Som overskriften siger?

Hvorfor spørger du?

Din søster har været der, så må du vel også gerne komme, der er ingen der siger besøget skal vare flere timer, men bare det at du viser din far at du er der, og bekymre dig om ham.

Du får ro i sindet når du har været der, er bedre end bag efter og sidde og bebrete dig selv, for ikke at have været der i tide.

Så tag dig sammen og kør derned, selv om det måske vil gøre ondt at se din far sådan.

Så vil du have det godt bag efter fordi du tog dig sammen og kørte turen forbi din far.

M.v.h.

Britta

Jeg tænker at du skal besøge din far, du skal ikke være der ret længe, bare et øjeblik. og måske inde i dig selv, lidt sige det her er MÅSKE et farvel....

det siger jeg på grund af, at jeg mistede min mormor uden at have besøgt hende, det var virkelig hårdt og jeg har tit været sur på mig selv over at jeg ikke bare besøgte hende, hun døde ensom....

min mormor skulle opereres for canser, vi fik at vide et det ikke var godt, hun var her max et halvt år, jeg havde influensa og tænkte at det var dumt at smitte hende, vi snakkede i telefon, min mor var taget på ferie,

Problemet er min søster og hendes mand.

Når jeg siger, at jeg gerne vil køre derned, så får jeg af vide, at lige nu handler det om hvordan min far har det, om hans behov og ikke vores behov.

Jeg ender ud med følelsen af, at jeg er egoistisk og udsætter ham for unødig smitterisiko og besvær, hvis jeg kører derned.

Min søster siger, at hun vil ringe til mig, når der er nyt - hvis det går den ene eller den anden vej.

Men jeg føler mig virkelig holdt ude på et sidespor.

Min eksmand har sagt til mig, at nu skal jeg stoppe med, at spørge om lov og bare lade ham køre mig derned imorgen.

Og ja jeg føler, at det er det jeg gerne vil - men jeg ved også, at min søster og svoger vil se på mig med negative øjne hvis jeg gør det:(

At jeg lader mine egne behov komme før hans:(

Jeg ville besøge ham, altså din søster besøger ham jo, så hvorfor skulle du ikke også?

Ja, han skal have ro og restituere sig, men der er jo heller ikke nogen der siger du skal være der i flere timer.. Det kan jo bare dreje sig om en halv time måske, så han ved at du er der og du tænker på ham..

Jeg ville i denne situation ikke tænke på hvad andre siger, og være egoistisk og tænke på mine egne behov.. Så hvis du har behov for at besøge ham, så gør det!

Ønsker dig god bedring med ham, og håber du finder ud af hvad du skal gøre!

for mig virker det som om at din søster vil have jeres far for hende selv. Jeg syndes du skal tage op til ham du har lige så meget ret til at være omkring ham som hun har... så kom afsted inden det bliver for sent måske.

talt spurte ud af døren. Som du selv skriver, hvad hvis han dør i morgen? Så er det forsent.

Man skylder sig selv og personen at bruge tid med dem, især når det lyder til at situationen hurtigt vender.

Hvis han dør i morgen og du ikke kom i sted i dag, så tror jeg du vil komme til at bebrejde dig selv det.

Jeg er i hvert fald glad for at vi ikke bare blev holdt væk da min mor var syg. Jeg tror den åbenhed og nærhed den sidste tid gjorde det "lettere" for både hende og os.

... ringe til hospitalet og høre om han må få besøg og i givet fald hvornår og hvor længe.

HVIS der er den mindste risiko for at han ikke kommer hjem igen, synes jeg at det er vigtigt at du får besøgt ham - uanset hvad din søster siger.

Jeg ville også, som Lisbeth skriver, ringe og høre til besøgstider osv.

Og så se at komme afsted! Du kommer kun til at fortryde det hvis du ikke gør det!

I en situation hvor ens pårørende er alvorligt syge er det okay at besøge dem af egoistiske årsager; du får det bedre, hvis du får lov at se ham. Og jeg er sikker på, at han også vil sætte pris på, at du kigger forbi. Især hvis der er mistanke om, at det nu er ved at være hans sidste tid.

Hvis det virkelig er hans sidste tid, og du ikke når at besøge ham, så vil din samvittighed nage dig i lang tid fremover. Ikke at du skal have dårlig samvittighed over ikke at besøge ham, men det er en nærmest uundgåelig følelse.

Jeg håber for dig og din far, at du besøger ham.

Og sender samtidig et trøstekram, det er ikke en let situation du står i...

Håber på det bedste...

med dig og det kan da kun gå for langsomt. Ja din far har nok brug for hvile, men der er jo ingen, som siger du skal blive der i flere timer. Uanset hvor dårligt folk har det, så er man altid glad for der er nogle, som viser sin omsorg uanset længden af besøget.

Din søster skal IKKE bestemme, hvad du skal eller ej, det er også DIN far.

Jeg håber du tager afsted inden det måske er for sent.

Lad være med at spørge/fortælle din søster noget - bare gør det.

Du behøver jo ikke snakke i flere timer, bare sige de par ting du gerne vil og så sidde stille og holde hånd fx.

Han bliver helt sikkert glad for at du kommer.

..og det med det samme!

Skriv evt. et lille kort hvorpå du fortæller ham, at du elsker ham og altid vil gøre det. Sig det samme til ham og kør så hjemad igen. Selvom han måske ikke kan holde til besøg som sådan, så vil det betyde meget for ham og ikke mindst for DIG, at du kommer omkring og besøger ham og dermed giver udtryk for, at du er der for ham.

Held og lykke med det ;o)

hvad det er der gør at din søster er der, har hun et tættere forhold til din far eller er der problemer i familien. Undskyld hvis jeg går for tæt på.

Men jeg forstår ikke at du ikke selv er i kontakt med sygehuset og spørger til hans tilstand og mulighed for lige at smutte ind til ham.

Som en skriver så skriv et lille kort og læg det på sengebordet så han har det til når han er klar, hvis han ikke er det når du er der, for selvfølgelig skal du tage af sted. Det er også din far og din søster har ingen ret til at holde dig derfra.

