Ja, så sidder jeg her igen? i vildrede, frustreret, fortvivlet, vred, forvirret, grædefærdig - alt sammen på én og samme gang. Fortvivlelse er nok den følelse, jeg mærker mest, for jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.
Hver gang jeg når til det, jeg tror, er en afklaring, så tvivler jeg alligevel. For det er ikke så nemt, som det kunne være dejligt at gøre det til.
Nå, som sagt, er det ikke bare ét problem, men nærmere et mønster efterhånden. Jeg er gift med min mand på 6. år; vi har kendt hinanden i 15 år. Sammen har vi to skønne dejlige børn på 5 og 3.
Vi har haft gang i ombygning af vores hus stort set i den tid, vi har haft huset; dvs. ca. 7 år. Sidste år begyndte min mand (langt om længe) hos en psykolog, som han kom hos ganske få gange, og sådan sluttede dét så igen; det havde han intet ud af (hans egen udlægning).
Mit eget problem er så, at jeg føler, at jeg bliver skældt ud på over de ting, jeg foretager mig, der ikke lige falder i hans smag. Sådan er det sikkert ikke helt; men sådan føles det.
Faktisk er det efterhånden sådan, at jeg kan mærke, at maven trækker sig sammen, når han fx går ned ad trappen fra førstesalen, fordi jeg forventer, at der måske kommer et udfald over et eller andet, som jeg sjældent synes, at jeg kan forudse.
Jeg kender alt til hormonbetingede udfald, som man ikke selv kan styre - dem har jeg selv haft over for ham før i tiden. Men dette er anderledes, og uden for nogen fast cyklus og uden noget forvarsel, som jeg kan genkende. Selv om det jo sikkert er et eller andet samspils-halløj, der er gået galt forinden - eller noget jobmæssigt, som jeg ikke kender til.
Jeg bliver ikke slået, og det er heller ikke sådan, at jeg ikke kan svare igen. Men jeg gør det sjældent, for der kommer aldrig noget konstruktivt ud af det.
Og her sidder jeg så igen og forsøger at retfærdiggøre de tanker jeg har? For gennem de sidste 2-3 år (måske flere) har jeg følt mig fanget i dette her. Ikke fordi jeg ikke kan gøre, som jeg har lyst til, for det er klart, at når man er i et forhold med børn, så skal man tage hensyn til hinanden og til børnene og være enige om, hvordan man gør og hvilke friheder man kan tage sig.
Nej, det handler mere om, at uanset hvad jeg gør, som ikke foregår herhjemme, så er det en belastning.
Når vi tager snakken, er det oftest mig, der tager initiativ til det.
Og det bliver af ham oftest taget som en slags angreb "du er forkert", selv om jeg virkelig ikke mener, at det er ham, der er problemet (men en del af det). Men uanset hvordan jeg får det formuleret, er det altid sådan det er blevet forstået.
Jeg ved ganske udmærket, at vi er to om at have skabt denne situation, og min del af ansvaret påtager jeg mig selvfølgelig (selv om det selvfølgelig kan være lidt svært at se sin egen rolle i alt dette her og se, hvor man selv skal ændre sig, når man står med fødderne plantet lige midt i det). Men det seneste års tid har jeg ikke rigtig taget initiativ til at snakke - og han har heller ikke.
Der er et par gange faldet en bemærkning fra ham om, om det bedste for børnene og os ikke var at stoppe? og så nåede han ikke at sige mere, før en af ungerne afbrød eller der skete et eller andet. Jeg har nået at svare en enkelt gang, og dér blev det ikke hørt.
Til gengæld har jeg så nævnt nogle gange, at vi måske burde sætte huset til salg, så han kunne få den lejlighed, han hele tiden siger, han meget hellere ville bo i. Sidst spurgte han, om jeg da gerne ville dét. Mit svar var nej. Og så var vi færdige med at snakke om dét.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at vi begge er kørt fast i dette her, og at ingen af os tør tage skridtet til at sige, at vi måske burde slutte det - sætte huset til salg og flytte hver til sit.
Selv om jeg gennem de seneste uger er blevet mere og mere sikker på, at det nok er det mest rigtige for MIG, selv om der er et hus til salg, der (tror jeg) er helt perfekt til MIG, og jeg fik en åben mulighed for at få det sagt i går, så lod jeg alligevel være.
Jeg har to dejlige unger, som trives, som er glade (det meste af tiden), og som jeg bare slet ikke kan overskue, hvor ender i dette her.
Jeg tror, at både min mand og jeg kan finde ud af at lave en ordentlig ordning med børnene, men for dælen, hvor kan jeg bare slet ikke overskue at se dem sårede - at se dem finde rundt i vores roderi. Det er svært, når forældrene slås, men det er også virkelig svært alligevel.
At skulle deles mellem to hjem, at skulle flytte og så videre.
Og hvor vil jeg hade mig selv for det, hvis jeg bliver skyld i, at de ikke længere er glade børn. Jeg ved godt, at der heller ikke er nogen garanti for, at de fortsætter med at være glade børn, selv om vi fortsætter i samme dumme trummerum. For ungerne ved da godt, at jeg tit er ked af det, selv om det ikke er noget jeg går og udstiller en masse, når de er der.
Det er slet ikke til at bære, når den 3-årige, som han gjorde i dag, sætter hovedet på skrå og kigger på mig og siger "dig ik' ked af det, Mor?".
Så her sidder jeg igen og kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre og hvordan jeg gør det. Og hele tiden håber jeg på at øjne en åbning et sted for, at alt igen kan blive godt.
Et sted, hvor jeg kan se, at der er NOGET tilbage at kæmpe for.
Men hver gang jeg tror, jeg har øje på noget, sker der et eller andet som ødelægger det for mig igen.
Jeg ved godt, at ingen af jer kan sige mig, hvad jeg skal gøre. Det er en beslutning, som kun jeg kan tage.
Men det kunne nu være meget rart at høre om andre, der har stået i samme situation og høre, hvordan I er kommet ud af det - og hvor I er henne lige nu, uanset udfaldet.
Tak, fordi I læste med så langt... 
