har jeg heller ikke brug for direkte hævn, jeg ved at ''what comes around, goes around''.

Alt sker af en eller anden grund, ikke at det er determineret på nogen måde, men intet sker ubegrundet og der er altid noget at lære i enhver situation.

Jep, jeg bærer nag. I rigtig høj grad. Faktisk er det en af de ting jeg aller mindst kan lide ved mig selv - fordi det tærer alt for meget på mig.

Det kan være alt fra dagligs ting, til store "livskriser".

Faktisk er jeg kendt som den "stille pige" af stort set alle mennesker, udover min familie. Men jeg har et sygt temperament. Jeg kan kortslutte totalt, især i situationer hvor jeg føler mig uretfærdigt behandlet, eller hvis folk ikke respektere når jeg siger stop. Det kan ødelægge mit humør resten af dagen - og dermed også de mennesker omkring mig.

Havde faktisk en samtale med min storesøster her til aftens. Hun har nok et endnu større temperament end mig, men når hun kortslutter er det her og nu, hun flyver op i loftet og så falder hun ned igen. Jeg er mere som en gryde som bringes i kog - det tager noget tid, men det tager til gengæld også lang tid at køle af igen.

Jeg kan godt tilgive - men oftest er det fordi jeg stadig har behov for at have personen i mit liv. Ikke nødvendigvis fordi jeg acceptere deres gerning.

Jeg bærer sjældent nag, men jeg husker som en elefant

jeg egentlig ikke.. men hvis folk så bliver konfliktskye og ikke vil tale tingene i gennem, så husker jeg rigtig godt..

Tina

Jeg er typen der finder mig i for meget... Jeg husker som en elefant, men hvis man undskylder/viser man fortryder, så tilgiver jeg med det samme.

For træder du tit og ofte over mine tæer, så fyldes glasset og flyder over, og det er vel også en slags nag...

Ja jeg bærer nag. Når folk lyver overfor mig og man ikke ved hvor man har dem henne fordi man ikke ved om det er sandt eller usandt. Ja så bærer jeg nag for det er det værste man kan gøre mod mig. Sådan nogle mennesker har jeg intet til overs for.

Men nu sidder jeg så lige og tænker på om man kan sige at det er fordi jeg bære nag. Men det er vel det jeg gør når jeg fx tænker på en speciel person i forbindelse med det, og at jeg ikke bryder mig om hende mere da hun lyver sig kræftsyg osv uden at det passer.

Nej, jeg bærer ikke nag - livet er for kort til det!

Men jeg husker hvem jeg skal gå udenom pga. evt. dårlige erfaringer Og alligevel er jeg villig til at give en chance mere... (dog ikke eks-kærester - ha ha ha!!) Jeg tror på det gode i mennesker og at de kan fejle samt at der er en grund til alting, måske bliver mit "nag" til medlidenhed i stedet...

og tilgiver sjældent.. jo hvis det er et familiemedlem.. men har flere gange blevet tosset på min veninde og så har vi ikke snakket sammen flere år.. nok derfor jeg ikke har så mange veninder.. hvis man trøder på mig så der ingen vej tilbage.. forventer det samme omvendt.. samme med en kæreste..

Jeg kan ikke være sur i så lang tid eller bære nag. Selvfølgelig er der nogle som er gået over stregen, men selv nogle af dem kan jeg ikke se at jeg mister noget af mig selv ved at "tilgive" eller "bære over med"... Livet er for kort til uvenskab.

Og jeg er normalt meget meget positiv , uadvendt og hjælpsom, men selvfølgelig er der grænser for hvad man skal finde sig i.

Men generelt, jeg bærer ikke nag i ret lang tid og søger gerne fred og siger også gerne selv undskyld hvis jeg uberettiget er kommet til at gøre mig fortjent til at nogle bærer nag.

Hilsen Lone

...det ligger vist ikke rigtigt til mig at bære nag - eller også har jeg bare ikke været udsat for noget, der var slemt nok. Det er spild af god energi. Jeg husker dog udemærket og lærer for det meste af mine erfaringer.

Jeg har dog en person tæt på mig, som bærer rigtigt meget nag. Så meget, at det er ødelæggende for vedkommende selv. Det kunne godt tænkes at være gældende for mange andre, der har svaret i denne tråd. Trist egentlig.