God ide hvis din eksmand vil køre dig, så kan du også få vendt oplevelse på hjemvejen inden du kommer hjem til barnet/børnene.

Op md modet.

Mange hilsner

Helle

Da min mor var alvorligt syg/lå få døden. Hvis JEG kom ville hun tro, noget var galt. Ok, den købte jeg, for jeg havde ikke lyst til at besøge hende.

Da hun døde var min bror der, hendes ynglingsbarn, han hilste fra os andre, og mente, det gav hende ro, så hun sov ind. Det var flot gjort af min bror. Han mente det, og sagde det.

Men: Det er din far, og det der bliver han nok ikke rask af. om du skal besøge ham- bestemmer DU.

Jeg synes du skulle tage afsted og så have i mente at det måske ikke kan lade sig gøre når du når frem hvis han ikke vil have besøg. Men kør med holdningen at du må se ham. Min egen mor døde sidste år efter en kort periode af kræft. Hun havde sagt nogle ting om sommeren der gjorde vi var lidt skuffede over hendes måde at være på, og havde derfor ikke set hende så meget før omkring juletid. Og da var hun ligbleg og havde tabt sig meget og var ret dårlig. Jeg var så chokket over at hun var syg da hun ikke havde nævnt noget og vi ikke havde set hende. I feb finder man så ud af hvad hun fejler, og i april er hun død. Så jeg ville gerne have haft mere tid det efterår hvis jeg havde kunnet gøre det om. Pludselig er de væk og så sidder man der med alt det man aldrig mere kan spørge om eller sige. Så afsted med dig mens tid er

-Randi

Jeg kører om lidt....

Tusind tak for alle jeres ord - det bekræftiger mig i, at jeg må tage afsted inden det er for sent.

Min søster og far har det bedre sammen ja - men der er også 14 års forskel på os....

God ide med kortet - det vil jeg få fat i på vejen derned.

Hvis det er det, du vil - se ham nu?!

Jeg ville tage derud.

Skulle søs tænde af over det, må du foreslå og stå fast på, at så må I skiftes til at være der, hvis stille besøg af to på forskellige tidspunkter samme dag er for meget for din far.

Din søsters mand......hvorfor skal HAN have medbestemmelsesret i dét tilfælde?

Og jo, det drejer sig OGSÅ lige præcis om dig selv - for når alt er slut, har du ikke længere muligheden for at fortælle din far de vigtige ting, du gerne vil.

Jeg ville tage hen og besøge din far ..

Da min farfar blev indlagt i marts og derefter døde rimelig hurtigt efter, nåede jeg ikke derop og sige farvel..

Men var der samlet med familien, om aftenen efter han var død om formiddagen..

Hvis der var noget jeg ville ønske, var det at jeg havde noget at tage derop og besøge ham, snakke med ham - selvom han ikke ville forstå det.. MEn jeg nåede det ikke..

Men, bor heldigvis tæt på kirkegården, så cykler ofte derned ..

HEld og lykke med besøget hos din far..

Pyyyha, dette bringer virkelig en masse følelser frem hos mig...

Forhistorien:

Mine forældre blev skilt da jeg bare var 3 eller 4 år og jeg har aldrig haft nogen fast kontakt til ham, men har dog været på nogen besø hos ham, og vi har altid haft det sjovt sammen når vi mødtes ellers...

Jeg fik rigtig god kontakt med ham da jeg fik min første datter og han kom flere gange på besøg, og vi ringte tit sammen, men så blev han skilt igen og flyttede, jeg mistede hans nr. og da jeg flyttede til Norge fik jeg jo også nyt nummer, så vi har slet ikke haft kontakt siden 2003.

Jeg har så takket være FB fået kontakt med flere af hans søsken og mine fætre og kusiner, og igennem dem fik jeg hans nummer og fik ringet og snakket med ham, en dejlig lang samtale havde vi, han fortalte da at han var ikke så frisk som han havde været, og var sluttet at arbejde, og havde svært ved at gå, men ikke noget værre end det, vi planlagde enda at jeg og pigerne skulle komme til københavn og besøge ham, så snart det blev rigtig forår... MEN

Den 6. april kl.21.16, i år, fik jeg en besked fra min faster, (som troede hans nye kone havde kontaktet mig for længe siden og fortalt at han var blevet værre) at nu var min far MEGET syg, og at de netop havde være og besøge ham på intensiv i Herlev.

(Jeg viste at han havde være meget syg engang før, og fået transplanteret en nyre fra hans søster, men det var en hel del år siden, og han var efter sigende blevet frisk igen og havde da været i arbejde også efter det)

Beskeden var ganske alvorlig og gav mig et kæmpe sjok...

-Han ligger i respirator, og hans tilstand er meget kritisk efter to hjertestop,
en svær lungebetændelse og nu også blodforgiftning.
Han kunne dog kende os, da vi var der i formiddags.

Det hele kørte rundt for mig, og jeg fik ringet til min faster og hørt mere om hvad det lige var for noget, og fik vide at der nok ikke var meget tid tilbage..

Jeg var slet ikke i tvivl, jeg SKULLE bare ned og besøge min far, men alene med to børn og bosat i Norge, er det ikke helt nemt sådan bare lige at smutte til kbh. der skulle både skaffes barnepige og et sted at overnatte i kbh. og ikke minst transport... Jeg var overbevist om at båden gik for langsomt og bus gennem sverige også, så neste eftermidag var alt i boks og jeg satte mig på flyet til kbh.

Og nu kommer alt det der virkelig gjore det hele svært og endnu mere trist...

Inden afrejse, havde jeg opdateret min FB status, med at NU skulle jeg flyve over og besøge min far, og at jeg virkelig håbede det ikke var for sent.

Min søster og bror har ikke haft samme kontakt til min far, og egentlig droppet al kontakt med ham for længe siden, så jeg havde informeret dem om at han var meget syg og at jeg ville gøre alt i min makt for at komme og sige farvel, men havde ikke regnet med at de ville komme, men min søster ringte mig, da jeg lige var landt, og sagde at de også ville kommer over dagen efter og besøge ham sammen med mig, SUPER skønt...

