Da jeg idag blev konfronteret med spørgsmålet "Hvad er du mest taknemmelig for?", kom jeg til at tænke over nogle ting..
Jeg har i grunden mange ting at være taknemmelig for. Jeg har 2 sunde og raske heste, som har været en del af mit liv i hhv. 17 og 7 år. Jeg har 3 vidunderlige hunde. Og jeg har jorden mest tålmodige kæreste..
Alligevel er der en ting der stikker ved siden af. En ting jeg er allermest taknemmelig for i denne verden.
At jeg ikke sidder i kørestol idag, trods kroniske smerter..
Sagen er den, at jeg har en knæskade. En skade som jeg faktisk har haft siden jeg var ganske lille, hvor jeg sprang mit korsbånd. Jeg fik lavet nyt korsbånd da jeg var 15 eller 16 og er siden blevet opereret 2 gange i knæet.
Der var 3 ting der fyldte min verden da jeg for 7 år siden fik en ret skræmmende dom hos min læge. De tre ting var: Ridning, hundetræning og basket ball.
Smerterne tog til og var nærmest uudholdelig.
Min læge sagde kort og kontant til mig: Stop med at spille basket ball og ride, eller du sidder i kørestol som 25 årig!
Jeg valgte med stor sorg at sige farvel til basket ball, det gjorde ondt, men var nødvendigt!
Jeg fortsatte dog med at løbetræne og ridning kunne der ikke være tale om at stoppe - jeg havde jo ponyen og havde lige indkøbt et føl der skulle være min næste ridehest.
Jeg gik de næste 5 år med jævnlige smerter, hvor jeg blev bedre og bedre til at ignorere min smertegrænse og være "ligeglad"..
I februar 2007 faldt jeg af min ridevallak og smadrede mit knæ endnu engang, jeg gik med krykker i næsten et år og fik dommen at min menisk var revet løs og da mit knæ allerede var så skrøbeligt synes de ikke at en operation var en god idé, og desuden kunne de ikke garantere en bedring..
Kort sagt så har jeg konstante smerter i mit knæ, hvilket har forplantet sig til ryggen også - jeg har brugt de sidste to år på at være bitter og vred på alle over alle de ting jeg ikke længere er i stand til, jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at løbe igen.
Ridning er stadig min hobby - idag foregår det blot på hyggebasis, men skovture og samvær. Jeg ved at hver gang jeg sætter mig på ryggen af hesten er det med en risiko for min førelighed hvis jeg falder af - det er en risiko jeg er villig til at tage for at beholde min hobby..
Jeg kan med træning holde de værste smerter for døren, men jeg ved også godt at det kan gå den helt forkerte vej på et tidspunkt..
Jeg er idag 24 år - jeg sidder ikke i kørestol. Jeg har det meste af min førelighed tilbage, og min plan er indtil videre at holde mig oppe af kørestolen på min 25 års fødselsdag og meget gerne nogle år endnu 
