det skræmmende at læse det du skriver - for jeg står selv i en situation, der er ekstremt lig med din. Eneste forskel er, at min eks mener, at vi skal være sammen, når han er kommet ud på den anden side igen - når han er kommet over den psykisk belastende situation han pt. står i... Rent geografisk kan det ikke lade sig gøre før om min. 8 mdr.

Men ja - vi har ligeledes haft langdistance forhold - han har netop fået et enormt ansvarsfuldt job efter endt Ph.D. - min eks har det rigtigt skidt - og jeg har for få dage siden blokket og slettet ham fra alt... Han slog op for 2 mdr. siden, men kontakten har altså stadig været der. Nu kan jeg bare ikke mere; det smadrer mig totalt at skulle stå model til de ting vi siger til hinanden...

Og for pokker, hvor jeg føler med dig, når du siger du har sort samvittighed; for sikke et ansvar vi tager på os...

Er ked af at jeg ikke har et råd til dig... Det mest gennemgående råd folk har givet mig var, at nu skulle jeg tænke på mig selv. HAN har valgt en fra - og vi er alle voksne mennesker, der må stå inde for vores egne handlinger. Så det kan ingenlunde være vores skyld, at de har det skidt - og det er ikke vores ansvar om de får det godt igen.

Men puha... Det er svært at efterleve.

Kort og godt, manden lider af stress, så du skal give han rum, men være der.

Han mener tiden læger alle sår, det gør den også, når hans far bliver rask og hans nye job bliver en vane og hans også får styr på sit kæresteforhold (dig), men lige nu kan han ikke rumme mere end de to først, samtidig med at han godt vil være sammen med dig.

Hej Milla. (og Sine)

Hold da op hvor føler jeg med jer begge!

Det må være hårdt at ha den rolle i en andens liv.

Håber det går for jer alle fire og i kommer til en løsning!

Varme tanker her fra.

Tøsekrammer fra Maria.

Jeg tror ikke på det "bare" er stress.

Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive til dig, du kan jo ikke tvinge ham, det ved du også godt... Hvor gør det ondt når man bare ikke kan hjælpe selv om man gerne vil.

Det bedste du kan gøre er ikke at dømme ham, forholde dig neutral, men måske ikke afskære ham, ihvertfald ikke før du selv er følelsesmæssigt "kold" når man presser sine følelser til fornufts-valg (du cutter) så falder man oftest i igen og igen, og får sagt eller gjort ting man fortryder.

Bedre at holde døren på klem, uden selv at komme i klemme.

Jeg håber du forstår hvad jeg mener.

Venligst Christine

det hedder hjælp til selvhjælp- og så hedder det erkendelse.

Erkender han ikke over for sig selv dybt inde at han HAR brug for hjælp kan han IKKE hjælpes.

Det var det første jeg lærte da jeg arbejde under VASU (Vejle Amts Sociale Udviklingscenter). Og det er rigtigt. Man kan lade som om- men det lyder langt væk af halvhjertethed at gøre det.

Stress- NUL han har ikke blot stress. Den køber jeg ikke. Jeg er depressiv, og det kunne være det der er galt. Men hans symptomer ligner dog ikke mine. Tænker lidt maniodepressiv måske. Men skal ikke kunne sige det.

Men læge er en nøsvendighed- og der er han nødt til at åbne sig.

Hvis du vil kan du blive ved at prøve- spørgsmålet er om du kan få ham til at indese.

Jeg føler skam med dig. Tro ikke andet. Men sådan tror jeg på det hænger sammen desværre.

Dengang jeg fik p-piller (hvilke jeg jo selvfølgelig godt ved han ikke får) der havde jeg problemer med hormonerne og var derfor temmelig uberegnelig. Om det kun var p-piller eller der var andet galt ved jeg ikke, men det forsvandrt gradvist efter jeg droppede p-pillerne helt.

Gav kæresten nogle valg (hvor der for mig kun var ét rigtigt) gud nåde og trøste ham hvis han valgte forkert.

Jeg var skiftevis en dejlig sød og forstående kæreste, for 5 min. efter at forvandle mig til et grædende, råbende og forvirret kvindemenneske.

Jeg var et hvirvar af følelser....vidste godt hvad der var rigtigt og forkert, men kunne ikke handle derefter. Når jeg havde reageret forkert, kunne jeg ikke kende mig selv bagefter. Jeg var så bange for at give slip og lade ham leve livet, for hvad hvis han smuttede fra mig, men samtidig var jeg også bange for at holde ham fast.....for hvad hvis han smuttede??

Jeg ved ikke om man på nogen måde kan sammenligne en kvinde der ikke kan tåle p-piller(hvis det var det) og en mand der viser samme skiftelige adfærd og humør, men nu har jeg i hvert fald skrevet.

Ved ikke hvad du skal gøre, andet end at jeg føler så frygtelig meget med jer begge 2. Du trækker et tungt læs Milla.

Til jer der har svaret.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal skrive. I skriver mange ting jeg holder fast i-.

èn sætning har sat sig helt fast i mit hovede - nemlig det Galouet skrev:

"Det må være hårdt at ha den rolle i en andens liv."

Du har ret - det er hårdt at have den rolle. Og det er hårdt at føle sig fastlåst i den.

Hvad han fejler - tør jeg heller ikke svare mere på end jeg allerede har gjort. Han har det skidt i hvert fald - og min tilstedeværelse i hans liv sætter ham tydeligvis i nogle svære situationer og følelser, som han ikke kan håndtere.