Jeg smutter indom hospitalet når jeg lander om aftenen, men der er han lagt til at sove, men jeg får set ham, og holdt hans hånd og smutter igen...

Næste morgen bliver jeg ringt op af min faster der er blevet skældt huden fuld af hans kone, både dagen før og til formiddag, JEG SKULLE STOPPES, ikke på vilkår om jeg skulle besøge min far, hun havde enda skrevet til mig på Fb. at jeg ikke skulle komme, han havde bedre af at være i fred, så jeg skulle ikke komme før han var blevet frisk og kommet hjem... HALLO dame, han kommer ski nok aldrig hjem...

Men hun havde så sagt til min faster at INGEN skulle besøge ham KUN hene ikke børn ikke søsken INGEN, alle skulle holde sig væk.

Men det var jeg og mine søsken nu ligeglade med, INGEN skulle prøve at forhindre os i at hilse på våres far, måske for aller sidste gang, så vi møttes på hospitalet og gik op i samlet flok, får så vide ved intensiv indgangen, at hans kone havde været der lige før og sagt at De skulle nægte alle indgang, men det kan de så heldigvis ikke, og da slet ikke den nærmeste famillie, så vi fik lov til at komme ind på stuen selvom han sov, vi var der lidt, snakket til ham (mærkeligt at snakke til en i kunstig koma) Den SUPER søde sygeplejer var så venlig at hun faktisk slukkede for hans sovemedisin så han kunne vågne lidt, og for POKKER der var bare slet ingen tvivl om at manden blev rørt, da han fik se sine 3 børn stå rundt om ham, vi fik fortalt ham alle sammen at vi var glade for at se ham, og glædet os til han blev frisk igen.. Inden han blev lagt til at sove igen spurgte sygepljeren ham så, om han ville give tilladelse til at der kom besøg til ham, udover hans kone, det nikkede han til, og så skrev hun det i hans journal, at gæster var tillat og tilladelse var givet af ham selv

Og hvor ER vi bare glade for at vi fik været der og sagt hej en sidste gang, han døde desværre 17. april....

Dette blev et meeeget langt svar i tråden, men var svært at korte det ned, synes jeg, og veldig godt at få det på skrift...

Men ville bare sige, at det er SÅ utrolig vigtigt at være SUPER egoist akkurat i dette tilfælle, INGEN skal nogensinde nægte dig at besøge din så syge far ALDRIG...

Og så får du lige en stor krammer fra mig, for det har man behov for i sådan en situration.

Mvh. Pia...

Pia det gør alt alt for ondt, at læse dit indlæg .

Jeg er lige kommet hjem....kan simpelhen kun huske tiden på motorvejen hvor bilen fik hvad den kunne - resten af vejen er væk.

Jeg kan ikke beskrive de følelser jeg har lige nu....

Jeg er så ked af det, jeg er så vred og jeg er så magtesløs og jeg føler mig slet slet ikke elsket.

Jeg føler, at jeg idag er blevet bekræftiget i, at jeg ikke hører til familien.

Jeg føler mig så forkert, jeg føler mig som pest, afskyelig, gyselig og ja....jeg kan ikke finde ord for det.

Jeg føler mig som datteren der ikke skulle have været født - hende der aldrig kunne gøre det godt nok, hende der aldrig var god nok, hende den lille, hende den lille egoistiske satan, hende der troede livet var en leg, hende der troede....

Jeg har altid søgt hans accept, kærlig og respekt - har hele livet kæmpet for det....og nu idag er det gået op for mig, at det aldrig sker.

Jeg er alene....

Så forbandet alene!!!!

Min søster kunne altid bruges, hun var storesøsteren, hun havde en god stabil mand, de havde gård, de havde styr på det hele.

Inviterede kun mig, hvis det var sikkert, at storesøster også kom....

Jeg har besøgt ham mere end min søster de sidste år - jeg har tænkt på ham, villet ham, kæmpet for det far/datter forhold jeg så længe har ønsket.

Vi var endelig kommet tættere på hinanden og jeg var lige begyndt, at føle mig accepteret...

Og nu sker alt det her....

Har brugt så meget tid og kræfter på, at samle mig mod og styrke til, at køre ned og besøge ham....

Og hvad sker der.....jeg bliver mødt af nogle søde sygeplejersker, som siger jeg gerne må besøge ham.

Jeg har et kort med til ham, en tegning og en bamse fra min datter.... - går ind i rummet og bliver mødt af hans kone som forviser mig ud af rummet .

Hun vil ikke lade mig besøge ham, da han har givet udtryk for, at han ikke ønsker besøg.

Jeg er fuldstændig paf over hendes fremtoning - jeg føler mig som pesten der er kommet.

Jeg siger til hende, at jeg gerne vil se ham, da han er min far og jeg får af vide, at det kan hun ikke tillade.

Jeg spørger hende om hun så vil give han de ting jeg har med til ham og det vil hun ikke.

Hun vil så ringe og snakke med min søster - og mens hun prøver på, at ringe hende op, står jeg bare der.....der vælter en masse følelser ind over mig og jeg vil bare væk.

Jeg føler mig som en 6 årig pige der står med en bamse i hånden, som ikke må få det hun gerne vil og nu skal hans kone og min søster sammen bestemme om jeg må....

Jeg får afvide, at jeg ikke skal se ham.....jeg vender om med tårerne trillende ned af kinderne og går.

Jeg så et glimt af ham inde i rummet....kun et lille bitte glimt...

Jeg er så færdig nu - jeg orker ikke mere, det gør så ondt.

Min søster har skrevet til mig, at de bliver nødt til, at respektere fars ønske.

Som jeg har det lige nu, så tænker jeg, at jeg ikke har en familie mere. Jeg kan ikke holde til det her mere.

Idag er det gået op for mig, at jeg aldrig vil få det jeg søger og jeg vil aldrig føle mig elsket og accepteret for den jer er i familien.

Jeg har min datter - hun er min familie.

Jeg tror jeg bakker ud af det her - jeg kan simpelthen ikke klare, at min søster skal ringe og fortælle mig hvordan det går med ham.

Jeg er ude på sidelinien - og der vil jeg altid være.

Det gør så ondt, men det er virkelighed og det er for alvor gået op for mig idag .

Puha, sikken en skrækkelig historie!

Ved ikke hvad jeg skal skrive.

Og du er blevet kaldt egoistisk af familien inden du besøgte din far. Begivenhederne i dag viser vist med alt tydelighed at det ikke er dig der er den egoistiske. Tænk at voksne mennesker kan opføre sig så grimt.

Måske skal du bare slippe familien - nu har du strakt hånden frem og det var uønsket. Nogen gange er blod bare ikke tykkere end vand, så slip det hvis du kan.

Jeg har selv heller ikke kontakt til min far og har ikke haft det siden jeg var ca 10 år. Med hans fravalg af mig og min bror blev vi også afskåret fra vores søde bedsteforældre - som blev tvunget til at tage et valg.

Så jeg har også følt mig ret alene i mine voksne år, da mins mors familie er mikroskopisk og min brors kone var en kælling. (Undskyld, men det kan han godt selv se nu....)

Nå, men ville egentlig bare sige at nu bor jeg sammen med Søren, som har en meeeega familie - på godt og ondt. Og det betyder faktisk noget for mig nu, at vores søn vokser op i så stor en familie, med brødre, et utal af fætre og kusiner og en hel håndfuld fastre.

Noget jeg ikke troede skulle være mig forundt at opleve.

En dag kommer du nok på "den anden side" af det her og man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer.

Tak Tina

Jeg har altid følt mig forkert i selskab med min søster - som om jeg ikke er god nok.

Jeg elsker hende utrolig højt, men det er vist gået op for mig, at jeg bare skal leve mit eget liv her på gården sammen med min datter og så glemme alt andet hvad der handler om familie.

Som jeg har det lige nu, så vil jeg ikke være med i det her mere - jeg vil ikke høre mere og vil ikke være en del af det.

Jeg har snakket med min mor omkring min far (de er skilt, men har været gift i 36 år) - min mor vil gerne snakke med mig om det og jeg har fortalt de ting som min søster har fortalt mig.

I forgårs blev jeg så ringet op af min svoger og spurgt om, om jeg ville være med i inderkredsen eller yderkredsen i forhold til min far.

Jeg var paf og anede ikke hvad han mente med det og jeg finder ud af gennem samtalen, at min mor har ringet til min fars søster og fortalt hende om hvordan og hvorledes med min far.

Og hans søster har så ringet til min søster og brokket sig over, at hun ikke bliver kontaktet af dem og får dette afvide, som jeg og min mor ved.

Så jeg blev sat på plads ved, at få af vide, at jeg ikke måtte snakke med min mor om det.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste, at det var forkert. Men det var det så.

Jeg sagde, at jeg havde behov for, at tale med nogen om det og den eneste jeg havde, som også kender til min far og mit forhold til ham, var min mor.

Og her får jeg af vide, at jeg jo kan tale med dem om det i stedet for.

Jeg er alene med min datter på 6 år - har ikke en mand jeg kan græde ud ved og snakke det igennem med.

Jeg gør alting forkert....

Jeg tør og kan jo snart ikke selv tage nogle beslutninger mere selv og det er også derfor min eksmand har skældt mig ud - med kærlighed bag hans ord.

Jeg er så træt af det her - jeg vil bare være MIG og elskes og accepteres for den jeg ER.

Jeg vil ikke hele tiden føle, at det jeg gør eller siger er forkert.

Hvor er jeg vred lige nu - SÅ vred!

Har lyst til, at skrige, råbe og slå - jeg vil være FRI og jeg vil respekteres.

Kunne de ikke bare have sagt, at de ikke synes det var smart, at jeg snakkede med min mor om det - fremfor ligefrem og spørge om jeg ville være med i inderkredsen eller yderkredsen?

Han er sgu da også min far!!!

Hvor hellige og korrekte er de lige??? Hvorfor er jeg altid forkert?

Åhh hvor gør det ondt .

Har måttet lyve overfor min datter idag - sagt, at bedstefar blev glad for hendes tegning....

Skal jeg pakke kortet, bamsen og tegningen i en kasse - skal jeg gemme det og lægge det på hans grav engang i fremtiden.....eller skal jeg begrave det nu og sige til mig selv, at det var det?

Øv øv øv .

Plejer ellers ikke rigtig at svare i tråde, men denne bliver jeg simpelthen nødt til at svare i.

Jeg får så utrolig ondt i maven når jeg læser dine indlæg. Sikke en behandling du får af din egen familie, hvordan kan de byde noget menneske en sådan behandling. Det er din far, selvfølgelig har du da ret til at besøge ham.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i situationen, det virker fuldstændig absurd for mig, at man behandler familie sådan.

Selvfølgelig skal de heller ikke bestemme hvad du snakker med din mor om, som du selv skriver, man skal da snakke med nogen om det.

Kan godt forstå at du har svært ved at skulle have noget at gøre med dem mere. Har du snakket med din søster om det? Fortalt det, skåret ud i pap, hvordan du har det?

Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg mere skal skrive, men du får tanker og knus herfra.

En skam at du ikke fik givet det til en sygeplejerske så hunkunne have afleveret det.

Nu får du min mening og hvad jeg ville gøre.

Gem de ting og læg dem på graven, eller tag med til bisættelsen hvis han dør og læg det på kisten når den er kommet ind i rustvognen.

Dernæst skal du ringe til afdelingen i aften og spørge om hvordan din far har det og at du gerne vil ringes op hvis der sker noget. Hvis det er nødvendigt så sig tingene som det er at du ikke måtte besøge ham men at du har brug for at få førstehåndsviden om din fars tilstand. JEg er sikker på at personalet vil være forstående og vil skrive dit nummer i journalen.