Derfor holder jeg fast i mit valg om at have afbrudt al kontakt. Jeg har heller ikke hørt fra ham, og gør jeg, vil jeg kæmpe en kamp med mig selv for ikke at svare.

En anden sætning der har sat sig fast i mig er nemlig den Sine (Aslan) skriver:

"Nu kan jeg bare ikke mere; det smadrer mig totalt at skulle stå model til de ting vi siger til hinanden..."

Jeg kunne ikke sige det bedre selv. Det smadrer også mig totalt - det vi udveksler.

Og ja - som Sine også skriver - så har han valgt mig fra - og om så han mener det eller ej, så er jeg nødt til at tænke på mig selv og passe på mig selv. Jeg kan ikke kæmpe for en der ikke vil kæmpe for sig selv.

En anden skrev til mig på PB - at jeg skal huske at have mig selv med i det jeg gør.

Som jeg svarede - så er det svært. For jeg mister mig selv når jeg giver slip på den jeg elsker så højt. Men jeg mister også mig selv ved at ligge al min værdighed på hylden og kæmpe for en - der ikke vil mig.

Men jeg kæmper - piger.

Jeg kæmper i en tid - der på alle måder er så uendeligt hård for mig. En tid hvor min elskede hest igennem 17½ år skal over regnbuebroen, hvor Universitetet er krævende, hvor økonomien er dum og arbejdet driller. En mørk tid - på alle måder... Både ude i blæsten - men også indeni mig - efterhånden.

Men jeg - jeg er stærk nok. Til tider HADER jeg altid at være den stærke.

Men det er jeg nu engang...

Milla

Jeg er gift med en mand, der i flere år har lidt af depression, så jeg ved lidt hvor du er henne. Det bedst råd jeg har fået er meget lig det flere her har sagt ; nemlig at du skal huske dig selv.

Men står man i det, er det vigtigt at tage tid til sig selv, for det er her man samler kræfter til at klare de sorte skyer. For mig har det været tiden hos hesten, der gav mig luft, for andre er det måske en eftermiddag ved stranden eller en hobby at give sig hen til. Tid for sig selv, fri for at tænke på de ting, der tynger.

Hvis du vil hjælpe ham, kan du måske hjælpe med at tage kontakt til lægen i en af de stunder, hvor han selv erkender at han har brug for hjælp? Er der andre omkring ham, søskende, venner eller andre, som kan træde til? Ingen kan træffe valget for ham og indse det, men måske han med et stille puf kan hjælpes på vej??

Jeg ville lade døren stå på klem, lade ham vide at jeg er der for ham som ven, og se om følelserne er der for jer begge, en dag på den anden side af mørket.

Jeg har ikke de vises sten, desværre, men håber I kommer igennem det.

Du har ret - det er hårdt at have den rolle. Og det er hårdt at føle sig fastlåst i den.

rollen har du taget på dig, den er ikke blevet givet dig men du har taget den, det er et valg du har truffet....

som andre skriver så er det ikke dig der skal hjælpe ham men ham selv. det er da mega belejliget at have en som dig at søge trøst hos når lokummet brænder, eller hvad det nu gør........

nu har du ikke skrevet en lyd om alkhol men det han har gang i minder meget om det en afhængig person har gang i. de er bange for relationer, de relatinoer der vil have dem til at tage sig af sig selv. hvis han ikke drikke så kunne han vel egentlig godt være afhængig af at arbejde????

hvorfor skred eks konen?????

du skriver det selv sådan her:

Derfor holder jeg fast i mit valg om at have afbrudt al kontakt. Jeg har heller ikke hørt fra ham, og gør jeg, vil jeg kæmpe en kamp med mig selv for ikke at svare.

håber du vinder kampen.

og husk på at du har kun ansvaret for et menneskes ve og vel, og det dig selv, det sammer gælder ham, du hjælper ham bedst ved at lade ham tage ansvar for sig selv.

min egen erfaring er at mit nightingale syndrom virkede ualmindelig tiltrækkende på en der ikke ville hjælpe sig selv og det kostede dyrt for mig at jeg låste mig fast i den rolle.

så lyt til maven og ikke til manipulationen.

Øv, en trist situation.

Jeg har selv oplevet noget lignende, og tænker stadig på ham dagligt. Ikke som een, jeg gerne ville hjælpe, da jeg ikke rigtig tror på den slags. Men som een, jeg var meget forelsket i, og er meget ked af at have mistet... også som ven.

Ville egentlig have fortalt historien, men kan slet ikke formulere følelserne i den, og ved nærmere eftertanke har han også familie her på siden.

Men kort opridset, så havde han nogle situationer i sit liv, der gjorde, at han ikke kunne overskue min deltagelse. Han kunne også være totalt kold og tilkendegive at han aldrig havde været forelsket i mig osv. Jeg har virkelig været nødt til at få mig selv til at tro på det, for at forsøge at komme videre. Men den dag i dag ville jeg forsvare ham.

Der er sidenhen kommet lidt mere forklaring, som har virket mere realistisk. Men jeg har desværre ingen lykkelig ende at fortælle. Jeg tænker stadig ekstremt meget på ham 1,5 år og et ellers berigende parfold senere.

Desværre tror jeg ikke, at der er noget at vente på. Du skal jo ikke sætte dit liv på standby i håb om, at han en dag er klar. Og man kan ikke rigtig fortsætte som venner. Men det er svært!