JEg kan godt se at det er rigtig svært for dig lige nu og jeg føler meget med dig.

Du skal nok klare den.

Knus

Helle

... den svoger er sgu da en klaphat!

"inderkredsen eller yderkredsen" - det er fisme da ikke en amerikansk teenagefilm, dette her

Hvis du har det godt med at snakke med din mor om tingene, så fortsæt endelig med det. Hvis hun ikke kan lade være med at nævne det for søster og svoger - så fred være med det. Måske ville din mor bare gøre de to fjolser klar over, hvad de har gang i?

Nå, men det er åbenbart ikke feset ind, og det er i hvert fald ikke DIN skyld. Du må prøve, om du kan finde styrken til at bede dem om at stikke piben ind.

I virkeligheden er de måske lidt utilpasse ved dig, fordi du er så anderledes? Her tænker jeg på den kamp du kæmper for din egen lille topersoners familie, og som regel slipper du jo rigtig godt fra det - det tyder på en vis styrke

Det kan måske være svært for søster at kapere?

Du kan roligt ringe til sygehuset og spørge til din far, og det synes jeg bestemt at du skal gøre. Hvem ved, det kan jo også være at sygeplejerskerne fortæller ham, at du har ringet og spurgt til ham.

Prøv at komme ovenpå Maj - du er et bedre menneske end dem, og de fortjener ikke, at du går i stykker på det!

Opmuntrende hilsener, Sif

Tak Mette

Jeg føler mig virkelig som verdens største uhyre - som et rigtig rigtig grimt bæst.

At fortælle, at jeg ikke må se min far - folk må da tænke, at jeg har været noget så frygtelig en datter.... .

Jeg tror jeg vil grave tingene ned og holde min egen lille "ceremoni", hvor jeg i tankerne får fortalt min far, at jeg elsker ham på trods af en meget svær barndom, at jeg tilgiver ham og idag som voksen forstår, at han også har haft det svært.

Fortælle ham, at jeg altid har søgt efter hans kærlighed, accept og respekt - at jeg bare ønskede, at han ikke lod hans vrede gå ud over mig og min mor.

At jeg bare ønskede hans opmærksomhed og at han så hvor dygtig jeg var til, at ride på min pony.

At jeg idag forstår hans vredesudbrud, som jeg selv har arvet lidt af efter ham og at jeg forstår, at han var for stolt til, at bede om hjælp.

At jeg tilgiver ham alt og bare elsker ham som min far - at han skal kæmpe for sit liv, for jeg er ikke klar til, at miste ham nu.

Helle:

Godt forslag du kommer med. Jeg tror jeg vil have det "godt" med, at vide hvordan det går med ham.

Og når du skriver det du gør, forstår jeg også bedre, at jeg har samme rettigheder som min fars kone og min søster.

Igår var han lagt i respirator - altså de havde lavet hul i halsen, så den ikke skulle ned gennem halsen.

Det fortæller mig jo et eller andet sted, at det er temmelig alvorligt...

Jeg ved ikke hvordan oddsene er for, at han overlever? Jeg ved bare, at folk siger, at når lymferne er ramt, så er det noget skidt.....men som sagt så tror lægen, at hun har fået det hele med...

Sif:

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor det er sådan her...

Jeg kan ikke forstå hvis det, at jeg er alene og har været det i flere år, skulle have betydning for hende?

Men det gør enormt ondt, nu hvor jeg ligesom kan se det lidt mere klart, at der gøres sådan en forskel.

At han ikke ønsker besøg af venner mv, det kan jeg forstå. Men at den ene datter må være der og ikke den anden......det får mig virkelig til, at indse, at jeg ikke er vigtig i deres øjne.

Det her er virkelig et slag i ansigtet - og jeg kan mærke, at kampen nu og i den nærmeste fremtid, for ikke at ryge helt ned, bliver hård.

Men jeg vil prøve, at lukke døren bag mig og nu koncentrere mig om mit eget liv, min datter og vores dyr.

Jeg vil kontakte hospitalet og prøve, at holde mig selv ajour med hvordan det går med ham - og når det er slut (jeg tror desværre ikke selv på, at han lever særlig længe)og begravelsen er overstået, så vil jeg lukke døren helt og nøjes med min egen lille familie.

Jeg tror aldrig jeg vil kunne føle mig tilpas i samvær med min søster igen - jeg vil altid vide, at jeg ikke er respekteret .

JEg er glad for at du kan bruge mit forslag til noget.

Det du skriver idag synes jeg lyder fornuftigt, det bliver ikke let, men jeg tror at du må gøre det for din egen skyld.

Du har jo kontakt med din mor. Har din søster ikke det?, jeg tænker bare på at så vil du jo kunne komme til at møde hende til fødselsdag og lignende.

Du lever jo på en anden måde en din søster det skal du huske på. Det at være alenemor og have dyr gør at man automatisk prioriterer anderledes, men man har stadig krav på respekt som menneske.

Det er godt at du har et godt forhold til din eksmand (det har jeg fornemmelsen af at du har), det gør i hvert fald tilværelsen lidt nemmere for dig i forhold til din datter.

Man kan sagtens være en familie på to. JEg har selv været alene med min datter altid, også under graviditeten, og det var så naturligt for mig at da jeg engang jeg var til fest mens jeg var højgravid og blev spurgt hvorfor jeg ikke havde min mand med, så svarede jeg jo som sandt var at jeg ikke havde nogen. Det gav jo lidt morskab og jeg kunne jo godt set det sjove i at jeg sad der gravid og ingen mand havde .

Pas på dig selv. Du er altid velkommen til at sende en pb, hvis du har brug for det.

Knus

Helle

Jeg er rigtig ked af det på dine vegne, der findes ikke noget værre end at føle sig afvist af dem, man elsker allerhøjst.

Jeg synes ikke, du har gjort noget forkert og jeg mener, det er helt korrekt at tale med din mor om det.

Jeg tror også, at din beslutning om at holde kontakt med hospitalet og efter din fars begravelse at lukke døren for din søster, er den helt rigtige. Den meget svære beslutning, men den helt rigtige. Din søster er ikke din kærlighed værdig og du skal finde nogle gode og tætte venner som fortjener den i stedet.

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive andet end, det er ikke dig, som er gal på den!

Jeg er målløs...

Hvordan kan man være så egoistisk og sær....

Jeg er da om nogen "Lillesøster"- men mine søskende har da aldrig vist sådan en disrespekt, ok min storesøster forsøgte at skåne mig og mor. Det var ok, for hvis jeg ville, var jeg kommet. Jeg syntes bare, vi sagde farvl i julen, hvor hun sagde, hun ikke ville fylde 80. Og min dreng var så sød ved hende! (Han er en god dreng! ).

Følelserne kommer op ved dødsfald, jeg var RASENDE på præsten der begravde min far, det tog flere år før, det gik op for mig- at han kun sagde, hvad min mor havde sagt. Det var 8 elendige år i mit liv, det stoppede da jeg en nat drømte om min far, og om han kunne tilgive? Selvfølgelig kunne han det! Og jeg vågnde op let som en fugl!

(Jeg tror ikke på ånder, og min meget elskelige far ville ikke lade mig (ynglingsbarnet!) lide på den måde. Jeg tror, jeg selv indså det- omsider!)

Med min mor- glemte samme præst, at vi skulle synge ved graven, så han marcherede nærmest væk, før han kom på det.;-D

Da han talte i kirken, kaldte han min mor "håndgerningslærer"- så jeg ventede nærmest, hun buldrede kistelåget af og sagde: "Det hedder det ikke! Det er håndarbejdslærer!"- og så smilede jeg alligevel lidt- i sorgen. Det kvaj af en præst....

Hej søde, smukke dejlige May.

Jeg har først lige opdaget denne tråd, og hvor er jeg fuldkommen målløs over din familie. De er jo onde, jeg ved godt de har det svært, svær sygdom er meget svært at forholde sig til, men at de kan være så egoistiske og gemene vil jeg aldrig komme til at forstå.

May, det er ikke dig der er noget som helst galt med, det er dem og kun dem. Det er nu du gerne må blive edder spenderende rasende, for det er lige i denne situation at det passer.

Hold op med at undskylde, det behøver du ikke, og du dunker bare dig selv i hovedet hver gang du gør det, og det er der ingen grund til. Du handler som du har lov til, så stå ved dine meninger, og hvis din søster og den klaphat af en mand hun er gift med igen stiller dig nedværdigende kritiserende spørgsmål, så bliv sur. Spørg dem hvad der gør at de tror de har mere ret end dig, hvorfor de tror de er bedre i den situation end du er.

Det er da din ret som datter at følge din far, så glem den mokke han er gift med og kontakt hospitalet og hør hvordan det går, hvad de forventer vil ske, og bed dem ringe til dig hvis der er ændringer. Fortæl gerne hospitalet at din familie ikke ønsker dig der. Hospitals personale er så tit udsat for det her, meget mere end du tror.

Det er altid svært når man hele livet har prøvet at opnå noget, som din fars accept af hvem du er, for måske kan han bare ikke se det. Mange mænd er totalt blinde når det handler følelser og vink med vognstange. Så måske opnår du aldrig det du ønsker dig aller mest, men du har så meget andet. Du er den braveste kæmper jeg endnu har stiftet bekendtskab med, du har en evne til at få ting til at ske, til at gøre noget godt for dig og Jeanne, og det skal du blive ved med. Fortsæt som du er begyndt, men fokuser på at give dig selv ro, find den indre ro du skal bruge resten af livet. Den er nogle gange tydeligere end andre, og det kommer lettere med alderen.

Det der har hjulpet mig mest har været min stædighed, og det at stå ved hvad jeg mener og tror uden at undskylde for det. Jeg vil gerne forklare hvorfor jeg mener som jeg gør, men jeg vil aldrig undskylde, for det behøver jeg ikke. Kan folk ikke lide det, så kan de jo holde sig væk.

Og husk så som min kloge mormor altid har sagt; Familie vælger man ikke selv.........., men venner er en helt anden snak. Så omgiv dig med dem du holder af, og ikke mindst dem der rigtig holder af dig, for det er vi mange der gør.

Knus herfra

Jeg kan kun tilslutte mig det som Mette skriver til dig. Jeg synes også din søster og hendes mand og din fars nye kone har været nogen egoistiske klaphatte og at det er småligt at holde dig væk fra din far.

Jeg håber at du finder styrke til at komme hel ud på den anden side og glæde dig over det liv du har skabt for din datter og jeres dyr.

Kærlig hilsen

Anne

som stadig håber at se dig i hundslund

jeg havde trodset familien og taget på sygehuset ,og hilst på min far, når de andre ikke var der, bare en enkelt gang for lige at se ham, og er det muligt, få ført et par ord med ham, fortalt jeg elskede ham, trygget hans hånd, og så var jeg gået igen.

givet ham kortet og de ting jeg syntes han skulle have. og havde familien kontaktet mig, havde jeg fortalt dem hvor grimt de opfører sig, og at de venligst bede lade mig være i fred da jeg ikke ønsker at have noget som helst med sådanne grimme mennesker at gøre og ikke ønsker at falde ned på deres plan.

Det er hamrende svært.

Jeg snakkede med min søster igår aftes....meget længe... og hvad enden egentlig blev på det...tja det ved jeg ikke.

Jeg var vred da hun ringede, det endte sidenhen i tårer fra min side og senere igen vrede og til sidst total tomhed.

Vi fik drøftet sagen fra alle de sider vi kunne og hun spurgte mig, om hun skulle miste mig fordi min far forskelbehandlede os...

Svært spørgsmål og jeg kan godt forstå, at det er hamrende svært - men jeg forklarede hende, at jeg altid havde følt mig mindre værd i forhold til hende og at i forgårs blev det så åbenlyst, at det ikke bare var noget jeg følte - men i realiteten var/er.

Og forklarede hende, at det kunne jeg simpelthen ikke leve med mere, at det ikke var sundt for mig - og at jeg hellere ville omgås folk som jeg følte mig tilpas med.

Hun fortalte, at min far udtrykkeligt havde sagt, at han ikke ønskede besøg af nogen og at hans kone ville respektere hans ønske og sørge for, at dette ikke skete - og ja jeg forstår det! Jeg forstår det virkelig.

Han ligger der og kan hverken gøre fra eller til - sige fra eller til. Og jeg forstår, at hun vil beskytte ham mod besøg.

Da der var total krise under og efter operationen, ringede hans kone efter min søster og hun har så været tæt på siden.

Og det jeg fortalte min søster igår var, at der hvor kæden hopper af, er der hvor der bliver ringet efter hende og ikke efter mig.

Min søster troede ikke han overlevede den nat - men det gjorde han heldigvis.

Men som jeg sagde til min søster "hvorfor ringede du ikke efter mig?" Hvis han var død, så havde jeg ikke haft mulighed for, at tage afsked....

Hun havde ikke noget svar....

Men som det er nu, så tror min søster, at han klarer den - og lægerne er optimistiske... Han er lagt i respirator og der går nok et godt stykke tid før han kommer fra intensiv.

Hun sagde til mig, at det gjorde så ondt, når jeg snakkede om det med, at tage afsked eller se ham for måske sidste gang, da det slet ikke var der de var i situationen.

Jeg fortalte hende så, at jeg ikke var tæt nok på til, at kunne se, føle eller fornemme og at angsten for ikke, at nå at se ham derfor var enorm stor...

Hun kan ikke leve med ikke, at respektere vores fars ønske om ikke, at få besøg og det forstår jeg så inderligt og det vil jeg heller ikke bede hende om ikke, at gøre.

Men hun må være der - der blev ringet efter hende....

Det er ikke hendes skyld:(

Men jeg kan bare ikke leve med denne forskelsbehandling mere...

Hun sagde, at når han har fået det bedre, at hun så gerne vil spørge om han vil lade mig komme.

Til dette måtte jeg svare, at hun ikke skulle..... Risikoen for et nej er tilstede....og at hun skulle fortælle mig, at det vil han ikke, ville være endnu et slag i ansigtet og dem klarer jeg ikke flere af....

Det her har allerede ødelagt så meget....

Jeg fik en form for undskyldning omkring det med inderkredsen og yderkredsen....at hendes mand var ked af, at han havde været sådan og det egentlig ikke var mig han var vred på, men det gik ud over mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal fremover.....jeg aner ikke hvor i kulissen jeg skal stille mig i denne situation?

Og ja Mette - jeg havde/har ret til, at være rasende!!!!! Men hvor kan jeg dog altid se tingene fra andres synspunkter og finde mig i SÅ meget:(

Ja....i kan vel allerede mærke mine undskyldninger på min søsters vegne?

Men det er jo egentlig ikke hendes skyld....men de følelser jeg har omkring det, kan jeg jo ikke ændre og hun kan heller ikke tage dem fra mig, som hun gerne ville kunne.

Hej May

Det glæder mig hvis din far er over den værste krise. Men det skurrer i mine ører at

"min far udtrykkeligt havde sagt, at han ikke ønskede besøg af nogen og at hans kone ville respektere hans ønske og sørge for, at dette ikke skete - og ja jeg forstår det! Jeg forstår det virkelig.

Han ligger der og kan hverken gøre fra eller til - sige fra eller til. Og jeg forstår, at hun vil beskytte ham mod besøg"

Du er da ikke nogen, du er hans datter ligesom din søster er og din far skal da ikke beskyttes mod dig, hverken af din søster eller af hans kone.

så i mine øjne har du stadig ret til at være både ked af det og rasende og det synes jeg at du skal holde fast i.

kærlig hilsen

Anne

Hej Anne

Ja men det der ligesom ligger i det er, at han allerede inden han blev indlagt, havde sagt dette.

Men der bliver så ringet efter min søster da der virkelig er krise og hun fortæller mig, at hun virkelig holdt sig i baggrunden, da han vågnede og hun var ikke sikker på om han ville sige "hvad helvede laver du her?" og bede hende smutte.

Men det gjorde han så ikke og hun har spurgt ham om det er ok, at hun er der og det er det.

Men hans kone havde så også forklaret ham, at hun havde ringet efter hende - måske også fordi hun havde behov for støtte.

Men ja jeg er stadig ked af det og ked af, at der ikke blev ringet efter mig også.

Men så igen, så er min søster det ældre og derfor er det jo nok nærliggende, at ringe efter hende....

Min far er ikke som de fleste og familien er i forvejen svær, at tackle rent følelsesmæssigt....

Men ja....det gør altså ondt .

Jeg er tilmeldt Hundslund til begge dage, men jeg ved ikke om jeg har lyst til, at udstille til den tid - det må tiden lige vise...

Knus May.

være 100% sikker på at det er rigtigt at din far ikke ønsker at se dig når ik du har hørt det fra ham selv?

Jeg havde virkelig seriøst ringet til sygehuset og fået en sygeplejerske til at spørge ham mens de andre ik er til stede - el troppet op som du gjorde og ikke taget hendes nej for et svar hvis jeg skal være ærlig.

Det hari ntet at gøre med at skabe splid osv - men jeg sys altså uanset hvor syg din far er at han skylder dig SELV at fortælle dig det HVIS det er sådan han virkelig har det. Det andet virker for nemt på alle måder - og for mig at se (som heller ikk kender nogen af jer) som om det måske i realiteten er konen der prøver at sørge for du ikke får lov(?)

Hun kan vel reelt ikke bestemme om du må komme ind og besøge ham, få det fra hans egen mund hvis ikke han direkte selv har udtalt til personalet at han ikke ønsker dig der?

Jeg sys du punker dig selv alt for meget med selvmelidenhed - JO det er synd at hele det her sker for dig. MEN hva pokker får dig dog til at sige alle de nedgørende ting om dig selv som jeg sys du gør i dine indlæg? At DU ikke er god nok fordi sådan og sådan? At DU ikke er en del af deres familie?

Det er dem der gør de her ting IMOD dig - det virker næsten som om du inderst inde giver dem ret(?) HVORFOR????? Ud fra det du skriver er det da dem der går glip af noget - dem der er virkelig strenge...

JEg har en fornemmelse af at nogen af forfatterne til de andre indlæg kender dig personligt idet de kalder dig May - hedder du det?

Nå men det jeg vil sige til dig idag er at du skal tale pænt til og om dig selv. Behandl dig selv ordentligt.

Du har ikke gjort noget forkert. Dine følelser har du lov til at have ingen kan sige at de er forkerte, jeg ville også have følt det underligt hvis min far (selvom jeg ikke havde meget kontakt med ham)var i krise efter en operation og der så ikke var blevet ringet til mig.

MEd hensyn til Hundslund. Jeg har en fornemmelse af at det drejer sig om en hundeudstilling da jeg har set at du har Dogge de Bordeaux. Jeg kan kun sige til dig : SE DU BARE AT KOMME AF STED Du hjælper ingen ved at blive væk, ned kom du bare af sted og hav nogle gode dage med folk du kender og nyd det.

Knus

Helle

Jeg har kun læst det første indlæg, så undskyld hvis jeg skriver noget udnødvendigt.

Tag ned og besøg din far. Som du selv skriver, så ved ingen om han dør i morgen, og så har du ikke fået sagt farvel, eller de ting du ønsker at fortælle ham. Jeg mistede min far for en måned siden, en hjerneblødning, men de fortalte alle, at han nok skulle klare den. En uge senere var han død. Jeg er så glad for at jeg var der hver dag og fik fortalt ham alt det jeg ville, selvom alle sagde at han skulle have lidt ro til at komme sig. Så besøg ham.

Horsespirit har forsøgt at besøge sin far men det var ikke en god oplevelse for hende da hun blev afvist ved døren til sygestuen af faderens kone.

MAnge hilsner

Helle

Jeg sender dig lige nogle varme tanker.

Tænker på dig.

op

hvor føler jeg med dig, kan godt forstå du føler dig såret og ked af, og så det, at du er alene gør aldrig tingene nemmere. Jeg synes ærlig talt, at det er din familiederer galt på den. Op med humøret hvad andet kan jeg sige,jeg ved det er noget af det sværeste. Jeg synes godt nok det er forkert af dem, send evt dine ting og hilsner med posten, eller aflever det til en sygeplejeske med den klare besked, at det kun er ham der må få det, da det muligvis er de andre der prøver, at holde dig udenfor uden at din far ved det.

En stor trøste krammer herfra

hilsen helen

Jeg har læst jeres svar de sidste par dage, men har ikke følt for, at svare og ja det gør jeg egentlig stadig ikke.

Ved ikke hvad jeg skal sige mere....

Stute: Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare dig....men jeg sidder altså virkelig med følelsen af, at jeg er forkert.

Men jeg sidder samtidig med en vrede der gør, at jeg nu tænker, at NU skal det være slut med, at føle sig mindre værd.

Jeg vil gerne bryde ud af det her - men samtidig gør det så helvedes ondt!!

Jeg har haft ringet til afdelingen - snakkede med en sød sygeplejerske som desværre måtte sige til mig, at hun kunne forstå, at det var en kompliceret familie og at hun ikke måtte videregive informationer til mig.

Og måden der blev sagt mig på, fortalte mig, at dette var sagt meget direkte, at netop jeg ikke måtte få adgang til interne oplysninger.

Hun var meget ked af det og sagde, at jeg måtte tage kontakt til min søster, hvis jeg gerne ville vide noget.

Jeg kan ikke gøre mere nu....

Jeg vil ikke have flere slag nu.

Føler nok egentlig ikke jeg har så mange andre valg end at trække mig tilbage for mig selv .

Jeg må indrømme, at jeg føler mig som en meget skidt person, når jeg sådan bliver afholdt fra, at måtte se ham og tilmed få oplysninger om ham.

Er jeg virkelig så frygtelig? Ser de virkelig på mig med så....jamen jeg kan ikke finde ord for det.

Ja jeg har nok ondt af mig selv lige nu - desværre...

Ville ønske jeg bare lige kunne sige @!#$ det og så ikke lade det berøre mig mere .

Tak for alle jeres søde og varmende kommentarer - det har hjulpet mig meget, men lige nu kan jeg desværre ikke se flere veje frem til min far og mit ønske om, at få talt med ham.

Jeg har vist fået af vide med syv tommer søm, at jeg ikke er ønsket og det må jeg leve ud fra nu....

Det er vel ikke af din far du er erklæret for uønsket??

Blæs dog på den familie og kom afsted.

Du har skrevet her alene af den årsag at du inderst inde ønsker at se ham en gang til,måske for den sidste,så hvad venter du på.

Hold hovedet højt min pige for de andre er ikke værd at tænke på,så pyt med dem,det er dig og dit liv det handler om,ikke deres.

Lad være med at tage en bslutning nu som du måske fortryder senere lov mig det.

Hils din far fra smeden.

Held og lykke med det.

engang erklære mig enig med Den Gamle Smed. UANSET om så det er din far el familien som har sagt du ik må få adgang til noget som helst.

Jeg TROR du ahr brug for en afslutning på det her - en afslutning som KUN din far reelt kan give dig!

Jeg skal erkende at jeg slet ik er indrettet så jeg på den måde lader mig gå på af andre uanset hvem de er- og måske derfor jeg stadig "kører" i det - det er ik for at gøre dig ked af det el irriterer dig.

Har du ikke en du kan tage med på sygehuset som kan støtte dig?? En veninde el?? jeg forstår simpelthen IKKE at madammen kan spankulerer rundt og koste på den måde uanset - jeg var (nu er det så ikke mig) tromlet forbi hende færdig bum.

Er du SIKKER på det er din FAR der har disse ønsker - el er det "bare" madammen? Hvis du ik kan være 110% sikker på det ER ham - så kan det jo være han reelt osse gerne vil se dig.